Foto: Ingrid Bugge
I ”Europæerne” er vi tilbage
i Wien i 1683, hvor osmannerne (eller muslimer/arabere som vi ville kalde
dem i dag) er tæt på at erobrere Wien, der på det tidspunkt var symbol på hele
den vestlige verden, for havde vi tabt det slag, havde vi også tabt Europa – og
den fælles følelse af europæisk sammenhold, der siden har været en naturlig og
underforstået sammenhængskraft. Men som ikke længere med samme naturlighed binder
os sammen. Barkers monumentale værk er på én gang nostalgisk og visionært og
tilbyder en rejse frem og tilbage i den europæiske bevidsthed og selvforståelse.
Den nulevende, 70-årige engelske dramatiker, Howard Barker (født 1946 i Camberwell)
kaldes for vor tids Shakespeare. Det er store ord, men netop det som
Shakespeare mestrede så fint, gør Howard Barker ham efter. Evnen til på én gang
at skrive for høj og lav, evnen til både at jonglere med komedie og tragedien
på samme tid, men først op fremmest den fabulerende evne til at (gen)skabe
verden foran os på scenen via ord, der på én gang både svier og fryder. Som
publikum kan vi bade i ordstrømmene. De lægges for os som vellystige kødlunser,
der grilles over eksistensens flammer og bliver til i vellystne ordorgier på
liv og død. Ordene er på én gang både lette og tunge. Dansende og valsende
borer de sig ind i kroppen som missiler eksploderende af vellyst.
Foto: Ingrid Bugge
”Gud knock-outede Allah,
denne gang...”
(Kejserinden af
Østrig, 1. akt, 1. scene)
Allerede da Klaus Risagers
musik til forestillingen afspilledes i bussen til Teaterøen, var det tydeligt
at der var lagt op til noget ganske særligt. Musikken er på én gang inviterende
rummelig og vemodig, og ideel som akkompagnement til et så gigantisk visionært
og vidtforgrenet teaterværk som Howard Barkers EUROPÆERNE. Risagers
musik giver mig lyst til at græde, for han formår – ligesom Barker - at
invitere indenfor i en verden, hvor alting er i bevægelse og samtidig er
frosset fast i et vibrerende nu.
Foto: Ingrid Bugge
”De fattige har hverken
ord eller underbukser.”
(Katrin, 1. akt, 2. scene)
I den 3½ time lange forestilling ledes publikum indledningsvis udenfor og samles omkring en stortromme, der brager gennem mørket og gør det ud for tumlen på slagmarken, da vi møder Thomas Kirk som den evigt poserende kejser, der træder ud af mørket med ordene: ”Jeg ler. Jeg ler.” Han afslutter med de samme ord – og hele teksten kan ses som et stort vidnesbyrd om Europas selvdestruktion og genfødsel. Liv og død, krig og fred, rædsel og fryd, kærlighed og had. Alt bydes op til dans af den leende kejser. Uden mikrofonforstærkning lykkes det spillerne at råbe os op med stemmer, der stiger frem af mørket, mens de langsomt bevæger sig frem mod os og ind i lyset.
Foto: Ingrid Bugge
De leder os videre
indenfor, da handlingen fortsætter i afmagnetiseringsstationens yderste flådestation
før havet, hvor det er den voldtagne og maltrakterede i skikkelse af Tilde
Knudsen, der afgiver sin beretning til referat i en af den store forestillings
prægtigste scener. Ordene sidder fast i hende og vristes langsomt ud fra
kroppens indre mørke til lyden af det inciterende akkompagnement af Klaus
Risager, der musikalsk binder aftenen sammen. Det gør han bl.a. live på et
opretstående præpareret klaver, hvorfra lydene glider umærkeligt ind imellem ordene på
scenen. Scenen skildrer den evigt voldtagne og maltrakterede. På samme måde som
scenerne mellem kejseren og maleren (Martin Ammundsen), tager afsæt i ønsket om
at fastgøre billedet af det skete til papir og senere lærred i den evige jagt på dokumention
– på at fastholde historien i ord og billeder, for hvad skete der - og hvordan?
Det er en allegori over alle krige og alle civilisationer. Det bliver
historien om menneskets overlevelse, destruktion og genkomst – intet mindre.
Netop på samme måde som Shakespeare gør det i sine store dramaer. Det lyder
pompøst og bombastisk, og det er det også, men ikke kun, for den store og
sprudlende ordkunstner tager os hele tiden ind i sproglige rum, hvor vi møder
nye overraskende selvforståelser.
Foto: Ingrid Bugge
”Ja de gode manerer vender
tilbage lige så snart butikkerne åbner.”
