Det er både en styrke og en svaghed, når en forestilling ikke vil falde til ro, men bliver ved med pusle rundt. Som nattesøvn, der aldrig indfinder sig. Det betyder, at der er noget på spil. Noget væsentligt.
SVANEKE
– Om at leve i undtagelsestilstand
på Teater Vestvolden
Monolog af Kevin Doyle
Gæstespil fra Bornholms Teater
Nogle gange er det nødvendigt at trænge igennem en masse ævl og bævl for at hente en perle op af dynget. Det er tilfældet i den amerikanske teatermand Kevin Doyles monolog ”Svaneke”, der er lavet i samarbejde med Bornholms Teater. Det er i udgangspunktet en monolog, men med inddragelse af film og fotos bliver det også et dokumentarisk og geografisk tidsbillede, der forsøger at fastholde en periode, hvor hovedpersonen blev holdt fast og fangen, men det kræver en forhistorie.
Kevin Doyle var egentlig kun på gennemrejse, men strandede på Bornholm, da landet lukkede ned under coronaen, og måtte blive der i næsten et ½ år. Det var en rystende oplevelse for den berejste globetrotter, der er vant til at have store dele af kloden som sin aktionsradius. Pludselig blev det reduceret til vandreture rundt i det corona-nedlukkede Svaneke på Bornholm. Hans registreringer af det ikke-liv, der nu omgav ham, eller rettere alt det bornholmske indeliv, der udspillede sig bag de lukkede vinduer som han var adskilt fra, rystede ham yderligere. Det var faktisk kun de unge drenge, ansat i Dagli´brugsen, der var de eneste han flygtigt kom i kontakt med, når han handlede ind.
Der er meget, der
er ujævnt og kantet i fremstillingen, men hovedmonologen, der skildrer hans
møde med det nedlukkede ø-samfund er betagende. Desværre bliver det forlænget af monologens sideløbende fortællinger, der bevæger sig i for mange retninger, der får det hele til
at svulme op og blive alt for langt. Men selve monologen er knugende enkel – og
den virker og gør indtryk.
Kevin Doyle går omkring i den affolkede og helt uddøde by, mens corona-smitten stiger. Han beretter om de bornholmske butiksmannequiner, der er de eneste han møder, og noterer sig, hvordan en kvindelig mannequin, vendt ud mod havet, får aftensolen lige ind i ansigtet. Han undres over alle de nips og småfigurer som bornholmerne har stående i vinduerne. Er det udstillinger til glæde for de forbipasserende, eller er det udtryk for noget, der betyder noget særligt for beboerne? Der er lys i alle husenes vinduer, og han kan se at menneskene sidder foran deres skærme. Som en anden marsmand står han udenfor og har lyst til at vinke for bare at opnå en eller anden form for kontakt, men de ser ham ikke. Den omgivende usynlighed er hjerteskærende. Han undrer sig over, at de affolkede butikker har lyset tændt om aftenen efter lukketid, for der er tilsyneladende kun ham til at se det. Andre møder han ikke.
Som New Yorker bruger han meget tid på at få sig organiseret, så han kan nå at købe ind, før Dagli’ Brugsen lukker kl. 19. Han er vant til at butikkerne har døgnåbent. Der er mange ting, der er nye, og skildringen af det og hans forundring over det, er rørende.
LESS IS MORE
Som sandt er,
fortæller han afvæbnende, så ved han intet om Bornholm og Svaneke, for det
han har oplevet stemmer slet ikke overensens med det gængse billede af den forgyldte sommervarme ferieø. Det er noget helt andet han har oplevet. Det er iblandet flere andre fortællinger, der
har sværere ved at stå distancen. Det virker prætentiøst. Ligesom åbningsscenen,
med en (for) lang monolog om rejsekuffertens manglende rulleben og den
afsluttende fortælling, om en døende svane og dens ønsker til fem mennesker på
stranden, som jeg helst så synke til bunds i havet ud for Svaneke. Det virker snarere forstyrrende. Tilbage står skildringerne,
der kun kan opfattes og skildres af en udefrakommende. Det er nøgne og
sårbare skildringer, der udgør forestillingens hjerte, mens alt det øvrige virker som fjernere
bølgeslag. Ud over filmede interviews (på dansk) med bornholmere, der fortæller
om liv under coronaen, foregår resten på amerikansk. De interviews fungerer godt
sammen med monologen. Det er spændende tænkt, mens skildringerne af livet i
byen ud fra et filmet bykort, hvor personerne bevæger sig rundt som var de brikker i
et Matador-spil, har sværere ved at balancere, ligesom kufferten med det
manglende rulleben. Monologen virker, men lige så snart den iblandes
alt muligt andet, viger autenciteten og nærheden udebliver. Rent galt går det, da det skal
illustreres med en sang. Hvis man ikke kan synge, er det bedre at lade være.
