Det har været en rejse ind
i et ukendt land, for mig der endnu kun er halvgammel. Jeg har skuet ud over
bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så
meget at sige at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også
om jeg overhovedet er blevet klogere? Men det handler i højere grad om at stå
ved sin nysgerrighed. 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et
tabubelagt område. Om livet, demensen og døden.
Jeg lavede festivalen,
fordi jeg syntes at det var et spændende emne. Det er nu engang lettere at
gribe fat om glæden, hvis man også kan favne mørket. Flere af de medvirkende
kunstnere gjorde deres til at tilintetgøre lykkebilleder som vi er omgivet af.
Falske lykkebilleder som det er umuligt at omsætte til levet liv. De forsøgte
at vælte dem, for at skabe mulighed for at tale om livet som det også er. Også
når det skræmmer os.
Som en oplægsholder sagde,
så er det ikke de gamle der er syge, men tidsånden, der er syg og sammenlignede
det med en teenager, der er rastløs, rasende utålmodig og bare ikke vil finde
sig i noget. Hurtig og overfladisk.
Med Gammelfestivalen
lykkedes det at skabe et sted og en mulighed for at alt det, der plejer at
ligge gemt ude i periferien kunne blive trukket ind i lyset. Vi kiggede på det,
trak det frem fra mørket og navngav det. Det viste sig at meget var generelt og
slet ikke så privat som vi troede. Det var noget som mange var fælles om. Det er
nødvendigt at tale om døden, om afslutningen, om demensen, om plejehjem, om
livet som det ser ud, når det er ved at slutte. For hvad står vi med i
hænderne, lige inden lyset bliver slukket? Hvad er der tilbage - tilbage af os?
Hvor meget af os selv kan vi redde med igennem på vejen hen mod den definitive afslutning.
Der var meget teater på
festivalen. For teatret har den evne at det
kan tage os med ud på en imaginær rejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Vi
får mulighed for at opleve noget vi ellers ikke selv ville kunne nærme os. Vi
træder ind i en magisk cirkel, hvor en skuespiller via sin stemme og sin krop
giver det liv – sådan som vi lige har oplevet det.
Det samme skete også med
sang og musik på festivalen. For musikken trænger på samme måde ind i
bevidstheden og frisætter noget af alt glemte. Noget af alt det vi troede var
forsvundet.
Til bearbejdelse af
tankerne er samtalerne noget af det vigtigste, og det var det også på
festivalen. En samtale er noget af det mest enkle, men også noget af det
sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. I
en god samtale er der altid noget på spil. Man skal turde satse – og sætte sig
selv i spil, hvis samtalen skal have en retning. På festivalen var der en lang
række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig.
Det har været væsentligt
at præsenterede nogle af det, der leder videre. Jeg er fascineret af og
respekterer mennesker, der bruger deres liv i en større sags tjeneste. Mennesker
som har drømme og visioner og som formår at omsætte det til levet liv.
Det var fx teater-og
filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt, der fortalte om Japan. Forfatter Marie
Thøger, der fortalte om Indien. Det var sexolog Sten Hegeler, der fortalte om
et langt liv med at flytte normer. Forfatter Hanne Marie Svendsen fortalte om
hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer for at bevare
historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet, for de husker
det der har været. Forfatter Kirsten Thorup, der med sin roman ”Ingenmandsland”
ønsker at skildre sin fars sidste tid – og demens. Filminstruktøren Jannik
Hastrup (med Cirkeline-baggrund) fortalte i en båndet samtale om nødvendigheden
af også at lave tegnefilm om asylbørn. Fangekoret sang og fortalte om at
ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret inde i sin krop
eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet. Det gjorde de
med musik og sang. Det var et rørende møde med det store kor, der generøst
delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. Skuespillerne Judy
Gringer og Lars Knutzon optrådte med min tekst ”Den sidste aften”. Det er 30 år
siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden at hun og Knutzon
spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”.
Det var rørende at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende
med at den ene slog den anden ihjel – på scenen. I den anden tekst som jeg
bidrog med til festivalen var det Bozenna (som I lige har hørt), der gjorde
stort indtryk i en monolog, baseret på hendes liv om at holde fast …”Til det
sidste…”. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og brandtale. Ja, en
regulær kamptale. Forfatter Anne Hjælmsø
fortalte hvorfor hun i hvert fald ikke
skal på plejehjem, og læste en rystende novelle, ”Pilleæsken” om en gammel
dame, der tager livet af sig på et plejehjem dræbt af sin egen ensomhed. Sanger
Susanne Lana blev akkompagneret af 10 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun
sang ”Hvis tårer var guld” til afdansningsballet på festivalens næstsidste dag.
Hun fik straks dansegulvet fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg.
Forfatter Charlotte Strandgaard fortalte veloplagt om bogen ”De gråhårede børn
– om voksne med gamle forældre”. Sanger Pia Raug fortalte om sine
bedsteforældre og især om sin elskede synske farmor, der fik stor betydning for
hende. Det var bevægende at blive trukket ind i familiens slægtshistorie. Billedkunstneren
Alice Maud Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen
med naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede
scenen i ”Regnbuen”, hvor festival foregik.
Skuespiller Ghita Nørby
fortalte om hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun er folkeeje. En som
alle kender. Det var en gave at have hende til at lukke Gammelfestivalen.
”Gammelfilmen” blev vist
som forfilm i Gammelbio hver dag, hvor Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen
(in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup svarede på spørgsmålet: ”Er du
gammel?”
I forbindelse med
Gammelfilmens gentagne visninger, var der en af Betaniahjemmet beboere, der
højt sagde:
-Har jeg ikke set den før?
En anden aften overhørte
jeg en samtale mellem to andre beboere:
-Så du filmen i går?
-Det kan jeg ikke huske!
Der var med andre ord en
masse nyt at opleve hver dag.
---
På den første
Gammelfestival i 2010 opdagede jeg, hvor muntert det blev. Det overraskede mig.
På trods af at det handlede om livet og døden - og de nogle gange meget korte overgange
fra det ene til det andet. Men det tabubelagte frisatte en masse energi. For latteren
skyldtes ikke emnernes morsomhed, men det at tale om noget så tabueret, frisætter
en masse i kroppen, og ud af det vokser latteren frem. Det fik det til at boble
indeni af glæde. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, så
knytter det os sammen som mennesker. Det gør det at være menneske meget mere
nærværende. Vi træder i karakter over for hinanden og bliver synlige i al vores
skrøbelighed - og dét gør os stærke. Og latteren gør os stærkere endnu og knytter
os sammen og giver fællesskab. Det giver mulighed for at udfordre sine
omgivelser med de hemmelige tanker og ord, der måske blev sat fri under en
Gammelfestival. Især en gammelfestival med undertitlen: Død og hygge på
plejehjemmet.
