Anmeldelse: NORDSKOVEN på Aveny T.

 

Gæstespil af Mungo Park.

Det gælder om at løbe. Løbe og løbe. At blive ved med at løbe. At løbe fra det hele, når det bliver for svært. Jeppe ville helst være hos faren, men har svært ved at slippe forbi moren. Storebroren beskytter ham, men det er ikke let og blev ikke lettere med årene. Moren er fuld. Hun får overbalance til festen. Hun er festlig, drikkende og iført pels, for festligt skal det være. Jeppe venter bare. På faren og på at komme væk. Når det bliver for svært så løber han. Løber afsted fra det hele. Men han kan ikke løbe fra det. Nordskoven omkring barndomsgården bliver en tilstand, der aldrig forlader ham. Heller ikke selv om han skifter fornavn til Kasper. Det hjælper ikke. Ikke spor. Heller ikke da han begynder at spille teater og kommer ind på skuespilleruddannelsen i Århus. Han bliver forelsket på skift i sit fag og i de piger der er omkring ham. Især hende, der bliver gravid med hans barn. Kasper er identisk med skuespilleren, der står foran os. Han hjælpes fermt på vej gennem sin fortælling af Henrik Prip. De to fortæller levende og fortættet om en opvækst og et liv fuldt af bakker, der skulle løbes opad.

Fotograf: Mikkel Russel

Forestillingen rammer lige i mellemgulvet. Det er en regulær mavepuster. Det handler om alt det man ikke kan løbe fra. Heller ikke selv om man løber hele natten gennem mørket. Det kredser én ind og griber fat uden at man har mulighed for at forsvare sig imod det. For hvad sker der, når man ikke længere kan forsvare sig mod sig selv? Selv om det er ubærligt, er den sceniske iscenesættelse af Tue Biering garant for at det berettes med den distance som det giver, når der er to fortællere, sådan at det sværeste kan fortælles pr. stedfortræder, sådan så det lige præcis ikke bliver mere ubærligt, for det er ikke for smertens egen skyld. Forløbet er styret og spillet med stor fortællemæssig dygtighed, så det går lige til grænsen, men heller ikke længere, så historien stadig kan reddes på målstregen og ende i en slags forløsning. Ingen stor forløsning, men trods alt en slutning, der lover både håb og bedring, så hovedpersonens liv kan føres videre på en troværdig og enkel måde. Mere kan man ikke forvente efter at have været ført igennem fortællingen. Det er modigt at stille op med sin egen historie, men det vil altid være en versionering, sådan som alle beretninger er. Alt teater og al kunst er i høj grad ofte selvfortælling, men det autentiske tilfører et ekstra fascinerende lag, ligesom i forestillingen om ”Nordskoven” og hvad der gemte sig derinde i mørket.
 

 

Instruktøren Tue Biering har gjort det til sit særkende at han placerer sig lige mellem virkelighed og fiktion. Han arbejder i fast makkerskab med forestillingens scenograf, Marie Rosendahl Chemnitz. Han har taget filmiske livtag med ”Guldfeber og ”Viljens Magt” (der begge var i Fix & Foxys regi), men også i flere fascinerende forestillinger i Det Røde Rum i Skuespilhuset. Han er i høj grad dokumentarist, og har et sikkert greb om historien, der fortælles effektivt og præcist uden unødvendige svinkeærinder. Der er mørkt i skoven, men det er nødvendigt at gå igennem den for at komme ud på den anden side.

 

Instruktør: Tue Biering
Medvirkende: Kasper Leisner & Henrik Prip
Scenografisk konsulent: Marie Rosendahl Chemnitz
Rekvisitør/kostumier: Katrine Bunton
Lyddesign: Rasmus Overgaard Hansen
Lysdesign: Jacob Rasmussen
Instruktørassistenter: Tabita Friis Kristensen/Ida Marie Bille
Producent: Anne Sophie Fogedby
Varighed: 100 minutter uden pause
Alder: Anbefalet fra 13 år

Gæstespil af Mungo Park, Allerød, der frem til og med den 14. juni viser 12 forskellige forestillinger på Aveny T.

Læs mere.