Foto: Roberta Monnerat
Der en let tåge hen over
flere af scenerne i det brasilianske stykke
”The woman who wished to die”, der er en fri bearbejde af Nelson Rodrigue´s ”A falecida” af landsmanden Marcello Bosschar, der også har instrueret. Tåge er der også mellem personerne for ingen
af dem ser hinanden klart. Selvom de lever side
om side er de fremmede for hinanden. Kun forenet i deres higen efter nærhed, efter at leve og
efter at føle noget. Bare et eller andet. Han strækker hånden ud efter hende,
men hun viger bort og vil ikke vide af ham. Hun er allerede ved at sige farvel
til livet og har planer, der vil ændre alting. Planer som hun indvier sin mand
i, før hun dør.
Foto: Roberta Monnerat
Måske er det den truende
intethed der får den kvindelige hovedperson, Zulmira (Ann-Charlot Amann), til uden grund at kaste sig over en tilfældig mand ude på
toilettet på en isbar, mens hendes mand, Tony (Anders Glud Jensen), sidder
ventende udenfor. Tony
får lov til at vente og aner intet om det, der sker mellem hans hustru og
David Petersen (Dan Schlosser). Han vil heller ikke kunne forstå det. Måske
forstår hun det heller ikke selv. I hvert fald er det et råb om hjælp, mens hun
krampagtigt forsøger at holde fast i livet, der er ved at glide hende af hænde.
I starten møder vi hende som en maske. Hun ser sig rundt, men synes underligt fortabt, som om hun allerede har sluppet taget og ladet sig glide, mens alt det ulevede liv siver ud af kroppen på hende. Hun er et land af omvandrende intethed. I modsætning til sin supernormale mand, der bare synes opslugt af hverdagslivet og sin egen arbejdsløshed, bliver hun stadigt mere og mere utilnærmelig og fjern.
I en scene møder vi døden (Hamun Maghsodlo) og senere igen hans håndlanger, bedemanden, der skræmmende og snigende spilles af Erik Massa Mathiasen. Han er mere uhyggelig end døden selv. En slags moderne færgemand, der er bindeleddet mellem denne verden og det hinsides. Forestillingen indledes og afsluttes meget sigende med et møde med en sandsigerske (Fabiola Gonzales), der måske bare er en svindler. Det får vi aldrig svar på. Forestillingen giver ingen svar – og det er faktisk det allerbedste.
Foto: Roberta Monnerat
I starten møder vi hende som en maske. Hun ser sig rundt, men synes underligt fortabt, som om hun allerede har sluppet taget og ladet sig glide, mens alt det ulevede liv siver ud af kroppen på hende. Hun er et land af omvandrende intethed. I modsætning til sin supernormale mand, der bare synes opslugt af hverdagslivet og sin egen arbejdsløshed, bliver hun stadigt mere og mere utilnærmelig og fjern.
I en scene møder vi døden (Hamun Maghsodlo) og senere igen hans håndlanger, bedemanden, der skræmmende og snigende spilles af Erik Massa Mathiasen. Han er mere uhyggelig end døden selv. En slags moderne færgemand, der er bindeleddet mellem denne verden og det hinsides. Forestillingen indledes og afsluttes meget sigende med et møde med en sandsigerske (Fabiola Gonzales), der måske bare er en svindler. Det får vi aldrig svar på. Forestillingen giver ingen svar – og det er faktisk det allerbedste.
Handlingen er bizar, frastødende
og fascinerende. Nær og fjern smelter sammen til et skælvende nu, mens livet
ebber ud af kroppen på Zulmira. Forestillinger lever og ånder i sit eget tågede
univers. Den bølger ud og ind mellem personerne og er umulig at fastholde. Som
om den slet ikke er der. Som om det hele bare er teaterrøg, der om lidt er væk
igen. Det er både underligt og forunderligt.
Foto: Roberta Monnerat
”The woman who wished to die”
Marcello Bosschar´s frie bearbejde af Nelson Rodrigue´s ”A falecida”
Instruktion:
Marcello Bosschar
Med:
Ann-Charlott Amann
Anders Glud Jensen
Dan Schlosser
Fabiola Gonzales
Erik Massa Mathiasen
Hamum Maghsodlo
Lydteknik:
Ármann Ingunnarson
Ármann Ingunnarson
Spiller under CPH STAGE på
Teater Play,
Strandlodsvej 7, på Amager
Strandlodsvej 7, på Amager
– og bagefter på Bådteatret.
Læs mere.
