torsdag den 20. maj 2021

Dobbeltanmeldelse: EN SOM DIG på Edison og RE(W)RITE! på Den Frie


Foto: Nullo Facchini.

Rituelle og selvoplevede oplevelser på Den Frie og på Edison.

Cantabile 2 inviterer med RE(W)RITE! til rituelt fællesskab og leg på den Frie. Det er en forførende fejring af menneskelige relationer, mens EN SOM DIG af C:NTACT på Edison skildrer, hvad der sker, når de menneskelige relationer IKKE fungerer, når ensomheden og isolationen tager over. Alligevel er de begge en celebrering af, hvad der er muligt. På trods af alt. På Den Frie er det legende, men alligevel forpligtende, mens det på Edison er med livet som indsats. I hvert fald kræver det både mod og mandshjerte for de medvirkende at stille op med deres fortællinger.


EN SOM DIG

Af C:NTACT på Edison

Det er krævende at overvære EN SOM DIG, der er en dokumentarisk teaterfortælling om ensomhed og isolation. Det er en stor tabueret pille at sluge, for vi taler ikke gerne om det, og undgår det allerhelst. Det rører noget i os. Måske vores egen usikkerhed? Alligevel er det noget vi alle kender og let kan relatere os til. På én gang tæt på og alligevel langt fra.

Jean-Paul Sartre skrev i 1945 den eksistentialistiske roman ”Ensom blandt mennesker”, og den giver et sug i maven. Det samme skete til premieren på EN SOM DIG på Edison, hvor C:NTACT har til huse. De fleste ved, at ensomhed kan være uafhængig af, om vi er omgivet af mennesker eller ej. Det er noget, der stikker dybere. Det er noget, der bor helt inde i sjælens dyb, hvor vi kan gemme den, selv når vi går smilende rundt, hvis det er dét vi gør. Nogle gange er det netop de omgivende mennesker, der får den indre ensomhed vil at virke ekstra knugende.

11 selvfortalte fortællinger: Ni på scenen og to filmede beretninger og en sang, der indledte og afsluttede den 1½ time lange forestilling. Tre fyre og otte piger i alderen fra 12-28 år. To rækker stole er sat skråt over for hinanden med et mikrofonstativ midt på forscenen.

Hver af de medvirkende fortæller deres egen historie, der scenisk er dygtigt bearbejdet og indfølt instrueret af Runi Lewerissa og Peter Dupont Weis.



Men hvad er det vi oplever? 

Er det en forestilling, eller er det livsberetninger?

C:NTACT, der har til huse på Edison, der er Betty Nansen Teatrets intimscene på Edisonvej på Frederiksberg, har gjort det til sit særkende, at de sætter virkelige personer på scenen, der beretter om deres eget liv og det de har været igennem. Via workshops med de medvirkende finder de sammen frem til en vinkel på de enkeltes beretninger, der gør at det både opleves som teater og som vidnesbyrd. Men vel at mærke som meget nøgne udtryk, der bæres frem af personerne selv.  Det giver det et meget stærkt autentisk udtryk, der ofte virker uafrysteligt. 

Det er fortællinger om at blive skubbet så dybt ind i sig selv, at man ikke længere kan nå andre. Flere af de medvirkende beretter om, at de bygger mure omkring sig for at beskytte sig mod andre og deres drillerier. Men inderst inde længes de bare efter, at nogen vil nedbryde murene, for de har ikke længere kræfterne til selv at række ud. De formår det ganske enkelt ikke. Én har mistet sin mor som 10-årig, og hun var den af forældrene, som sønnen kunne tale om sine følelser med. Faren er håndværker og kan reparere alt med værktøj. Men er magtesløs over for sønnens ensomhed.

Så er der pigen, der har gjort alting klar til sin 18-års fødselsdagsfest. Alle i klassen har sagt, at de kommer. Der er lejet lokale, lavet buffet og gjort klar til den helt store fest. Men ingen møder op.

