Anmeldelse: JEG, HÄNDEL på Teater Får302

 

Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 

Svensk/norsk gæstespil.

Hvad pokker er det der sker?

Jeg havde sat mig på 1. række i Teater 302s lille teater i Toldbogade ved Nyhavn. Der var en stank uden lige. Tænker instinktivt at det kan jeg ikke holde ud. Skal jeg gå eller holde mig for næsen eller bare trække vejret gennem munden? Men man kan vænne sig til meget, for bare 10 minutter senere har jeg glemt alt om det – eller i hvert fald affundet mig med det. Måske fordi det der foregik på scenen var så grænseoverskridende.

Det er en glidende overgang fra fascination til væmmelse, fra liv til død og fra had til kærlighed. Nogle gange lapper det over – ligesom på scenen i ”Jeg, Händel”.

 

Soloforestillingen JEG, HÄNDEL er baseret på Carl-Michael Edenborgs roman ”Mitt grymma öde”, der er en historisk fantasi over den tyske komponist Georg Friedrich Händels liv (1685-1759). Forestillingen har romanen som sit forlæg, og er destilleret ned i fire tekstfragmenter.

 

Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 

 

Det er ulækkert. Det er FANTASTISK ulækkert, men jeg sad også som naglet til min plads, mens fortællingen om den store komponists møde med den første kastratsanger blev fortalt i al sin skønne gru. Vi bliver ikke sparet for noget. Her er ingen fine fornemmelser. Eller rettere er der en masse fine fornemmelser, for det er dem, der gør det grotesk. Ja, vulgært og bizart. Her skal ikke røbes for meget om selve handlingen, for den er spinkel som en pølsepind. Men hvilken pølsepind! Den har både smag og bid.
 

Scenisk er det forløst optimalt af instruktøren Henriette Pedersen. Caisa-Stina Forssberg er overdådig som Händel. Stor, svulmende, vulgær og alligevel rørende. På én gang både skrøbelig og grotesk. Olav Ryland Myrtvedts scenografi er overvældende og kvalm (inklusiv de to spande med tapetklister, der hældes ud på gulvet!), mens den flimrende flotte lyssætning af Tilo Hahn næsten gør én svimmel. Musikken er orkestreret og brugt optimalt af Katrine Ganer Skaug og bygget op omkring ”Lascia che´io Pianga (fra operaen Rinaldo, 1711) sunget af Cecilia Bartoli (ligesom på optagelsen her).

 

Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 

 

Vi møder dødens engel i starten. Kastratsangen virker så berusende og overjordisk, at Händel er bange for at dø af det. Vi gyser. Især når man - som han - er viklet ind i skønne klæder skabt af Kjell Nordström, men det ser ud som om de er dækket af indtørret bræk. Forestillingen er fysisk påtrængende. Den sætter sig på én, på tøjet – og bliver siddende.
Senere følger vi Händels møde med englemageren og ikke mindst Idomino, den unge dreng, der som 6-7 årig ender i englemagerens blodige hænder, der med sin kniv gør ham til kastratsanger. Da Händel mange år efter igen møder Idomino, er han blevet en fuldvoksen kastratsanger, og det er mødet med ham, der får Händel til at udbryde at han er en af Satans yngel. Det mest guddommelige er også det mest djævelske. Skønhed og gru går hånd i hånd.

 

Der er et ekstra lag i historien, for Händel spilles af Caisa-Stina Forssberg – en kvinde i mandeklæder. Samtidig tvinges hovedpersonen til at iføre sig kvindeklæder i den afsluttende seksuelle fornedrelsesscene – og det er jo altså en mand, der spilles af en kvinde klædt ud som mand, der lader sig klæde ud som kvinde – og ender med at stå helt nøgen over for os og kaste sin store krop lige ud i øjnene på os. Det er stærkt – og flot.
Det er med andre ord en forestilling, der er åben for mange fortolkninger. Faktisk siges der ikke meget, selv om der artikuleres så meget desto mere. Som i en opera – af Händel.

Måske er det netop grunden til at det virker så stærkt.
For forestillingen er uafrystelig. Ligesom musikken. Den skal opleves, hvis du tør!

 

Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 

 

JEG, HÄNDEL

 

Instruktion: Henriette Pedersen

Tekst: Carl-Michael Edensborg

Skuespiller: Caisa-Stina Forssberg

Scenografi: Olav Ryland Myrtvedt

Kostume: Kjell Nordström (aka Baron von Bulldog)

Lys: Tilo Hahn

Musikudvalg, ide & koncept: Katrine Garner Skaug

Musikredigering: Anja Tietze Lahrmann

Dramaturgi: Kai Johnsen

Producent: Morten Kippe

Barok inspiration: Elizabeth Svarstad

Svensk/norsk gæstespil på Teater Får302

Spilleperiode: 20.-22. oktober 2016

Læs mere.