Ørkendrømme

BAG DE BLÅ BJERGE i Brønshøj.

2012-02-27T21:38:00.010-08:00

- en monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution

Teatermonologen "Bag de blå bjerge" i Rytterskolen, Brønshøj Torv

Onsdag, 18. April 2012 - 19:00 - 21:00 50 kr.
Arrangeret af Brønshøj Bibliotek.

Teksten til monologen er baseret på den dansk/kinesiske kvinde Aihua Yans liv og opvækst under Kulturrevolutionen. Forfatteren Michael Svennevig har sammenskrevet teksten.
Stykket blev i nov. 2011 opført på ”Verdens mindste Teater” i Kronprinsessegade af skuespiller Elisabeth Von Rosen, som også vil opføre stykket i Rytterskolen.

Efter forestillingen vil der være en samtale/debat mellem Aihua Yan og psykolog Linda Nordin fra RCT(Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre) og publikum.
Aihua Yan er bosiddende i Brønshøj og meget aktiv i lokalområdet.

På billedet ses Aihua Yan og Linda Nordin lige inden premieren på "Bag de blå bjerge".

Onsdag d. 18. april kl. 19
Rytterskolen
Brønshøj Torv
2700 Brønshøj

Billetter 50,- kr. incl. et glas/vin sælges på Brønshøj Bibliotek fra d. 1. april
http://bibliotek.kk.dk/biblioteker/broenshoej/event/monolog-glaede-overlevelse-kulturrevolution

Teksten til monologen "Bag de blå bjerge" af Michael Svennevig blev udgivet i august 2011, og har som indledning en samtale mellem Aihua Yan og Michael Svennevig - og et efterord af Linda Nordin.
Forestillingen er baseret på samtalen med Aihua Yan, der indgik i portrætsamtalebogen "Drømme og visioner, 13 portætsamtaler om at ville og kunne" af Michael Svennevig (Epigraf 2011).

Om mennesker og masker,

2012-02-27T10:52:00.008-08:00

om en forlist barndom
og en bortadopteret søster.

Michael Svennevig præsenterer sin roman ”GIV MIG LIV”.

Oplæg holdt i OK-KLUBBEN på Frederiksberg,
mandag den 27.februar 2012.

Med et efterord af billedkunstneren og forfatteren
Alice Maud Guldbrandsen.

Jeg arbejder med psykisk udviklingshæmmede voksne og har gjort det gennem de sidste 17 år. Jeg har fast 10 timer om ugen og det er det jeg ernærer mig ved. I årenes løb er de blevet mine venner. Og jeg elsker arbejdet. Jeg skriver også bøger. Mest romaner, men jeg har også skrevet en portrætsamtalebog, for andre mennesker interesserer mig. Jeg kan godt lide at tale med andre. Det gør mig klogere, både på mig selv – og på de andre.
Jeg er også dramatiker. Nogle gange iscenesætter jeg selv mine teaterstykker. Af og til optræder jeg også med mine tekster. Faktisk har jeg levet og åndet gennem teatret før jeg begyndte at skrive bøger. I 12 år lavede jeg dukketeater for børn og voksne, så jeg er også dukkemager og dukkefører. Og så laver jeg festivaler og arrangementer. Bl.a. har jeg arrangeret Gammelfestivalen Det Sidste Suk.
Jeg har mange roller eller kasketter som jeg på skift tager af og på. Sådan er det nok for de fleste af os! Kasketter, roller og masker har det til fælles at de ændrer den måde vi er på og den måde som vi opfatter verden på.
Historien i dag handler om det, der ligger bag. Vi skal ind i et nøgent rum, hvor der ikke er noget at gemme sig bag. Derind hvor vi er allermest sårbare og forsømte. Det er slet ikke er rart at være der – for det er derinde vi møder os selv. Sådan som vi er, når maskerne og kasketter falder af os. Det er næsten ikke til at holde ud at være der – men det er derinde, alle de gode historier er. For mig som forfatter er det, når det bliver farligt at jeg rammer noget af det som jeg gerne vil sætte fri. Når jeg tør tage kampen op – med mig selv. Jeg har udkæmpet den kamp med min barndom. Måsker er det en kamp som I forlængst har lagt bag jer. Nogle udkæmper den tidligt, andre sent. Nogle bruger hele livet på at undgå at komme den nær. Mens andre dyrker den. Men som de fleste bearbejder og redigerer vi vores livshistorie løbende. Så på en måde er vi alle forfattere.
Forfattere på vores eget liv. For vi gennemskriver, bearbejder og beslutter hvordan vi vil huske det vi oplever. Vi kan ikke ændre det, der sker, men vi kan ændre måden vi opfatter det på.
Både som menneske og forfatter interesserer det mig, hvordan vi former og lever vores liv. For der er en masse forbundet med det og en masse energi bundet til det. Det er som et indre kraftværk, der hvert øjeblik kan futte af, men det er også så energifyldt at det afgiver energi. Men det gør ondt. Livet gør ondt.
Min seneste roman, ”Giv mig liv”, handler om min barndom. Romanen udkom her i sommer, og udgivelsen fejredes med en teaterforestilling med samme titel i Apostelkirke på Vesterbro. Forestillingen opførte jeg sammen med Thulla, der er sanger og komponist, og i denne sammenhæng - også skuespiller.
Sammen havde vi været i Holbæk, hvor jeg er opvokset, og havde optaget lyde fra min barndom. Det var lyde fra kirkegården, hvor jeg legede. Den tunge knirkende kirkegårdslåge, duernes kurren og ensomheden mellem gravene. Det var skrigende måger nede fra havnen, hvor jeg sad og kiggede ud over fjorden – og drømte mig væk. Og det var fodtrin nede fra kælderen, hvor vi løb og legede – og skræmte livet af hinanden.
Jeg har altid haft fornemmelsen af at jeg var omgivet af hemmeligheder. Hemmeligheder som ingen talte om, men som jeg hele tiden stødte ind i. Ligegyldigt hvor jeg gik. Ligegyldigt hvor forsigtigt jeg bevægede mig rundt.
For mange år siden fortalte min mormor mig at jeg havde en søster. På det tidspunkt havde jeg været enebarn i godt og vel 30 år, så... jeg glemte det. Det var jeg nødt til, for det var for overvældende. For uhåndterligt. Så jeg begravede det dybt inde i mig.
Men så havde jeg en drøm....

(Oplæsningen af starten på romanen ”Giv mig liv”).

Da jeg vågnede var jeg helt rundt på gulvet. Det var en af de drømme som man ikke glemmer igen. Den var så tydelig, at jeg ikke var i tvivl om, at det ikke var nogen almindelig drøm. Det var en af de drømme, der ville sige mig noget og som krævede at blive hørt. Og jeg vidste, at jeg var nødt til at reagere. Det kunne ikke længere forties.
Det var ikke let at spørge min mor om det. Det var akavet. Den eneste måde jeg kunne gøre det på, var at spørge hende en dag vi var ude at cykle. Vi kørte ved siden af hinanden, og jeg spurgte: ”Mor, der er noget jeg gerne vil spørge dig om - Har jeg en søster?”
Og så svarede hun: ”Hvorfor spø´r du?” ”Hvorfor spø´r du?....”? Hun sagde ikke: Nej, selvfølgelig har du ikke det. Men ”Hvorfor spø´r du?...”.Så vidste jeg besked. Det gjorde noget ved mig. Alt det ordløse jeg havde fornemmet fik et navn.
Senere skrev jeg en ansøgning til Familiestyrelsen for at forsøge at få kontakt med hende - min søster. Som bror kunne jeg ansøge uden at behøve tilsagn fra mine forældre. Selvfølgelig var det svært at fortælle det til dem, men for dem var det endnu sværere at tale om. Ja, næsten umuligt. Efter så mange år var døren ind til deres hemmelighed groet helt til, men uden at det havde formindsket smerten.
Min far græd, når han så ”Sporløs”. Min mor havde kapslet det inde. Det var svært at vide, hvad hun egentlig følte. Oven i det så var det lykkedes min mor at føde min søster uden at nogen lagde mærke til det. Det virker fuldstændig usandsynligt, men det lykkedes.
Min egen fødsel, 2 år tidligere, mindede om det. Min mor ville ikke have mig. Hun opsøgte en englemagerske, men løb væk derfra igen. Der var ingen, der vidste det, da jeg kom til verden. Jeg blev født 3 måneder for tidligt, så jeg må have været sej, siden jeg overlevede.
Da de ringede fra hospitalet og fortalte at min mor havde født, vidste hendes mor ikke at datteren havde været gravid, selv om hun boede hjemme.
Der var heller ingen andre, der vidste det, da min mor fødte min lillesøster. Hun blev straks bortadopteret.
Mine forældre blev skilt 10 år senere, og min mor forklarer, at hun ikke kunne overkomme at have 3 børn – for hun regnede også min far med...
35 år senere skrev jeg ansøgningen til Familiestyrelsen. Jeg havde fået at vide, at jeg kunne vedlægge et brev til min søsters adoptivforældre. Jeg startede brevet med at skrive: ”Kære venner...”
Hvad skulle jeg ellers skrive, for jeg kendte dem jo ikke – og vidste heller ikke, hvad de hed. De ville få mit brev og så var det op til dem, om de vil fortælle noget til deres datter – min søster. Hvis de ikke havde fortalt hende, at hun var adopteret, var det jo ikke sikkert at de vil sige noget til hende.
Jeg postede brevet, og blev stående ved postkassen, længe. Jeg blev pludselig bange for om brevet nogensinde ville nå frem – for breve kan jo godt blive væk og forsvinde. Jeg mærkede det i maven. Ville jeg mon nogenside få svar? Familiestyrelsen havde godt nok lover mig, at jeg ville få svar indenfor 3 måneder, hvad enten det så blev positivt eller negativt. 3 måneder var meget lang tid... 3 måneder... der var mere end 90 dage... det var længe at vente.
Mens jeg ventedde, tænkte jeg på min barndom. Min tavse barndom. Alt det jeg ikke kunne huske. For jeg kan ikke huske noget. Jo, jeg kan huske mine legekammerater, hvordan de så ud og hvad vi legede. Jeg husker alt om dem, men mine forældre... de er væk. Som om jeg ikke vil huske dem.
Fx. husker jeg, at jeg går op ad trappen til vores lejlighed, stikker nøglen i låsen, åbner og går ind – og så... ikke mere... De er simpelthen forsvundet fra min erindring. Pist borte. Som om de aldrig har eksisteret. Som om jeg har villet glemme dem.
Der går kun et par uger før jeg får en mail, der begynder med ordene:
”Hej, jeg er din lillesøster, Marianne...”
Vi begynder at maile til hinanden – og bliver hurtigt enige om, at vi indtil videre er nødt til at holde mine forældre udenfor. Eller vores forældre... Der er så meget vi skal have indhentet.
Da jeg første gang ringer til hende føler jeg mig helt sammensurret indeni. Hvordan vil hendes stemme være? Vil den være lys eller mørk? Vil det være en rar stemme som jeg umiddelbart synes om – eller...?
Jeg siger ikke noget om det jeg tænker. Forsøger at slå det ud af hovedet, indtil til hun selv foreslår, at vi skal mødes. Det sker et par uger senere. Hun foreslår at vi skal mødes på en café på Amager.
Det er sommer, midt under jazzfestivalen, og da hun ved, hvordan jeg ser ud (for jeg havde vedlagt brevet et foto), er det hende, der må holde udkik efter mig, for jeg ved jo ikke, hvordan hun ser ud.
Hun har sat sig udenfor, og jeg er straks klar over at det er hende. Der sidder ikke andre, men jeg kan også MÆRKE det. Det ér hende. Der er slet ikke nogen, der kommer ud for at høre, hvad vil have. Måske fordi vi sikkert har lignet to forelskede, der har siddet helt opslugt af hinanden.
Jeg havde taget en flaske rødvin med i tasken og den drak vi nede på stranden, mens vi lå i sandet og kiggede ud over havet, mens solen gik ned - og vi fortalte hinanden om alt det liv vi havde levet - uden hinanden.
Jeg syntes, at jeg havde vundet i lotteriet. Ja, jeg følte mig næsten forelsket. Det var berusende. Som at være beruset i champagne. Det boblede op i næsen og fik alting til at blive så let, så let – som om det var sæbebobler, der blæste afsted i vinden. Som om al tyngden var blæst væk.
Jeg fortalte alle om det, men sagde ikke noget til mine forældre. Det her var noget som Marianne og havde lyst til at have for os selv – uden dem. Så måtte det andet komme senere.
På et tidspunkt mailede Marianne til mig og spurgte om det er meningen, at jeg vil beholde hende som en hemmelighed, og så forstod jeg, at det var på tide at involvere mine forældre. De havde begge fået en kopi af ansøgningen, men jeg havde ikke fortalt dem, at jeg havde fået svar – og heller ikke at jeg nu havde fået kontakt med Marianne, deres datter.
Jeg besluttede mig for at invitere dem ud i mit kolonihavehus sammen – og så fortælle det til dem dér. Mine fraskilte forældre er meget glade for hinanden og de snakker og griner og fortæller løs. Det varede mange timer inden jeg kunne få mulighed for at sige: ”Jeg har samlet jer i dag, fordi der er noget jeg gerne vil fortælle jer...”
Det var som om det helt punkterede det hele, og det bliver tydeligt at den glade stemning bare havde været et dække over usikkerheden, men jeg kunne straks berolige dem med at min søster var glad og veltilfreds, at hun var gift og havde en søn – og boede i Kastrup. Hun hun havde haft en dejlig opvækst og bar ikke nag over at have været blevert bortadopteret – for hun havde haft det glimrende og havde ikke manglet noget.
Der bredte sig straks en næsten euforisk stemning - og så skålede vi for Marianne.
Siden mødtes min søster med både min mor og min far. Umiddelbart virkede det som om det ville være lettest for min far, og meget sværere for min mor. Men det skulle vise sig at være lige omvendt. Den afgørende forskel var nok at min mors nuværende mand tilskyndede hende til det og støttede hende i processen.
Min roman slutter for 5 år siden med det brev som jeg skrev til Marianne - og som jeg også sendte til mine forældre - efter at vi havde mødtes ude i min kolonihave. Det vil jeg gerne slutte med at læse.
Og så skylder jeg at sige, at når jeg lader bogen slutte for 5 år siden, er det for ikke at befamle de impliceredes følelser unødigt. De har alle tre læst, kommenteret og godkendt romanmanuskriptet inden det blev trykt.

(Oplæsning af slutningen på romanen ”Giv mig liv”)

BAGEFTER:

Jeg er så heldig at have en gæst med i dag. Det er forfatteren og billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen. Måske har I endda hørt hende holde oplæg her i klubben om ”Tavshed blev min sang” om bombningen af Den Franske Skole?
Det var faktisk Alices ide, som hun gav videre til Poul, at jeg skulle fortælle om romanen og familiehistorien her. Alice har fortalt mig så indlevet om det som hun har fået ud af romanen, og ikke mindst det bud som hun synes at den har til alle med en familie. Så på opfordring har jeg bedt hende om at gentage det i dag, og det kan så passende danne overgang til, hvis der skulle være nogen, der har lyst til at spørge om noget.
Jeg byder velkommen til Alice Maud Guldbrandsen!

Efterord af Alice Maud Guldbrandsen
til Michael Svennevigs præsentation af bogen "GIV MIG LIV",
mandag den 27. februar 2012 i OK-klubben på Frederiksberg.

