Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson
Svensk/norsk
gæstespil.
Hvad pokker
er det der sker?
Jeg havde
sat mig på 1. række i Teater 302s lille teater i Toldbogade ved Nyhavn. Der var en stank
uden lige. Tænker instinktivt at det kan jeg ikke holde ud. Skal jeg gå
eller holde mig for næsen eller bare trække vejret gennem munden? Men man kan
vænne sig til meget, for bare 10 minutter senere har jeg glemt alt om det –
eller i hvert fald affundet mig med det. Måske fordi det der foregik på scenen
var så grænseoverskridende.
Det er en glidende overgang fra fascination til
væmmelse, fra liv til død og fra had til kærlighed. Nogle gange lapper det over
– ligesom på scenen i ”Jeg, Händel”.
Soloforestillingen
JEG, HÄNDEL er baseret på Carl-Michael Edenborgs roman ”Mitt grymma öde”, der
er en historisk fantasi over den tyske komponist Georg Friedrich Händels liv
(1685-1759). Forestillingen har romanen som sit forlæg, og er destilleret ned i
fire tekstfragmenter.
Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson
Det er
ulækkert. Det er FANTASTISK ulækkert, men jeg sad også som naglet til min plads,
mens fortællingen om den store komponists møde med den første kastratsanger
blev fortalt i al sin skønne gru. Vi bliver ikke sparet for noget. Her er
ingen fine fornemmelser. Eller rettere er der en masse fine fornemmelser, for
det er dem, der gør det grotesk. Ja, vulgært og bizart. Her skal
ikke røbes for meget om selve handlingen, for den er spinkel som en pølsepind.
Men hvilken pølsepind! Den har både smag og bid.
Scenisk er det forløst
optimalt af instruktøren Henriette Pedersen. Caisa-Stina Forssberg er overdådig som Händel. Stor,
svulmende, vulgær og alligevel rørende. På én gang både skrøbelig og grotesk. Olav Ryland
Myrtvedts scenografi
er overvældende og kvalm (inklusiv de to spande med tapetklister, der hældes ud på gulvet!), mens den flimrende flotte lyssætning af Tilo Hahn næsten gør én svimmel. Musikken er
orkestreret og brugt optimalt af Katrine Ganer Skaug og bygget op omkring ”Lascia che´io
Pianga (fra operaen Rinaldo, 1711) sunget af Cecilia Bartoli (ligesom på optagelsen her).
Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson
Vi møder dødens engel i starten. Kastratsangen virker så berusende og overjordisk, at Händel er bange for at dø af det. Vi gyser. Især når man - som han - er viklet ind i skønne klæder skabt af Kjell Nordström, men det ser ud som
om de er dækket af indtørret bræk. Forestillingen er fysisk
påtrængende. Den sætter sig på én, på tøjet – og bliver siddende.
Senere følger vi Händels møde med englemageren og ikke mindst Idomino, den unge dreng, der som 6-7 årig ender i englemagerens blodige hænder, der med sin kniv gør ham til kastratsanger. Da Händel mange år efter igen møder Idomino, er han blevet en fuldvoksen kastratsanger, og det er mødet med ham, der får Händel til at udbryde at han er en af Satans yngel. Det mest guddommelige er også det mest djævelske. Skønhed og gru går hånd i hånd.
Senere følger vi Händels møde med englemageren og ikke mindst Idomino, den unge dreng, der som 6-7 årig ender i englemagerens blodige hænder, der med sin kniv gør ham til kastratsanger. Da Händel mange år efter igen møder Idomino, er han blevet en fuldvoksen kastratsanger, og det er mødet med ham, der får Händel til at udbryde at han er en af Satans yngel. Det mest guddommelige er også det mest djævelske. Skønhed og gru går hånd i hånd.
Der er et
ekstra lag i historien, for Händel spilles af Caisa-Stina Forssberg – en kvinde i mandeklæder. Samtidig
tvinges hovedpersonen til at iføre sig kvindeklæder i den afsluttende seksuelle
fornedrelsesscene – og det er jo altså en mand, der spilles af en kvinde klædt
ud som mand, der lader sig klæde ud som kvinde – og ender med at stå helt nøgen
over for os og kaste sin store krop lige ud i øjnene på os. Det er stærkt – og flot.
Det er med andre ord en forestilling, der er åben for mange fortolkninger. Faktisk siges der ikke meget, selv om der artikuleres så meget desto mere. Som i en opera – af Händel.
Det er med andre ord en forestilling, der er åben for mange fortolkninger. Faktisk siges der ikke meget, selv om der artikuleres så meget desto mere. Som i en opera – af Händel.
Måske er det netop grunden til at det virker så stærkt.
For forestillingen er uafrystelig. Ligesom musikken. Den skal opleves, hvis du tør!
For forestillingen er uafrystelig. Ligesom musikken. Den skal opleves, hvis du tør!
Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson
JEG, HÄNDEL
Instruktion: Henriette Pedersen
Tekst: Carl-Michael Edensborg
Skuespiller: Caisa-Stina Forssberg
Scenografi: Olav Ryland Myrtvedt
Kostume: Kjell Nordström (aka Baron
von Bulldog)
Lys: Tilo Hahn
Musikudvalg, ide & koncept: Katrine Garner Skaug
Musikudvalg, ide & koncept: Katrine Garner Skaug
Musikredigering: Anja Tietze
Lahrmann
Dramaturgi: Kai Johnsen
Producent: Morten Kippe
Barok inspiration: Elizabeth
Svarstad
Svensk/norsk
gæstespil på Teater Får302
Spilleperiode: 20.-22. oktober 2016
Læs
mere.