fredag den 20. marts 2015

Anmeldelse: SANGE OM MOR på Teater Får302


Foto: Thomas Cato

Der er en anelse af røg i luften, da vi bliver budt indenfor. Han står i silhuet i døråbningen bagest på scenen, cowboyen. Står i klassisk westernfilm-positur med hatten på skrå. Det er ikke en leg. Det er ren overlevelse. Det var sådan han var, faren, indtil han en dag var væk igen. I fjernsynet så de McCloud, der var storbyscowboy, ligesom faren. Moren maler et lille overskæg på drengen og streger ved øjnene som rynker. Han er en rigtig cowboy, ligesom McCloud – og faren. De er altid sammen de to, moren og drengen. Til hverdag og i ferierne. Indtil moren møder grønlænderen Lot. Han var som en indianer med kniv. Han lagde aldrig hånd på drengen. Han var nærmest ligeglad med ham, men han gjorde ham ikke noget. Men moren lagde han hånd på - og tæskede. Alligevel gav moren ham altid lov til at komme tilbage. Drengen forstod ingenting og fantaserede om, hvordan han kunne slå Lot ihjel. For han ville have sin mor tilbage. De flyttede fra Amager til Måløv, hvor kommunen bød alle velkommen, men nissen flyttede med, og Lot holdt kun en uge derude i forstæderne, så var han væk. Og de var igen de to alene sammen. Moren begyndte at arbejde som hjemmehjælper. De havde det godt, drengen og moren. Først på måneden, når lønnen var gået ind, festede de, og når pengene slap fik de ikke så meget at spise, men de klarede sig, for de havde hinanden. Men det var et hårdt miljø derude, hvor volden talte sit pågående fysiske sprog. Det lærte drengen, da han voksede op som teenager. Men en dag var moren væk. Hun havde lånt penge af alle, og skyldte til højre og venstre. Hun kom tilbage efter noget tøj. Drengen stod og kiggede efter hende, indtil hun var forsvundet igen. Han blev og hun gik. En dag var hun forsvundet for evigt.
 Foto: Thomas Cato
Det er en opvæksthistorie for to. Drengen beretter om sit liv med moren. Altid sammen. Uadskillelige, og så alligevel adskilt og udskilt til sidst. Vi hører om deres liv sammen. Om moren, der er så ung at livet stadig spirer i hende og hun vil have hele verden. Om drengen, der på små trætte ben følger efter moren gennem byen og ser de samme film som hende i tv, uden at forstå meget af det.

Foto: Thomas Cato

Det er Peter Frank Khouris autofiktive beretning, og det er ham selv der fortæller. Han har et skønt kropssprog. Langlemmet og flot som han er. I Mia Lipschitz´ fine instruktion formår han at give krop til den lille bange dreng, lige såvel som til den vrede teenager og den voksne mand, der står tilbage, når forestillingen slutter. Han er fascinerende at kigge på. Og det gør man, for der er så meget han ikke fortæller. På scenen er der bare de to mænd, hvoraf den ene fortæller og den anden spiller guitar og synger. Alt er sortmalet. Scenerummet brydes af de to gynger. Gennem det sortmalede rum lyner lysbaner i loftet og på væggene gennem mørket. I stedet for egentlig scenografi er det snarere lyset, der fungere som scenografi, for den ferme lyssætning af Sonja Lea digter fint med på historien. Musikken spilles live og rapt af guitaristen Anders Birk, der står for det musikalske arrangement, der med lyddesign af Jes Thee er et lydspor, der går gennem barndommet og som består af "elektrisk guitar, loops og lydflader, inspireret af skramlet rock, westerns, amerikanske tv-serier og det ydre rum", som der står i teatrets pressemateriale.
 Foto: Thomas Cato
Kronologisk ruller historien langsomt op igennem 70´erne og 80´erne. Hvis netop ikke scenegangen og instruktionen var så smuk og helstøbt ville det være en hurtig oplæst monolog, der på papiret slet ikke ville ligne en teaterforestilling, men så klart og insisterende som forestillingen afvikles bliver den til meget mere. Det bliver et billede på en barndom, der var alt andet end kærlig. Men OGSÅ kærlig. Det der er det fascinerende omdrejningspunkt i historien er måden som den bliver fortalt på: undersøgende, tilbageholdende og forundret. Med lige dele nysgerrighed og barnlig naivitet. Det er en barsk, men kærligt fortalt historie. En kærlighedshistorie med dødelig udgang. Enten er det moren der dør eller også er det moren inde i den voksne dreng der dør. Vi får det aldrig at vide, men historien slutter afklaret.
 
