Peter & Lene Romer Halby
Det var et rørende øjeblik i DRs serie om Demenskoret, da Peter (med hatten) til den afsluttende koncert i Koncerthuset sang solo på sangen «Du kom med alt, hvad der var dig”, som han i 2022 blev gift til (for anden gang), med sin Lene til. Ingen vidste på daværende tidspunkt, at Peter skulle blive den første af de medvirkende, der døde. Han nåede lige akkurat at holde sin 80-års fødselsdag. Godt nok var det reelt set kun hans 79-årige fødselsdag, men hvad gør det. De to nåede næsten at være sammen i 40 år. 1½ år efter ringer jeg til hans Lene for at høre mere om, hvordan det siden gik. Demenskoret forsatte efter optagelserne og synger sammen hver tirsdag i De Gamles By, hvor Lene stadig er med.
-Noget af det jeg lærte under Peters sygdomsforløb var, at jeg blev ret god til at navigere i den der demensverden. Der var ingen grund til at skulle fortælle Peter, hvad der var rigtigt og forkert. Det blev lige meget. Jeg tror, at mange af os i vores almindelige liv- hvis vi ved, at vi har ret, så kæmper vi også for at holde på det. Det lærte jeg heldigvis forholdsvis hurtigt at give slip på. Når man lever et demensliv, handler det ikke længere om at have ret. På et tidspunkt opfattede jeg det, som om der eksisterede to virkeligheder i vores hjem. Der var min – og så var der Peters. Jeg havde jo ikke mere patent på sandheden i min verden, end Peter havde i sin. Det Peter oplevede var jo hans virkelighed. Jeg opdagede også, at jeg kunne træde ind i Peters verden, men jeg kunne ikke trække Peter over i min. Det var demensen alligevel for stærk til. Den var stærkest.
-Så man har kun
øjeblikket sammen her og nu?
-Ja, og det nyttede
ikke blive irriteret over, at han spurgte om det samme igen og igen. Der var
mennesker, han rodede sammen. Jeg måtte møde ham med nysgerrighed. Når han
pludselig spurgte: -Hvor er vores far? Så skulle jeg ikke fortælle ham, at han var død. For jeg vidste, at det slet ikke var det, han spurgte om.
Jeg vidste ikke, hvad han spurgte om, men det var i hvert fald ikke dét. Men jo
mere nysgerrig jeg kunne blive og snakke med ham om det, des bedre forstod jeg
det. Det viste sig i stedet at være vores søn. Man skal give sig selv lov til
at træde ind i den verden. Vores kommunikation ændrede sig – det gør den jo
gennem hele livet. Den var jo også anderledes, dengang jeg var 23 og Peter var
40, da vi mødtes. Dengang var jeg en ung, stædig tøs, der troede, at jeg vidste
alt i verden. Peter var en halvgammel stædig rad, der også insisterede på at vide
alt. Så bølgerne kunne gå højt. Når man er sammen gennem så mange år, ændrer kommunikationen
sig. Det gør den gennem hele livet. Bestemt også til sidst, da vi pludselig skulle
leve et demensliv gennem de 10 år, hvor Peter var syg. Jeg gjorde det, at jeg
meget bevidst skilte demensen og Peter. Jeg har lavet et foredrag, hvor jeg
fortæller, at jeg navngav demensen Rumle. At skille demensen fra Peter, og navngive den, betød at jeg i mange situationer, kunne kigge på
Peter og sige: -Det er ikke Peter, der siger sådan, det er
ikke Peter, der gør eller siger noget, der virker sårende – det er Rumle.
Derved kunne jeg lægge min vrede på Rumle. Det kunne jeg også periodevis sammen
med Peter. Nogle gange blev han irriteret, og sagde: -Den hedder ikke Rumle.
-Nå, nå, men det gør den for mig. Det er en hjælp for mig. -Nå, okay… Det har
virkelig været en stor hjælp at kunne skille det ad. Det har betydet, at jeg
har kunnet blive ved med at bevare min kærlighed til Peter. Men jeg kunne være
rasende på Rumle. Til mine foredrag har jeg illustreret det visuelt. Jeg
har tegnet Rumle, sådan som jeg forestillede mig at Rumle så ud. I starten er
Rumle en ubuden gæst, der flytter ind i vores hjem. Vi har aldrig inviteret
ham ind, men han flyttede alligevel ind og blev boende. Dengang var han
lille og Peter fik stadig lov til at fylde meget, og så han jeg tegnet ham,
hvor han fyldte stadigt mere. Jo mere Rumle voksede, des mindre plads blev der
til Peter. Så på billederne bliver Rumle større og større – og til sidst fylder
Rumle næsten det hele, men jeg valgte at Peter aldrig forsvandt for mig. Uanset
hvor stor Rumle blev, så blev Peter ved med at være der. Jeg kan ikke genkende, når andre
siger, at de forsvinder for øjnene af os. Nej, de forsvinder kun, hvis vi
vælger ikke at se dem. Det er min holdning. Det har hjulpet mig. Peter blev ved
med at være der – lige til det sidste.