…. Tak, Michael. Og tak til jer, der er til stede, fordi jeg må komme med nogle efterord til bogen, ’Giv mig liv’ – og dens fine og dybtgående præsentation.
Ja, det er unægtelig en grum, bevægende og næsten ubegribelig historie fra det virkelige liv. Så jeg går ud fra, at I nok sidder og grubler lidt endnu …. Selv synes jeg, at der er så stor dybde og mange lag bag ordene på de 159 velskrevne sider – at de sætter mange tanker i sving.
Sådan havde jeg det i hvert fald første gang, jeg læste – ikke bogen. Men det allerførste manuskript i sommeren 2010, hvor Michael bad mig komme med kommentarer til det.
Da bogen udkom sidste år, læste jeg den selvfølgelig igen - i den færdige form. Og lige nu har vi alle sammen lyttet til Michael’s gribende beretning om bogens baggrund, handling og tilblivelse.
Men det er ikke kun ’en grum historie.’ For jeg synes også, at den rent sprogligt er så fint, enkelt, følsomt - og ikke mindst usentimentalt beskrevet, at den også er en meget smuk og stærk familiehistorie på én og samme gang. En bog, hvis indhold uvægerligt burde fange de fleste folks opmærksomhed. Måske i særlig grad forældre i denne generation. Det vil sige – jer, der er flest til stede af i dag - inklusiv mig selv.
Ved Michaels præsentation af ’Giv mig liv’ – og især om alle de hemmeligheder og den ensomhed, der omgav ham i barndommen, følte jeg mig straks tilbage i 1945 igen. Der hvor mit dilemma opstod og hed ’tavshed’! Det var den tavshed, forældre med børn, der overlevede bombardementet af DFS - blev tilrådet som bedste medicin for at glemme alt det stygge, vi havde set og oplevet. Men det var en ’fejlmedicinering’ – for ingen af os glemte – men gemte …
Som Michael har jeg altså også gået rundt med noget, der føltes som en indvendig knude af ensomhed i mere end 30 år. Noget af knuden blev - sikkert i lighed med Michael - løst ved at skrive en bog. Min om begivenheden og ved fremover at udskifte tavsheden med talegaven. Det er måske lidt upassende udtrykt. Men ved endelig ’at efterlade ligene i lasten’ - fik jeg faktisk liv! Så med Michaels livshistorie er jeg ikke i tvivl om, at han også har fået en meget stor del af det, han i titlen næsten råber eller insisterer på i bydeform … ’Giv mig liv’ …!
Som helhed synes jeg, at bogen virker flot og befriende, fordi historien også rummer den spontane glæde og humor – som kun børn er i besiddelse af. Den, der altid udtrykkes på den mest umiddelbare måde.
Livshistorien, ’Giv mig liv’ er naturligvis alene Michaels egen forestilling og opfattelse af den. Det vil sige, den er skrevet ud fra et subjektivt synspunkt - og derfor med rette kaldes ’roman’! Men andre – og her kan jeg ikke lade være med at tænker på, hvis mine tre sønner – en af dem på alder med Michael – ville have gjort det samme – og modsat min opfattelse!
Men da faktum altså er den, at vi alle hver især har hver sin egen opfattelse af det samme – måtte jeg i så fald bøje mig – om jeg ville eller ej 
Fordi historiens indhold er spulet for bitterhed, anklage, had og andre negative følelser, synes jeg allermest - at den drejer sig om mennesker og kærlighed. Og med disse svære, tunge og brogede begreber mener jeg virkelig, at bogen lægger stærkt op til debat. Måske for at skabe egne facit. Altså dem, der er menneskeligt umuligt at gøre på andres vegne? Meeen, gisninger, meninger - og ikke mindst eventuel brug af selvindsigt - kunne måske bane vejen til en vis forståelse … ?
Pudsigt nok – og lidt overraskende - fornemmede jeg under vejs i læsningen, at Michaels og min individuelle barndom – på trods af generations- og aldersforskel - var meget ens: Ensomhed, jagten efter tryghed, udøvelsen af diverse ’kreative’ påfund og aktiviteter, ensartede adfærdsmønstre mv. Da jeg derudover ikke erindrede at have har hørt mine egne børn - eller andre af samme årgang – udtrykke sig om noget lignende, undrede det mig meget. For hvad var det mon i hans og mit barndomsliv, der gjorde dem så ensartede?
Det er desværre lidt sjældent, at en bogillustration roses, fremhæves eller fortolkes. Men her til sidst vil jeg gerne have lov til at sige, hvad den fortalte mig:

Fotografiet foroven viser ansigtet af en køn lille dreng med et følsomt og mildt udtryk i. Et indtrængende, men lidt drømmeagtigt blik i de smukke barneøjne - og et let smil på munden. Fotografiet forneden - en port med et smukt og meget dybt perspektiv i sig. I det sidste ser jeg Michaels personlige mål med bogen – kampen for friheden til hans eget liv og dets indhold. Men der er lang vej forude. For målet ligger som den lille firkantede brik – dybt og inderst inde i perspektivet. Måske det er det, jeg skimter i fotografiets udtryk foroven?
Har jeg mon ret i nogle af mine betragtninger – eller hvad synes I .. ?

EFTER DEN SIDSTE FORESTILLING

2011-11-15T12:42:00.000-08:00

Så er det ved at være slut med opførelserne af ”Bag de blå bjerge” på Verdens Mindste Teater.

Efter et stykke tid finder enhver forestilling sit eget leje, og det er også sket for Elisabeth von Rosen i monologen.

Da jeg overværede forestillingen forleden, var der en kvinde, der efter forestillingen forlod teatret grædende.
Man glemmer det selv. Glemmer, hvor stærkt det virker første gang man oplever noget. Og det er en voldsom tekst. Jeg har især glædet mig over, hvor smukt Elisabeth har formået at dykke ned i stoffet og taget det på sig, og det er ekstra smukt at Ulla Koppels instruktion har understøttet det og har givet pladsen og roen som teksten kræver. Det er et menneske af kød og blod vi sidder overfor. Det er ikke bare en rolle. Det er et menneske – og det fornmmer jeg meget tydeligt i den smukke iscenesættelse.
Der er noget insisterende og vedholdende ved hovedpersonens levede liv, der tydeligt trænger igennem både tekst og forestilling. Det er blandt andet det man sidder tilbage med efter forestillingen.
Det er en stille smerte, der er ved at slide én over.
Det er også blevet en provokerende forestilling, for den insisterer og giver sig ikke. Den insisterer på sit eget nærvær. Og det er hårdt at sidde igennem – men også nødvendigt.

Så tak til Verdens Mindste Teater for denne fantastiske opsætning. Både til Annemette Albrectsen, der lægger husrum til. Til Ulla Koppel, der så fornemt har instrueret – og ikke mindst Elisabeth von Rosen, der aften efter aften har kæmpet for at bjerge denne svære livshistorie i land.
Også en stor tak til Aihua Yan, der har haft modet til at fortælle om alt det hun har oplevet under Kulturrevolutionen, så det først har kunnet blive gengivet i portrætsamtalebogen, der siden dannede baggrund for det, der blev til monologen om, hvad der skete bag de blå bjerge.
Forestilingen flyttes afslutningsvist til bådteatret LIVA2, hvor den spilles ved en lukket forestilling, mandag den 28.11., for alle ansatte ved RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, København. Efterfulgt af en faglig diskussion.
Desuden er RCT ved at lave en dokumentarfilm over det forløb som Aihua har været igennem siden hun for 2 år siden begyndte sin behandling hos dem. En forhandling, der siden er gennemført og afsluttet. Hendes psykolog, Linda Nordin har i bogudgivelsen af ”Bag de blå bjerge” skrevet et flot efterord, hvori hun beskriver benhandlingsforløbet. Både hvor svært det var i det hele taget at få begyndt og hvor smukt det er at se, når et helt sammenkrøllet sind alligevel folder sig ud og sætter nye blomster.
Aihua Yan er nu parat til selv at gå igang med at ville skildre hele sin livshistorie i en bog.

En publikumstilkendegivelse

2011-11-05T05:09:00.000-07:00

Det er blevet en meget stærk forestilling.
Hvor stærkt den egentlig virker, opdager vi først, når andre beretter om deres oplevelse. Sådan som Sheila har gjort her. Tak for din tilbagemelding, Sheila!

På billederne fra premieren er Aihua Yan på vej til urpremieren på forestillingen "Bag de blå bjerge" på Verdens Mindste Teater, søndag den 30. oktober 2011. "Bag de blå bjerge" er skrevet af Michael Svennevig. Instrueret af Ulla Koppel og bliver spillet af Elisabeth von Rosen.

Jeg har svært ved at se glæden i stykket.
Jeg græder og græder og græder indvendigt.
Nogen gange ville jeg ønske at mennesket ikke
var så sejt at det kan gå død rundt og overleve.

Sådan tænker jeg for mig selv.
Det er så svært at mærke hvordan det har været.
Tænk hvis mennesket ikke havde dette overlevelses instinkt
så var behovet der måske heller ikke og grunden til at have det behov.

Når der bliver råbt om hjælp, men ingen hører.
Når man aser og maser.
Slider, slider, slider og kæmper.
Katten der har kæmpet sig hjem
men er kørt over af en bil på bagkroppen.

Jeg overlever altid.
Jeg nåede hjem.

Kærlig hilsen
Sheila

Forestillingen varer 50 minutter - og spiller til og med 20. november.
Der er udsolt til forestillingen tirsdag den 15.11., hvor der bagefter er en samtale med Aihua Yan og de involverede i forestillingen.

Historien BAG DE BLÅ BJERGE

2011-11-03T04:58:00.000-07:00

Når historien er fortalt, hvad sker der så?

"Det var ikke et vulkanudbrud. Det var ikke lava, der vældede op fra de blå bjerge højt over os, men ord. Bare ord. Først var det bare ord. Det lød så godt. Vi blev fyldt med en længsel og glæde. Det var dét, der blev tændt i os. Det lød så godt. Vi troede på det. Alle troede på det. Hvordan kunne vi overhovedet lade være?
I dag forstår jeg det ikke. Jo, jeg forstår det, for jeg oplevede det.
Hvad det virkelig betød, gik alt for sent op for os. Alt for sent.
Jeg var en af dem, der overlevede."

Uddrag fra forestillingen "Bag de blå bjerge", der havde urpremiere på Verdens Mindste Teater søndag den 30. oktober 2011.

I forbindelse med forestillingen "Bag de blå bjerge" baseret på Aihua Yans liv er det første gang at historien om hvad der skete bag de blå bjerge er nået frem til Aihuas to voksne sønner. Hidtil har de vægret sig ved at høre på hendes beretning. De har ikke kunnet relatere til det. Det var som en slags mørkt eventyr, de slet ikke ønskede at høre. Men nu har det ændret sig. Nu er historien rykket tættere på dem. Den har berørt dem.
Det har også ændret det, der skete bag de blå bjerge. Nu er det ikke længere hemmeligt.

Selvfølgelig var det voldsomt for Aihua at opleve sin historie udspille sig på en scene foran hende. Men hun klarede det. Hendes psykolog fra RCT (Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre), København, havde et fast greb i hende under hele forestillingen. Og Aihua græd, som om hun græd det hele ud. Selv om det aldrig kommer helt ud, men nu kan hun fortælle om det. Noget har løstnet sig inde i hende.
Hun har fortalt sin historie - og er nu klar til selv at nedskrive den.
Hele historien.

På fotos, taget i Kongens Have bag Verdens Mindste Teater og ved indgangen til teatret umiddelbart inden premieren, ses Aihua omgivet af Anne Lene, Ray, Michael og Linda.

Forestillingen "Bag de blå bjerge" af Michael Svennevig
er instrueret af Ulla Koppel og bliver spillet af Elisabeth von Rosen
- og spiller til om med den 20. november 2011.

Teatret melder udsolgt til den 15.11., hvor der er forestilling og efterfølgende samtale, men der er endnu billetter til de andre dage.

BREV TIL EN SKUESPILLER

2011-10-30T23:03:00.000-07:00

Efter premieren på ”Bag de blå bjerge” på Verdens Mindste Teater. Instrueret af Ulla Koppel.

Kære Elisabeth.
Jeg oplevede din præstation i går som en bølge af energi, som en lang smertelig sang, som en uendelig luftstrøm igennem et perforeret luftrør.
Det var umådelig smertefuldt i al sin tilbageholdthed. Jeg følte mig lykkeligt befriet for ethvert spil. Der var i højere grad tale om en væren. Om en tilstedeværelse, så smertelig at det næsten ikke var til at bære. Du var der, dér lige foran os. Uden at du på noget tidspunkt viste os smerten, for du var smerten. Uden at du intimiderede os med din historie. Det er en umådelig fin balance som det er lykkedes dig at finde i dit spil og i din tilstedeværelse. Du er en fornem ambassadør for min tekst og Aihuas historie.
Enkelheden er imponerende. Det er enkelheden, der er det sværeste. Sådan er det altid, fordi den er så svær at holde, den glider os af hænde, men du evner at holde fast selv om det er ved at slide dig i stykket. Det er det vi oplever, det er det vi ser. Denne insisteren på at holde fast og fastholde, hvor smertefuldt det end måtte være.
Det er klart at det for dig er en umådelig svær og krævende opgave at skulle kunne bære og rumme denne tekst og dette liv, men det formår du uden at vise os, hvor svært det er. Men vi hører det på din vejrtrækning. Vi hører hvor kompliceret det er for dig at trække vejret. I dette det mest enkle hører vi din kamp for at blive til det du er.
Mange befriede hilsner
fra
Michael

OM FORESTILLINGEN:
Bag de blå bjerge
En monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution
af Michael Svennevig havde urpremiere på
Verdens Mindste Teater
Søndag den 30. oktober kl. 16.00

Om Aihua Yan:
er opvokset under Kulturrevolutionen fra 1966-76 i Kina. Uddannet civilingeniør, og kom til hertil som politisk flygtning i 1999 og blev dansk statsborger 9 år efter. Som et led i bearbejdelsen af hendes fortid (og især hendes barske opvækst under kulturrevolutionen) blev hun anbefalet at nedskrive sin historie.

Om monologen:
Aihua Yan fortalte sin historie til forfatteren/dramatikeren Michael Svennevig, der har skabt en gribende monolog fuld af poesi baseret på Aihua Yans voldsomme livshistorie. Det er et stærkt, hudløst portræt af kampen for overlevelse i et totalitært regime. Det er en skildring af et menneske der ved, at alting har sin pris. Ikke mindst demokratiet. Det er en fortælling om, hvad systemer kan gøre ved et menneske. Det er en vedkommende og appellerende beretningen om håb og tortur. Om at finde veje, hvor der ingen er. Men også om at blive rykket op med rode, og skabe sig et nyt liv i eksil. Som hun siger i monologen, er hun heldig, for ...jeg var en af dem, der overlevede.

Medvirkende: Elisabeth von Rosen
Instruktion: Ulla Koppel
Scenografi: Verdens mindste Teater
Sidste dag: mandag d. 21. november
Spilletider: lørdag, søndag kl. 17.00 og mandag, tirsdag kl. 19:00 Entre kr. 125.-

Samtale arrangementer:
1. november kl. 20: Aihua Yan fortæller om sit liv - og sin kamp for at bevare det.

15. november kl. 20: Om virkelighed og teater. Om teater der kradser, når virkeligheden banker på. Om hvordan man kan overføre levet liv til teater.

Til begge arrangementer kan man møde Aihua Yan sammen med forestillingens instruktør Ulla Koppel, skuespilleren Elisabeth von Rosen og dramatikeren Michael Svennevig.

NB: Teatret melder udsolgt til de to forestillinger med efterfølgende samtaler.

En aften med livsfortællinger

2011-08-11T22:58:00.000-07:00

Indledning til festivalens første store arrangement i Apostelkirken,
fredag den 13. august kl. 19-21.30.

Velkommen til Menneskefestival om drømme og visioner - og til en aften med livsfortællinger.
Først skal vi til Kina og bagefter til Syrien. Efter pausen skal vi til Gambia.
I skal møde Aihua Yan - og skuespilleren Elisabeth von Rosen fremfører 4 scener fra den monolog, der baserer sig på Aihua Yans liv. Den hedder "Bag de blå bjerge" og får premiere den 30. oktober på Verdens mindste Teater. Monologen udkommer i bogform i dag. Jeg har skrevet den og oversat den digtsamling, der også udkommer i dag. I skal møde Jan Pêt Khorto og høre skuespilleren Ole Lemmeke læse 3 digte fra Jan Pêt Khortos digtsamling "Helvedes Fristelser" med undertitlen "Når skjulte hjemlande nedpakkes i tasker".
Umiddelbart inden pausen fortæller Alice Maud Guldbrandsen om den udstilling, der åbner i morgen her i kirken - som en del af festivalen, og som der er mulighed for at smugkigge på i pausen.
Efter pausen får vi besøg af Kirsten Thorup og vi skal tale om hendes seneste roman "Tilfældets gud".
Bagefter læser skuespilleren og dramatikeren Lotte Arnsbjerg sit essay "Alle kan mærke, når det regner". Det er et essay, der handler om forsoning.
Det er aftenens program!
Til sidst runder kirkens organist, Rasmus Antoniesen, af med et nyere orgelværk af Oliver Messiaen.
I løbet af aftenen vil I tre gange få mulighed for at høre Thulla og Johannes Wamberg - og første gang er nu!
God fornøjelse - og velkommen til jer alle!

Michael Svennevig

Festivaltegning: Bodil Molich.

GIV MIG LIV - hvorfor?

2011-08-10T02:49:00.000-07:00

Hvilket formål tjener det at begive sig ind i mørket, for bliver man ikke bare helt overfaldet af mørket - og farer vild? Og den risiko løber man jo altid, men for mig har det været væsentlig at finde ud af, hvad det var, der gemte sig inde i mørket. Det var min søster, og den bevidsthed gør at det hele har tjent et formål. Der har været en grund til det hele. Og den grund har jeg nu fundet. Jeg tror, at det er vigtigt at turde tro at det nytter, at alle veje fører nye steder hen, og mange af dem fører endnu bedre steder hen.

Jeg har brugt meget tid på at fundere over hvorfor jeg i det hele taget ville fortælle om det? Historien kræver at man har et formål med at fortælle den. Ellers giver det ikke så megen mening. For det er en underskudshistorie, der bliver fortalt med et overskud (for ellers ville jeg slet ikke kunne fortælle den). Så hvad har det givet mig at have modet til at trække denne historie frem i lyset. Det koster jo altid. At det har gjort mig stærk og kompetent til at håndtere andres sværes fortællinger (sådan som det kommer til udtryk i de andre udgivelser). At der altid er noget at vinde, når man prøver at lære sig selv bedre at kende. Det har der været for mig, men det har været en lang lang vej. Det hele er startet som et frø af håb, der har sat sig inde i mig, og som har formålet at spire og vokse sig stort. Ja, det er blevet til et helt træ, der har fået en så stor krone at jeg nu kan trække andre i ly inde under det. Så på den måde giver det hele mening.

Man kan jo også sige at det er skæbens ironi at jeg, der har været omgået af så meget hemmeligt netop er blevet én, der kan bruge mine stemme så de historier som nu passerer gennem mit liv både får et litterært og et teatermæssigt udtryk - og også bliver omsat til arrangementer for andre. At det har givet mig et andet blik på livet og tilværelsen - og det ville jeg jo ikke have undværet. Det er jo blevet den store gave som jeg sidder tilbage med nu, hvor min historie er sluppet løs - og derfor også har endeligt forladt mig selv.

Normalt er min erfaring at det er en (forfatter)skrøne at man kan skrive sig ud af alting. Sådan har det aldrig været for mig. Jeg har snarere oplevet at jeg er blevet viklet endnu mere ind i stoffet. Men denne historie om min barndom bekræfter undtagelsen, for der har jeg faktisk fået skrevet mig ud af det. Så nu er jeg parat til at lægge fortiden bag mig. Nu skal jeg jo videre til alt det andet, der venter. Alt det som jeg nu har optjent en vis legitimitet til yderligere at beskæftige mig med. For nu har jeg fejet foran egen dør.

Fotos af Henning Lau Hansen
fra forestillingen GIV MIG LIV
baseret på romanen af samme navn
der opføres på udgivelsesdagen:
LØRDAG DEN 13.8. KL. 19.00 i Apostelkirken, Saxogade 12, Vesterbro.
I forestillingen medvirker Michael Svennevig, Thulla (musik og sang) og Ayi Solomon (percussion).
Gratis adgang.
Forestillingen varer lige knap en time.
Indgår i
MENNESKEFESTIVAL OM DRØMME OG VISIONER.

TANKER I ET TELT

2011-07-13T23:12:00.000-07:00

– om baggrunden for Menneskefestival om drømme og visioner
fra den 11. - 14. 8. 2011
på Vesterbro og Christianshavn

Illustration: Bodil Molich

Se festivaltraileren af Ole Bundgaard: http://www.youtube.com/watch?v=BSaDKEygZq0

Jeg er fascineret af mennesker, deres liv og deres fortællinger. Det at finde vej gennem livet er fælles for os alle, men vores veje er forskellige. Fortællingerne om hvordan vi finder vej fascinerer mig. Vores forståelse og empati for andre afhænger af, hvad vi selv har været igennem. Vore fortællinger er med til at udvide vores horisonter. Vor evne til at forstå andre afhænger af vores evne til at forstå os selv. Fortællingerne bekræfter os i, hvem vi er og hvorfor vi er det. Vores evne til at tage livet til os, er også udtryk for, hvor meget vi tør. At turde tro på det bedste i os selv og hinanden. Det er måske vores fornemste opgave at vi bevarer troen og håbet på noget bedre. Det er det som Menneskefestival om drømme og visioner handler om.

Jeg boede og arbejdede med en græsk kunstnergruppe, da jeg var ganske ung. Jeg havde mødt dem i Athen, dengang Athen var årets kulturelle hovedstad. I Athen blev det fejret med en festival for børn. Det var den græske gruppe, der stod for det. For foden af Akropolis, overfor Vindenes Tårn foregik alle deres aktiviteter. Det der gjorde størst indtryk på mig, var det, der foregik oppe på taget i et lille hvidt cirkustelt. Børnene blev iført hvide gevanter med forskellige farverige symboler på, og skulle gå i procession ind i teltet, hvor de hver især kunne tale med Athens første indbygger. Jeg sneg mig med ind, og så hvordan en lille gut kom ind og hviskede noget ind i øret på en stor hvid stoffigur med et stort lyttende øre. Drengen gav figuren et kram, og gik så ud igen. Jeg kiggede efter ham, da han gik tilbage til sine forældre. Han så hemmelighedsfuld ud, men han havde jo også talt med Athens første indbygger.

Billeder fra et liv IV

2011-07-05T07:34:00.000-07:00

HELVEDES FRISTELSER
Når skjulte hjemlande nedpakkes i tasker

Der er tale om at kunsten tjener et større mål, når man læser Jan Pêt Khortos digte. Jan Pêt Khorto er 26-årig jounalist og digter. Han fik dansk opholdstilladelse sidste år. Hans baggrund er kurdisk. Han kommer fra Syrien, og fra et land, hvor det kurdiske spørgsmål er yderst betændt. Han blev fængslet og torteret for sin aktive politiske holdning til netop det.
Selv om det selvfølgelig er umuligt at læse hans digte uden at det klinger med i læseoplevelsen, er hans digte så smukt ciselerede, så kunstfærdigt udarbejdede, at man taber vejret. Som digter svæver han afsted på brede vinger højt oppe over menneskene, og iagttager deres stræben og higen efter berettigelse, efter land, efter mening. Samtidig smager hans digte af jord, af blod, af tryllestøv og grus. Der er aldrig langt fra de højeste tinder til den støvede fod i sandet. Disse punktnedslag må betage og fortrylle mange læsere.
Dette er Jans første oversættelse til dansk. Jeg er stolt over - som oversætter og udgiver - at have mulighed for at kunne lade endnu flere stifte bekendskab med dette betagende digteriske univers.

Digtsamlingen udkommer fredag den 12. august 2011 på Forlaget Epigraf.
På udgivelsesdagen kan man møde digteren til et større arrangement i Apostelkirken, på Vesterbro, til en aften om livsfortællinger. Efter arrangementet bydes der på chai, indiske kager og snacks. Alle er velkommen.
Arrangementet indgår i Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august 2011 på Vesterbro og Christianshavn - i samarbejde med Dansk PEN og de to forfatterforeningers internationale udvalg.

Her er digtet
”Rumîr ... kom hid, forlad din sti”,
der er gengivet på bagsiden og som også er bogens afsluttende digt:

Shhhhhhhh...
Gå parallelt med væggen
Vær opmærksom på alle lyde
Lad være med at vække ham
Forstyr ikke hans visioner,
han forsøger stadig
at undgå virkeligheden,

Gå hemmeligt
som en tyv om natten
rundt om ham – stjælende rublerne
overlad ham til sig selv
for over det ubevidste har han ingen magt
mens han søger efter enhed
for at blive genkendt,

Gå som et spøgelse
aldrig hviske
han er fuld af en jamrende rytme
den som han bliver gennemsøgt af
hymnen af hans urørlige tilstedeværelse.

Læs mere om digteren
- og læs uddrag fra digtsamlingen på forlagets hjemmeside.

Billeder fra et liv III

2011-07-03T01:00:00.000-07:00

Om GIV MIG LIV.
En historie om en forlist barndom og en bortadopteret søster – og om hvordan vi igen fik kontakt med hende. Det er en historie der rummer det hele og hvor alting er vendt på hovedet. Det er også en historie om at høre til.

Når jeg har fortalt min historie, er der altid meget stille bagefter. Det er en historie der rammer noget almenmenneskeligt – og det har overrasket mig hvordan denne meget personlige historie også berører andre.

Kardinalpunktet er det store HVORFOR? Men det var på en tid, hvor abort ikke var mulig. Så hvis man blev gravid, fik man et barn, hvis man da ikke fik det fjernet hos englemageren. Så min mor blev gravid og fik et barn. Det var mig. To år efter fik hun ét mere, og det bortadopterede hun. Så jeg er vokset op som enebarn – men det er jeg så ikke længere! Min søster er også vokset op som enebarn – og som en hemmelighed.

Det er også historien om hvordan familien reagerede. Begge mine forældre giftede sig igen. Men det var først mange år senere. Min mor giftede sig med en amerikaner, og måske på grund af hans jødiske herkomst havde han har en særlig stærk familiefølelse. I hvert fald var det ham, der pressede på, da min mor tøvede. Og selvfølgelig var det svært for både hende og min far. Alligevel var min far meget mere umiddelbart emotionelt engageret. Sådan virkede det i hvert fald. Som om det ville være let for min far, og svært for min mor. Men i virkeligheden er det gået lige modsat.

Det er et tabu, når en familie ikke fungerer. Og hvorfor egentlig? Verden er fuld af dens slags familier. Ja, det virker næsten som alle familier har en slagside, men der er selvfølgelig forskel på at fortælle det som en sjov historie, og så til at trække en streg i sandet og fortælle det som det var: det er et tabu. Jeg ved ikke hvorfor. Hvis nogen har et godt bud på grunden til det, så hører jeg det gerne. Måske fordi vi jo alle gør det så godt som vi kan, også selv om det sjældent er godt nok. For mig var det ikke godt nok. Og hvem har lyst til at fortælle en historie om at de ikke slog til, at familien ikke slog til, at man var alene, overladt til sig selv – og ikke mærkede at der var nogen forældre. Sådan var mit udgangspunkt. Det har taget mig årevis at trevle den historie op. Vi skriver selv vores livsberetning, og det er en livslang proces, men jeg har valgt at skrive den ned i en alder af 47 år, for at kunne komme videre. Det har taget 10 år at få den nedskrevet. Jeg har været nysgerrig efter at finde ud af sammenhængen. Jeg ville gerne forstå, hvad der skete og hvorfor. Hvert menneske har deres syn på tingene. Det ser forskelligt ud alt efter hvorfra man ser det.

Jeg er draget på opdagelse i mit liv. Som en rapporter har jeg snust rundt på åstedet efter spor. Selv så mange år efter er der altid efterladte spor inde i én selv. Jeg har interviewet de involverede parter, og har givet dem den taletid som de skulle have. Jeg har på intet tidspunkt ønsket at stille dem til ansvar eller fælde nogen dom over dem. Det har ikke været mit ærinde. I hvert fald er det blevet en beretning om et ungt par og deres 2 børn. Det ene barn de beholdt, og det andet som de bortadopterede.
Som det barn de beholdt, har jeg altid følt at der manglede noget. Måske har jeg kunnet føle min søsters fravær? Måske har jeg kunnet se det i øjnene på mine forældre? Måske er børn bare så meget klogere end vi er klar over. Dette er min beretning om hvordan jeg genfandt min søster – mange år efter.

Det hele startede med en drøm. En drøm, der fik mig til at huske det fortrængte. Nu er det ikke længere en hemmelighed. Det er blevet til en roman. Det bliver til en musikalsk teaterforestilling baseret på romanen – og det bliver også til en cd med uddrag fra forestillingen – med musik og sang af Thulla. Så forseglingen er brudt og døren ind til det lukkede rum er slået op.

----------------------------------------------------------------------------------

Velkommen til GIV MIG LIV – en erindringskabale. Både som roman og som teaterforestilling, der opføres på bogens udgivelsesdag, lørdag den 13.8. kl. 19.00 i Apostelkirken, Kbh. V. Forestillingen indgår i Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august 2011 på Vesterbro og Christianshavn.

----------------------------------------------------------------------------------

Billeder fra et liv II

2011-06-30T09:43:00.001-07:00

Foto: Helle Poulsen

Som forlægger har jeg haft fornøjelsen af at redigere Marie Thøgers erindringsbog

OG FREDEN KOM

, der udkommer til august 2011 på Forlaget Epigraf.

Vores samarbejde begyndte, da jeg havde inviterede hende til at være med i

DRØMME OG VISIONER. 13 portrætsamtalebogen om om at ville og kunne.

Både den og Maries erindringsbog udkommer samtidig.

Foto: Lone Poulsen

Under vores samtale blev det hurtigt klart at Maries historier fra hendes lange rejseliv slet ikke kunne nå at folde sig fuldt ud i portrætsamtalebogen, så jeg opfordrede hende til selv at skrive det ned. Det blev indledningen til et spændende og meget lærerigt samarbejde, der stod på i vinteren 2010/11.

Marie leverede en fantastisk historie, min opgave var bare at forsøge at få det redigeret til brug for en bogudgivelse, og nu ligger bogen klar til udgivelse den 12.8.2011 i forbindelse med

Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august
på Vesterbro og Christianshavn.

Lige efter krigen brugte Marie sine lange sommerferier som ung nyuddannet lærer på at tage rundt på frivillige arbejdslejre i Europa. Da jeg første gang hørte hende fortælle om det, måbede jeg. Jeg anede ikke at Europa havde set sådan ud i årene efter krigen. Det var en side af Europas historie som jeg aldrig tidligere var stødt på.
På forlagets hjemmeside er der lagt et tekstuddrag ud, der netop beskriver hendes oplevelse af Europa i efterkrigstiden - og især af de frivillige arbejdslejre som hun var med på i Tyskland, Finland og Frankrig.

Bagefter rejste hun som den første u-landsfrivillige til Indien.
Her er et uddrag fra bogen, hvor hun beskriver hvordan det gik til. Det var i 1953:

Unesco

En dag i foråret 1953 stødte jeg så på en annonce, som interesserede mig i lærernes blad Folkeskolen. Den handlede om en nyskabt særorganisation under United Nation, som blev kaldt Unesco, United Nations Educational, Scientific and Cultural Organisation. Man søgte folk, som var interesserede i at lade sig uddanne til arbejde i et underudviklet land. Det var den betegnelse, man på den tid brugte for de lande, som lå udenfor Europa og i de år var i færd med at ryste kolonitidens besættelser af sig. Der blev i annoncen stillet krav om, at man havde en færdig uddannelse i sit eget land, at man havde et vist kendskab til et af hovedsprogene og var villig – to adapt oneself to the situation whatsoever, to drive a motorbike or to ride a camel.
Mine sprogkundskaber var forsvindende små, men det lykkedes mig ved Johannes hjælp at flikke en ansøgning sammen på engelsk. Den sendte jeg til Unescos hovedkvarter, som havde til huse i det gamle Hotel Majestic på Avenue Kleber i Paris. I brevet fortalte jeg om mit arbejde som underviser i mit modersmål og om mine erfaringer med arbejdslejrene gennem fem år. Kort efter modtog jeg et brev med en invitation til at møde op til et interview på adressen Frederiksholms Kanal, hvor skolestyrelsen dengang havde til huse. Det blev mit første møde med John B. Bowers, som var idemanden bag dette internationale U-landskursus. Han skulle ialt bruge ni personer fra Europa, een fra hvert af de lande han besøgte. Mange forskellige danskere med høje uddannelser og gode sprogkunskaber var mødt op denne morgen. Jeg forstod kun dunkelt vores samtale, men fik kort efter et brev om at jeg var udtaget til ni måneders træning i staten Mysore i Sydindien fra begyndelsen af december 1953.
Så fulgte en travl tid med at få styr på mange formaliteter. Orlov fra skolen - uden løn naturligvis. Lægeundersøgelser, vaccinationer og den slags. Modvilje fra forældre i mine skoleklasser, men heldigvis også folk som forstod ideen bag og højlydt forsvarede projektet. Hård modstand fra især min mor, mens min far tog det mere roligt. Dengang var det ikke nogen given sag for en bondefamilie fra Himmerland, at nogen kunne regne med at vende sikkert hjem fra en tur til det fjerne Østen. Senere, da det viste sig, at breve nåede frem, blev mine forældre mere optaget af projektet. Hvis overhovedet muligt var jeg omhyggelig med at skrive hjem en gang om ugen. Min mor gemte alle brevene.