 Foto: Thomas Cato

Det er en umådelig sympatisk musikalsk forestilling fortalt med stor charme. Det er ingen stor historie, men den er hvad den er, og berettes med stor følsomhed og ærlighed. Det er en opvæksthistorie om en mor, der både var festlig, spændende, umulig og grænseløs, men mest er det historien om, hvordan det former sønnen. Det er en fin lille forestilling om hvordan man bliver menneske, trods alt.

 Urpremiere og gæstespil på TEATER FÅR302 af Teater Kamikaze

MED: Peter Frank Khouri og guitarist Anders Birk

FORFATTER: Peter Frank Khouri
LYDSPOR & MUSIKALSK ARRANGEMENT: Anders Birk

INSTRUKTØR: Mia Lipschitz

LYSDESIGN: Sonja Lea

LYDDESIGN: Jes Theede

SCENOGRAFKONSULENT & KOSTUMEDESIGNER: Rebekka Bentzen

Læs mere om forestillingen.
Spilleperiode: 16.3.- 11.4.2015. Mandag til fredag kl. 20.00. Lørdag kl. 17.00
Varighed: 70 min.
Teater FÅR302, Toldbodgade 6, 1253 København K.
 

fredag den 13. marts 2015

Anmeldelse: CATERING af Mammutteatret på Edison

Foto: Per Morten Abrahamsen
 
I Mammutteatrets seneste forestilling ”Catering” er der en engel. Det er englen, der er forestillingens formildende omstændighed. Det er englen der gør at forestillingen er til at holde ud, for det er ubærligt at skæbnen er så ond, som den skildres for hovedpersonen Lilja (Nanna Skaarup Voss). Lilja er 17 år og opvokset midt i Estlands intethed. Faren er for længst forsvundet og moren (Tina Gylling Mortensen) er rejst til USA med sin nye mand (Ken Vedsegaard). Det er meningen at Lilja skal følge efter senere, men hun hører ikke mere fra moren. En tante tager sig af hende, selv om de ligger i åben strid. Liljas veninde (Josephine Park) lokker hende til at prostituere sig.  Sammen sniffer de lim. Vennen Volodja (Morten Holst) drømmer om at blive kæreste med Lilja, og da hun redder ham fra at springe ud fra en bro knyttes der bånd i mellem dem, og Volodja bliver ved med at gentage at nu er det ham, der skal redde hende. Men der er ingen redning. Heller ikke selv om Lilja oplever en smuk forelskelse i lokkeprinsen Andreas (Joachim Fjelstrup). Scenerne de to imellem kommer til at fremstå som en oase midt forestillingens mørke. Men det er kold beregning, for det er blot for at lokke hende med til Danmark, hvor hun prostitueres i endnu værre grad. Derved sluttes den cirkel, der indledes ved at Nicolas Bro i forestillings begyndelse onanerer til gratis sexfilm med Lilja på nettet. Til sidst er han blot en af de mange, der selv køber sig tid hos Lilja. En blandt mange mænd. Så mange at hendes underliv bliver så ødelagt at hun skal sys sammen. Det er det man kan se på plakaten til forestillingen, der bærer undertitlen: ”Vi leverer dine fantasier”. Nogle fantasier er andres mareridt.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Mammutteatret har eksisteret i over 30 år. Mammutten er husvild og omflakkende. Måske er det en af grundene til at dens produktioner altid er skræddersyet til de skiftende lokaliteter, hvor de spiller. På billetten stod der ”Edison, Siloen”. Siloen er for mig et nyt spillested. Jeg antager at det er Edisons lille prøvesal, der med stor opfindsomhed og enkelhed bruges i forestillingen med scenografi af Katrine Gjerding, effektfuldt belyst af Mads Nielsen.
Mammutten er en Mercedes indenfor dansk teaterliv. Det er ensembleteater, selv om det aldrig er samme spillere. Men ofte med de bedste skuespillere – og så er der altid mange med i forestillingerne. Her er ingen monologer eller opsætninger med to på scenen. Der spilles på hele klaviaturet. Den kunstneriske fane er blevet holdt højt gennem hele teatrets historie. Mammutten formår at give livet tilbage til teatret. Den er et pejlemærke i en tid, der bliver stadig mere overfladisk.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Historien om Liljas liv og undergang er en slags moderne Lulu-skildring. Den planter en issyl midt i panden på publikum, men formår at gøre det med så stor og rig kunstnerisk forløsning, at det løfter sig. Det er et under at det kan lade sig gøre, for temaet er kulsort, men endnu engang formår mammutten at trampe lige ind i hjertet af problematikken. ”Catering” er skuespillernes teater, der viser hvad en god tekst kan forvandles til, når den gives videre til de bedste spillere i den dygtige instruktør Maria Kjærgaard-Sunesens hænder. Det er forbløffende, hvordan forestillingen løfter sig. Volodja, der dør, bliver til englen, der fører både publikum og Lilja væk fra den barske virkelighed. Han bliver selve forløsningen i historiens trøstesløse univers selv om han i Mortens Holsts skikkelse, engel eller ej, aldrig bliver til andet end en omvandrende smertebærer. Det flot og smertefuld spillet, og helt i pagt med historiens iboende trøstesløshed.
 


