Det
særlige ved danskdansk og Teatergrad er, at de ikke har noget fysisk teater, men
i steder flytter sig rundt i byen fra forestilling til forestilling – og ”Udvandrerne”
foregår på Tingbjergs nye Bibliotek og kulturhus, nær
Utterslev Mose. Det er med andre ord slet ikke spor centralt, men hele
teatertanken er også decentral, så Tingbjerg er så godt som noget sted til
denne forestilling om flugt og hjemløshed.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Blanke spejlflader, mobile
lyskastere og håndholdte mikrofoner er hvad vi visuelt mødes med. To spillere
og en musiker er på scenen – og sortklædte. Af rekvisitter er der blot et par bordeau
jakker og andre beklædningsdele. Intet andet. Ideelt for turnevirksomhed, men samtidig
en raffineret enkelhed, der klædte de to spilleres mangefacetterede og fysisk
udfordrende og ofte akrobatiske spillestil. Skiftevist følger vi unavngivne flygtninge
på deres flugt, men er også sammen med trygge familier og del af deres
intime daglige skærmydsler – eksemplificeret i en forrygende scene om forskellige
nuancer af brunt – eller rettere af de mange forskellige måder man kan sige ”Nå”
på, der i sin både muntre og brutale enkelhed giver mindelser til PHs vise af
samme navn. Forestillingen består af en række numre, der er sat
sammen, nærmest som en revy. Spillernes overskud får det hele til at tage
sig legende let ud, selv om scenegangen er kompliceret.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
I den indledende musikalske scene er spillernes gangarter synkroniseret og afstemt efter hinanden, sådan så de syngende skiftevist bevægede
sig fremad i rasende højt tempo afbrudt af langsommere tilbageskridt. Det hele genskabt som loops, der gentages i en
uendelighed. Det kunne have virket manieret, men blev forløst så smidigt og legende, at det vidnede om en flot instruktion, der evnede at skabe ro
og orden i et flydende og fritstrømmende univers.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Sandra
Yi Sencindiver havde instrueret, og er selv skuespilleruddannet, og sammen med Christine
Worre Kann kunstnerisk leder af danskdansk. Det er hendes 3. forestilling. Den
første kvindeforestilling, ”Ikke uden min mor”, i Verdenskulturcentret på Nørrebro, var charmerende og spændende tænkt, men lidt
rodet, selv om resultatet var meget sjælfuldt. Efterfølgeren var skoleforestillingen,
”Sorg – i børnehøjde”, der var væsentlig strammere i formen og handlede om sorg og
sorgbearbejdning for 3.-6. klasse. Det var en forestilling, der var på vej, men
det er først med ”Udvandrerne”, at hun nu har fundet den rette balance mellem
teksten af Julie Glargaard og forestillingens sange og musik af Marie
Louise von Bülow, smukt spillet hjem af Wahid Sui Mahmoud og Josephine Raahauge.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Der
er mange spring i den ellers fine tekst, men det virker kun animerende og gør, at man som
publikum selv tænker med og fuldfører det manglende. Der var nervøsitet
til premieren, men den forsvinder, når arrangementet først bliver endnu mere indarbejdet.
Til gengæld spillede, talte og sang de tre medvirkende så det var en lyst – og
det var smittende, så den efterfølgende applaus var både varm og meget velfortjent.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
danskdansk
er en del af Teatergrad og har siden sin start 2009 bevæget sig fra det
propagandistiske og mere konfrontatoriske til det kunstnerisk mest velforløste med
”Udvandrerne”. Teatrets forestillinger har altid kant, men har nu også fået det
kunstneriske niveau og den nerve, som det kræver for at kunne løfte de store og
vigtige emner som de kredser om. Det
virker logisk og smukt, at en forestilling om hjemløshed og flugt hele tiden
opføres nye steder - ude blandt mennesker og fjernt fra de etablerede teatre.
NYE HISTORIER – NYE VINKLER
Der er nye historier og nye vinkler. Det er historien om den danske kvinde, der ikke
længere elsker sin udenlandske mand. Selv om han har fået papir på, at han er dansker og har lært at spise stegt flæsk med persillesovs,
giver det kun mening for ham at være, hvor hans familie er. Hans familie er
hende, der ikke vil have ham – og deres fælles børn. Men hvor skal han gå hen,
når hans børn stadig er her – i Danmark i hans nye land, hvor hans kone ikke
længere elsker ham og vil have ham?
