Når
ungdomsfilm som Bille Augusts filmatisering af Bjarne B. Reuters ZAPPA slår så
hårdt, må det være fordi det bringer os tilbage til en tid, hvor alting stadig
lå i dvale og kun lige var ved at vågne. Seksualiteten rørte på sig, og
kærligheden og volden lå og slumrede side om side inde i os, og blev den
vækket, skete det vulkansk. Alt var ukendt og fremmed. Det var som sovende drager, der blev vakt til live, og vi
var helt uforberedt på det. Det var på en og samme tid både forfærdeligt og frydefuldt.
Hvordan
gik det så de tre?
Jeg
havde forestillet mig, at vi skulle overvære de tres voldsomme møde så mange år
efter, men Thomas Markmann har valgt et andet fortællergreb, hvor det meste af
handlingen fra filmen gentages og genfortælles, men der er også digtet videre
på historien.
Det
lever måske ikke helt op til mine forventninger. Jeg sad længe uden at være synderligt
grebet, og uden at jeg lægge mærke til, hvor ubønhørigt jeg som edderkoppens
bytte blev viklet stadigt mere ind i det klæbrige spind - og først da det var
for sent, opdagede jeg det.
Instruktøren Kamilla Back Mortensen har haft travlt. Det er en gennemkoreograferet forestilling, hvor det er et rigt arrangement, der matcher tekstens lynhurtige skift fra før og til nu. Det er yderst virkningsfuldt. Ulver Skuli Abildggaard er Bjørn, mens Jesper Asholdt er Mulle, og Morten Hauch-Fausbøll er Sten.
I
filmversionen var Peter Reichardts Sten isnende kold, men også blot et forsømt
barn, der hævner sig på alt og alle for de forældresvigt, han er blevet udsat for. I teaterudgaven er han mildere, og det forrykker stykkets
balance. Det gør forestillingen mindre farlig, men mindst lige så
dødelig.
Det
er især det tildigtede foto af den unge Sten, der i et uopfyldt ønske om
nærhed bare bliver fotograferet, hver gang han rækker hænderne frem mod faren.
Han bliver det barn, der aldrig bliver taget op. Det gør, at vi forstår ham. Men
alligevel ender jeg med at sidde med hjertet helt oppe i halsen. Det virker helt som
det skal.
Forestillingen er 8 år gammel, og Ulver Skuli Abildgaard er den eneste, der er tilbage fra den oprindelige opsætning, men i anledningen af Teater Vestvoldens genåbning i Kulturhuset Risbjerggaard har forestillingen repremiere. Det er en flot forestilling til et flot nyt kulturhus, hvor Strunge-citater er lagt ned i gulvene, og på den måde løfter stedet op i digteriske højder.
Voldens psykologi er forestillingens tema, men
også hvordan længslen efter fællesskab kan ødelægge alting. Sten er det rådne æble
i kurven, og han spiller de to andre ud mod hinanden. Han skiftevis opmuntrer
og straffer. Terroriserer og belønner. Han er snu og udspekuleret. Det starter
i det små, hvor han overskrider deres grænser lidt efter lidt. Bjørn er
egentlig hovedpersonen, for han er den, der langsomt korrumperes. Han siger
ikke fra. Han er for så vidt medløberen, der bliver den som Sten manipulerer
med. Han gør det så fermt, at det bliver Bjørn, som overtaler Mulle til at gøre
alt det grove. Det er så at sige Sten, der udtænker det hele og får de to andre
til at udføre det, uden at han selv kan klandres for det. Hvad der sker med fisken
ZAPPA, husker de fleste fra filmen, men hvordan det videre udvikler sig kan
man opleve i forestillingen. Det skal ikke afsløres her.
9. september - 8.oktober 2022
MEDVIRKENDE
Morten Hauch-Fausbøll
Ulver Skuli Abildgaard
Jesper Asholt
DRAMATIKER
Thomas Markmann
SCENOGRAF
Sir Grand Lear v/Ingvild Grande
INSTRUKTION
Kamilla Back Mortensen
LYD
Jonas Jørgensen
LYS
Nils Kragh
SCENEBYGGER/TEKNIK
Gert Christoffersen og Nils Kragh
KOSTUMER
Inger Mikkelsen
PRODUCENT/FORESTILLINGSIDÉ
Stephan Pollner
CO-PRODUKTION
Forestillingen blev til og co-produceret i et
samarbejde mellem Teater Masken i Nykøbing Falster og Teater Vestvolden i sæson
2014/15 med genopsætning i sæson 16/17 og sæson 22/23.
