Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Foto: Søren Meisner (SLAGMARK) og Marie Albrechtsen Mortensen (OB(E)JECT).
To forestillinger om at se sig tilbage og tage kampen op med det, man har været igennem. Astrid Grarup Elbo gør det på Teater Blaagaard i forestillingen OB(E)JECT, der er en slåskamp mod patriarkatet i krop og ord. En solodanser fra Den Kongelige Ballet tager bladet fra munden og danser for. Jacque Lauritsen gør det i forestillingen SLAGMARK på Teater Får302, der er baseret på "En israelsk soldats erkendelser" af Yizhar Smilansky, der beretter om angrebet på en de første palæstinensisk landsbyer i 1948. To stærke forestillinger.
Foto & grafik: Carrit Evensen.
SLAGMARK
af Teater Gaius
på Teater Får302
14.- 28. februar 2026
SLAGMARK på Teater Får302 er en forestilling, jeg helst ville undgå at se, og alligevel viste den sig at være ypperlig. Den er baseret på en roman af den jødiske forfatter Yizhar Smilansky og bearbejdet for teater af Jacque Lauritsen, der også er den eneste på scenen i Andreas Dawes intense og uafrystelige instruktion.
Foto: Søren Meisner.
Forestillingens undertitel er" En israelsk soldats erkendelser" og den foregår i 1948 og skildrer erobringen af en palæstinensisk landsby - eller rettere ødelæggelsen af en af de første arabiske landsbyer, hvor de fastboende blev jaget væk og deres huse blev brændt af eller sprængt bort.
Jacque Lauritsen og Andreas Dawe har også skabt den mesterlige forestilling RESTAURANT EUROPA (2022), der ligeledes gæstespillede på Teater Får302. Det var både en meget beprist forestilling, men også en betagende teaterfantasi, der ramte mig lige i maven.
Foto: Søren Meisner.
Derfor var jeg nødt til at se SLAGMARK, selv om jeg vægrede mig ved det, eftersom temaet ikke umiddelbart tiltalte mig. Heldigvis overvandt jeg det, og fik mulighed for at opleve teater, når det er allerbedst. Intet mindre.
Måske er det ofte sådan, at de største oplevelser indtræffer, når man egentlig slet ikke har lyst til at være der. Sådan var det med SLAGMARK.
Foto: Søren Meisner.
Teater Får302 er et anderledes teater beliggende i en lille lejlighed på 1. sal i Toldbodgade - en sidegade til Nyhavn. Teatrets foyer ligger i kælderen, og når man skal op for at se forestilling, skal man først ud på gaden og ind igennem yderdøren og et par trin op til 1. sal, hvor man fra direkte fra opgangen træder ind i den sortmalede teaterlejlighed. Der er kun 4 rækker - og der er altid meget varmt, eftersom de 46 publikummer, der er plads til, sidder ganske tæt og skuespilleren eller skuespillerne optræder bare 30 centimer fra dem på forreste række. Det er med andre ord en meget tæt teateroplevelse. Det er betagende at opleve - og gode forestillinger bliver endnu bedre i det meget tætte møde mellem publikum og scene. Det er et af byens allermindste teatre. I årenes løb har jeg oplevet det intime fysiske scenerum forvandlet til det mest utrolige. Det har ingen ende været på de forskellige måder, rummet er blevet brugt til. Ofte har det virket, som om pladsbegrænsningen nærmest har inspireret de skiftende scenografer til at overgå sig selv.
Foto: Søren Meisner.
SLAGMAARK havde første gang premiere for to år siden, og der er - desværre - alt for god politisk grund til denne genopsætning - og repremieren i lørdags var en stor kunstnerisk oplevelse.
Jeg så ikke forestillingen i sin tid, så dette er mit første møde med SLAGMARK, der er af Teater Gaius v. Jaque Lauridsen, der nu gæstespiller på Teater Får302.
Foto: Søren Meisner.
"Sandheden er krigens første offer..." er de indledende ord i det trykte program, hvor der efterfølgende står: "Og det er i høj grad relevant, når vi taler om Israel/Palæstina. For eksempel hører vi ofte, at de forfærdende forhold i Gaza har rod i den blodige 7. oktober 2023. Men som FNs Generalsekretær Antonio Gueterez har sagt, skete det ikke i et vakuum. Det havde en historie bag sig. En lang historie, som er nødvendig at kende til for at forstå vore dages begivenheder. Derfor har vi valgt at at genopføre SLAGMARK, der fører os tilbage til den tid, hvor de grundlæggende årsager skal findes. Perioden omkring oprettelsen af staten Israel i 1948. Her deltager en ung jødisk soldat i en række angreb på palæstinensiske landsbyer og konfronteres med både sit mod og sin frygt - og ikke mindst sin tvivl og et voksende ubehag."