Sangen dedikeres til vennen, der dør under nedlukningen i San Francisco. Vennen, Kirk, er
også kunstner, men hvad er egentlig deres relation? Vi må
nøjes med at gætte, og svaret blæser i vinden. Historierne fra Bornholm fungerer
bedst, når de fortælles direkte til publikum. De er som en lille perle - og det
var den jeg tog med mig fra forestillingen.
SVANEKE
– Om at leve i undtagelsestilstand
Monolog af Kevin Doyle
Gæstespil
70 min.
Medvirkende:
Kevin Doyle
Producent:
Bornholms Teater
Arrangør:
TEATER VESTVOLDEN
Hvidovrevej 241
2650 Hvidovre
Læs mere.
*
Lever
vi en blodrus? Vi elsker gyset og er omgivet af true crime-beretninger.
Endeløse serier, bøger og film pirrer vores fascination af spændingen og gyset.
Det kan ske for hvem som helst. Måske næres det af tanken om, at det ligesom så
godt kunne ske for os selv. Teatergrad har i samarbejde med Randers Teater
skabt forestillingen NÅR MØRKET FALDER PÅ, der har københavnerpremiere i Hans
Egedes Kirke på Østerbro. Efterfølgende opføres forestillingen på Politimuseet. Forestillingen foregår i to akter. Først møder
vi parret Jens og Karin i en beretning om partnerdrab. Efter pausen gælder det
søskendeparret Patrick og Maja, hvor vi præsenteres for en af de uløste mordsager
om datteren, der aldrig kommer hjem, men findes død og afklædt. Regnen har slettet alle spor. Vi ved ikke, hvem gerningsmanden er. Det kunne
være hvem som helt. Måske endda én hun kendte i forvejen.
På scenen
midt i kirken spilles alle personerne og deres pårørende, venner, naboer og
behandlere af Julie Riis og Daniel Bevensee, instrueret af Pelle Nordhøj Kann i en tekst
af Julie Petrine Glargaard. Det er virkelige historier, der ligger til grund
for de to skildrede forløb. Historierne fortælles springende, vi hvirvles ind og ud af historierne. Det er klippet og instrueret som var det
en film. Små korte scener fra de to hændelsesforløb fortælles med brudt kronologi. Af og til afbrudt af smukke balletagtige slowmotion-sekvenser. Vi
kender historierne, dog ikke detaljeret, men befinder os
på gerningsstederne. Der er opstregninger på gulvet, hvor Karin blev dræbt. Den
bloddryppende kniv ligger på et oplyst podie, og efter pausen er det Majas gule
regnfrakke, der dominerer.
Selv om de to fortællinger ikke umiddelbart har andet end gyset og spændingen til fælles, fungerer de godt sammen. De indgår i en organisk glidende fortælling. De mange lys- og lydskift inddeler historien i små korte scener som brikker i et større puslespil. Vi er fuldt fortrolige med dramaturgien (styret af Tine Eibye og Christine Worre Kann). Det er hurtighed frem for inderlighed. Handling frem for indlevelse, og alligevel sniger uhyggen sig ind på os. Det hele er dygtigt instrueret og fungerer efter hensigten.
Kirkerummet er ikke let at gebærde sig i, men forestillingen ånder fint
sammen med rummet, og det virker ekstra stærkt, da vi efter pausen får udleveret
hvide roser og teksten til ”I østen stiger solen op” som vi synger som
afslutning - til begravelsen. Salmenumrene er allerede sat op på væggen.
På den flotte moderne og abstrakte altertavle af Liselotte Krodal, der spiller
fint sammen med kirkens nye orgel, er der omrids af forgyldte vinger, der
omgiver de dramatisk dekorerede felter i midten. Tre røde striber løber hen
over billedfladerne. Det røde bliver uvægerligt til blod, og et øjeblik griber
jeg mig selv i at tro, at de er tilføjet i forbindelse med forestillingen,
hvilket de selvfølgelig ikke er, men sådan virker det, når rummet og historien
mødes. Scenografien er af Nikolaj Heiselberg Trap.
Lyssætningen er af Viktor Holm Lauridsen og musikken er komponeret af Marie
Louise von Bülow.
NÅR
MØRKET FALDER PÅ
14.-18.11.22: Hans Egedes Kirke
28.11-1.12.22: Politimuseet
90 min.
Medvirkende: Julie
Riis og Daniel Bevensee
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Dramaturg: Tine Eibye og Christine Worre Kann
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap
Lysdesign; Viktor Holm Lauridsen
Forestillingsleder Josefine Bitsch
*
Tidligere anmeldte Teatergrad-forestillinger:
2017:
2016:
2015:
