Ørkendrømme: 10/18/18

torsdag den 18. oktober 2018

Anmeldelse: FÆRDIG MED EDDIE på Edison

Fotograf: Catrin Zorn

Det er som at blive slynget rundt i en centrifuge. Der er intet at holde fast i, så man er nødt til at lade sig glide med og viljesløst føre rundt og rundt, hurtigere og hurtigere til det hele forsvinder, sådan er det også for Eddie, der bliver drevet ind mod noget ukendt inde i ham selv, hvor han må give slip, for at få ordentlig fat.

Eddie er ikke som de andre. Han er ”piget” og mest interesseret i tøj – pigetøj – og ligeglad med fodbold. Selvfølgelig bliver han drillet i skolen. To ældre elever tæver og ydmyger ham. Som han forklarer, så tror alle at det bare er ydmygelsen, der gør ondt, men det er lige så meget den fysiske smerte, men det er alligevel intet mod, hvad der sker, da hans mor opdager, hvad han og tre andre drenge foretager sig i et skur efter skoletid. Det er en oplevelse så tabueret og frydefuld, at de gentager den dag efter dag. Indtil moren en dag uforvarende åbner døren til skuret og ser dem sammen - ser den 15-årige fætter have sex med hendes 10-årige søn. Hun stirrer på dem, for det er så utænkeligt og forbudt det de foretager sig. Men for Eddie er det så dejligt, at det sprænger alle rammer. Hvis bare moren ikke havde sagt det videre - til faren. Næste dage ved hele skolen det, og hans plageånder er klar. Mere og mere udspekulerede er de i deres ydmygelser. Der er kun én vej ud af det – og hun hedder Susan. Hvis de kan blive kærester, har han én at dele skammen med. Susan er anderledes end de andre, for hun går moderne og vovet klædt og kommer fra den store by. De andre kalder hende ”luder” – men de bliver kærester, og det utænkelige sker, for hans krop og underliv begynder at reagere, når de står tæt sammen, og han bliver lykkelig, for så er han kureret. Men historien ender ikke der... for så enkelt er det ikke.

Fotograf: Catrin Zorn

I sin grænsebrydende ærlighed og med udleveringen af Eddies seksuelle erfaringer har historien en del til fælles med den lige så stærke og kunstnerisk velforløste Reumert-belønnede forestilling ”Boys don´t cry”, instrueret af Anders Lundorph (i samarbejde med Det Kongelige Teaters Eventministerium og Mungo Park Allerød med Christine Albert Børge i hovedrollen). Skildringerne af den umulige kærlighed kryber ind under huden, og i korte lykkelige stunder fuldbyrdes den, men med alvorstunge konsekvenser. I Eddies historie er der lys forude, mens ”Boys don´t cry” ender anderledes uforsonligt. Begge forestillinger skildrer det med en råhed, som det er svært at gardere sig imod. For vi forstår det så godt, ligegyldig hvilken seksuel observans vi selv måtte have, for det skildres nøgent, råt og ligetil. Overordnet handler det om tab af uskyld. Det er den samme historie, vi hver især gennemlever – eller har gennemlevet for at blive til dem vi er. Derfor er mødet med seksualiteten, hvordan den så end ser ud for den enkelte og hvilken form den måtte antage, på én gang både knugende og bizar, og altid besættende på en måde, der også gør den almengyldig. For paradoksalt nok er det mest private ofte også så vældig generelt, i hvert fald når det som her bliver forløst med så stor kunstnerisk dygtighed. Henrik Hee Andersen er alene på scenen i 100 minutter – og det er en bedrift hjulpet godt på vej af en ferm iscenesættelse af Anna Balslev og et stærk visuelt set-up af Frederikke Dalum.

Fotograf: Catrin Zorn

Sjældent er Edisons rå maskinrum kommet så godt til sin ret. Ofte kan det virke som en næsten umulig modstander, men her bliver det en reel medspiller. Scenografien af Dalum er meget enkel og bar, og besnærende lyssat af Christian Alkjær. Der er flotte visuelle skift i teksten som den indledningsvise dans med en stor sort plastiksæk i modvind, der også glimtvist illuderer Marilyn Monroe i ikonografisk positur over vindristen fra "Seven Year Itch", og bagefter bliver til kæmpemæssige vinger, der nærmest får det hele til at lette. Senere fjernes plader i gulvet og bliver en slags lystens hule, som Eddie i sin seksuelle hengivelse opsluges af. En mikrofon i en ledning med loopede stemme-optagelser danner inciterende lydrum (skabt af Asger Kudahl) for flere af de mest pågående scener - og dem er der mange af. Om der er for mange er en smagssag. Mindre kunne have gjort det, for det er meget lidt, der overlades til fantasien, men samtidig er det karakteristisk for monologens kompromisløse stil – og den er yderst konsekvent.

Fotograf: Catrin Zorn

Der var stående applaus efter forestillingen, men meget stille under forestillingens intime (sex)scener. Det virker chokerende, fordi det netop så præcist skildrer denne sammensatte følelse af fryd og skam, der slår mod hinanden som kopulerende kroppe. Netop så sammensat som det er, når seksualitetens mere kødelige side viser sig. Ligesom Eddie bliver vi som publikum efterladt både chokerede, viljesløse og ganske sagesløse.

Der er nogle kronologiske huller i historiens 2. del, hvor Eddie først er 9-10 år, og senere har en seksuel lystfyldt oplevelse til en koncert med en 30-årig mand flere år efter, og bagefter skal tage stilling til om han skal videre i gymnasiet. Det virker abrupt og lidt rodet, men er bare skønhedspletter ved en forestilling, der ellers forløses på forbilledlig vis. Først og fremmest på grund af det flotte spil af Morten Hee Andersen i rollen som Eddie Bellegueule. Det er lige på og hårdt. Der er ingen fortrydelse, ingen jamren. Intet offer, og alligevel er fortællingen som ét langt offer, men sådan føles det ikke - og det er befriende. Det er bare en fortælling om livet i provinsen, og om angsten for det anderledes, der kan være så stor, at den føles som en fare for det bestående.