Hun står der foran os og fortæller sin historie. Selvfølgelig er det et blødende sår. Det er svært at forstå en ensomhed, der vejer så tungt. Ensomheden har gnavet sig dybt ind i hende og de øvrige medvirkende. Som en bændelorm har den ædt alt, og har efterladt dem som tomme skaller. Det er som om de hver især er flyttet ind i deres eget ensomhedens hus. Det er samme historie de alle fortæller, og alligevel er de forskellige. Men fælles er, at de alle alligevel har kæmpet sig ud, sådan så de i dag kan berette om det i håb om at hjælpe andre i samme situation.

¾ gennem forestillingen er der nogle af de unge fyre blandt publikum, der bliver urolige. De skubber til hinanden og fniser. Det er der ikke noget at sige til det, for det er næsten ulideligt at lytte til de mange fortællinger, men det er også tvingende nødvendigt. Men det er næsten umuligt at rumme, at der står et menneske og fortæller om sit eget kæntrede livsforløb, mens der fnises, men det er jo samtidig den følelse vi alle sidder med. På den måde er det en forestilling, der balancerer mellem en nødvendig ulidelighed og en ulidelig nødvendighed.

En anden af fyrene fortæller om, at da hans bedste ven fraflyttede byen, forsvandt alting fra ham, for han formåede ikke at indgå i nye venskaber med andre. Det, der er så hjerteknusende, er at fortællingerne er ganske almindelige. Der er flere af de medvirkende, der fortæller, at de ingen venner har, men at de har en kæreste, og jeg tænker, hvordan det kan hænge sammen, for hvordan kan man være ensom, når man har en kæreste? Der er vi måske tilbage ved Sartres ”Ensom blandt mennesker”.

Den sidste af de medvirkende besvarer spørgsmålet med sin beretning om den syv år ældre fyr med bil, fast arbejde og lejlighed, for hun er så forelsket i ham, at hun meget hurtigt flytter ind hos ham. Han er en glad dreng, der er vant til, at moren opvarter ham, og umærkeligt glider hun ind i rollen som hans nye mor, husholderske, rengøringshjælp og sexdukke. Han fortæller hende, hvordan hun skal klæde sig og agere. Beretningen bliver fortalt med et overskud. Hun er  slagkraftig, iklædt en farverig skjorte, og hun slynger sin underskudsfortælling ud til os med fuld overbevisning. Hun fortæller om, hvordan han modellerer hende, så hun langsomt forsvinder. I starten lægger hun knapt mærke til det, men senere er der næsten ikke noget tilbage af hende. Han har nærmest spist hende råt, fortæret hendes selvtillid og knægtet hendes vilje. Til sidst når hun et punkt, hvor hun må flygte fra ham for at overleve.  

Den næstsidste fortælling er Saqis. Han har altid levet i en stor familie, indtil han bliver forelsket i Mette. Hun er knap så begejstret for at flytte ind hos hans familie, så de får en toværelseslejlighed i Brøndbyvester. Han savner familien omkring sig. Hader den uvante stilhed i den lille lejlighed, og begynder at ryge hash. Mere og mere, og for at tjene penge til sit forbrug, hjælper han ved en bod på Christiana, men bliver straks taget af politiet og sat i syv dages isolation i Vestre Fængsel, hvor han møder sin Gud – og sig selv. Ser sit misbrug i øjnene, og finder ud af at det ikke går.

Noget er forandret i mig efter at have lyttet til deres fortællinger. Vi kender ensomheden. Det er én vi alle bærer med os. Det er et livsvilkår. Alle har været ensomme på en eller anden måde. Men jeg var ikke klar over, at den havde så mange forskellige udtryk, for jeg kender jo kun min egen. For selv om jeg er omgivet af mennesker, føler jeg stadigvæk, at mit udgangspunkt er ensomhed. Men den langer ikke ud efter mig, og gør heller ikke at jeg føler mig ensom.

Saqi fortæller under den efterfølgende samtale med publikum, at da han hørte de andres fortællinger, skammede han sig, fordi han syntes, at de andres ensomheder var meget større end hans.

