Fotograf: Lars Horn
Københavnerpremiere.
Gæstespillende teaterkoncert fra Limfjordsteatret.
Sangene fra Sebastians 40-år gamle LP ULVEHØJEN (1977)
er nyfortolket af Lasse Popp og bandet UMPASS. Egentlig er det far og søn, for
bassisten Bastian Popp er søn af Lasse Popp, der giver krop og stemme til alle
sangene. UMPAS, der er ungt, råt og sammenspillet så det er en fryd, er af Lene Bek Nielsen klædt på så de med deres hår og skæg giver amish-jødiske mindelser. De er sat op imod en lige så rå og grov scenografi, bestående af opretstående
rektangulære tilspidsede spånplader, der gør det ud for en rolig baggrund, hvorover
der forestillingen igennem opprojiceres film af Kim Fast Jensen. Ofte med
Lasse Popp og UMPAS gående og spillende igennem en skov, eller hoppende i
vandet fra en mole, eller afbildet fra en animeret julefrokost eller i et afsluttende
gruppekram fra en fodboldkamp. Men ellers mest drivende skyer, hav i bevægelse og
skove, der flyder forbi som billedmæssigt
akkompagnement til sangene.
Fotograf: Lars Horn
Lasse Popp er både skuespiller og musiker, og har
tidligere prøvet kræfter scenisk med musik og tekster af CV Jørgensen, Sting og
Tom Waits. Som sanger og skuespiller er han
fascinerende at betragte og følge igennem forestillingens 11 sange. Mest af alt ligner
han en krydsning mellem en pirat og garvet vindblæst Limfjordsfisker. Det vilde
og barske blandes med noget androgynt. Den
sorte hat kan både gøre det ud for en sydvest og kunne også have været
båret af Buster Keaton. De har det fysiske til fælles. Popp har tydeligvis en hemmelighed,
der gør at vi ikke ved, hvor vi har ham, men det sætter ham fri på scenen, når han fx brøler af os, sådan
som han gør i forestillingens finale. Han brøler og brøler, og man får
indtrykket af at han kan blive ved i det uendelige. At det aldrig stopper – og
at det brøler videre inde i os bagefter.
Fotograf: Lars Horn
Som musikalske bølger ruller sangene ind over os. Hver
sang har sin rytme og sit drive. Forestillingen, iscenesat umådelig fermt og
legende af Marlene Smith, emmer af scenisk overskud. Enhver sentimentalitet er
som blæst væk. Lasses lidt hæse sang er i centrum. Mange af sangene bliver
næsten sunget vrængende, spottende og fyldt med en bitterhed, der også er synlig i teksterne, for ”Ulvehøjen´” er en af Sebastians mørkere, mere melankolske og samfundskritiske
plader. Det passer fint sammen med bandets bastante og barske musikalske udtryk,
sammensat af klezmer, balkan, blues og rock. Det er iscenesætterens store
gevinst at alt det umage så fint kommer til at passe sammen. For det er straks
tydeligt, at dette er den eneste mulige måde at fortolke og yde det samlede
album retfærdighed på. De to flotteste numre er ”Vintervise” og ”Her er en sang”,
og som samtidig er de to af albummets lyriske sange, der stadig befinder sig på
Sebastians repertoire. Den sidste er meget passende også den afsluttende sang.
Den er gennemkomponeret, ligesom de øvrige, i et nyt, vildt og halsbrækkende
arrangement. Som en sang i vinden, men kunstnerisk mejslet ind i sten som et monument
over en tid. Både dengang og nu. På samme måde som det er to generationer, der
er på scenen og som mødes på den ulvehøj som musikken og sangene udgør. For
ulvehøjen er et sted ude i skoven, hvis ikke det netop er et udtryk for, hvad
Danmark var og er. Betragtet fra den
vinkel, fremstår det musikalske værk næsten profetisk. Som en frygtelig 40 år
gammel profeti over, hvordan det netop er blevet i dag, hvor
nationalromantikken buldrer omkring os, mens fascismen lurer i kulissen og ”vi
forskanser os bag vores skærme i kontakt med hele verden, og ikke særlig meget
med hinanden. Hvor alle er medlemmer af flere fællesskaber over nettet, end man
lige kan tælle, mens de mere nære relationer afløses af tomhed, isolation og
ensomhed...” (som teaterlederen Gitte Malling formulerer det i
programindledningen). Sebastian supplerer det med ordene: ”Rent politisk var
det en stram periode efter tiden med hippier og ungdomsoprør. Pladen indeholder
lidt mere dystre og tænksomme tekster, hvor jeg prøver at forudse nogle af de
ting, der vil ske i fremtiden. Der er en kulde i nogle af numrene, der handler
om den højredrejning og de fascistiske tendenser, man oplevede rundt omkring i
den periode, og som man også ser i verden i dag.”
Fotograf: Lars Horn
Eneste skønhedsplet er i den karikerede kærlighedssang
”Laila-la-la”, hvor det virker akavet at Popp først forsøger at skjule en buket
roser, som siden overrækker til en kvinde på første række, som om sangen er til hende. Men der SKAL være en skønhedsplet, så
man bedre kan se og glæde sig over den professionelle perfektionisme, der
hersker og præger alt det øvrige i ULVEHØJEN.
Fotograf: Lars Horn
Det gav en ekstra dimension til københavnerpremieren at
opleve forestillingen med sangenes ophavsmand siddende blandt publikum. Han var
også til stede på scenen, for på orglet var der placeret et lille fint
indrammet portrætbillede af Sebastian. For måske er Kim Larsen den de fleste
forbinder med en nationalskjald, men det burde faktisk i højere grad være
Sebastian, for hans vid, visioner og store formåen som komponist er lysår hævet
over den første. Det står klart efter at have været oppe på ULVEHØJEN sammen
med Lasse Popp og UMPAS.
Der var udsolgt til københavnerpremieren i aftes, men
der er stadig billetter til de øvrige forestillinger til og med søndag. Den
er turen til Valby værd. Se den!
Fotograf: Lars Horn
Gæstespil fra Limfjordsteatret på Teater V i Valby fra den 10.-14. januar 2018.
Medvirkende: Lasse Popp og UMPAS: Sune Pors Andersen, guitar, Simon Skov,
orgel, tværfløjte, sax og klarinet, Mads Brander Fjeldvig, trommer, Bastian
Popp, kontrabas.
Instruktør/koreograf: Marlene Smith,
Scenografi, teknik og animation:
Kim Fast Jensen
Kostumer: Lene Bek Nielsen
Lys: Rasmus Hvilshøj Pedersen
Billetter
og hjemmeside.
Læs
mere på Limfjordsteatrets hjemmeside
Fotograf: Lars Horn
ULVEHØJEN
Fredløse ulv
månen er fuld
synger og segner sanseløst omkuld
Fredløse ulv
jager i sult
krydser og ser sine potespor forfulgt
Og der er kun eet øje
og det er tand for tand
og den iskolde vind
og vildmarkens lov
gennem marv og ben
Fredløse ulv
de hører dig nu
de kommer fra mørket og flår din pels itu
Fredløse ulv
løber dit blod
i hjertet på dem, der før har stødt dig ud?
Og jeg tror, jeg har løjet
som ulvens overmand
jeg har den iskolde vind
og vildmarkens lov
gennem marv og ben
Tekst & musik:Sebastian
Titelnummeret fra lp´en ULVEHØJEN (1977)