Der
er historien om den tyrkiske mand, der er taget til Europa og Danmark for at
søge lykken, og som har lovet at sende gaver hjem til børnene og hustruen, der
sidder alene tilbage i Tyrkiet. Men han falder til i Danmark og kommer til at
elske sin nye frihed. Han trives fint, og længes ikke hjem. Konen ringer og siger at
hun hader ham, og at hans børn ikke længere husker ham. Han skulle bare være af sted
ét år eller to år, men tiden går og han bliver, for han bliver afhængig af de
penge han tjener, og vil egentlig ikke tilbage.
Det
er de, der er på vandring, der skriver historien – ja, det er de og deres
fødder, der ændrer historien og genskriver den. Sådan har det altid været.
De, der bliver hjemme, ændrer ikke noget. Ingen rejser til Europa for at blive
der. Det er kun for at søge lykken, tjene penge og finde nye muligheder. Dem,
der vender tilbage, gør det kun for at dø der, når de bliver gamle. Da fortælleren rejste
hjemmefra, sad landsbyens gamle tudser og kiggede på ham, men da han
selv vendte tilbage, var der ikke nogen tilbage, som han længere kendte. I mellemtiden var han selv blevet en af de gamle tudser, der nu sad tilbage og kiggede –
og ventede på slutningen.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Det
var samtidig dén slutning, vi får som publikum, men den er det hele værd. Så
rejs ud i det ukendte – eller start med at rejse til Tingbjerg Bibliotek, hvor
”Udvandrerne” rejser sig for at ændre historien - og det har vi brug for. Følg deres vandring – og søg ind i
et helt nyt land tæt på dig selv.
DEN EVIGE FLYGTNING – et kunstnerisk overblik
I
kunsten er der plads til flygtningene. Ingen andre steder synes de at blive
budt indenfor som dér. For 7 år siden skrev Informations teateranmelder Anne
Middelboe Christensen en liste over
de forestillinger med indvandrer/flygtningetema, der havde været oppe på de
danske scener. På grund af min egen andel i forestillingen HEGN var
det noget, jeg noterede mig og læste med stor interesse. Middelboe greb fat i ALT
der havde været spillet, for det var til at overskue - dengang. I dag er
situationen anderledes. Ikke at flygtninge generelt er blevet mere velkomne hos
os. Det er snarere tværtimod, men i kunsten er de trådt indenfor og er blevet
budt velkommen. Det er mest gammeldanskere, der stadig fortæller om de nytilkomne,
men mange er også født her, så også dét er i forandring. danskdansk giver ét fint bud på det - og er en vigtig stemme.
Historierne
bliver behandlet med den fornødne respekt og værdighed, som tilkommer mennesker
– og ikke bare som flygtninge, for de har fået blivende opholdstilladelse,
og er ikke bare på tålt ophold. Deres historier er blevet fortalt og belyst fra
mange vinkler. Det resulterer i stærke møder, hvor man – per
stedfortræder – kan møde de menneskelige historier, der skal til for at vi bedre kan forstå
hinanden og sætte pris på den forskellighed, der alt for ofte fra
politisk side fremstilles som en svaghed, selv om den er det modsatte. I
hvert fald er det både udfordrende og lærerigt at møde disse (menneske)skildringer, for det er kun
med de fremmedes blikke på os, at vi har mulighed for at forstå, hvem vi er.
Det har vi ikke selv den fornødne afstand til at se. Her kan kunstnerne noget særligt og
har også en særlig forpligtigelse. Jeg synes, at der er en række kunstneriske
værker, der fortjener at blive nævnt som udtryk for, at der trods alt er noget, der
har ændret sig – for det bringer håb for morgendagen, selv om det fra
politisk hold - med den siddende regering - ser mildest talt mørkt ud.
Spørgsmålet er, om at det egentlig kommer til at ændre sig efter et muligt regeringsskifte?
Men indtil da er det godt at kunne glæde sig over, hvad der ER sket, for gennem
kunsten ser det ud til at vi alligevel formår at bjerge vores medmenneskelighed
i land.
Her
er et bud på en liste med 7 forestillinger og 4 romaner, der har placeret flygtninge/indvandrere i centrum – og er sluppet godt fra det.
TEATER:
”Herfra min verden går” (Gæstespil på Riddersalen, 2018. Af Ingrid Tranum Velásquez m.fl.). Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at
være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det at give os den følelse via forestillingen.