Det er fortællinger, der bliver siddende indeni bagefter. Men det er også  overlevelseshistorier, fordi det er beretninger om mennesker, der er stærke i al deres sårbarhed, for det er lykkedes dem at vriste sig fri. De er kommet videre og har fundet måder at takle deres ensomhed på – fx ved at opsøge netværk og væresteder  som ”Ventilen”, der hjælper udsatte og sårbare unge med at takle deres problemer og ensomhed. EN SOM DIG handler om at tabe og genvinde forbindelsen til sig selv.  Det er udfordrende og ganske imponerende at høre deres sårbare beretninger.



EN SOM DIG

Af C:NTACT på Edison

Medvirkende: Anna Ines, Anna, Bella, Christian, Filippa, Frida, Kasper, Laura, Line, Sof & Saqi

Instruktører: Runi Lewerissa & Peter Dupont Weiss

Projektleder: Helena Aviaja Eley

Filmklip: Julie Gede Petersen

Lys & lyd: Fabian Carvallo

Teknisk afvikling: Jovana Zoric

Foto: Sasha Freemind

Ensomhedens Museum: Magnus Pind, Adam Ryde, Peter Dupont Weiss, Emil Rostrup & Henrik Hartmann (et online-museum: https://www.ensomhedensmuseum.com/)

Undervisningsmateriale:  Mary Tesfay, Stine Asboe Lichtman & Rillo Snerup Rud

Ide & koncept:  Henrik Hartmann

---------------

Spilledatoer:

På Edison, Edinsonsvej 10, 1858 Frederiksberg C.

Billetbestilling, der er gratis, via hjemmesiden (også for private).

Se teatertrailer1 og teatertrailer 2 (via Facebook).

Det er meningen at forestillingen bagefter skal rundt på landets skoler 

– støttet af Egmont Fonden


*


Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:

Der skal mod til (2018)

Hooyo! (2016)

En lille båd der gynger (2015)

Ik´ for børn (2015)

Ondt blod (2012)

 

 *

Foto: Nullo Facchini.

RE(W)RITE! 

Celebrating Human Connection

af Cantabile 2 Den Frie

Det er en performance, der ikke – som man skulle tro – er blevet til under coronaen, for den blev planlagt længe inden nedlukningen. Men det giver endnu mere mening i denne oplukningsperiode. At fejre den menneskelige sammenhængskraft i denne tid kunne næppe være mere oplagt. Performancen er et samarbejde mellem Den Frie (ledet af Dina Vester Feilberg) og Cantabile 2 fra Vordingborg (ledet af Nullo Facchini). RE(W)RITE består, som det fremhæves med parentesen i titlen, af ritualer. I den smukke og lyse hovedsal på Den Frie, tegnet af J.F. Willumsen, bliver vi placeret adskilt rundt langs væggene. Rummet er helt hvidt, og det varme indirekte ovenlys kaster et blødt skær ud i rummet, der gør sig godt som det tempel, det i denne anledning er omdannet til. Det er ikke et tempel til at bede i, men et tempel til at fejre de ritualer som vi skal igennem – og som knytter os sammen i RE(W)RITE!

Ved indgangen får vi hver et silkearmbånd med påtrykt egyptiske gudenavne. Inde i salen tager vi høretelefoner på og ifører os lette tempelgevandter. Vi affører os sko og sandaler og får i stedet lyse korte strømper. Musikken får os til at glide ind i en fælles bevidsthed – en fælles tilstand. På vægskærme er vi med vores nye egyptiske navne allerede inddelte i forskellige grupper. Der er 36 ritualer. og performancen består i, at vi hver især kommer gennem 2-3 ritualer. Sammen med seks andre føres jeg ned til ”Dark Chamber” og bagefter med fem andre ned i ”Void Chamber”.



