Anmeldelse: DEN VIGTIGSTE ROLLE af Sinus Reuss

 

Foto: Michael Svennevig. Omslag: Sissel Moody,

William er privilegeret og har styr på det hele. Hans forældre tager for givet, at sønnen selvfølgelig får en hovedrolle. Det gør han også, selv om alting bliver meget anderledes, end han og alle de andre forventer. Klassens og skolens bølle, Michael, viser sig pludselig, da hovedrollen som prinsen skal besættes. Da han meget overraskende giver en glimrende prøve på rollen, er der ingen tvivl om, at rollen er hans - og så er der kun den anden hovedrolle tilbage: prinsessens.

Det er utænkeligt, at Williams kan komme hjem til sine forældre uden at have fået en hovedrolle. Så han får den resterende rolle – som prinsesse. Han regner alligevel med, at Michael falder fra eller tæver en eller anden, og hvis det sker, så er han straks ude af skolekomedien.

Da han kommer hjem, har forældrene allerede åbnet champagnen for at fejre, at han har fået rollen, men de ved ikke, hvilken rolle han har fået.

Det er spændende at følge forløbet mellem de to hovedrolleindehavere, der langsomt kommer tættere og tættere på hinanden, indtil noget helt andet spirer frem. Vi oplever det med Williams blik og bliver placeret midt i det oprørte følelseshav, som han dumper ned i, da der spirer følelser frem for Michael, som han ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at han havde. Hvordan håndterer han det – og hvad sker der siden?

Med romanens 490 sider når Sinus Reus hele vejen rundt om personerne og den afgrund af blandede følelser, som skolekomedien og spillet imellem dem efterlader dem i. Det er beskrevet frejdigt og direkte, og udelukker enhver sentimentalitet, og alligevel bliver de hårde drenge blødgjort af det, de kommer til at føle for hinanden. Samtidig får vi også mere at høre om Michaels familiære baggrund, der gør, at skuespillet for ham er hans måde at overleve på, da han skal trækkes med en voldelig far. Mores døde, da han var lille.

Jeg tænkte fra starten, at temaet nok ikke ville holde til at udspille sig gennem en knap 500 sider lang roman, men der tog jeg fejl. Romanen handler også om fordomme og de forestillinger vi gør os om hinanden. Men måske handler den allermest om, hvordan vi selv bliver holdt fast af disse forestillinger og fordomme. For det sker for såvel William som Michael.

Jeg mindes selv en skolekomedie, hvor jeg spillede hovedrollen, og hvor jeg i en sen nattetime rakte ud efter en anden på holdet, og hvordan det skabte en helt ny verden, jeg trådte ind i. Det var godt nok en pige, men følelsen sidder stadig solidt plantet i mig. På samme måde med Simon Reuss´ figurer, der rejser sig overbevisende fra siderne, og beretter om, hvordan kærligheden kan gøre os til bedre mennesker. Det lyder som en kliché, men i romanen får det kød og blod og fungerer overbevisende. Der er en rå nærhed, der er betagende. Jeg følte mig i hvert fald fuldstændig hensat til dengang jeg selv spillede den vigtigste rolle.

 

”Hele salen klapper og jubler. Bang og Oscar pifter. Victor har løftet sin telefon, er sikkert ved at filme mig, så vi kan lægge det ud på årgangens chat. Nogle af pigerne har også telefonerne fremme. Jeg smiler og bukker overdrevent, før jeg går hen til gutterne, der griner og klapper mig på skuldrene. Min personlige fanskare. Jeg elsker det. Selv Oscar og Yusuf slår jokeriet fra, når det gælder noget vigtigt. Suzette stiller sig op ved siden af bordet, og alle andre kigger spændt på hende. Jeg er helt rolig. Det bliver selvfølgelig mig.

”Ja, det er vist rimeligt oplagt, hvem-”

”Jeg vil også prøve.” siger en stemme, der er dyb og perfekt og får det til at sitre i mit bryst. Der går et splitsekund, før ordene siver ind.

What?

Alle glor på Michael, der går hen til Suzette.

Michael? Jeg bider så hårdt sammen, at min kæbe knager. Det skal fandme være løgn.

Jeg skrider over til Suzette, der bare stirrer op på ham med åben mund.

”Det giver overhovedet ikke mening.” Jeg ignorerer Michael totalt. ”Han er jo ikke engang med på dramaholdet-«

”Det er ikke noget krav.”

(side 9-10)

Omslag: Sissel Moody,

Sinus Reuss

DEN VIGTIGSTE ROLLE

Ungdomsroman

Klippe, 2023

Redaktør: Charlotte Wahl Christensen

Omslag: Sissel Moody

 

*

Mød forfatter Sinus Reuss

på 2. festivaldag

tirsdag den 6. august kl. 15-20

i GLOBAR Art Gallery,

Skalbakken 8 A,

i Vanløse.

*

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

Anmeldelse: IKKE ET KIRSEBÆR af Jakob Hero

 

Foto: Kirsten Hyldager. Omslag: Malene Vinther.