Meget trætte og pustende af varme nåede vi frem til Bombay. Straks vi var landet kom et par uniformerede mænd ombord og gik en tur frem og tilbage i maskinen med noget som lignede en flitsprøjte, og så måtte vi alle forblive i osen seks minutter, før vi fik lov at gå ud. Endelig skulle vi føle den friske luft, men temperaturen var mindst lige så høj udendørs. Med sveden trillende begyndte nu en vandring fra bord til bord for at udfylde papirer, tæt fulgt af pressefolk og fotografer. Vi var ventet.
Derefter gik turen i en Air India-bus til Taj Mahal gennem gader, som jeg ikke kan beskrive: støv, støv, støv, snavs og varme. Små butikker som bare er en åbning ind i muren på et hus. Mennesker overalt. Efter en halv times kørsel havde jeg på fornemmelsen, at vi havde passeret millioner. Der lever fire millioner i Bombay, og halvdelen sover nok på gaden, ikke pænt gemt af vejen i en krog bag en husrække eller på en bænk. Nej, midt på fortovet med et tæppe viklet om hovedet, eller på den bare jord som om de netop var faldet om der. En hel række på en stråmåtte, måske en familie. Så et boligkvarter med vajende palmer mellem enorme paladser bag blomstrende nerier og hibiscus.

Billeder fra et liv.

2011-05-30T18:45:00.000-07:00

Bag de blå bjerge

En monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution
af Michael Svennevig baseret på Aihua Yans liv.

Aihua Yan kom til Danmark som politisk flygtning i 1990 og blev dansk statsborger 9 år efter. Som et led i bearbejdelsen af hendes fortid (og især opvæksten under kulturrevolutionen i Kina) blev hun hos RCT anbefalet at nedskrive sin historie, og da hun ikke selv følte at hun var i stand til det, fik hun via en fælles ven kontakt til mig. Jeg var netop igang med at skrive bogen

”Drømme og visioner – portrætsamtaler om at ville og kunne”.

Aihua blev én af de 13 medvirkende i bogen. Men bagefter fortsatte vi med at mødes, og det resulterede i monologen

"Bag de blå bjerge",

der får urpremiere på Verdens Mindste Teater i København i Ulla Koppels instruktion den 31. oktober 2011. Teaterteksten udkommer også i bogform (med et efterord af Linda Nordin, psykolog ved RCT, København).
Bøgerne udkommer den 12.8.2011 på Forlaget Epigraf.

Under Kulturrevolutionen blev al fortid slettet og alle fotografier skulle destrueres, men disse familiefotos eksisterer mirakuløst nok stadigvæk. Det er Aihua Yan på forsiden i tiden efter Kulturrevolutionen – og på bagsidefotoet, sammen med sin famile i begyndelsen af Kulturrevolutionen.

Udgivelsen fejren ved et arrangement og en reception på dagen,
fredag den 12. 8. 2011kl. 19.00 i Apostelkirken i Kbh.,
hvor der også vil blive fremført uddrag af monologen af skuespilleren Elisabeth von Rosen. Derudover vil der være en samtale med Aihua Yan.
Det indgår i
Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august.

ET INDISK TRYK

2011-05-30T17:12:00.000-07:00

Jeg tror, man kan det man vil, hvis man er parat at yde de ofre for det som det kræver. Selv har jeg i en årrække ernæret mig ved at spille dukketater, og har turneret landet tyndt sommer på sommer med mine forestillinger nedpakket i en cykelanhænger. Jeg lagde ud med at spille i Den Gamle By i Århus og på Sønderborg Slot. Det er måske irrelevant at fortælle, når det handler om at få bøger trykt i Indien, men det fortæller måske indirekte noget om, hvad det kræver af den, der vover sig ud på det eventyr. For det er et eventyr, der kræver is i maven. Men som med alt andet, så bliver man jo mere modig, des bedre det går.

Fakta er, at jeg sidste år udgav en antologi om alder og om at blive gammel med 24 forfattere (bl.a. Kirsten Thorup, Hanne Marie Svendsen, Janina Katz, Egon Clausen, Stig Dalager og Marianne Larsen). Derudover udgav jeg to digtsamlinger, dels af en ung dansk debutende digter og dels af en irakisk-kurdisk herboende digter. I år udgiver jeg en samtaleportrætbog, en digtsamling, en livsberetning, en monolog og en roman, hvoraf jeg selv har skrevet flere af dem. Det der koster penge, når man udgiver bøger er selvfølgelig at få dem trykt. Det var en prøveballon jeg sendte op første gang jeg lavede en aftale med en trykker, men da det gik godt, fortsatte jeg, så nu tager jeg årligt tilbage til min trykker – i Indien. Men hvordan startede det?

Det startede for et par år siden i Indien. Jeg havde skrevet min anden indiske roman, og havde leget med tanken, men det forekom mig alligevel for uoverskueligt. Det var først da min indiske ven foreslog det og tilbød at hjælpe, at jeg kastede mig ud i det.
Jeg har svært ved at beskrive min glæde og stolthed, da jeg bagefter sad og bladrede i de bøger som jeg havde fået trykt i Jodhpur i den nordindiske delstat Rajasthan. Jodhpur er omgivet af ørkenagtige landskaber, der grænser op til verdens tredjestørste ørkenområde, Thar-ørknen, der strækker sig over mod Pakistan.
Jeg befandt mig i toget i sydlig retning mod Bombay, mens tørre og sandede landskaber gled forbi det åbne togvindue. Thesælgeren havde lige været igennem togvognen.

Mens jeg rejste ned gennem landet blev det kvarte ton bøger jeg havde fået trykt, syet ind i ostelærred, forseglet og afsendt som skibsfragt til Danmark.
I Indien kan alting og ingenting lade sig gøre. Umulige ting kan ret let lade sig gøre, mens tilsyneladende enkle og banale ting tager en evighed. Det skal man være indstillet på. Min trykker siger altid: -Of cause I can!
Når han viser mig resultatet, nægter han at se hvad jeg mener er gået galt og skal ændres. Han foregiver tit, at han slet ikke kan se det.

Selve trykkeriet er et lille rum, hvor trykpressen nok er elektrificeret, men farven skal duppes på manuelt. Lige op ad den står en stor tilskærermaskine og et skrivebord, hvor trykkeren og hans kone sidder ved hver sin computer, når der ellers er strøm.
Resten af rummet er proppet med papirruller og tryksager. Foran skrivebordet kan der lige klemmes et par skamler ind. Det er der jeg sidder og drikker te, mens dagene går. Uden at der tilsyneladende sker noget, og når det så endelig går op for trykkeren at de allerede er håbløst bagud, retter de skuden op og sætter sejl, men det er jo stadig i indisk tempo. Varmen gør sit.

Midt på dagen ligger de unge mænd og sover i skyggen eller inde i rummet oven på de store papirruller. Hele samfundet går i stå. Min indiske ven bliver sur, når jeg udpeger alle de sovende indere for ham. Han mener at det bare er mine fordomme, men det benægter jeg, mens jeg peger en ny ud for ham. For de er jo også kendt for deres flid. Det får ham kun til at gasse motorcyklen yderligere op, for han ved at jeg hader at han kører stærkt. Især når jeg sidder bagpå. Vi kører ad veje med enorme huller i asfalten. Ud og ind mellem mennesker, dyr, knallerter, cyklister og lastbiler. Og så er der de hellige køer. De findes både inden for trykkeribranchen og i trafikken. Pludselig står de der, midt i det hele og fylder op. De er tilsyneladende helt upåvirkede af den kaotiske trafik omkring dem. De står der bare og drøvtygger.

Kvaliteten af det trykte svinger meget, og det skyldes at de unge mænd, der står for den praktiske udførelse af arbejdet, meget hellere vil kigge efter piger end indbinde bøger. Jeg ville ønske at de bare holdt inde med arbejdet mens de glor, men de fortsætter, og til deres store forbavselse går der kludder i det.

Det man bruger maskiner til andre steder, bliver her lavet i hånden. Bogbindingen foregår udenfor på gaden. Der sidder de, disse hvalpede unge mænd på trappetrinnene op til trykkeribiksen. De bruger ikke arbejdsborde, for de har ikke nogen.
Et papstykke bliver smurt med lim og lagt på et stykke lærred, hvis kanter bukkes rundt om pappet, der igen fastlimes til bogens trykte sider. Det er så overskueligt, når det gøres i hånden. Bagefter trykkes titlen på stofindbindingen med silketryk.
De har lånt en seng af naboen. Den er anbragt ude på gaden, hvor bøgerne bliver lagt til tørre i solen. Ved siden af står teen som de nipper til imens.

Jeg elsker timerne sammen med dem på gaden, mens stablerne med bøger vokser.
Men håndindbindingen er jeg igen gået væk fra, da det fine ørkensand satte sig fast i den våde lærredsindbinding, og den efterfølgende rengøring af bøgerne blev for omfattende, så nu nøjes jeg med at få dem syet i ryggen og med blødt omslag. Jeg er også gået væk fra den tre måneders lange skibsfragt. Nu får jeg dem fløjet hjem.

Trykkeprocessen var en prøvelse den første gang. Men det lykkedes, selv om jeg først fik det sidste fra trykpressen, da trykkeren kom løbende med det på perronen lige inden toget blev fløjtet til afgang.
Siden er jeg vendt tilbage hver vinter. For at besøge min indiske ven og hans familie og for at drikke mere te med postmesteren, med bankdirektøren, med trykkeren og de unge mænd der arbejder for ham – og for at få trykt flere bøger.
Hvis man synes at det individuelle præg er en ulempe, skal man ikke vælge et indisk tryk, men hvis man synes at det er en charme i sig selv at bøgerne har været gennem menneskehænder – og sagtens kan bære præg af det, at trykket er anderledes og uens, at papirkvaliteten er noget vi slet ikke kender, at den dufter og føles anderledes og hvis det i øvrigt harmonerer med bogens form og indhold, er det en tænderskærende, meget varm og spændende oplevelse at følge trykningen på så nær hold. For man er selvfølgelig nødt til at være der selv. Men hvis man kan lide indisk chai, og synes der er sport i at se, hvor lang tid strømmen holder, er det en umanerlig spændende oplevelse. Det kunne man godt skrive en bog om.

Garvit Offset Printers
Gajendra Singh Chouhan (ejer)
Anchana Chouhan (kontor)

Mahendra Dadhich (trykker)
Firoz Khan (programør)
Raise Khan (indbinding)

Praveen Sharma: fotograf

Teateraften hos Får302

2011-01-18T05:14:00.000-08:00

I samarbejde med Teater Får302 inviterer Dansk PEN og Dansk Forfatterforening til teateraften:

Teater Får302
Toldbodgade 6, 1253 Kbh. K.

præsenterer den singaporeanske dramatiker Alfian Bin Sa’ats
SEX.VOLD.BLOD.SNASK

Se forestillingen
onsdag den 2. februar 2011 kl. 20.00
og deltag i den efterfølgende samtale
med stykkets instruktør Kamilla Bach Mortensen.

Det er vildt, det er voldsomt. Det er morsomt og grotesk – og dybt rørende.

Med SEX.VOLD.BLOD.SNASK vender Teater FÅR302 blikket mod den anden side af verden. Mod det tidligere koloniland: Singapore, som er indbegrebet af en grotesk kopi af Vesten. Med denne moderne og helt unikke eksposé over civilisation vil vi undersøge vores identitet ved at spejle den i det fjerneste Østen. Forestillingen består af seks meget forskellige scenebilleder: Fra Singapore i nutiden over kolonitidens engelske borgerskab i 1800-tallet, den japanske besættelse, nutidens transvestitter i et moderne MDT-tog og til en robot i sølvbikini på Nordpolen i 2020. De fem første scener er nedslag i Singapores historie og 6. scene er en præsentation af Singapores sjæl.

Alfian Bin Sa’at spilles nu for første gang i Danmark. Han har vundet et utal af priser for sine stykker og litterære værker. Han er Singapores enfant terrible, og som muslim, marxist og homoseksuel, er hans værker ofte groft censurerede i hans hjemland. Han beskrives som en spøgefuld provokatør og hip libertiner og går lige i kødet på det topstyrede Singapore, hvor regeringen match-maker, kvoteinddeler etniske grupper i boligområderne. Singapore tror på assortativ pardannelse – lige børn leger bedst – at akademikere bør gifte sig med akademikere for at højne den nationale æt. Får du barn udenfor ægteskab eller gennemgår skilsmisse er du socialt og økonomisk stigmatiseret for altid. I dette land styret af en gennemgribende samfundskontrol og renlighed skriver Alfian Bin Sa’at af nødvendighed på en obskøn og fanden i voldsk kraft for at finde ind til kernen af, hvad et menneske er.
Med et dybt originalt, meget fremmedartet og samtidigt uhyggeligt genkendeligt stykke stilles der skarpt på civilisationstanken set fra et asiatisk perspektiv. SEX.VOLD.BLOD.SNASK er fra 1999 og er Alfian Bin Sa’ats dramatikerdebut.

Om Singapore og Alfian Bin Sa’at
Singapore var kolonialiseret af England fra 1819 frem til 1965, hvor landet fungerede som et af de vigtigste kommercielle og militære centre for det britiske imperium. Efter frigivelsen og selvstændigheden som republik, er Singapore blevet en ”mærkelig kopi” af vesten – en mærkelig fremmedartet og samtidig meget genkendelig verden. Singapore profileres i dag som en succeshistorie. Landet drives som en topstyret virksomhed med streng diciplin - all round. Lee Kuan Yew, grundlæggeren af det moderne Singapore har sagt: “For at regere et samfund må man forstå den menneskelige natur. Jeg har altid ment, at mennesket var som et dyr. Den konfucianske teori var at mennesket kunne forbedres, men det er jeg ikke så sikker på. Det kan optrænes, det kan disciplineres”. Hvordan finder man sig selv igen eller på ny efter næsten 150 år i en anden kulturs varetægt og en nutid præget af streng diciplin og censur? Singapore er stykkes hovedperson.

Lee Kuan Yew blev Singapores premiereminister/præsident i 1965 da Singapore blev smidt ud af føderationen med resten af de store lande i Asien. Lee Kuan Yew har været bagmand lige siden. Indførte hårde love og streng kontrol. Han trådte tilbage i 1990, men blev siddende i regeringen, som ”mentor minister” og stadig ham der trækker i trådene. Han er 86 i dag. Man ved han ikke vil leve evigt og det er skræmmende, når de har været styret af hård patriark så længe, hvis han forsvinder, hvem skal så styre dem. Singapore næsten bygget op som en streng & kontrolleret virksomhed alla mærsk. Med produktion for øje.

Singapore er ikke meget større end Bornholm. Der er lige under 5 millioner indbyggere på øen. Befolkning deles ind i tre hovedgrupper. Kinesere i overtal + dem der stort set sidder på magten, malajerne er 2. største befolkningsgruppe – også indvandrere fra forskellige egne af Indonesien kaldes malaj, 3. gruppe er indere fra Indien Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka og Burma.
Alle bor i storbyer, landdistrikterne er affolkede. Dvs, der bor i bogstavligste forstand 3 millioner mennesker ovenpå hinanden i højhuse i byener. Der er ca. 27 grader varmt året rundt og der er en høj luftfugtighed.

Folk der har været i Singapore siger at alt skifter hele tiden, man kan gå ned ad en gade som er helt vestlig og så dreje om hjørnet og så ligger der et lig på gaden, fordi det er en indisk tradition at lade den døde ligge ude, så kommer man til et mini Kina osv. det er lidt som i stykket, flere forskellige verdener, der ligger ved siden af hinanden. Men som ikke nødvendigvis forholder sig til hinanden. Der kan ligge et thai hus, hvor alt foregår på thailandsk vis og overfor et indisk, hvor alt er indisk.

Siden selvstændighed i 1965 har regeringen arbejdet på at skabe en fælles national identitet, bygget på ”asiatiske værdier” – ønsker en kontrast til vestlig individualisme. Prøver at skabe multikulturelt samfund, hvor folkegrupper bevarer deres eget sprog, traditioner og religioner. Alligevel er forholdet mellem Singapores befolkningsgrupper meget ømtåleligt. Trods landets multikulturelle sammensætning er hovedsprogene engelsk samt mandarin - andre sprog bortcensureres i medierne. Pressen og kunstscenen er underlagt censur. Årligt nyskrevne nationalsange er til for at holde befolkningen fokuseret fx. "One nation, one people, one Singapore": http://www.youtube.com/watch?v=QPdKTd8okXs

Billetpris kr. 110,-
NB! Der er reserveret 20 billetter, der fordeles efter først-til-mølle-princippet
via henvendelse enten til PENs eller DFFs sekretariat eller via koordinator: Michael Svennevig

Asterions Hus - sådan så vi myten om Minotauros

2010-09-05T05:39:00.000-07:00

Der var fuldt fremmøde til teatrets sidste opførelse af "Asterions Hus - myten om Minotaurus".

Med trommer og percussion gennem natten ledes publikum længere og længere ind i laburintens gange.
Vi hører om undfangelsen af Minotauros. Vi oplever den liderlige dronning Pasiphae.
Kong Minos af Kreta lader sin arkitekt, Daidalos opføre en labyrint og inde i den placerer han sin uægte søn – Minotauros.
Fra Athen ankommer hvert 9. år en ladning af ofre til Minotauros. Én af dem er Theseus, søn af Poisedon. Han forelsker sig i kongedatteren, Ariadne. Det lykkedes Theseus at besejre tyreguden og med Ariadnes røde tråd igen at finde ud af labyrinten. Sammen flygter de to unge elskende væk fra Kreta.
Sprudlende vild og spjættende frisk forestilling. Dans og liderlighed under stjernerne i ly af Lynettens store slagskygge.
Vandet klukker mens stjernerne tegner sig på den natsorte himmel over de optrædende, mens dramaet rulles ud foran tilskuerne. Forestillingen foregår både ude og inde og publikum følger efter skuespillerne rundt i historien som om de selv er inde i en labyrint. Musikken er den røde tråd, der leder dem igennem labyrintens gange gennem natten.

Tak til instruktøren/dramatikeren Peter Kirk og til resten af Asterions Hus for en skøn aften under stjernerne i selskab med deres version af myten om Minotauros.

Asterions Hus - myten om Minotauros

2010-08-29T11:40:00.000-07:00

Lørdag den 4. september kl. 20.20-24.00:

Besøg teatret Asterions Hus og oplev sommerens sidste udendørsforestilling af “Asterions Hus – myten om Minotauros” og vær med til den efterfølgende samtale om myte, teater og virkelighed – og om hvad det vil sige at træde i karakter - med stykkets instruktør, manuskriptforfatter og de medvirkende.

Forestilling (120 min), samtale (30 min), te/kaffe og bustransport fra Dansk Forfatterforening, Strandgade 6: samlet pris 75,- kr.
Afgang kl. 20.20 og hjemkomst ca. kl. 24.

Asterions Hus, Williams Wainsgade 9-11, 1432 Kbh. K., www.asterionshus.dk.

Tilmelding til Michael Svennevig: micsvennevig@msn.com
Tlf: 3526 0564.

Forestillingen “Asterions Hus” er en gådefuld og dyrisk myte om den frygtindgydende Minotauros, der som halvt tyr halvt menneske er dømt til evigt fangenskab i labyrinten på Kreta. Det er historien om hans dronningemoder, der ulykkeligt døber ham Asterion, da hun kan se stjernerne i hans mørke øjne. Og om de purunge ofre, der sejles til Kreta fra Athen hvert niende år, kun for at blive sendt ind i labyrinten til det sultne menneskedyr. Det er myten om den unge Thesus, der besnærer Asterions menneskelige halvsøster, Ariadne, og af hende får et garnnøgle, der redder ham ud af dødens labyrint. Eller sagt på en anden måde - “Asterions Hus” er en betagende forestilling, der nærmest driver af poesi og dyriske drifter. Stilen er visuel, legende, ekspressiv – til tider larmende. En sammensmeltning af smukke og kraftfulde bevægelser, tankevækkende monologer, flygtige og intime “walk-thoughts” og dans, dans, dans. Alle roller spilles, danses og udleves i forrrygende tempo af fem fysiske skuespillere.

Teatret Asterions Hus er kendetegnet ved deres dynamiske og ekspressive spillestil, der er rå og ekstrem fysisk, hvor ord og bevægelse indgår i en nærmest akrobatisk eller dansende helhed.

NB:
Husk varmt tøj og evt. et tæppe.
Aflyses i tilfælde af meget dårligt vejr.

Anne Middelboe Christensen skrev i Information:

"Denne forestilling har i det hele taget krop for alle pengene. Og Asterions performere har både kondition og muskeltoning, der kan matche myternes heltindeskikkelser og halvgudeskuldre. Den kønne Tilde Knudsen oser af sensualitet og råvilje i rollen som anarkistisk dronning for Basse Dams ældre og muntre konge i bredmavet guldtoga. Han raser over sin kvindes utroskab, men må finde sig i den alligevel. Og han råber tilsvarende, da hans datter Ariadne forelsker sig i Theseus. Den bedårende Ida Marie Rasmussen (der spillede en lysten Lulu for to år siden på Aarhus Teater), udnytter sin dansante kropslighed og en vidunderlig komisk dånen, som den muskelsmækre Martin Ammundsen ikke er sen til at udnytte som hendes parate elsker. Jo, her er vitterlig koreografi for sommernat og lystne sind med og uden græsk kor.
Over vandene og op ad vedbenden svæver Bo Madvig som opfinderen Daidalos. Bo Madvig har efterhånden en spåmandskraft i hver eneste af sine hyperstyrede bevægelser. En japansk ro sidder i denne harmoniske og garvede danser, der er blevet en slags nestor for det danske performancefolk. For Bo Madvig er både bizar og urokkelig, og her giver hans sorte præsteblik forestillingen en åndelig dimension, som burde glæde de gamle, græske guder mindst lige så meget, som den fryder tilskuerne.
Ude under hyldetræerne spiller Birgit Løkke på bjælder og enorme gong-gonger, mens Jesper Siberg maner fortidsstemningen frem med alverdens elektroniske klangstrimler. Levende og umiskendeligt mystisk.
Og sådan føler man næsten, at man selv fumler det røde garnnøgle op fra lommen og ind i labyrinten. Alt for drømmen om en græsk helt fra den anden side af vandet!"

Litterær Havefest - se billederne!

2010-08-16T12:42:00.000-07:00

Illustration: Lise Rønnebæk. Fotos: Dina Madsen og Mîran Efrîni

Et halvt hundrede mennesker var samlet til Litterær Havefest i gårdhaven hos Dansk PEN. De oplevede 9 stærke stemmer fra Syrien, Kurdistan i Nord-Irak og Danmark.
En eftermiddag med solskin, oplæsning, samtale, sang og musik, skuespil og historiefortælling.
I pauserne var der arabisk myntete, afrikansk kaffe, friskbagte boller, chokoladekage og drømmekage.

JAN PËT KHORTO
er syrisk kurder. 26 år. Digter og journalist. Fik dansk opholdstilladelse i efteråret 2009. Opbyggede stor syvirksomhed i Aleppo, men samme dag som han skulle have været gift hentede politiet ham. Blev torteret i fængslet, hvor han var i 107 dage p.g.a. sit kurdiske engagement. Han skriver på en roman, drømmer om at komme i gang med at lave film – og håber på at finde et sted at bo permanent i København. Indtil da bor han i Ringsted. Har medvirket ved flere PEN-arrangementer, hvoraf han selv var med til at tilrettelægge ”PENABER” i PH-Caféen i foråret.

SHAMAL ADEL SALIM
er irakisk kurder, 44 år. journalist, digter og maler. Flygtede til Damark i 1992. Har udgivet to digtsamlinger på dansk: ”Himlen behøver sine stjerner” (CDR 2003) og ”Hvor ligger paradis?” (Epigraf 2010). Hans poesi og malerier bærer på en egen sørgmodig indignation, der hæver sig op over fra hans traumatiske baggrund og skildrer det at være menneske. Digtene er på en gang hårde og uforsonlige, men omfavner og omslutter også håbet og poesien. Shamal drømmer om en bedre verden, for der er altid noget, der bærer igennem. Selv når det ser sortest ud.

LISE RØNNEBÆK
er både illustrator og forfatter. Fik Bogforum debutantpris, da hun i 2001 udgav romanen ”I virkeligheden hedder jeg Nielsen”. Tidligere i år udkom novellesamlingen ”Godnat”. Lises humor kender ingen grænser. Den er på en gang både absurd rablende og dybt rørende. Figurerne i hendes bøger er fulde af drømme. Igen og igen lader hun deres drømme kollidere imod den omgivende virkelighed. Selv om hendes tekster bobler af komik, holdes de sammen af en dyb og indfølt forståelse for de mennesker hun skildrer. Lise drømmer om et andet sted at bo og om at få en ny trendy frisure.

CLAUS FLYGARE
er skuespiller og dramatiker og med i Mammutteatrets kollektive ledelse. Claus fortalte om forestillingen ”PPP”, der er skrevet til og opført af Mammutteateret. ”PPP” handler om den kontroversielle italienske filminstruktør Pier Paolo Pasolini, der både seksuelt, kunstnerisk og politisk i film, på tryk og gennem det liv han førte, dansede både med livet og døden. Claus skrev forestillingen efter ophold i Italien, hvor han talte med flere, der havde personligt kendskab til Pasolini. Det er endnu aldrig til fulde opklaret, hvem der stod bag mordet på PPP.

OLAF JOHANNESSEN
spillede hovedrollen som Pier Paolo Pasolini i ”PPP”, der opførtes på NyAveny i efteråret 2009. Olaf skulle have opført uddrag fra ”PPP”, men var forhindret pga. sygdom. Teksterne blev i stedet fremført af Claus Flygare.

ARABELLA NEUHAUS
er 57 år, har undervist i 15 år og udgivet fagbogen ”Idebog for undervisere”, hvor hendes udgangs-punkt er en solidaritet med de mennesker, der ikke har haft det så let med at leve op til de traditionelle undervisningsformer, og en stor nysgerrighed efter at finde svar på spørgsmålet: hvordan lærer man overhovedet nogen noget som helst? Hun arbejder nu på en bog om hendes forældres drøm om et liv i Shanghai i 1939, hvor faren var udstationeret, og hvor Shanghai lige var blevet besat af japanerne. Det er bl.a. det, hun beskriver i et essay om drømme og visioner, som hun læste op.

TOMAS LAGERMAND LUNDME
er billedkunstner, dramatiker og forfatter. Debuterede med ”Forhud” og har siden skrevet bl.a. ”Nation Lisbeth” og ”En dreng”. Skrevet flere teaterstykker til Får 302 og Radioteatret. Er især optaget af køn og politik. Hans tekster er rå og direkte, men rummer også en fin indføling med de personer han skildrer. Tomas deltog i et grundlovsmøde, hvor han læste sin poetiske tekst om livet i en have, men også om, hvor hurtigt det stille liv kan blive rendt over ende. Det er dén tekst han læste op som prolog.

JETTE DREWSEN
har et stort forfatterskab bag sig. Vi snakkede om tre af hendes senere udgivelser: novellesamlingen ”Oven for klinten” (Gyldendal 2007), der adskiller sig markant fra hendes andre bøger. Romanen ”Jorden er nær”(1997) handler om en teatergruppe, der skal indstudere et stykke om flygtninge. Det er en kalejdoskopisk roman med et bredt tidsbillede. ”Det inderste råstof” (2004) er beretninger fra en rejse til Det Blå Folk baseret på forfatterens egne møder med tuaregerne i Mali. En beretning om sand, drømme og ørken.

SUSIE HAXTHAUSEN
er en moderne, mundtlig forfatter. Har været fuldtidsfortæller siden 2002. Er medlem af den dansk-svenske fortællergruppe Beretterakademiet, som først og fremmest er et værksted til udvikling af den moderne, mundtlige fortællekunst. Alle historier er skabt af medlemmerne selv, og bearbejdet under intensive interne workshops. Susie skriver ikke historier, hun snakker dem frem. Og betragter stadigvæk sig selv som forfatter; men en mundtlig en af slagsen. Som fortæller har Susie et stort og vidtfavnende vingefang. Har også skrevet romaner, fagbøger og en enkelt børnebog.

NINNA MILNER
er sanger og komponist. For mange år siden kunne man ofte opleve hendes sang på La Fontaine ud på de små timer. Det resulterede i den første lp-indspilning. Senere er der kommer 3 cd´ere til. Dels den fine engelsksprogede CD ”Wondering” og dels den sjove og inderlige dansksprogede CD ”Kys og Ædelsten”. Derudover har hun dannet par med Thulla på CD´en ”Retro Sisters & Schwanzen Sänger Knaben”. Ninna optræder også med Sofisticated Ladies. Det er blandt andet fra ”Kys & Ædelsten”at hun sang et par numre. Ikke mindst nummeret om ”Greven af Firangse”.

Arrangeret af Michael Svennevig og Dansk PEN
i samarbejde med de to forfatterforeningers internationale udvalg.

MICHAEL SVENNEVIG
drømmer om en bedre verden, og forsøger at gøre sit ved at arrangere festivaler og events, der tager udgangspunkt i det fremmede iblandt os. Ud fra tanken om, at din fjende er den ven, som du endnu ikke har mødt.
I sommeren 2012 bliver gårdhavearrangementerne til en hel festival om drømme og visioner.

"Kejserens sidste åndedrag"
af Jan Pêt Khorto

Gående
dækket af masker, skjulende de gamle rynker
bærer de døden på deres skuldre
de bærer deres sjæle ind i det ukendte
de kommer fra det ukendte fjerne
de ledsager hinanden
drenge
yndlinge og fuldvoksne
ludere og lommetyve
sammen messer de uendelige bønner
de får luften til at vibrere omkring sig
udfylder intetheden
med deres forudsigelser ryster de det fremmedes mørke hjerte

Oprindelig skrevet på arabisk. Gendigtet af digteren på engelsk. Oversat til dansk af Michael Svennevig. Skrevet til PENs Litterære Havefest(indledende uddrag).

Litterær havefest om Drømme & Visioner

2010-08-01T03:34:00.000-07:00

(Illustration: Lise Rønnebæk)

For 4. år i træk:
Dansk PEN præsenterer i samarbejde med de internationalt udvalg i
Dansk Forfatterforening og hos Danske Skønlitterære Forfattere:

Litterær havefest om Drømme & Visioner
Søndag den 15. august kl. 13-16.00 i Dronningensgade 14, Christianshavn.

Mød digterne Jan Pêt Khorto (Syrien)

og Shamal Adel Salim (Kurdistan, Nordirak),

illustratoren og forfatteren Lise Rønnebæk (novellesamlingen "Godnat" og romanen "I virkeligheden hedder jeg Nielsen"),

skuespilleren og dramatikeren Claus Flygare
(Mammutteatrets forestilling "PPP" om filminstruktøren Pier Paolo Pasolini),

fagbogsforfatteren Arabella Neuhaus
(med et essay om drømme),

(Foto: Morten Holtum Nielsen).

forfatteren Jette Drewsen
(romanen "Jorden er nær" og rejseberetningen "Det inderste råstof"),

billedkunstneren og forfatteren Tomas Lagermand Lundme
(med en have-prolog),

og fortælleren Susie Haxthausen
(med en fortælling om at miste og vinde sig selv igen).

Sang & musik: Ninna Milner.

(Foto: Jeppe Carsen).

Uddrag af/sammendrag fra Mammutteatrets forestilling "PPP"
med skuespilleren Olaf Johannessen

Samtalepartner og koordinator: Michael Svennevig.

I tilfælde af dårligt vejr rykker vi ind i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade 6 - et par gader derfra.
Alle er velkommen – der er gratis adgang.

Hvor ligger paradis?

2010-05-30T13:44:00.000-07:00

INTRODUKTION til Shamals bogreception og malerifernisering
i Apostelkirken, søndag den 30.5.10.

"Jeg vil gerne invitere jer med på en rejse.
Jeg har haft fornøjelsen af sammen med Niels at arrangere forskellige ting her i kirken. Sidste år var det bl.a. Sommerfestivalen Stemmerne omkring os, hvor der her i lokalet var en digterværksted, og hvor en maler til lyde og musik dansede et maleri frem med maling under fødderne. Det skete, mens der på væggene hang en udstilling med titlen ”Smertens kunst”. Udstillingen var arrangeret af forfatteren og maleren Alice Maud Guldbrandsen – og hende skal I møde lige om lidt. Hun var selv en af de udstillingende. En anden var Shamal – Shamal Adel Salim.
Netop fra i dag kan I igen se hans billeder på væggene herinde.
Under Alices arbejde med udstillingen fandt hun ud af at Shamal også er digter, og det førte til at Shamal sendte nogle af sine digte til hende, og hun sendte dem videre til mig. Det er grunden til at denne digtsamling udkommer i dag. En digtsamling som Alice har sprogligt redigeret.
Så I bliver nogle af de første, der kommer til at høre digtene. Eller i hvert fald de 7 digte som Shamal har udvalgt til i dag. Først læser Alice dem på dansk og derefter læser Shamal dem på kurdisk.
Digtene er skrevet direkte på dansk, men de har selvfølgelig en helt anden melodi på digterens eget tungemål.
For nogen begynder rejsen, når de ser Shamals malerier, for andre når de hører digtene på dansk og for andre igen, når de hører dem på kurdisk. Eller måske sker det i samspillet mellem dem.
Men hvor går rejsen så hen?
Det er ikke bare en rejse tilbage til Mellemøsten, men ligeså meget en rejse ind i os selv. For det er det digte kan. De kan minde os om hvad det vil sige at være menneske. Det er også en rejse til det område, der bliver kaldt Kurdistan. Kurdistan er jo ikke et land i gængs forstand. Det kan man ikke finde på et atlas. Vi skal tilbage til det, der engang hed Mesopotamien. Der betyder landet mellem floderne. Floderne er Eufrat og Tigris. De har deres kilder i det kurdiske bjerglandskab - et stort bjergrigt område i Mellemøsten.
Vi skal tilbage til det nordlige Irak.
Velkommen til Alice – velkommen til Shamal.
Og god rejse til jer alle!"

Michael Svennevig

Hvor ligger paradis?

2010-05-12T07:54:00.000-07:00

Bogreception og malerifernisering i Apostelkirken søndag den 30.5. kl. 11.30-13.00.

Shamal Adel Salim - digter & maler

I sommers havde man mulighed for i Apostelkirken under Festivalen ”Stemmerne Omkring Os” at opleve gruppeudstillingen ”Smertens Kunst”, hvor fem malere gav det ukendte stemme. En af de udstillende malere, den kurdisk irakiske maler, digter og journalist, Shamal Adel Salim kan man nu opleve solo fra den 30.5. samme sted, når han den dag både har bogreception for sin nye digtsamling ”Hvor ligger Paradis?” og samtidig har fernisering på sin nye malerudstilling. Det er sjældent man har mulighed at opleve, hvordan en og samme kunstner mestre flere så forskellige kunstneriske udtryk og kan opleve hvordan de to udtryk supplerer hinanden og spiller sammen.

Shamal kom til Danmark i 1992 efter at være flygtet fra det nordlige Irak, der har en stor kurdisk befolkningsdel. Det er osse det kurdiske spørgsmål, der optager ham, men det, der gør ham så interessant for os, er at han netop formår at gøre sine oplevelser tilgængelige for os på en måde, så de sår han bærer på i sjælen ikke længere bliver et spørgsmål om at være kurder eller ikke være kurder, men i stedet kommer til at dreje sig om at være menneske.
Shamal har tidligere udgivet 2 digtsamlinger, men dette er den første digtsamling han har skrevet direkte på dansk.
Normalt er det et handicap, når udlændinge skal gebærde sig på vores svære sprog, men Shamal har formået at vende det til sin fordel, da det netop passer godt med hans ordknappe stil, hvor hvert ord er ciseleret og fint tilpasset. Der er ingen overflødige ord. Der er kun det allermest nødvendige.

Digtsamlingen, der udkommer samme dag, rummer 32 digte om krig og kærlighed, om længsel og savn, og om livet, der består på trods af alt.
Hans poesi og billeder, der bærer på en egen sørgmodig indignation, skildrer det at være menneske. Men omfavner og omslutter også håbet og poesien – og det er i balancen mellem de to - at Shamals digte og billeder finder deres eget rum. Og det er dét rum som han nu inviterer os andre ind i - søndag den 30.5. kl. 11.30-13.00 i Apostelkirken, hvor han læser nogle af sine digte på kurdisk, mens Alice Maud Guldbrandsen læser dem på dansk. Forlægger Michael Svennevig byder velkommen.

Shamals digte og billeder er en celebrering af at livet går videre, trods alt – for vi er stadig i live. Der er altid noget, der bærer igennem. Selv når det ser sortest ud. Men måske er vi blandt de sidste overlevende?

Der serveres gratis kaffe, te, kage og juice, og der kan købes en let frokostret til 20,- kr.
Udstillingen bliver hængende i kirkens menighedssal og kan nydes i hele juni måned.

Apostelkirken, Saxogade 13, 1663 København V.

www.apostelkirken.dk
www.forlaget-epigraf.dk

udgivelsesreception i Apostelkirken onsdag den 7.4. kl. 18.30-20.30

2010-03-29T04:01:00.000-07:00

Karsten Wraae Larsen er ung debutant - og kirketjener i Apostelkirken.
Karstens første digte blev bragt i litteraturmagasinet Hvedekorn for et par måneder siden. Han bidrog også til udgivelsen af festivalteksterne til ”Gammelfestivalen Det Sidste Suk”, der udkom i januar - også på forlaget Epigraf. Karsten læste op for første gang i sommers til et udendørsarrangement i Dansk Forfatterforenings have. Under den nys overståede Gammelfestival var han med til at arrangere kirkens festivalbidrag ”Memento Mori”, hvor en lokal bedemand havde udlånt en hvid kiste, som blev stillet op i stearinlysenes skær, mens kirkens organist, Rasmus Anthonisen, spillede orgelimprovisationer til, afbrudt af små læsninger. Det gør han også til Karstens udgivelsesreception i Apostelkirken onsdag den 7.4. kl. 18.30-20.30., hvor der bliver serveret mad, kage og orgelbrus. Derudover kan man høre Karsten læse op fra den spritnye digtsamling ”Punkterblomst”. Alle er velkommen – og det er gratis.
Adressen er: Apostelkirken, Saxogade 13, 1663 København V.

Her er en smagsprøve fra et digt fra ”Punkterblomst”:
Drømmene er her stadig
midt i mit vågne øje
tumler jeg omkuld
stadig i mit øje
mine arme sover
mit hjerte hamrer en vuggevise

Igen søndag den 30. maj kl. 11.30-13.00 præsenteres endnu en ny digtsamling: "Hvor ligger paradis?" – af den irakiske digter og maler Shamal Adel Salim i Apostelkirken. Der vil samtidig være fernisering på hans maleriudstilling, der hænger i juni-måned. Der vil være oplæsning på dansk og kurdisk.
De to digtere er nærmest som dag og nat. Den ene vælder over med forunderlige nydannede ord, der slynger sig rundt om læseren og helt tager vejret fra een – det er Karsten, mens Shamal bruger så få ord som muligt, og rammer noget almenmenneskeligt, der lader læseren selv søge videre.

Det er ikke første gang at Apostelkirken, slår sig løs med digte og digtere.
Kirken afholdt en åben digterworkshop under Sommerfestivalen Stemmerne omkring os ledet af den herboende dansk/tyrkiske digter og forfatter Adil Erdem i sommers. Alle digtene blev bagefter bragt i Vesterbro Bladet. Ved samme workshop deltog også billedkunstneren Doris Bloom (billedet), hvor hun med farve og bjælder på fødderne dansede et maleri frem. Det var en betagende oplevelse.

Apropos fotos:
Det er Karsten med briller og skæg. Bjørn Bensby har fotograferet.
De er taget da vi bar Doris Blooms store maleri igennem byen. Det er Doris, klædt i blåt, som går i midten. Vi bar maleriet nede fra Nyhavn, op gennem Strøget og ud til Apostelkirken, hvor maleriet indgik i det 11 timer lange arrangement De Brændte Broers Land den 17.1.09 med bl.a. Ulla Henningsen og Anders & Benjamin Koppel. Det var mig, der stod for arrangementet sammen med kirkens præst Niels Nymann Eriksen.
Fotografen Bjørn Bensby, der også er historiefortæller, medvirkede i arrangementet med en fortælling fra den nordiske mytologi.

Efter det sidste suk... rapport fra Gammelfestivalen

2010-02-09T02:14:00.000-08:00

Der er noget med humor og alvor, der passer godt sammen. Til festivalens åbningsarrangement blev der i hvert fald grint meget. Det blev en både spændende og intens aften.
Hjertet i festivalen er de gamles egne historier. Alderspræsidenten, der fortalte i Erindringsværkstedet var 103 år. Det var fascinerende at høre disse levede fortællinger.
I Mødestedet blev der fortalt om at blive gammel i Letland, Angola, Indien og Iran. Det var personlige beretninger fra andre kulturer der både gjorde verden meget større - og samtidig understregede at vi alle er forbundet af liv og død.
Herman Bangs "Irene Holm" dansede sin sidste dans i Vester Vov Vov, og dagen efter var det festivalens sidste to suk på Teatret ved Sorte Hest. Om eftermiddagen med samtaler om at rejse, om at møde en tiger og om at sidde på et dødsleje. Der var også et eventyr om Ældrebyrden og et afsluttende causeri, der kunne tage vejret fra de fleste.
Til monologerne om aftnen var publikum så meget på dupperne, at det næsten var umuligt at få dysset dem ned. Jeg har aldrig oplevet en sådan stemning før.
Der har været en næsten euforisk stemning omkring festivalen. Jeg ved ikke, hvorfra den er kommet. Muligvis fordi festivalen gav lejlighed til at åbne ind til alt det lukkede inde i os. Indtil alt det som vi normalt ignorerer eller fortrænger.

Jeg følte mig meget priviligeret, da jeg gik og pakkede sammen ude på teatret forleden aften, mens der blev interviewet til ÆldreTv på scenen og til P1´s Eksistens, i foyeren. Seniorradio har også været på banen ved flere af festivalens arrangementer.
Her bagefter er det stadig overrumplende at det hele er gået så godt. Men jeg har jo haft nogle fantastiske sparringspartnere. Tak til alle jer, der har bidraget under festivalen!
At festivalen som en luftballon er steget så smukt op i luften, og har afstedkommet så stor interesse og opmærksomhed, er vidunderligt.
Der har været fulde huse til alle arrangementer på nær til det mest eksperimenterende i Apostelkirken. Det var alligevel for spændende med kisten, stearinlysene og orgelspillet. Ikke desto mindre blev det nok festivalens blideste, stærkeste og mest spirituelle arrangement.

Selv om festivalen kom ind på centrale emner i forhold til liv, død og alderdom, skabte det også en let og munter tone, der paradoksalt nok skabte rum til alvoren. Det har måske netop været festivalens fortjeneste. Og hvad er der så bagefter det sidste suk? Ingenting... et ingenmandsland... eller bare en pause inden det hele begynder igen?
Jeg tror på det sidste. Måske tørrer sukkene ud og bliver til perler på den forståelseskæde, der binder livet og døden sammen, og giver det hele mening, og bekræfter rigtigheden i og nødvendigheden af at lave Gammelfestivaler og udgive Gammelbøger...

Mange glade hilsner
Michael Svennevig

festivalarrangør

DET SIDSTE SUK

2009-11-30T23:15:00.000-08:00

Teatret ved Sorte Hest, Søndag den 10. januar 2010 kl. 19-21.00

4 halvgamle dramatikere giver deres bud på en afslutning
Reading på 4 monologer om huller i tiden, hjemmehjælpere, afbrændte engle, faldne fjender og gangstativer der kan holdes fra at køre skævt ved at fylde dem med vin.

TOMAS LAGERMAND LUNDME:
"Hjemmehjælperens øvelser, blandt andet på gulv"
Instruktører: Lars Henning og Anna Neye.
Skuespiller: Niels-Martin Eriksen
En monolog, der kredser om, hvad det indebærer at være en hjemmets hjælper, nu da gangstativ, støttesokker og krykker forhindrer den daglige, legemlige omgang med gulvet. Om alder, desperation og en sjælden snert af lykke. For hvem hjælper i virkeligheden hvem? Og hvorfor?

MICHAEL SVENNEVIG:
”Af en afbrændt engels erindringer”
Skuespiller: Grethe Mogensen
Det er ikke let at være engel. Med årene komme man til at føle sig stadig mere som menneske. Det er følelserne, der gør det, og man vænner sig aldrig til at dø. Selv om det kun er en overgang. For en dag slutter det alligevel.

TRISSE GEJL:
”Det sidste hvæs”
Skuespiller: Henning Palner.
Komponist/akkompagnatør: Jørgen Messerschmidt
En monolog om det poetiske hul i verden efter et menneske – og om den upoetiske, usminkede og grimme død. Hvad er erindringen andet end en konstruktion?
Og hvad er kroppen andet end et pumpeværk?

JENS BLENDSTRUP:
”Med håb skal alder fordrives”
Instruktør: Michael Svennevig.
Skuespiller: Ebba Nørager
”Det er en fest at blive gammel. Hver evig eneste dag er en dans om døden. Der er ingen der siger noget, hvis jeg går i stå over et blad, der falder af træet. Hun er gammel tænker de, hun er nok senil. Men det er jeg ikke, jeg bruger bare tiden, som jeg vil og tiden er fuld af huller, når man bliver gammel.”

GAMMELFESTIVALEN Det Sidste Suk foregår på Vesterbro fra den 6.-10. januar 2010

Gammelfestivalen Det Sidste Sukfra den 6.-10. januar 2010 i København. Festivalplan:

2009-11-30T23:03:00.000-08:00

Festivalåbning:
Teatret ved Sorte Hest: Onsdag den 6. januar kl. 19-21.30
Samtaler med Kirsten Thorup, Jesper Klein og Anne Marie Ejrnæs.
Reading med Cay Kristiansen og Nonny Sand fra Kirsten Thorups roman “Ingenmandsland”. Lancering af Gammelbogen..

Plejecentret Plejebo: Torsdag den 7. januar kl. 13-14.30 Erindringsværksted II
Det handler om at have mod, at turde gøre det man tror på. Gamle mennesker har oplevet meget, deres vilkår var anderledes dengang. Forfatteren Anne Hjælmsø og fortælleren Malene Rose har fået fire stærke personer til at fortælle om oplevelser, der gjorde indtryk på dem. Alle uanset alder er velkommen i Palmehaven.

Mødestedet: Torsdag den 7. januar kl. 18-21
Højskoleaften om liv og alder.
Hvordan er det at blive gammel i andre kulturer, og hvornår er man gammel der?
Mennesker fra forskellige lande beretter om deres liv, og om hvad alder betyder for dem.

Apostelkirken: Fredag den 8. januar kl. 19-22
”Mementi Mori”
En meditativ rejse langs den yderste grænse.
En hjælp til at opsøge det fortrængte, før det opsøger os.
Stilhed, musik og ord til modig eftertanke.

Vester Vov Vov: Lørdag den 9. januar kl. 13-16
Mød Anne Marie Helger og se filmatiseringen af hendes Herman Bang-forestilling ”Irene Holm”.
I samarbejde med Romansk Filmklub.

Festivalafslutning:
Teatret ved Sorte Hest: Søndag den 10. januar kl. 14-16.30
Samtaler med Hanne Marie Svendsen, Bent Melchior, Marie Thøger
og Palle Kjærulff-Schmidt.

&

Teatret ved Sorte Hest: Søndag den 10. januar kl. 19-21
4 halvgamle dramatikere giver deres bud på ”Det Sidste Suk”
Monologer af Trisse Gejl, Tomas Lagermand Lundme, Michael Svennevig og Jens Blendstrup
Reading med Niels-Martin Eriksen, Grethe Mogensen, Ebba Nørager og Henning Palner.

Festivalarrangør: Michael Svennevig

Der er gratis entre til arrangementerne
- men til filmarrangementet tages entré på 100,- kr. I Mødestedet kan man spise med for 20, -kr.
Der anbefales tilmelding til arrangementerne på Teatret ved Sorte Hest og i Vester Vov Vov.

Samarbejdspartnere:
Teatret ved Sorte Hest,
Vesterbrogade 150, 1620 København V., Tlf.: 33 31 06 06
http://www.teatretvedsortehest.dk/arrangementer/index.php

Plejecentret Plejebo,
Saxogade 61, 1662 København V, Telefon 35 30 56 60
www.kk.dk/boligguide/boligguide.nsf/all/72DB2A7B16A20422C1256BDD002C105E

Mødestedet,
Valdemarsgade14,3. sal, 1665 København V., Tlf. 33 21 27 03
http://www.danmission.dk/Default.aspx?ID=418

Apostelkirken,
Saxogade 13, 1663 København V.
http://www.apostelkirken.dk

Cafébiografen Vester Vov Vov,
Absalonsgade 5, 1658 København V., Tlf. 33 24 42 00
http://www.vestervovvov.dk/?pid=53&sub=52

Det er aldrig for sent at blive gammel

Gammelfestivalen Det Sidste Suk fra den 6.-10. januar 2010 i København.

2009-11-30T22:57:00.000-08:00

Det handler om levet liv, og om hvordan vi forholder os til livet og døden. Om at være i live og på vej, og så pludselig ikke længere at være det.

På festivalen kan man møde
Kirsten Thorup, Jesper Klein, Anne Marie Ejrnæs, Palle Kjærulff-Schmidt, Hanne Marie Svendsen, Bent Melchior, Marie Thøger og Anne Marie Helger.

Festivalen strækker sig over 5 dage og består af 7 arrangementer:

to samtalearrangementer på Teatret ved Sorte Hest
en eftermiddag med livshistorier i Palmehaven på Plejecentret Plejebo
en højskoleaften om at blive gammel i andre kulturer i Mødestedet
en meditativ rejse langs den yderste grænse i Apostelkirken
filmvisning og samtale om Herman Bangs ”Irene Holm” i Vester Vov Vov

4 halvgamle dramatikere giver deres bud på ”Det sidste suk” på Teatret ved Sorte Hest:
Trisse Gejl, Tomas Lagermand Lundme, Michael Svennevig og Jens Blendstrup.

Samtidig med festivalen udgives en række festivaltekster – kaldet Gammelbogen, der indeholder bidrag fra 24 forfattere, fortællere, digtere, skuespillere og ganske almindelige mennesker, der måske slet ikke er så almindelige, når det kommer til stykket. Gammelbogen rummer romanuddrag, essays, digte, refleksioner, interviews, levnedsbeskrivelser, erindringer og fortællinger om levet liv. Om at blive gammel. Om dødedans og hip-hop. Kort sagt om alt det, der er imellem liv og død.

God fornøjelse med bog og festival

Michael Svennevig
festivalarrangør

Det er aldrig for sent at blive gammel

TAVSHEDEN, DER TALTE

2009-09-07T23:14:00.001-07:00

"Var det teater, var det oplæg eller vidnesbyrd – og så i en kirke. I stedet for at kalde det en forestilling, er det måske rigtigere at sige at det er et doku-drama, for det balancerer et sted mellem virkelighed og drama.
Alice sidder i en stol og fortæller sin historie, der suppleres af en kommentator, der skiftevis er navigatøren oppe i flyet, der kaster bomberne ned over skolen, og Alices indre tanker, da hun spærres inde i skolens kælder, men også Alices far, der bagefter går rundt imellem ruinerne og leder efter hende. Det hele er holdt enkelt og stramt." Michael Svennevig

"Set i bakspejlet skiftede tilværelsen fra total tryghed den onsdag morgenen i 1945 til det absolut modsatte to timer senere samme dag, hvor jeg pludselig befandt mig alene i skolens mørke kælder begravet i murbrokker." Alice Maud Guldbrandsen

En forestilling bliver til: TAVSHEDEN, DER TALTE

2009-08-31T22:05:00.000-07:00

Foto venligst udlånt af Danmarks Tekniske Museum, Zone-samlingen

Tanker og reflektioner om forestillingen

Programtekst:

Jeg læste Alice Maud Guldbrandsens bog ”Tavshed blev min sang” i januar 2009. Jeg var på et 3 ugers skriveophold på Jeckels Hotel i Gl. Skagen og havde taget flere bøger med, men da jeg læste Alices bog vidste jeg, at her var historien jeg havde ventet på. Sammen med Thulla og Niels Vigild lavede jeg sidste sommer forestillingen HEGN på Teatret ved Sorte Hest, der handlede om en irakisk asylansøger i Sandholmlejren, og derfor havde jeg lyst til at undersøge, hvordan det præger et menneske at være truet på livet og føle hele sit liv styrte sammen omkring sig. Men denne gang foregik det ikke i et fremmed land langt herfra, men midt i København - på Frederiksberg Allé.

Det var en historie om, hvor dybt det præger og mærker et menneske.

Alice oplevede det som 5-årig. Det tog hende 40 år at at bryde tavsheden og opsøge sine gamle skolekammerater, og endnu nogle år før det blev til en bog.

Jeg kontaktede Alice og spurgte, om vi skulle lave et samarbejde. Det stod mig klart at Alice selv skulle fortælle sin historie, hvis hun kunne. På samme måde som hun gør i bogen. Bogen er faglitterær, så det var ikke gjort ved bare at optræde med bogteksten. For at give det scenisk liv måtte jeg lave en helt ny tekst. Thulla var igen straks med på at komponere musikken. Også danseren Dwight Powell har jeg med stor fornøjelse arbejdet sammen med før, og han sagde også ja til at medvirke.

Jeg mødtes flere gange med Alice, så hun havde mulighed for at vænne sig til at optræde som sig selv. Jeg ønskede for alt i verden ikke, at hun skulle spille, men bare være sig selv. Og det er slet ikke så enkelt som det lyder. Men Alice tog hurtigt teksten til sig. Men det var svært, for hvad var det egentlig vi lavede? Var det teater, var det oplæg eller vidnesbyrd – og så i en kirke. I stedet for at kalde det en forestilling, er det måske rigtigere at sige at det er et doku-drama, for det balancerer et sted mellem virkelighed og drama.

Alice sidder i en stol og fortæller sin historie, der suppleres af en kommentator, der skiftevis er navigatøren oppe i flyet, der kaster bomberne ned over skolen, og Alices indre tanker, da hun spærres inde i skolens kælder, men også Alices far, der bagefter går rundt imellem ruinerne og leder efter hende. Det hele er holdt enkelt og stramt. Den eneste undtagelse er der, hvor bomberne rammer skolen. Her har Thulla komponeret musik af hypnotisk og tranceagtig karakter - som Dwight improviserer til.
Så manglede jeg blot den skuespiller, der skulle kommentere Alices historie, og det endte med at blive mig selv.

Kirkerummet er historiens tavse medspiller. Rummet emmer af ritualer og fordybelse, og bærer en del af sin alvor med sig ind i forestillingen. Bag bogen og forestillingen ligger vores ønske om at vise, at man godt KAN komme igennem. At der altid er håb, selv når det ser sortest ud. Men at det præger et menneske for livet.

Michael Svennevig, dramatiker & instruktør

Foto venligst udlånt af Danmarks Tekniske Museum, Zone-samlingen

ALICE MAUD GULDBRANDSEN:
Reflektioner om den dag i marts 1945.

Vi, der overlevede, blev mødt med dyb tavshed. Ingen talte om det. Man troede, at hændelsen kunne ties ihjel. Det var datidens ’medicin.’

Jeg voksede op, sådan lidt i min egen tavse og indesluttede verden indeholdende et hav af ubesvarede spørgsmål, uforløst angst, omgivet af et utrygt indre mørke. I den tilstand groede alt, ikke mindst fornemmelsen af tab og forladthed, sig større.

Det gav næring til mange års dyb tankevirksomhed, efterrationalisering og sortering mellem virkelighed og den drømmeverden, jeg ubevidst havde søgt skjul i.

Først årtier senere fik jeg samlet de mange tråde sammen og mod nok til at bryde den rungende tavshed ved at sætte ord på begivenheden og de tanker, som jeg havde gjort mig i tidens løb. I 2005 – på 60-årsdagen for katastrofen - udkom bogen ’Tavshed blev min sang.’ Heri beretter jeg bl.a. om, hvordan jeg som et 5-årigt børnehavebarn oplevede den værste dag i mit liv, men også det mest afgørende øjeblik, fordi jeg ikke blev dræbt.

Set i bakspejlet skiftede tilværelsen fra total tryghed den onsdag morgenen i 1945 til det absolut modsatte to timer senere samme dag, hvor jeg pludselig befandt mig alene i skolens mørke kælder begravet i murbrokker.

At sætte ord og derefter stemme på tavsheden var en uvurderlig hjælp til opnåelse af det manglende led: fornemmelsen af fuldkommen ’befrielse.’ Det fik jeg derved, selv om en bid af tavsheden altid vil forblive i mig.

LIDT OM PREMIEREDAGEN
- DEN 4.9.09 I APOSTELKIRKEN,
Saxogade 13, Kbh. V

Allerede fra kl. 18.00 kan man ude foran kirken opleve en af de gamle ambulancer af samme type som dem, der var med under redningsarbejdet på Frederiksberg Allé.
Det er Zonetjenesten fra Nyvang ved Holbæk, der møder op uniformeret og fortæller om automobilen som optakt til aftenens premiere på forestillingen TAVSHDEN, DER TALTE.

I pausen er der mulighed for - for sidste gang - at se udstillingen ”Smertens Kunst”, der åbnede under Sommerfestivalen ”Stemmerne omkring os” i august. Den er organiseret af Alice Maud Guldbrandsen, der også er billedkunstner. På udstillingen udstiller hun sammen med to andre malere: Shamal Adel Salim (Irak) og Nargiz Galib (Azerbaijan). Begge med flygtningebaggrund. Der er også mulighed for at se asylbørnenes tegninger fra Sandholmlejren. De er udvalgt og kommenteret af Gwynneth Llewellyn.

Efter pausen er der en samtale mellem Alice Maud Guldbrandsen og Michael Svennevig.

TAVSHEDEN, DER TALTE

2009-08-18T22:26:00.001-07:00

STEMMERNE OMKRING OS - sådan gik det!

2009-08-13T04:40:00.000-07:00

Tak for at I var med til Sommerfestivalen "Stemmerne omkring os".
Det blev 9 forrygende dage, hvor mennesker mødtes og lærte mere om sig selv og hinanden.

Tak for at I alle var så generøse, så varmhjertede og kreative - og for at I ville dele det med os andre. Det var faktisk det som festivalen handlede om - om at give og dele.

Jeg er stolt over at have været togfører på denne tur med Orient-Ekspressen, der fortsatte hvor sporene endte. Der blev opdaget nye territorier og grundlagt nye byer undervejs. Der blev tegnet nye landkort og ukendte steder blev navngivet som en del af fejringen af de oplevelser som vi delte undervejs. Det førte os langt væk, men også længere ind i os selv. Det ledte os helt tilbage til jernalderen. Der var historier og erindringer fra de ældste iblandt os, mens de yngste tog på en eendags ekskursion til fortiden i Sagnlandet Lejre. Det usagte fik stemme på en malerudstillingen om det smertefulde og blev fortalt over en aften, hvor fjerne exilstemmer kom helt tæt på os.

Et dansende maleri fandt sin rytme og fodslag, mens kunstneren med farvepigment under fødderne dansede maleriet frem med kroppen. Som om kroppen i forvejen ved det som vi selv har glemt. Mens vi frembragte lyde på forskellige instrumenter, og kirkens orgel spillede i baggrunden, fandt det sin form og farve, mens dansen gik og farverne fordeltes på lærredet og i vores bevidsthed. Og så var der alle historierne, der tog os med, da vi selv skulle skrive.
Det hele begyndte og endte med humor, drømme og visioner.
Tak for at I var med på rejsen. Alene tanken får mig til at smile. Jeg håber at dette smil når jer. Den korteste afstand mellem mennesker er et smil.
Mange varme hilsner
Michael

IN ENGLISH:
Thanks for joining hands for the Summer Festival "Voices around Us".
It was 9 wild days where a lot ofdiffrent people came together. Thanks for being so generous, so warmhearted and giving. That was really what the festival was about - giving and sharing.
I´m proud to have been the counductor on this joyful ride on our Orient Express, which continued where the tracks ended. It made new ground and founded new cities along the way. New maps were drawn and a lot of unknown places were given names in celebration of the experiences which we shared. It took us far away and deep inside ourselves.
The ride took us right back to the ironage. With tales and stories based on life experiences of the oldest among us, while the youngest went on a oneday excursion to the past in Lejre. Difficult things where communicated through an painting exhibition of the untold and through an evening with exiled voices from abroad. Along the way a dancing painting found its form and structure before our astonished eyes, while the artist with paint on her feet danced it all down with the rhytm of the body. As if the body knowns and has kept the memory of what our minds has ceast to remember. With sounds from various instruments it was being danced and painted note by note - step by step in our minds and on the canvas.
It all began and ended with humour, dreams and visions. Thanks for making all this come through. The very thought of it makes me smile.
I hope the smile will reach you. The closest distance between people is a smile.
All my best
Michael

STEMMERNE OMKRING OS

2009-08-13T04:33:00.000-07:00

Her er lidt om vores formål med festivalen:

Vi er hele tiden omgivet af stemmer. I løbet af festivalen vil vi forsøge at trække nogle af stemmerne tættere på. Det er stemmer fra andre kulturer. Det er unge og gamle stemmer. Det er stemmer der udfordrer os med deres insisterende nærhed. Det handler om levet liv, men også om alle de billeder og forestillinger som vi danner os om os selv og vores omverden. Derfor er festivalen spækket med kultur, for det er kulturen, der viser os, hvem vi er.

Når vi f. eks har en jernalderboplads med, er det for at markere at vi er rundet af det samme. Bag om vores kulturelle forskelle ligger et enhedspunkt, som vi vil forsøge at lege os ind i. Jernaldermennesker er forudsætningen for alle de forskellige kulturer. Ved at lege os ind i det kommer vi i kontakt med et udgangspunkt vi har tilfælles bagom alle vore forskelle. Vi håber at denne erfaring vil give os mod på at møde det fremmede i andre mennesker, for det er dér vi møder os selv. Det er vores evne til at møde verden, der definerer os som mennesker. Vi skal turde den kontakt.

Ekkoer af fjerne kulturer i vores nærområde kan skabe ny musik og ikke bare konflikter, og det er denne nye musik vi prøver at frembringe med festivalen.

Sommerfestivalen STEMMERNE OMKRING OS

2009-08-03T21:24:00.000-07:00

Fra festivalåbningen om "Humor & Fordomme"
søndag den 2.8. i Apostelkirken.

"Festivalen Stemmerne omkring os er et forsøg på rumme vores forskelligheder.
Det kræver et overskud at lære nye mennesker at kende. Det er vigtigt at turde møde hinanden.
Vi skal turde række ud ellers tror jeg at vi går til grunde. Ikke rent bogstavligt, men menneskeligt er vi meget mere dødelige end vi selv er klar over.

Når jeg kigger mig omkring, og kigger på mit eget liv, så er det andre mennesker og fællesskabet med dem, der får mig til at holde balancen. Det er ikke når jeg sidder og lave mine egne ting.
Jeg er skruet sådan sammen så jeg er nødt at til at have med andre mennesker at gøre.
Jeg nødt til at mærke andre mennesker. Jeg ved ikke, hvordan I har det?
Men i dag har vi nogle bud på mennesker, der forsøger at række ud efter andre mennesker.
Det gør de på meget forskellige måder.
Det gælder ikke om hvad vi hver især kan få ud af at gøre det, men om at dele.
Denne festival handler om at dele. Vi bliver så rige af det.

Jeg tror på at den korte afstand mellem to mennesker er et smil.
Lad os afprøve det i aften. Lad os se om det virker..."

Michael Svennevig

Romansk Filmklubs 40. jubilæumssæson

2009-07-27T11:37:00.000-07:00

I denne sæson lægger vi ud med en fransk filmklassiker, men ellers er alting vendt rundt, for vi fejrer vores jubilæum med en lang række film, der overhovedet ikke er romanske, og har inviteret en række markante danske instruktører og kunstnere til at fortælle om deres egne film eller film, der betyder noget ganske særligt for dem.
Så velkommen til en ny og anderledes sæson i Romansk Filmklub

40. Jubilæumssæson 2009/2010 i Romansk Filmklub:

Lørdag den 1.8. kl. 13-16.00: Saxi fortæller om "Min Onkel" af Jacques Tati.

Lørdag den 5.9. kl. 13-16.00: Katia Forbert Petersen og Anette Mari Olsen fortæller om deres film "Mit Iranske Paradis"

Lørdag den 31.10. kl. 13-16.00: Jon Bang Carlsen fortæller om sin film ”Portræt af Gud”

Lørdag den 21.11. kl. 13-16.00: Christian Braad Thomsen fortæller om ”Touch of Evil” af Orson Welles

Lørdag den 9.1. kl. 13-16.00: Anne Marie Helger fortæller om Lars Andersens teater-filmatisering af "Irene Holm"

Lørdag den 1.8. kl. 13-16.00: Saxi fortæller om ”Min Onkel” af Jacques Tati.
Mød den franske musiker, komponist og cirkusartist Saxi, der er vokset op med Tatis film og er meget præget af dem. I ”Min Onkel” (af Jacques Tati, 1958) vandrer Mr. Hulot rundt i gaderne med sin karakteristiske pibe, hat og paraply og bukker høfligt for de mennesker, der passerer ham, flirter uskyldigt med underboens datter, drikker en øl på det lokale værtshus og tager sig af sin frække nevø. Hulots nevø bor med sine snobbede forældre i et hus, hvor selv køkkenskabene er automatiserede. Min Onkel vandt en Oscar for bedste udenlandske film og juryens særpris i Cannes 1958.

