Kirsten Thorup
INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN
(Gyldendal, 2020)
Det er som at befinde sig i en ond drøm. Bogens
univers lukker sig omkring læseren. Vi kender det alle, når vi uforvarende
falder i søvn og fortumlede vågner op igen, uden først at vide, hvor vi er, og
hvad der er sket. For bogens hovedperson er det en tilstand, der fortsætter
hele bogen igennem.
”Alt er gråt i gråt omkring mig. Jeg er selv grå helt
igennem. Indefra og ud. Lukker øjnene og forestiller mig jeg befinder mig i en
kølig park. Ligger i græsset og ser op mod en klar gennemsigtig himmel. Ser
lige ind i den blå uendelighed. Hvor længe har jeg været undervejs i denne
trykkoger? Det var mørk nat da jeg stod på toget i Hamburg og derefter dag og
så nat igen. Nu er det endnu en dag som allerede er ved at gå på hæld. Jeg har
rejst gennem dage og mørklagte nætter. Gennem tidløsheden.” (side 10)
Foto: Michael Svennevig.
Det er voldsomt at blive overladt til at skulle
gennemvandre og gennemleve tiden under krigen, efter at Harriets mand er blevet
skudt ned i tysk krigstjeneste i Finlandskampen mod russerne. I starten var han
en helt, men i sommeren 1942 er de politiske vinde skiftet. Hun vil gerne
konfrontere sig med, hvad det er han døde for, og tager imod en invitation til
at komme på et par måneders ferie hos venner i München. Hun forklarer selv, at
hun har fundet det bedst tænkelige børnehjem til børnene, mens hun er afsted,
men faktisk har hun bare ringet til det første det bedste, for at få dem
anbragt og komme hurtigt afsted. Allerede dér skrider det, og det bliver kun
værre, og jo længere hun begiver sig ind i den tyske virkelighed, des mere forvrænget
og forkert virker det. Mødet med Tyskland bliver et chok for hende. Et chok hun
aldrig kommer sig helt over. Heller ikke selv om hun er rundet af Ollerup-bevægelsen
i Danmark, hvor hun mødte sin mand, og var beruset af de nye tanker. Lederen Niels Bukh (eller ”Fatter” som han kaldtes) var en forløber for nazismen.
Men alt afhænger af øjnene der ser – og Harriet ser og mærker kun tidens
begejstring for de nye ideer, og ser ikke meget af det, hun ikke bør se.
Bevares, hun slår sig i tøjret og har et andet menneskesyn, men føler sig også løftet
af tidens nye tanker og deler mange af de samme ideer, som med nazismen buldrer
hen over Tyskland og alle de omgivende besatte lande. Ægteparret, hun besøger, er
privilegerede, for manden er med i nazipartiets top, så de stadig kan holde
festmiddage med fem retter, mens alle andre sulter. Vi følger med hende rundt i
München, og Kirsten Thorup tager os med overalt. Igennem romanens 422 sider er der
ingen mulighed for at undslippe. Fortællingen holder os i et stramt greb, der
ikke løsnes undervejs. Snarere tværtimod. Det er umådelig intenst, og næsten
ikke til at holde ud. Vi er prisgivet ligesom alle andre var på den tid. Men
romanen viser også, at nogle var mere prisgivet end andre. Måske er Harriet lidt
vel blåøjet. Men det er let at være bagklog. Alt for let. Romanen forsøger ikke
at retfærdiggøre eller undskylde Harriets holdning, men alene at følge og
skildre et menneske, der er fanget midt i en turbulent tid. Det er en svær
balancegang, for missionen er ikke at udstille eller forhåne Harriet, men alene
at skildre et menneske i en svær tid – og det lykkes. Kirsten Thorup er den
store fortællings mangefacetterede skildrer. Hun skriver sig ned under
eksistensen for at konfrontere sig selv og læserne med det, vi helst vil være
foruden, for hvad er sandheden? Det er derfor, at det er så ubehageligt og
nådesløst. Det er en sjælelig ransagning - og en præstation. Det er betagende,
hvor intenst og ufravigeligt beretningen er ført frem. Langsomt bliver Harriet
trukket længere og længere ud mod kanten. Den kant, der til sidst adskiller os
fra den menneskelighed, som vi troede var både naturskabt og medfødt. Titlen
siger det hele. Det er indtil vanvid, indtil døden.
”Jeg ser mig omkring i Münchens bylandskab. Der er
ligesom et slør over det hele. En forskudt virkelighed, der er blevet
dagligdag. Som en by besat af en ond ånd der er krøbet ind i dens indbyggere.
Måske er jeg selv blevet besat. Måske er den slørede virkelighed for tæt på til
at jeg kan se den med det blotte øje.” (side 329)
Foto: Michael Svennevig.
Kirsten Thorup:
INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN
(Gyldendal, 2020)
Læs mere om festivalen
*