Foto: Søren Meisner.
Den unge soldat, Yizhar Smilansky, nedskriver sine oplevelser, der udkommer i bogform og senere bliver lavet til en TV-film. Altsammen noget som den israelske regering af alt magt forsøger at forhindre, for det udfordrer selvfølgelig den israelske selvforståelse.
I forestillingen kommer vi med på den første dag, og det er den nu gamle mand, der 78 år efter beretter historien, der har knuget ham lige siden - og med god grund.
Der er flere delinger, der rykker ud. Det virker helt uvirkeligt. Solen skinner og de første skudsalver skal bare skræmme, men de næste bliver dødelige. De unge soldater opivrer hinanden. De føler sig i god tro og den lille tvivl, der nager den unge soldat overdøves af den befalendes ordrer.
Det hele er fortalt neddæmpet og intenst. Her er ingen store falbelader og ingen teatertorden. Kun lyden af maskingeværerne og de opprojicerede gamle sort/hvide fotos og filmsekvenser af israelere og palæstinensere. Vi bliver ført tilbage til denne den første dag uden at have mulighed for at stikke af.
På den sortmalede scene er der blot et par flytbare sortmalede kasser, der er til at stå på og læne sig op ad - og så en enkelt orange appelsin, det er det hele - og det er rigeligt. Mere skal der ikke til - og alligevel er det alt for meget. Det er for meget at opleve denne forestilling, men det er det, der skal til.
Har vi lyst til at høre denne historie? Orker vi det? Magter vi det? Det bør vi!
Kunstnerisk er det en stor bedrift. I en tid hvor de sociale medier flyder over med informationer, der fyger i alle mulige retninger, er det en skræmmende, men også nødvendig oplevelse af følge med tilbage til dengang, det hele startede. Det skylder vi os selv.
Oplevelsen er uafrystelig, men på en meget blid og inderlig måde. Det er måske mærkelige ord at bruge om noget, der fremstår så inhuman og frastødende. Men det er netop SLAGMARKs store fortjeneste, at det forfærdelige fortælles med nerve og autenticitet. Helt uden unødvendige virkemidler. Enkelheden er slående. Det slår én omkuld. Velkommen til SLAGMARK.
Foto & grafik: Carrit Evensen.
SLAGMARK
af Teater Gaius
på Teater Får302
14.- 28. februar 2026
Forfatter: Yizhar Smilansky
Oversættelse: Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner
Dramatisering og medvirkende: Jacque Lauritsen
Instruktion: Andreas Dawe
Scenografi, lys- og kostumedesign: Edward Lloyd Pierce
Lyd- og videodesign: Brian Larsen
Producent: Teater Gaius
Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, 15. septemberfonden, Beckett Fonden og Dansk Skuespillerforbund
Hun kommer dansende ind til sin slåskamp mod patriarkatet. Astrid Grarup Elbo er iført en lang kjole md tylunderskørt. Hun langer ud efter en usynlig modstander og tager imod de slag, hun får. Hun kæmper bravt. Det ene slag efter det andet. Det er tydeligt, at hun slår godt fra sig, men også at hun indkasserer nogle gevaldige øretæver. Hun lægger al sin styrke i slagene. Hun står godt fast på fødderne, men hun ryger hele tiden tilbage, men lader sig ikke gå på af det. Hendes ansigt og overkrop vrides tilbage for hvert slag. Hun bider det i sig og kæmper videre.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Det er en kamp, som hun har sparet op til længe. Gennem hele sit liv som balletdanser ved Den Kongelige Ballet og indtil hun nu er pensioneret i en ganske ung alder. Det er vilkårene som professionel ballerina. Det må man bare affinde sig med. Det er ikke det, hun nu har taget kampen op med. Det er til gengæld den mandsdominerede danseverden. Det er gået igen i de mange roller, hun har danset som danser. Hele tiden har det været defineret af patriarkatets måde at se og opfatte hende på som kvinde. Men nu er det nok.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Forestillingen er bygget op i kapitler, hvor kvindefigurer fra ballettens historie får nye stemmer eller for første gang overhovedet får lov til at tale. Vi følger hende med ud i skoven, hvor ballettens døde kvinder altid bor. De er blevet trætte af at skulle spille de samme flyvende, blege og lette skikkelser, hvis eneste tilsyneladende gøremål er at danse prinser til døde.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Dette er hendes ordløse kamp for at genfinde det tabte. Astrid Grarup Elbo tager kampen op med få ord og mange bevægelser. Efter den indledende slåskamp, kommer hun ind igen - dansende med de fagter og den karakteristik af hende som kvinde, sådan som hun har oplevet det i sit dansende liv. Hun er i rollerne blevet defineret og begæret af de dansendes mandlige roller.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Hun drømte om at at danse den kvindelige hovedrolle i "Svanesøen". Det er noget af det ypperligste som solodanser, men også her var hun, i sin fortolkning af rollen, begrænset af de stereotyper, som hun dansende fremviser for os. Hun er enten heks eller prinsesse. Det er luder-madonna-problematikken, der går igen på tåspidssko.