Arrangementet er i samarbejde med Sommerfestivalen STEMMERNE OMKRING OS - og filmklubbens 40. års fødselsdagssang spilles på basklarinet af Saxi.

Sommerfestivalen STEMMERNE OMKRING OS

2009-07-18T02:27:00.000-07:00

Tegning: Bodil Molich

Hør lyde fra det fjerne give ekko i din by

Fotos: Dorte Valente

på Vesterbro og Christianshavn fra den 1.- 9. august 2009

med film, teater, udstilling, debat-arrangementer,

jernalderboplads, erindringsværksted og skriveworkshop

Maleri: Shamal Adel Salim

Marie Carmen Koppel og venner holder støttekoncert for de afviste irakiske asylansøgere

2009-06-23T23:19:00.000-07:00

Marie Carmen Koppel, sangeren Fanar Ghali, saxofonisten Benjamin Koppel, og sangerinden Alberte laver støttekoncert til fordel for de afviste irakiske asylansøgere der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Koncerten finder sted den 2. juli kl. 19.30 i Christians Kirke i København. Jesper Klein er konferencier.

Marie Carmen Koppel udtaler:
”Danskerne er blevet rigtig gode til at lade være med at tage stilling. Vi er blevet små i vores hjerter. Men med koncerten vi vil give danskerne en chance for at vise deres medmenneskelighed.”

Fanar Ghali forsætter:
”Da jeg besøgte irakerne i Brorsons kirken spurgte jeg dem på arabisk, hvordan det gik. For hvad kan man gøre?.... jeg kan synge, tænkte jeg. Det er alt hvad jeg kan give. Men det kan jeg i det mindste gøre. Det er vigtigt, at give det man er god til.”

Om støttekoncerten "Musikere for medmenneskelighed"
Tid: Torsdag den 2. juli 2009 kl. 19.30
Sted: Christians Kirken, Strandgade 2, 1401 København K
Entré: 100 kr som går ubeskåret til mad, medicin og basale fornødenheder for irakerne i Brorsons Kirke.

Oplysningerne om de irakiske asylansøgere:
Mere end 60 irakiske asylansøgere venter nu på anden måned i Brorsons Kirke i København. De står til udvisning til et Irak præget af borgerkrig og kaos, hvor deres liv og helbred vil være i overhængende fare. Vi støtter irakerne i Brorsons Kirke i håb om at de danske politikere indser at de med hjemsendelsesaftalen har begået en fejl og at en løsning, der lader irakerne blive her i landet, bliver fundet så hurtigt som muligt.

Se koncert-trailer på YouTube:http://www.youtube.com/results?search_query=st%C3%B8ttekoncert+marie+carmen+koppel&search_type=&aq=f

Læs mere:
http://ibyen.dk/musik/omtaler/article738366.ece
http://www.aok.dk/musik/stoettekoncert-i-christians-kirke

Sommerfestivalen Stemmerne omkring os

2009-06-18T13:57:00.000-07:00

Sommerfestivalen
STEMMERNE OMKRING OS
Hør lyde fra det fjerne give ekko i din by
på Vesterbro og Christianshavn fra den 1.- 9. august 2009
med film, teater, udstilling, debat-arrangementer,
jernalderboplads, erindringsværksted og skriveworkshop

Festivalopvarmning i biografen Vester Vov Vov med den franske musiker, komponist og cirkusartist Saxi og den franske film ”Min Onkel” (Jacques Tati, 1958).

Festivalåbning i Apostelkirken om ”Humor og Fordomme” med trylleri, gøgl og meninger om, hvad der er sjovt – og hvad der ikke er. Mød bl.a. Jesper Klein.

Jernalderboplads i et kulturelt udfordrende område på Vesterbro og erindringsværksted for ældre og gamle, samt kunstudstillingen ”Smertens kunst” om hvordan kunsten (Art Brut) kan bruges til at give det usagte stemme.
Der er også Skriveworkshop fra 10 år og op om at være her – nu, og
den sjove og sprælske familieforestilling ”Ouverture” med Teatergruppen Batida.
Arrangementet ”Råb og Hvisken” giver stemme til nogle af de eksilkunstnere, der bor iblandt os. Hør stemmer fra Somalia, Usbekistan, Irak og Bosnien-Hercegovina. Mød også bl.a. Palle Mikkelborg.

På Christianshavn i gårdhaverne hos Dansk PEN og Dansk Forfatterforening vil en række kunstnere bidrage med deres ”Drømme og visioner”. Hør sang og musik, se teater, mød fotografer, billedkunstnere, filminstruktører, forfatterne og digtere.

STEMMERNE OMKRING OS
Samarbejdspartnere:
Dansk PEN, Dansk Forfatterforenings og Danske Skønlitterære Forfatteres Internationale Udvalg,Danske Dramatikere, Romansk Filmklub i Vester Vov Vov, New Times, Vesterbro Bykirke, Apostelgården og Vesterbro Naturværksted

Kontaktpersoner::
Michael Svennevig, tovholder/koordinator (forfatter/dramatiker), micsvennevig@msn.com , Tlf.: 3526 0564
Niels Nymann Eriksen, koordinator (indvandrerpræst i Apostelkirken), nielsnymann@yahoo.com , Tlf.: 2348 0481

Se det opdaterede program her:
http://danskpen.web.surftown.dk/index.php?option=com_eventing&task=view&id=43

Følelsernes Flugt

2009-06-18T13:49:00.000-07:00

...”et meget personligt værk...en dybfølt fortælling af nærmest dokumentarisk virkning...båret af en stilfærdig indignation, som smitter”.
Ebbe Iversen, Berlingske Tidende:

”Følelsernes Flugt”En kort film om en lang tid i Sandholm.

Af & med
Alan Awni & Alan Pary.

Filmen vises på Verdens Flygtningedag,
lørdag den 20.6. ved 15-tiden
på Café Zusammen.

Filmen skildrer en gruppe kurdiske asylansøgere fra Irak og tager os blandt andet ind bag hegnet til Sandholmlejren. Efter visningen den 20.6. vil der være en kort samtale med filmens instruktør, Alan Awni og manuskriptforfatter, Alan Pary. Tovholder er Michael Svennevig (forfatter/dramatiker).

Filmens instruktør, Alan Awni er en af de irakere, der snart hjemsendes, men i stedet for at sidde i Brorsons Kirke sammen med de andre, er det lykkedes ham, helt uden penge og bare med lånt udstyr fra tv-tv, at producere en 25 minutters film om, hvordan det er at være asylansøger i DK. Filmen er netop blevet klippet færdig og er tekstet på dansk og kurdisk. Der er komponeret elektrisk violinmusik til filmen af den herboende rumænske komponist og musiker Valantino. For musik skal der til, da det også er en kærlighedsfilm.

Filmen åbner med fængslingen af hovedpersonen efter tilbagesendelsen til hjemlandet, og derefter fortælles historien i flashbacks fra fængslet, hvor en medfange opfordrer ham til at sige, hvad han har gjort, siden han er blevet fængslet. For noget må han da have gjort?
Scenerne fra fængslet er desillusionerende, men i flashbackene fra tiden 11 år tidligere i Danmark er der masser af håb og drømme. I hvert fald i starten. Det er en film, der ikke anviser nogen løsninger, men selv om filmens tema er dystert og oprørende, er det stadig en varm og menneskeklog film.

Filmen vises på Verdens Flygtningedag,
lørdag den 20.6. ved 15-tiden
på Café Zusammen.

Om sin situation og om grunden til filmen siger Alan Awni: ”Jeg er blevet brændt. Jeg kom hertil alene som 15-årig fuld af liv. Nu er der ikke meget tilbage. Selv om jeg er blevet brændt, så ønsker jeg ikke, at det skal ske for andre. Derfor har jeg lavet filmen.”

I filmen spiller han selv hovedpersonen, der efter 11 år i Danmark sendes tilbage til Irak. En rolle som han desværre også snart kommer til at spille i virkeligheden.
Alan Awnis hjemsendelsesdato er den 10. oktober 2009.

Kontaktperson: Michael Svennevig, micsvennevig@msn.com , Tlf.: 35260564
Café Zusammen, H. C. Ørstedsvej 47
1879 Frederiksberg C.
- Der er gratis adgang -

2009-01-31T23:29:00.000-08:00

Eventyrprolog til
DE BRÆNDTE BROERS LAND
i Apostelkirken, lørdag den 17. januar 2009
skrevet af Michael Svennevig
læst af Ulla Henningsen

Der var engang et lille land, der bestod af en masse øer. Hele landet var holdt sammen og forbundet af broer. Broerne var simpelthen det lille lands hjerte- og pulsslag, men så skete det hverken værre eller bedre end at den første bro gik op i flammer.
Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre. Det kom fuldstændigt bag på os. Og det var ikke bare en enkelte bro. Nej, der var flere.
Der var ikke nogen, der decideret satte ild til dem. De stod bare der og brændte. Lige meget, hvad vi gjorde, så var den der, lugten. Det var ikke kun lugten, der blev siddende i næsen på os, og satte sig i tøjet. Det værste var, at noget gik i stykker inde i os. Det skete gradvist, og da vi først blev klar over det, var det for sent. Vi kunne ligeså godt vænne os til det. Vi var indbyggere i De Brændte Broers Land.

Forbindelsen mellem øerne var blevet kappet, og det var blevet sværere at kommunikere. En muthed sænkede sig over landet. Befolkningen havde alt for længe været lullet ind i deres eget beroligende billede af sig selv. Opvågningen var brat. Der var mange ting som vi ikke havde tænkt på før. Det fik nogle til at længes tilbage til tiden inden, dengang det hele var langt mere overskueligt. Dengang, der var orden i tingene - og i begreberne. Dengang, hvor verden var mere enkel og venligere, sådan huskede de det i hvert fald. Nu trådte de ud i en ny verden og væk var venligheden. De havde næsten glemt den. Ingen holdt længere dørene for hinanden. Alting var så forandret.

Frygten for det ukendte rykkede nærmere, da mennesker med andre skikke og fremmede tungemål bankede på vore døre. Vi tøvede, og kiggede spørgende på hinanden. Hvad ville der ske, hvis vi åbnede? Det virkede så overvældende, at have dem her i vores midte. Nogle ville gerne åbne, men andre tænkte, at det alligevel var bedst helt at lade være, men det fik det jo ikke til at holde op med at banke.
Livet var kommet os på tværs. Livet i al sin fandenivoldskhed var sluppet ind imellem os, og det forpligtede.
Det tog tid at vænne sig til at vi nu selv boede i De Brændte Broers Land.

De Brændte Broers Land

2009-01-30T05:11:00.000-08:00

Dansk Forfatterforenings Internationale Udvalg, Apostelkirken og Dansk PEN præsenterede:
De Brændte Broers Land
Apostelkirken
Saxogade 13, København V
Urfortællinger og Overlevelsesberetninger
Lørdag den 17. januar 2009 kl. 10-21

11 timer med over 50 medvirkende
med samtaler, mad, sang og musik, oplæg, teater, dans og historiefortælling
om at være menneske og om at være på flugt

En række forfattere i eksil fortalte om hvordan det har præget dem at komme fra een kultur til en anden, om hvad det har kostet, men også om det de har vundet ved det. Om drømme og visioner. Om forskelle og ligheder - og om at være på flugt.

Det er utroligt, hvad man kan løfte, når der er den rette lyst og vilje til stede.
At så mange mennesker både medvirkende, medhjælpere og publikummer kan samles om det at være menneske, giver håb og lyst til at arbejde videre for at forbedre verden omkring os. Det var ganske overvældende at der var så mange mennesker. Helt fra morgenstunden og gennem resten af dagen. Det lykkedes at præsentere et program, der både var sprudlende festligt, men også rummede den alvor som emnet kræver. Der var i det hele taget en smuk bro mellem det festlige og det alvorlige, så det ene nærede det andet, smeltede sammen og skabte rum til hinanden. Det er det som er vigtigt: at skabe rum og at bygge broer. Fortællinger, livsberetninger, dans, sang og musik, mad, oplæsning, teater, oplæg og samtaler er det som bygger bro mellem mennesker. Det skaber fællesskab og giver rum til forskellighed – ja, plads til at være menneske. De Brændte Broers Land var en påmindelse om at vi aldrig må lukke døren bag os og have nok i os selv. Den åbne dør er ikke kun en nødvendighed for dem, der kommer udefra, men også for os selv. Det handler om at bevare åbenheden over for andre, men også at bevare en rummelighed overfor livet. Det er den åbenhed, der sikrer at vi i sidste ende ikke bliver fremmede overfor os selv.

Se Bjørn Bensby billedserie:

http://picasaweb.google.dk/bjorn.bensby/20090117DeBrNdteBroersLand

Medvirkende:

Anders og Benjamin Koppel, Ulla Henningsen, Hanne Marie Svendsen,
Bent Melchior, Trisse Gejl, Knud Vilby, Maria Giacobbe, Adil Erdem,
Maria Stenz, Kenneth Krabat, Charlotte Strandgaard, Ann Mari Urwald, Susie Haxthausen, Rose Marie Tillisch, Bjørn Bensby, Dwight Powell, Esben Just, Anne-Mette Nielsen, Ole Bundgaard & Saxi, Klaus Mogensen & Marianne Jakobsen, Pernille Overø og Cengiz Cevik, Jens Balder, Doris Bloom, Niels Bender, kurdisk dansetrup og Teatergruppen Batida - samt de fire eksilforfattere/journalister/digtere:
Jun Feng (Kina), Bronislaw Swiderski (Polen), Dina Yafasova (Usbekistan) og Alan Pary (Irak) + deres gæster

To dage inden blev Doris Blooms store maleri ved en happening båret igennem byen og ud til kirken. Det var en både festlig og overraskende optakt. Bjørn Bensby fotograferede:

http://picasaweb.google.dk/bjorn.bensby/CitydanceInBlueWithDorisBloomDeBrNdteBroersLand

Michael Svennevig
tovholder og koordinator

Om at gribe ud over sig selv – og møde andre.

2008-09-01T22:38:00.000-07:00

Gang efter gang rejser jeg ud for at erobre - mig selv og mine historier. Jeg forsøger at erobre nyt land, og forsøger at finde hen til de fremmede og fjerne steder i mig selv. På den ene side higer jeg efter at komme hjem og efter at finde frem til mig selv, og alligevel er jeg tvunget til igen at opsøge dette ukendte. Jeg higer efter det, og stødes væk af det. Ikke meget ulig myggen omkring stearinlyset, sværmer jeg om ideer, og drømmer om helt at blive væk. Måske derved for endelig at kunne gribe og holde fast i mig selv.

Jeg har flere gange været på kamelture i den nordindiske Thar-ørken for at mærke intetheden suse omkring mig. Jeg er nødt til atter og atter at søge tilbage til den. Der er en del af mig, der er gemt derude i den uendelige sandede intethed. Jeg er fascineret af dette ukendte. Det er som om det lukker sig om mig, og løfter mig op. Jeg søger denne fremmedhed, men selv om jeg forsøger at gøre tilnærmelser til den, viger jeg tilbage – for mit mål er egentlig ikke at erobre den, men blot at betragte den og måske genkende mig selv i den.

Det er på samme måde med de skrivesteder som jeg opsøger. For at der kommer overensstemmelse imellem det indre og det ydre, skal det være på fremmed grund. Så stimulerer det noget i mig, som spirer frem, når jeg skriver og bygger historier op. Det trives ved denne fremmedhed. Ja, det ligefrem ernæres af den. Hvis jeg føler mig for hjemmevant og for veltilpas, er der noget, der bliver slapt og sløvt i mig. Jeg stræber efter den sansernes spændthed der for mig igen atter og atter skal holdes levende for at jeg kan holde mig i live.

Sådan er det vel med livet, at det spirer og rusker i os, så længe vi kan bevare vores nysgerrighed. Men livet er stort og i mødet med andre bliver det endnu større. Livet er dér, for at vi skal gribe ud efter det, for at vi skal investere os selv - og nå ud over vores egen søgen. Vi skal helt derud i det uvisse, hvor vi møder andre og også tør nærme os det fremmede, der bor i andre mennesker. I bund og grund er det ikke det store, der adskiller os. Vi er jo mennesker, og er alle drevet af det samme. Vi ønsker at elske og blive elsket. Vi ønsker at vi skal have en betydning for andre, og at andre skal have en betydning for os. Det er fællesskabet der holder os fast og bekræfter vores betydning. Livet er så enkelt, derfor bliver det hele så kompliceret.