Hvordan mon en cykellygte virker ?
LÆR SIT EGET SPROG, FØR
DU LÆRER ANDRES
En af mine
venner arbejder som sprogpædagog for tosprogede børnehave-børn på Midtsjælland.
Jeg synes at det er spændende at høre hende berette om sit arbejde, fordi hun
har erfaring med et område som mange har håndfaste meninger om, selv om kun de
færreste er i besiddelse af den fornødne viden, der kan kvalificere og begrunde
det de mener. For et stykke tid siden fik jeg denne beretning, om den aktuelle
situation - og er glad for at kunne huse den på bloggen i håb om at flere vil
få glæde af at læse den.
Klods
Dansk af Sheila Andersen
– Sprogpædagog og PD i Dansk som andetsprog
(Pædagogisk
Diplomuddannelse indenfor børn med et andet modersmål end dansk)
Tanker om
sprogstimulering, mens jeg sidder i min bløde lænestol med mine rød-hvide
solbriller og lader solen skinne på mig.
Der bliver skåret i
øjeblikket, så blodet sprøjter, men det sprøjter i rød-hvide farver, så ingen
ser at det affald, der ligger på bunden af skraldespanden, ligger og gærer, så vi
får det i nakken igen med dobbelt styrke og kun kan pege på os selv, for det
var mig, der ignorerede det, det var mig, der så på, mens jeg sad i min bløde
lænestol med mine rød-hvide solbriller og lod solen skinne på mig.
Her er lidt om
baggrunden:
Når børn vokser op,
dannes deres identitet i mødet med andre mennesker - de bliver dem selv i
familien, i institutionen, blandt vennerne. Børnene lærer først og fremmest af
deres forældre og de afprøver det de har lært i trygge omgivelser. ”Når jeg
siger Aaar, så siger far stolt: han sagde far”, ”Når jeg smiler, så smiler mor”
og ”Når jeg skubber min tallerken på gulvet, så ser mor sur ud”. Barnet lærer
om sig selv i sine omgivelser og det fortsætter. Barnet kommer i børnehaven og
fortæller ”Så løbede jeg hen til koerne og give dem græs i morgen” og pædagogen
smiler og siger ”Ja, du løb hen til køerne og gav dem græs i går”. Barnet
bruger de rigtige begreber, som ko, løb og græs og bliver forstået, anerkendt og
korrigeret. Efterhånden lærer barnet, hvad der er rigtigt, at sige og gøre, i
de små og senere i de store omgivelser. Barnet bliver nogle gange forvirret,
for sommetider er der noget man må derhjemme, som man ikke må i børnehaven og
omvendt, men det lærer de fleste at håndtere, ligesom der også ofte er ting,
man må for sin far, men ikke for sin mor. Barnet lærer rigtig mange ting i
hjemmet, som det tager med sig videre, det lærer hvad alting hedder og kan
hente en oplevelse, en følelse eller et billede frem i hukommelsen, det lærer
at kommunikere i samtalen, nu er det min
tur til at sige noget, nu er det din
tur til at sige noget, vi skiftes til at tale. Det jeg har at sige, er noget
værd, jeg kan fortælle eller give udtryk for det jeg gerne vil, det jeg er ked
af, det jeg elsker, det jeg ved. Barnets identitet bliver dannet i hjemmet og
den videre dannelse sker i institutionen i mødet med flere andre voksne og
mange flere børn og der er endnu flere ting, der skal læres, fx at lege med
flere børn i rollelegen, hvor identiteten afprøves og videreudvikles, at
hjælpe, at samarbejde, at forstå en besked, som er rettet mod mange børn. Alle
børn bygger videre på det de har lært hjemmefra, for det er det de kan, det er
det de mestre.
Vi leger stopdans og har alle fundet billedet af trolden
Hvad sker der mon med
et barn, som har lært alle disse ting hjemme og kommer i vuggestuen eller børnehaven
og de voksne i institutionen ikke forstår barnet eller i værste tilfælde
betragter barnet som dumt eller uvidende? Hvad sker der mon med et barn, som
mødes med en stemning af TAL DANSK, det andet forstår vi ikke, det andet kan vi
ikke bruge til noget? Hvad sker der med barnet, når vi behandler alle børnene
ens og derved ikke giver alle børn lige talerettigheder, fordi vi ikke arbejder
tosprogs-pædagogisk? Når vi ikke sætter stillads om barnet for at bygge videre
på det, barnet har lært hjemmefra, men lader barnet starte forfra, som en
novice. Når vi fx ikke anvender understøttende billeder i samtalen, spørger
interesseret til barnet viden, holdning og erfaring og derved anerkender
barnets kunnen. Et barn med et andet modersmål end dansk har også erfaringer,
holdninger og interesser, selv om det ikke kan give udtryk for det, men så er
det vores fornemste opgave at forstå hvad barnet har på hjertet og give barnet
redskaber til at formidle det, så det har lige talerettigheder.
Vi maler korn til mel som mølleren i eventyret
Hvad sker der mon med
et barn, som vokser op i et samfund, hvor diskursen er at sprogvurdere barnet
som 3-årig, med en sprogtest, der vurderer det, som barnet ikke har lært endnu
og derfor placerer barnet i ”særlig indsats” og som får samme sprogstimulering,
som et etsproget barn og derved ikke bliver understøttet. Hvad sker der videre,
når barnet kommer i skole og også ”dumper” sprogtesten i 0. klasse og ikke kan
komme i 1. klasse, fordi sprogtesten igen ikke tager højde for alt det sprog,
som barnet kan? Hvad sker der mon med forældre til de børn der ”dumper”? Ja,
nogle forældre begynder også at sige til deres børn at de skal tale dansk og så
ender det helt galt, fordi børnene skal lære det sprog, som deres forældre er
bedst til, for at få et så godt dansk som muligt. For et barn der lærer at
mestre et sprog 100 %, har lettere ved at mestre andre sprog. For at barnet
bliver bedre til dansk, så kunne vi støtte det allerede i vuggestuen og
børnehaven med modersmålsundervisning/leg!!! Børn som dumper, som ikke bliver
forstået og anerkendt, som ikke får lige talerettigheder, de mister dele af
deres grundlæggende identitet og er derved i stor risiko for at få massive
problemer senere i livet – et menneske der bliver kasseret, har det svært.
Vi skal bygge broer og
gå nysgerrigt hen til hinanden, men jeg kan godt forstå at hvis vi ikke bygger
en bro, som vi selv tror på holder, så er vi meget uvillige til selv at tage
skridtet ud på broen og så må ”de andre” gå vejen og prøve vores bro og når den
styrter sammen, så mister vi nogen og vi har i stedet skabt en skyttegrav. Er
det virkelig dét vi vil?
Vi opdager forskelligt sprog i bøger
*