”Rusturen” (Edison, 2018. Af Zaki Youssef & Babak Vakili) 6
unge er på rustur. Tre brune og tre hvide, og på ingen tid kommer det til at
handle om forskelle og ligheder, men det er forskellene, som de spiller ud mod
hinanden i det, der starter som en leg – og ender med at blive en kamp om
overlevelse.
”Fortællinger på flugt” (Bremen Teater, 2017) Otte personlige
beretninger om at bryde op, om at være på flugt og om at forsøge at finde
fodfæste i et nyt land. Otte unge mennesker i alderen 23-33 år, fra Syrien,
Armenien, Eritrea, Afghanistan og Sri Lanka, fortæller om at flygte fra deres
hjemlande og om at finde sig til rette i det nye land, Danmark.
”HOOYO!” (Edison, C:NTACT, 2016)
Om at komme fra én kultur til en anden. Om at rive
rødderne op og forsøge at få dem til at rodfæste sig i en ny kultur. Men mest
af alt er det alment genkendelige historier om at blive set, holdt af og
elsket. Om de gange, hvor det lykkes og ikke lykkes.
”ULEDSAGET” (Mungo Park, 2015) Forestillingen giver krop og mæle til et hav af stemmer, som vi følger
fra de bryder op fra deres hjemlande og videre på rejsen i et forsøg på at
nå frem til Europa, hvor de kæmper videre, indtil nogle af
dem når helt op til Skandinavien. Deres stemmer glider sammen til én historie,
der er så bred, at det bliver alle flygtninges historie.
”EN LILLE BÅD DER GYNGER” (Edison, C:NTACT, 2015) Forestillingen starter og slutter med bølgeskvulp. I
starten er det truende søgang, for vi hører om de flygtninge der klarer eller ikke
klarer turen over Middelhavet, mens det i slutningen er behagelige bølgeskvulp,
da Dannebro bæres ind, mens alle synger med på sangen, der har givet navn til
forestillingen.
”Ondt blod”
(Edison, C:NTACT, 2012. Af Nurkan Erpulat og Jens Hillje) Lærerinden, Fru Thomsen, taler for døve øren, da hun
forsøger at undervise i en støjende indvandrerklasse. Der er ingen, der hører
efter, og vi får indtrykket af at sådan har det stået på længe, men hun nægter
at affinde sig med situationen, og fortsætter undervisningen med en skarpladt
pistol i hånden.
BØGER:
Vibeke
Marx: ”En god flygtning” (Modtryk, 2017) Romanen indledes med
skildringen af flygtningene, der går over grænsen til Danmark. Men romanen fremstår også som et dobbeltportræt af - eller som et skæbnesammentræf
mellem - den unge danske Benjamin og Vahid som skyller i land og bliver samlet op af Benjamin.
Kristian
Husted: ”Vahid” (Lindhardt & Ringhof, 2018) Forfatteren rejser fra flygtningelejren Moria
på øen Lesbos i Grækenland – forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien
og Danmark. Det er for så vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs
mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission” ikke er gjort dermed,
for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem det danske asylsystem
og skildre det - indefra. Det er der kommet en knugende doku-roman
ud af.
Aleksandar
Šajin: ”Ivan Blank” (Gladiator, 2018) Hovedpersonen, Ivan, flygter til Danmark som følge af
Balkan-krigen i starten af 1990´erne. Vi følger ham fra han som 21-årig
befinder sig i Bosnien med sin mor, til han 30 år, tre koner og fire
børn senere – arbejder som serbokroatisk tolk i Danmark. Alene romanens
gribende fysiske skildringer af, hvordan det er at leve med PTSD
(Posttraumatic Stress Disorder) er
uafrystelige!
Saida Benakrich: ”Rejsen” (Siesta, 2014) "Rejsen” er ikke bare en skildring af rejsen fra Marokko til
Danmark, men også en rejse fra én kultur til en anden – og tilbage igen. Det er
svært at holde fast i forudfattede meninger i mødet med Saida Benakrichs
åbenhjertelige beretning om at være menneske.
---------------------------------
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
UDVANDRERNE
danskdansk & Teatergrad
70 min.
Medvirkende: Josephine
Raahauge, Wahid Sui Mahmoud + Marie Louise von Bülow
Instruktør: Sandra Yi Sencindiver
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Mona Møller Schmidt
Lysdesign: Martin Danielsen
Lydkonsulent: Emil Sebastian Bøll
Producent: Christine Worre Kann
Idé & koncept: danskdansk
Spilleperiode &
sted/billetsalg:
Danmarksturné 2018:
28. november kl. 20: Kokkedal på vej, Helsingør Teater