Jeg ledes ned af en trappe udendørs, igennem en gård, hvor alt træværket er hvidt, kun afbrudt af et blåt himmelkik øverst oppe, fra stueetagen føres vi videre ned i kælderen, hvor vi én ad gangen træder ind i mørket. Svage lamper oplyser – eller rettere spreder - mørket. Vi placeres på stole i en rundkreds omkring en lav lyskilde, der gør at kun vore fødder er belyst. Vi kan svagt ane hinanden, men kun som konturer, desuden bærer alle mundbind, så vi er totalt fremmede for hinanden – kun vore fødder er vore visitkort til den rituelle kontakt, som finder sted i mørket i kælderen. Der er vi umiddelbart alle lige, men en af skikkelserne er vores rituelle leder, og hun introducerer, hvad vi skal. Vi bevæger fødderne i takt til musikken, legende og prøvende. Min første tanke er, at det er da underligt, for hvorfor skal vi det her? Men kort efter glider jeg med ind i legen. Ritualets energi består af den medlegen, som vi selv byder ind med. Det er utroligt så forskelligt vi kan bevæge fødderne, dansende, mens vi stadigt  sidder. Jeg trækker på smilebåndet af mine sidemands pudsige og smidige foddans. Han har nogle enorme fødder.

Det hele er meget enkelt. Det er ingenting og alting. Legende prøver vi at opdage verden - med fødderne. Man kan sige, at det er et ritual, der forbinder os med hinanden. Den dansende musik i rummet inspirerer os til at bevæge fødderne i takt til. At lege med musikken – med fødderne. Vore fødder er meget forskellige. Som personlige aftryk. Der er kraftige maskuline fødder og små feminine fødder. Der i mørket kan vi sætte fødderne fri med vores foddans.

Bagefter bliver vi placeret to og to ved små borde, hvor vi skiftevist skal blæse på hinandens fødder med en lille gummi pipette og bagefter føre en lille metalkugle henover, før vi afslutter med en blød pensel. Som var det et maleri eller en skulptur, som vi færdiggør. Det er som at bygge en verden op sammen.  Ligegyldigt, hvordan det gøres, så bliver det til et mønster. En leg. Et forsøg på at nå hinanden. Det er en slags berøring – uden at vi fysisk rører hinanden.  Om fastholdelse og frisættelse. Om tilfangetagelse og frihed. Om mod. Om at tage tilløb, sætte af – og svæve afsted, sammen.


Foto: Nullo Facchini

Tilbage i hovedtemplet var der lagt en lille notesbog til hver, så vi kan nedskrive vores tanker, indtil vi ledes videre til næste ritual – for mit vedkommende i ”Void Chamber”. Igen ser vi vores egyptiske gudenavne oppe på skærmen, og følger med vores nye gruppe og tempelfører ned til næste ritual. Igen ledes vi fra hovedbygningen og nu over i modsatte side, ned af trapperne, før vi træder ind i et helt nøgent, hvidt rum.  Det er i blændende kontrast til mørket før. Midt på gulvet er der en bunke tørre visne blade. Rundt om i en cirkel ligger bælter og hovedtelefoner, som vi tager på. Vores fører taler ind i vore ører og fortæller os, at bladene er døden. Bladene er vore døde kropsceller. Det menneskelige affald vi efterlader os. Vore døde tanker. Alt det vi udskiller og kaster af os. Med sammenknebne øjne kan vi kun lige akkurat skimte de andre i rummet. Som silhuetter vi undgår at kollidere med, når vi langsomt begynder at bevæge os rundt mellem hinanden. Hurtigere og hurtigere, indtil vi løber, først i ring og bagefter ud og ind imellem hinanden. Vi forsøger at holde os fri af hinanden. Nogle gange skal vi alligevel standse og vende os mod den nærmeste, og med hænderne prøve at angive konturerne af hinanden, stadigt med næsten sammenknebne øjne og på afstand. Vi løber mod hinanden, løber væk fra hinanden, men mest løber vi ind i os selv. Ind i en tilstand, hvor vi bliver forfulgt af nogen eller noget som vi forsøger at undslippe. Måske er det døden i midten. Måske er det noget inde i os selv.

