Ørkendrømme: 08/25/24

søndag den 25. august 2024

Anmeldelse: HAV på Teater Møn, Sukkerfabrikken i Stege

Teater er som at rejse ud i verden. Nogle gange kan man rejse så langt ud, at man kommer helt tæt på sig selv. Man kan miste sig selv og man kan vinde sig selv igen. I forestillingen HAV, som Peter Kirk introducerede for det talstærke fremmøde i den lille foyer på Sukkerfabrikken i Stege på Teater Møn, byder han velkommen til det, der måske er en forestilling, men som ligeså vel kan være en udstilling eller en kombination af begge, for samtidig følger der mad med, men i stedet for at fortabe os i begrænsende genrebetegnelser, så lad os glide med og se, hvad der sker.

Foto: Kim Ritasen

Først føres vi indenfor i de imponerende bygninger i den gamle sukkerfabrik. Der er højt til loftet. Rummet er råt, men på en poetisk måde. Efter en blå velkomstdrik, introducerer de tre medvirkende sig. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, slår på en stor jernpille og det gungerer igennem salen. De to dansere, Tilde Knudsen og Liv Mikaela Sanz, kommer ind med hver sin lyd. Tilde ligner næsten en havfrue iført en blågrøn dragt, indsvøbt i fiskenet som hun trækker efter sig som en lang hale. Peter, Klaus, Liv og Tilde skåler med os, før de overlader os selv til at udforske rummet og de installationer som er placeret rundt i det store rum. Det er alt sammen elementer som vi - viser det sig - siden kommer til at møde i forestillingen. Det er efterladte sko, der godt kunne ligne vraggods. Det er en gruppe af småsten. Det er kæmpestore brosten, der er placeret oven på hinanden som var det en varde. Det er bunke blågrønne beklædningsdele. Det er østersskaller. Vi får 10 minutter til at udforske det, inden vi igen mødes ude i foyeren.

Det at gå og kigge efter tableauer, ændrer ens blik. Det er som forladte havaftryk, der har sneget sig indenfor. Det, der ligeså vel blot kunne være noget, der ikke var ryddet op og bare efterladt rundt omkring på gulvet, bliver til fortællinger. Det rå rum begynder at synge sine egne sange omkring os. Det rå og det fine spiller sammen og synger en sang om efterladte spor, der igen klinger sammen med det, vi er trådt ind i. Ude i foyeren får vi en lille snack, inden vi bevæger os ind i mørket. Det er igen Peter, der viser os videre. Med en lygte i hver hånd lyser han ned på gulvet og fører os frem til den første station ud af fire i det kæmpestore rum. Klaus Risager har en lille musikø på havet, som kan flyttes rundt og lade musikken gjalde hen over de to dansende som kaldetoner fra en fortryllet ø. Han kan noget med sin musik. Det er svært ikke at blive ved med at kigger på ham, af samme grund er han også belyst lige som de to dansere. Han har et backtrack, men det meste af lyden og musikken skabes live på stedet.

Jeg dvæler ved musikken, det gør rummet og danserne også. I en stadig kalden og svaren griber de ind i hinanden og skaber et fortryllende spændingsfelt. Hvor ofte sker det ikke, at musikken næsten forsvinder, eftersom det visuelle er så stærkt og så betagende, så musikken ofte lægge sig som et fortolkende lydspor, der næsten udvisker sig selv, fordi den bliver ét med vores hjerteslag og stemmer vores sindelag direkte. Det sker også i forestillingen, hvor Klaus Risager er lige så udtryksfuld som de to dansere, der kaster sig imod hinanden i en evig kalden og svaren. Det er sjældent at opleve en så smuk symbiose. Det er ikke dans til musik eller musik til dans. Musikken og dansen er som ét åndedrag, der drages rundt om os. Det er en lykke at befinde sig i det magiske rum som sammensmeltningen af de to udgør.

Det er samtidig frugten af mange års tæt samarbejde. Peter instruerer, Tilde danser, Klaus musicerer og Liv er vendt tilbage fra teatrets RODIN-forestilling (2017), der også inkluderede fotografen Ingrid Bugge. Asterions Hus, som teatret hedder, har gennem årene fra da de startede sammen med skuespilleren Martin Ammundsen ude på teaterøen (Refshaleøen) skabt en lang række forestillinger - og gentagne gange med Klaus Risager på lydsiden. De skabt også i 2016 Howard Barkers gigantiske totalteaterværk EUROPÆERNE, hvor teater, performance, dans og scenografi spillede sammen med bespisning i mange af teaterøens lokkende lokaliteter såvel inde og som ude. Igen var det lydsat af Klaus Risager, der også den gang havde sin særlige lydinstrument med, der består af metalrammen fra et klaver, der er sat på højkant og påmonteret diverse rør og træben. Ja, selv små metalliske plingplang-instrumenter, der i sig selv ikke lyder af meget, men som bliver naturligt forstærket af det stræk som strengene på klaveret er udspændt med. Hvordan det lader sig gøre, er ikke til at forså, men det klinger helt ind i sjælen på én - og det gør det også på de to dansere, der frygtløs spinder os alle ind i en historie om havet, der omgiver os.

Madkunstneren Marianne Bendix beriger vores vakte sanser. Champagne og østers er det næste vi præsenteres for. Det er mageløst - og det bliver ved. Det danser helt ind i hjertet på os. Rent logistisk at få alt dette afviklet må være et mareridt, men de virker alle smilende og afslappede, og det er den ro, der glider videre over i os.

Vi er inviteret med ud på havet, hvor vi enten synker eller glider videre. Måske træder vi vande eller svømmer videre, mens vi bevæger os fra tableau til tableau inde i den kæmpestore sal, før vi ender i en stor rundkreds i midten, hvor bespisningen kulminerer - det samme gør forestillingen. Et stort rødt tov kranser det hele ind, men det bliver også til den røde tråd gennem forestillingen. Ligesom i den foregående scene, hvor Tilde og Liv tegner med kridt (fra Møns Klint) på betongulvet. De tegner og belyser det med deres pandelamper. Det udvikler sig til en liggende dans, hvor de to danseres sortklædte kroppe indgnides med hvide kridtaftegninger fra gulvet. Så enkelt kan det gøres og samtidig bliver det til store fortællinger om... ja, om hvad egentlig? Det handler om alt og ingenting. Det er som havet selv, det stiller spørgsmål uden at svære. Det ER bare. Det er tilstand, der flyder ind i os. Vi er ikke kommet for at få svar, men for at bliver inviteret ud på en rejse gennem havet - og det får vi en unik mulighed for at opleve sammen med Asterions Hus på Teater Møn i Sukkerfabrikken på Møn. Det er en stor oplevelse. Også selv om slutningen trækker ud lidt for længe. Det er så udsøgt alt det vi præsenteres for og føres igennem. Efter det store måltid i den afsluttende cirkel er jeg allerede mæt og meget veltilfreds, og bliver døsig af lutter velvære, så jeg ville have sluttet lidt før. Men omvendt ville jeg næppe have undværet noget af alt det skønne vi blev præsenteret for.