Foto: Per Morten Abrahamsen

 
Alt vi ser er lavet så enkelt som overhovedet muligt. Her er ingen smarte eller billige teatertricks og effekter. Historien er forløst med stor teknisk kunnen. Alting er stramt og så fint styret, at det aftvinger respekt. Det er svært at tale om forestillingens humor, men den glimter og lyner forløsende  i det kulsorte univers og kaster på nogle måder et forsonligt skær over forestillingen. Det gør at man som publikum kan holde det ud og står det igennem.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen

”Catering” er en tour de force i hvad teatret formår, når det er lagt i hænderne på de bedste både foran og bag ved scenen. ”Catering” er en grum, men kunstnerisk meget vellykket og smukt forløst forestilling om udløsning og mennesker der er kommet i klemme i livet. En nødvendig og kulsort forestilling nedsunket i sit eget mørke.
Se den, hvis du tør!



Foto: Per Morten Abrahamsen



Gæstespil på Edison fra den 12.3.-1.4.2015.
Medvirkende: Josephine Park, Nanna Skaarup Voss, Joachim Fjelstrup, Morten Holst, Ferdinand Glad Bach, Ken Vedsegaard, Tina Gylling Mortensen, Nicolas Bro og Claus Flygare.

Med tekster af: Nicolas Bro og Julie Maj Jakobsen samt Maria Kjærgaard-Sunesens bearbejdelse af LILJA 4-EVER af Lukas Moodysson (Teaterforlag: Nordiska Aps – København)

Idé og koncept: Mammutteatret
Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenografi: Katrine Gjerding
Lyddesign: Ida Jacobsen
Lysdesign: Mads Nielsen
Korarrangement: Rosa Lux
Instruktørassistent: Nicole Johansen


Mammutteatrets kunstneriske ledelse: Nicolas Bro, Maria Kjærgaard-Sunesen, Tina Gylling Mortensen og Claus Flygare.

Forestillingens trailer:
ttps://vimeo.com/120463181

Foto: Per Morten Abrahamsen