Ligesom i forgængeren, debutromanen, KUN NÅR DET BRÆNDER, er en roman af Jakob Hero som at træde ind i et litterært bad. Som læser gennemvædes man af stemninger og fornemmelser, der sætter sig på én. Først som lette sommerfuglevinger, og siden som våde, visne blade. Det, der i starten virker så anelsesfuldt, ender med en betydelig tyngde. På den gode måde. Det er vel det, vi ønsker os af en roman: vi vil fortrylles, vi vil ruskes, og vi vil møde noget nyt og lære noget gennem mødet med det nye og fremmede. Alt det gør Jakob Hero igen i IKKE ET KIRSEBÆR. Der er ingen lethed over hans måde at skrive på. Det burde virke tungt og ufremkommeligt, men teksten og tematikken ilter sig selv. Det er dét, kunsten kan. Den bringer os en medviden og en indsigt, når det lykkes – og det gør det igen i denne efterfølger til den vellykkede debutroman.

Selvfølgelig handler romanen om noget eksakt, og det er da vigtigt, for det er dét, der driver handlingen og historien frem, men samtidig er det også bare en undskyldning for at fortælle om alt det, der samtidig sker, og det er det, der interesserer forfatteren, og som han er så ferm til at skrive frem på en både anelsesfulde og inciterende måde.

På sin vis har vi at gøre med en nervøs forfatter. Nervøsiteten sitrer gennem romanen. Som et dådyr står han i morgengryet og vejrer morgenluften. Der er en stor troskyldighed til stede. En hengemt naivitet, men samtidig ved vi, at det kun varer kort. En lille historie midt i bogen kan på sin vis fortælle hele den bagvedliggende historie for romanen. En lille sidehistorie bliver i et splitsekund til et billede på det hele. Tilbage til dådyret og uskylden. Moren og faren har en samtale om sønnens følsomhed. Faren beskylder ham for at være vattet, og moren forsvarer sønnen og siger, at han ikke er hård som faren. En hjort viser sig i vejsiden og er ved at gå ud på vejbanen, netop som de kommer kørende og faren påkører den. Nærmest med vilje. Sådan virker det. Bagefter stoppede de, og faren kalder på sønnen og tvinger ham til at slå en hammer mod den påkørte hjorts hoved. Igen og igen. Sønnen har altid trøstet sig med, at moren i det mindste altid ville være der, til at beskytte ham, men det gør hun alligevel ikke ved dén lejlighed.

Scenen bliver siddende indeni bagefter. Det er svært at komme videre efter den. Der lægges op til den allerede fra bogens begyndelse, hvor bulen i kofangeren er en reminiscens fra den oplevelse i barndommen, der er med til at forklare, hvorfor hovedpersonen, Henrik, er blevet som han er.

Den primære handling er, at moren ligger for døden og beder den voksne søn om at køre deres autocamperen ned til hende, hvor hun nu bor, i Østrig. På sin vis er det at køre om kap med døden, men Henrik er ikke nært knyttet til hverken moren eller faren. Ja, faktisk ikke til nogen overhovedet. Måske med undtagelse af den 14-årige datter, der tog sit eget liv. På køreturen møder han den unge Lena. Deres veje krydses flere gange og han tager sig af hende, selv om hun er ude på et kriminelt skråplan, og tydeligvis også har sine egen dæmoner at kæmpe med. Hun minder om hans afdøde datter, og kontakten med Lena er måske hans sidste desperate forsøg på at aftvinge livet og tilværelsen en form for mening, for det forsvandt alt sammen, da datteren tog sig af dage. Alt er smuldret mellem fingrene på ham. Hans voldsomhed og iltre temperament har drevet alle væk fra ham.

Historien forgrener sig vidt omkring på romanens 458 sider, men det hele holdes i stramme tømmer af den meget kapable forfatter. Det er en fornøjelse at være med på køreturen til Østrig. Hero har en vedholdende og insisterende forfatterstemme. Han satser det hele og søger helt ud, hvor tilværelsen står på spil, og eksistensen knager. Det kan ikke være omkostningsfrit at skrive så nuanceret, så mangefacetteret og loyalt over for alle de skildrede personer. Vi har at gøre med en forfatter med et stort og rigt menneskekendskab og som tilsyneladende ikke er bange for noget. Tillykke med denne prægtige efterfølger til sidste års debutroman. Meget anbefalelsesværdig.

Bare lyt til musikken i sproget, når romanen åbner med disse ord:

”Novembertåge er snu og sulten. Den spiser alt. Den sluger dig, dæmper lydene og reducerer virkeligheden til skygger i et gråt hav. Til tanker i en labyrint. Novembertåge holder dig fanget med dig selv. Den lader dig fare vild, og selv når du slipper fri, er det. som om en del af dig stadig søger efter udgangen.”

 

Omslag: Malene Vinther.

Jakob Hero

IKKE ET KIRSEBÆR

Roman, 458 s.

Superlux, 2023

Redaktion: Louise H. A. Trankjær

*

Mød forfatter Jakob Hero

til festivalafslutningen

søndag den 11. august kl. 13-16

på Christianshavn

i Gårdhaven ved Dansk PEN,

Dronningensgade 14 -

hvis det ikke er udevejr flyttes det til

Dansk Forfatterforening,

Strandgade 6 - et par gader derfra.

*

Læs uddrag fra de øvrige festivalanmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.