Det virker forfriskende at se det danset, for man kan næppe tænke sig en mere rigid og indskrænket måde at opfatte det kvindelige og mandlige på. Her er alting sort/hvidt - og mænd er mænd og kvinder er kvinder.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Vi ser det med det samme. Som den dygtige danser, hun er, kræver det få kokette bevægelser. En afværgende håndbevægelse, en bly genert bevægelse med hovedet og så de enerverende bevægelser med hænderne, der siger det hele - uden ord. I ballettens verden har tiden stået stille. Der er ikke blevet luftet ud overhovedet.
Vi ser det straks. Vi låner et nyt blik på det, og vi trækker på smilebåndet, for vi ved det godt, men har måske ikke tænkt på det før. Jeg har i hvert fald ikke. Men måske er det af samme grund af de gamle balletter egentlig ikke rammer mig. Jeg kan ikke identificere mig med den verden de lever og ånder i. Det virker anakronistisk - og vi ler, da Astrid Grarup Elbo danser det for os. Det har vel altid været en verden, der har levet sit helt eget liv med sine egne fastlåste stereotyper. Måske er der også grunden til, at jeg personligt meget hellere vil opleve moderne dans, hvor bevægelserne er sat fri. Men jeg har aldrig før tænkt på, HVORFOR jeg opfatter det så forskelligt. Så der er meget at tænke over, efter at have oplevet Astrid Grarup Elbo i OB(E)JECT på Teater Blaagaard. Hun har selv koreograferet dansene (på nær en enkelt af Amanda Donato med musik af Florence Beatrice Price).
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Fra det folkelige Bournonville-kostume skifter hun til et af væsenerne fra skoven. Det er en tætsiddende transparant heldragt, hvor der stikker skæl ud fra ryggen (kreeret af Larissa Jenne). Hun bryder ud i sang, mens hun synger om "creatures in the forest" - og får publikum til at synge med på omkvædet. I starten kommer hun bærende ind på de tre træer, der kommer til at udgøre scenografien for resten af seancen. De bliver placeret i hver side og ét lidt længere tilbage. Det fejende flotte lys, designet af Sarah Fredelund og Kia Lunddorf, sætter stemningen. Musikken overtages snart af toechter, der består af: Lisa Marie Vogel, Marie-Claire Schlameus &Katrine Grarup Elbo. Sidstnævnte havde også kreeret musikken til dansen inden.
toechter består af to violiner og en cello. Lyden (designet af Mina Göl Bertelsen) er fantastisk. Den kommer brusende, og det er umuligt ikke at blive revet med af den.
Efter dansen tager musikken over, mens Astrid Grarup Elbo trækker ud til siden, hvor hun sætter sig. Jeg glæder mig til at lytte mere til trioen. Deres musik fylder det hele. Den er på en gang stor og lille. Den vibrerer gennem hele rummet og siger alt uden et ord. Deres vokale ordløse sang løfter det hele op, så det er svært at finde fodfæste bagefter. Det hele bliver svævende - og jeg svæver med.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Hver aften er der efter et kvarters pause en afrundende aftertalk. Teatret skriver: "I forbindelse med opførelsen af soloværket ob(e)ject inviterer ASTRID ELBO hver aften publikum ind i en samtale med en ny kunstner, der sammen med ELBO vil undersøge, hvordan vi kan og skal skabe fremover, hvis vores kunstformer skal overleve og udvikle sig. Alle talks kredser om objektiviseringen af kroppe i kunsten og i verden omkring os. Ambitionen er at finde ud af, hvordan vi med scenekunsten kan skubbe til fortællingerne i samfundet sådan som vi har lært, vi skal være og samtidig inspirere til at skabe mangfoldighed i narrativer og fremstillinger af mennesker i fremtidens kunst."
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
OB(E)JECT
på Teater Blaagaard
af Astrid Grarup Elbo
17. - 21. februar 2026.
2 timer incl. pause
Medvirkende:
ASTRID GRARUP ELBO
TOECHTER:
LISA MARIE VOGEL, MARIE-CLAIRE SCHLAMEUS & KATRINE GRARUP ELBO
Skabt af:
Koreografi, iscenesættelse & kunstnerisk idé: ASTRID GRARUP ELBO
JECT.jpg)