Hvor det første ritual var fastlåst, stillesiddende, men frisættende, er det næste åbent, nysgerrig og deterministisk. Det er to helt modsatrettede bevægelser, men jeg føler umiddelbart en frihed dér i rummet. Sammen med de andre – og imod de andre. Det er et smukt rum. Der er masser af luft omkring os. Der er mange muligheder for at være tilstede, og alligevel er der noget knugende i rummets midte. De døde visne blade. Den store intethed.

Da vi bagefter føres tilbage op i hovedtemplet, tænker jeg spændt på, hvad det næste bliver, men da er det allerede ovre. Tiden er smuttet fra mig. Der er mindst gået 1½ time. Min ledsager har det på samme måde. Hun har endda nået et ritual mere end mig. Det er kun ”Void Chamber”, som vi begge har været igennem.


Foto: Nullo Facchini


Min ledsager beretter, at der var én i hendes gruppe, der havde det så dårligt med sig selv, at hun måtte træde ud af ritualet, for hun var ikke i stand til at gennemføre det. Hun kunne ikke rumme den åbenhed, som hun blev placeret i. Ritualerne fordrer en afklarethed eller en lyst til en afklaring. Et legende mod.

Det er en performance, der fejrer vores menneskelige forbundenhed. Det er en dejlig og healende oplevelse at gennemleve disse ritualer - især nu. Jeg nyder den oplukkende og åbnende impuls i værket. Cantabile 2, ledet af Nullo Facchini, har endnu engang gået nye veje i et stærkt og nødvendigt værk. De har en særlig inviterende måde at række ud efter publikum på. Det er en ære at tage imod den kunstnerisk udstrakte hånd. Hver gang er jeg blevet ført på afsøgende rejser inde i mig selv. De foregående teaterrejser har på sin vis også haft ritualiserede træk, selv om de har været mere performative, men dette er den reneste rituelle rensning som teatret endnu har budt på. Det er den 4. af teatrets produktioner som jeg har haft fornøjelsen af at opleve. Og jeg kommer gerne igen – også i denne omgang, men ellers  til Vordingborg, hvor teatret holder til.  

 


 RE(W)RITE! Celebrating Human Connection

af Cantabile 2 på Den Frie

 

19. maj - 12. juni 2021
Den Frie, Oslo Plads 1, 2100 København Ø

Performers and ritual creaters: Delphine Supanya Berger, Nulla Facchini, Siri Facchini Haff, visual artist Helle Hove, Matteo Lanfranchi, Jinyeob Lee, Ilon Lodewijks, Elisa Menon, Marta Pawlikowska, Miglé Remeikaité, Anna Thunström, Sara Vilardo, Angela Østergaard

Idea and concept: Nullo Facchini

Director: Nullo Facchini

Performance texts: The Ensemble

Scenographer and costume designer: Catia Hauberg Engel

Head of production: Kim Wrang Henriksen

International producer and assisting director: Franziska Bork Petersen

Costume and head of wardrobe: Hanne Mørup

Assistant scenographer: Camilla Calundann

Sound designer: Anders Munch Amdisen

Lighting designer: Yaw Darko

Software developer: Jesper Lyng

Set construction: Nyby Sceneteknisk assisted by Oliver Fynbo

Building manager at Den Frie: Søren Fjeldsø

Photos: Nullo Facchini

*

Nogle af forestillingens ritualer er produceret i et kunstnerisk samarbejde med Effetto Larsen, Italien, og Elephants Laugh, Sydkorea.

*

Oplev RE(W)RITE! under CPH Stage 27.maj -5.juni 2021 – flere gange dagligt.

Hjemmeside og billetter

Husk også morgenritualet!

 Se teatertrailer.


*

 

Tidligere anmeldte Cantabile 2-forestillinger:

Gudslam (2020)

Påmørkets bund (2019)

Skjultnummer (sammen med Teatergrad, 2017)


*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*