(Suzanna, 1. akt, 2. scene)
Barker har været opført på
nationalscenen flere gange. ”Scener fra en henrettelse”(1996) med Kirsten Olesen og "Rædsel for natten" (1997) med Jørgen Reenberg. Senere også i Holland Houses "Stalingrad" (2002) og "Død, død og meget død" (2008). Odense Teater fulgte efter med ”12 møder med et vidunderbarn” (2008). Peter Kirk
har tidligere arbejdet med teksten og har ud over Asterions Hus´ egen stab
allieret sig med stærke ordjonglerende skuespillere som Susanne Storm (som
kejserinden af Østrig) og Charlotte Munck (som den uforsonlige og
stålsatte Starhemberg). Derudover medvirker Jacob Stage som liderlig og
ugudelig præst og Gry Guldager som Susannah, Katrins søster, men er også særdeles
overbevisende som døden selv i skikkelse af ”Anden Moder”.
Foto: Ingrid Bugge
Barker skriver som en
beåndet digter og bander som en slagter. I en blanding af ekskrementer og
ædelsten begraves tilskuerne i et ordrigt søle. Men vigtigst er at ord og
menneske genopstår ud af destruktionen. Det er et vitaliserende og forfriskende
Howard Barkersk syrebad. Det er klassisk teater på en helt ny måde. Derfor
kræver det også en instruktør, der kan billedsætte det stærkt, direkte,
frådende og poetisk – og det formår Peter Kirk til fulde. Kostumer og scenografi er skabt visuelt spektakulært af Maria Lau Krogh, der formår at forene det enkle med
det overdådige. Til premieren blev
spilletiden overskredet med 45 min. Det betød at den samlede spilletid blev
alt for lang, men det er det, der sker når publikum samtidig skal bænkes, bespises
og føres gennem utallige lokaliteter og nyde mange gastronomiske oplevelser
samtidig. Dygtigt og gastronomisk overraskende kokkereret og serveret af Martin ‘Guf’. Det er så at sige den
menneskelige faktor, men når det bliver rettet ind, vil de vigtige og
afsluttende orddueller sikkert heller ikke virke så lange, men falde på plads i
den enorme masterplan, der er ligger til grund for ”Europæerne”, hvor vi som
publikum føres fra lokalitet til lokalitet, fra spise til spise, fra ord til
ord. Men Howard Barker er altid for lang -
eller rettere lige som han skal være. For det der er, skal være der, hvor det
er. Der er ikke noget at betænke sig på. Tag ud og oplev det, men gør det
hurtigt for forestillingen spilles kun 10 gange for et begrænset antal
tilskuere. Det er storslået, mageløst og meget Howard Barkersk. Ligesom livet
og døden, ligesom krigen og freden – ligesom livet og kærligheden er, når
alting falder fra hinanden og finder sammen på nye overraskende måder i det Barkerske
univers.
Foto: Ingrid Bugge
EUROPÆERNE
Medvirkende: Martin Ammundsen, Gry
Guldager, Thomas Kirk, Tilde Knudsen, Charlotte Munck, Jacob Stage, Klaus
Risager og Susanne Storm
Instruktør: Peter Kirk
Kok: Martin ‘Guf’
Scenograf: Maria Lau Krogh
Scenografisk konsulent: Hasse Selvig
Sandell
Kostumedesigner: Maria Lau Krogh
Dramatiker, forfatter:
Howard Barker
Komponist: Klaus Risager
Teatrets bus kører fra Christianshavn Torv en ½ time
før hver forestilling – og tilbage igen efter forestillingen.
Dramatikerens hjemmeside.
Andre anmeldte
forestillinger på Teaterøen:
Teaterfestivalen Asteroiden (2012)
Minotauros (Asterions Hus, 2010 )
------
Instruktør Peter Kirk beskriver
i forestillingens program sit første møde med Howard Barkers katastrofiske
teaterunivers, hvor det gælder om at tage publikum alvorligt og fortælle dem
historier som de ikke forstår:
”Howard Barkers dramatiske tekster og hans teaterfilosofi har været inspirationskilde for mig i hele mit professionelle teaterliv. Jeg stødte på hans ”The Power of the Dog”, ved et slags tilfælde på mit 3. år på skuespillerskolen. Vi var allerede i gang med prøveforløbet, og lidt desperate uden en tekst, ledte vi efter et passende stykke. I en vild læsning af masser af stykker hoppede vi ombord i dette stykke, uden egentlig overhovedet at forstå hvad det handlede om, mens vi løbende oversatte den. Den oplevelse glemmer jeg aldrig. På nær en enkelt forestilling 15-20 år tidligere var vi elever fra Odense Teaterskole de første, der spillede Howard Barker i Danmark. Efterfølgende fik jeg fat i flere stykker af ham og åd dem begærligt. Her var en stemme, jeg aldrig havde hørt før og som har inspireret mig dybt i mit virke som skuespiller og instruktør.”
