mandag den 23. april 2018

Om at anmelde

Foto: Louise Windfeldt
 
100! Tallet ét hundrede er et meget rundt tal. Dobbelt-anmeldelsen jeg publicerede i går, af to meget stærke og aktuelle teaterbud på den københavnske teaterscene, var min anmeldelse nr. 100 – og tilmed den mest læste. 4.000 har været inde og læse om Mammutteatret og Sydhavn Teater.
På trods af at google fortæller mig, at min blog slet ikke er mobil-venlig. Hvad ved jeg om det? Jeg har ikke mobil, men et eller andet må jeg vel foretage mig, eller også skal jeg bare spille ”cool” og tænke, at det alligevel ikke har forhindret rekord mange i at besøge siden de to sidste dage.
Men hvorfor egentlig anmelde?
Jeg er forfatter og dramatiker, så hvorfor skriver jeg ikke bare selv nogle bøger og noget dramatik?
Men det gør jeg også, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at skrive om det, når jeg ser noget godt.
De første gange sendte jeg det nærmest for sjovt til det pågældende teater, hvor den presseansvarlige straks greb fat i mig og spurgte, om jeg ikke også ville skrive om nogle danseteaterforestillinger, som hun kørte presse på ude i byen – bl.a. i Dansehallerne. Jeg svarede som det er, at jeg intet aner om dans og derfor ikke kunne skrive om det. Hun skrev, at hun fornemmede at det ville ligge godt for mig (eller noget i den retning), og jeg tog en dyb indånding og svarede, at det kunne vi jo lade komme an på en prøve, hvis hun sendte mig et par billetter. Men betingede mig (og det gør jeg altid!) at jeg kun ville skrive, hvis jeg simpelthen ikke kunne lade være. At jeg ikke ville bruge tid på at skrive om noget, der ikke sagde mig noget. Den var hun med på.  Det blev starten på et smukt venskab... (Som Bogey siger i ”Casablanca”) ...og nu er det 100 anmeldelser siden.
Det at skrive om teateroplevelser holder mit sprog ved lige. Jeg betragter det som øvelser, som en ny måde at trænge ned i sproget på.  Jeg forsøger ikke at sætte mig til doms over andres arbejde (i hvert fald ikke primært), men forsøger snarere at forstå, hvad det er som teaterfolkene forsøger at fortælle, og ud fra det giver jeg så mit bud på, om det de har sat sig for også trænger igennem til mig som tilskuer.
Jeg er inspireret af Ebbe Iversen på Berlingske Tidende, der havde en særlig evne til at sætte sig ind i og forstå det, som han blev præsenteret for. Hans måde at gå til opgaven på var meget imødekommende.
Anne Middelboe Christensen  er en af vore bedste kritikere.
Men ellers har jeg lært meget af at læse New York Times anmelder af klassisk musik: Anthony Tommasini. Jeg er så heldig, at en i familien videresender mange af hans anmeldelser (i øvrigt koster et digitalt abonnement kun 30 kr. månedligt!). Det er alt for ofte anmeldelser af Wagner-opsætninger, og det interesserer mig overhovedet ikke. Men jeg læser dem alligevel ofte. For det kan han få mig til. Tommasinis viden, interesse og glødende entusiasme er så smittende. Så ud med alle de mavesure og ind med de andre, der giver det uforståelige en chance - og måske os andre en nøgle til bedre at forstå det.
 
*

Jeg har samlet alle mine anmeldelser på hjemmesiden, så den kan du dykke ned i, hvis du skulle være interesseret.
Her er et link til en af Antony Tommasinis anmeldelser i New York Times (som kan læses uden abonnement)
- og her en artikel af Anne Middelboe Christensen (en artikel, der kom til at betyde meget for mig).

*