-I tv-serien spørger Puk Peter, om han er bange for fremtiden? Han svarer nej! Det overraskede mig, men det er måske fordi fremtiden slet ikke eksisterede for ham? De fleste ville være bange for fremtiden…
-Det kan jeg slet
ikke huske… Det har jeg ikke bidt mærke i. Men han havde i ekstrem grad
manglende sygdomsindsigt. Det interesserede ham ikke. Han spurgte mig på et
tidspunkt, næsten lige da han fik diagnosen: -Er det noget, jeg skal dø af? Jeg
svarede ham: -Ved du hvad, det er lige som cancer. Nogle dør af det, og andre
dør med det. Så det kan mam ikke sige noget om. Der er mange, der får
demens og så dør de af noget helt andet. -Nå, nå. Så havde han fået et svar på
det, og så tror jeg ikke, at han bekymrede sig ret meget mere om det. Men jeg
ved, at han også skånede mig, for det har jeg siden fået fortalt af venner og
familie. Når jeg ikke var i stuen, kunne han godt sige noget andet. Da en af
vore gode venner skulle gå og sagde: -Vi ses, Peter. Svarede han: -Måske, men det
kan man jo ikke vide med denne her åndsvage sygdom! Men det var ikke noget, han
gav plads til at fylde. Peter var ekstremt god til at sige: -At det vi er i nu,
det er det bedste! Han havde et slagord eller en levesætning, der også hænger
ude i vores éntre: Det vil vise sig! Det er noget, han havde fra Charles Dickens
”David Copperfield”, hvor der er en Mr. Micawber , der er en værre bandit.
Han kommer i gældsfængsel. Han kommer altid ud for noget værre rod. Hans slagord er: Noget vil
vise sig!
-På trods af alt!
-Ja, og det er fuldstændig rigtigt. Noget VIL vise sig. Ligegyldigt, hvor surt det ser ud, så vil noget vise sig. Derfor tror jeg simpelthen ikke, at Peter brugte meget krudt på at gå og være bange for fremtiden. Det var også grunden til at vi i sommeren 2025 havde en samtale, hvor hans ord var blevet markant færre og det var sværere for ham at lave lange sætninger. Pludselig en dag sidder han og kigger frem for sig - og siger så: -Hvor er det underligt, at vi har fået døden så tæt på! Jeg ved ikke, om det var vores egen død eller fordi vi lige havde mistet nogle, som vi ikke havde regnet med at miste, men jeg greb det - og spurgte: -Peter, er du bange for at dø? Han svarede: -Nej, jeg er ikke bange for at dø, men jeg har heller ikke lyst til at dø! Jeg vil så gerne have, at vi har meget tid sammen! Vi havde ikke snakket så meget om døden, så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at spørge ham: -Peter, hvad tror du egentlig der sker, når vi dør? Nogle tror, at vi bliver til en stjerne eller at vi kommer op at sidde på en stjerne. Tror du på det? Det troede han ikke. Vi har jo boet 20 år fast på båd fra 1996-2016 hele året. Vi har sejlet meget på Nordøen og også til London. Havet har altid betydet meget for os. Peter var lysdesigner og har lavet store lysskulpturer, hvor han brugte solnedgang og solopgang som inspiration: -Ved du hvad, Peter, jeg har sådan et billede af os. Jeg tror, at vi to skal ud at sejle på det uendelige ocean. Så lyste han op. -Det tror jeg også! -Men, Peter, det fantastiske er, at man derude ser solnedgangen fra den anden side af horisonten - og det betyder, at ligegyldigt hvem, det er der er på den anden side af horisonten, så vil vi begge vide, at det er den samme solnedgang vi ser sammen. –Det tror jeg også! Efter Peters død, har solnedgangen fået en helt særlig betydning for mig – og hver dag tænker jeg ”Noget vil vise sig”.
Samtalen med Lene Romer Halby
er lavet som opvarmning for
KULTURDAGE I ISHØJ
den 18. & 19. september 2026.
Læs mere på hjemmesiden
og se Facebook-begivenheden.
