fredag den 14. september 2018

Anmeldelse: ALMA MAHLER i Arbejdermuseets Festsal



De to kvinder følger hinanden rundt på scenen som to magneter. Den ene er lille og lys, mens den anden er høj og mørk. Som to temperamenter spejler de sig i hinanden. Katrin Weisser spiller den gennemgående (tale)rolle som Alma Schindler (senere med efternavnet Mahler), og Radmila Rajic synger og agerer alt det øvrige: den kuede søster, omgivelserne og mændene omkring hende. Det er i flæng Gustav Klimt, Alexaner Zemlinsky, Max Burckhard og senere Franz Werfel, Walter Gropius og Oskar Kokoschka (og mange flere).


Fotograf: Kenneth Kreutzmann
Pianisten, Rikke Sandbergs brilliante spil lyder faktisk som et helt orkester. Enkelte gange er hun med på scenen sammen med de andre og agerer veninde, der tager en selfie. Det er med andre ord en fortælling om Alma Schindler, der både foregår dengang og nu. Som en historie, der er foregået til alle tider og som stadig er aktuel. Det er den lidt slidte fortælling om den evigt opofrende kvinde og hustru, der gennem historien har støttet og tjent mangt en mandlig kunstner. Men mest er det en skildring af, hvad inspiration og talent gør ved et menneske – om det så er en mand eller en kvinde. For Gustav Mahler gjorde det ham overfølsom og diktatorisk. I et kendt (og berygtet!) forlovelsesbrev til Alma beder han hende om at lægge sit eget kunstneriske talent til side, for som han skriver, er der kun plads til én komponist i familien – og det er ham. Alma VED, at det er forkert, men hun elsker ham, og overgiver sig til sit nye hverv som medarbejdende hustru. Også for at slippe væk fra sin egen familie, der smuldrer bag hende.
I det omtalte brev skriver Mahler også, at Alma er forkælet, og at det ikke er det samme som at have en personlighed, og at hun heller ikke bare får det ved at gifte sig med ham. Det er selvfølgelig fornærmende, men heller ikke uden en vis grad af sandhed.
Fotograf: Kenneth Kreutzmann

Scenografen Gøje Rostrup har bagest placeret tre sorte tavler, hvorpå der forestillingen igennem med kridt skrives navne på de berømte mænd, som Alma siden bliver beskyldt for at samle på, men som hun siger i forestillingen, var de ikke hendes trofæer. Det var snarere hende, der var deres. Men hun giver sig ikke hen til noget nemt liv. Selv om hun ægges af suset fra operapublikummet i Wien, første gang hun viser sig i Mahlers loge efter at deres forlovelse er annonceret.
Hele første halvdel af forestillingen handler om tiden inden Mahler, og om tiden op til at de bliver gift, hvorefter anden del handler om det, hun opnåede og især ikke opnåede bagefter.


Fotograf: Kenneth Kreutzmann


Det ægteskabelige liv med Mahler bliver ingen dans på roser. Mahler komponerer ”Kindertotenlieder”, da deres 10-årige datter dør, og det kommer også til at indvarsle det efterfølgende dødfødte barn. Alma duer med andre ord ikke til det, der bliver forventet af hende. Hun overvejer, om hun vil kunne finde tilbage til sig selv og den hellige skaberenergi hun engang følte sig besjælet af, før hun opgav selv at komponere, FØR Mahler. For måske kunne hun begynde at komponere i al hemmelighed, men oplever, at man ikke kan skabe i hemmelighed. Hun kan i hvert fald ikke, hvilket får hende til at reflektere over, at historisk set er mændenes selvtillid altid blevet understøttet og bygget op af kvinderne, der stod tæt rundt om dem, mens kvinderne står alene - altid.

Forestillingen giver ikke bare mæle til hendes historie, men også stemme til hendes sange. Ud af forestillingens 13 sange er de 8 komponeret af Alma med tekster af Heine, Falke, Bierbaum, Rilke og Novalis. De resterende 5 sange er af Mahler, hvoraf de 4 er  med tekst af Friederich Rückert. 3 fra ”Five Rückert Songs” (1904) og 1 fra "Kindertotenlieder" (1902), mens den 5. er med tekst af Franz Werfel. Alle bliver smukt og tilbageholdt sunget af Radmila Rajic, der fortolker dem med en varm glød. De ligger godt for hendes mezzosopran-stemme.
Dramatikeren Eva Sommerstad Holten springer i 2. del af monologen let og lidt vel hurtigt frem til slutningen, hvor Alma ligger på en forhøjning og tænker tilbage på sit liv, mens hun tænker på at ville skrive sine erindringer. Alt imens ordet PERSONLIGHED skrives med store bogstaver på tavlerne bagved, der er enkelt og effektfuld oplyst i Frederik Munck Vinthers lyssætning.
Slutningen står lidt bleg og forløser ikke den fine intensitet og stærke kunstneriske integritet, der ellers præger forestillingen, men det tilgiver man gerne, eftersom det øvrige er så smukt afstemt efter hinanden. Det gælder både teksten og musikken, og ikke mindst det energiske og veltimede spil de to kvinder imellem. De fremstår som hinandens dragende modsætninger, og er betagende at betragte sammen. De er som solen og månen, der kredser om hinanden. Den ene belyser den anden, skaber klangrum for det usagte og giver sangstemme til det, der alligevel bliver sagt – med sang.
Det har tydeligvis været en leg for instruktøren Kenneth Kreutzmann at få mest muligt ud af det, der var. Først og fremmest er det de to spillere, og det er dygtigt og effektivt håndteret. Det store sjæledrama virker fint som et kammerspil. Uden at det bliver gjort mindre af det. Heller ikke i Arbejdermuseets forholdsvis store festsal til premieren.




Copenhagen Chamber Performance
i samarbejde med Teater Undergrunden præsenterer
ALMA MAHLER
Ide & koncept: Radmila Rajic
Instruktør: Kenneth Kreutzmann
Tekst: Eva Sommerstad Holten
Scenografi: Gøje Rostrup
Lys: Frederik Munck Vinther
På scenen: Radmila Rajic og Katrin Weisser
Pianist: Rikke Sandberg
*
Premiere torsdag den 13. 9. 2018:
Arbejdermuseets Festsal
Fredag den 14. 9. 2018:
Teater undergrunden, Galaksen i Værløse
Lørdag den 15. 9. 2018:
Admiral Gjeddes Gaard


*
Læs mere om Alma Mahlers liv:
*
Tidligere anmeldt forestilling med
Copenhagen Chamber Performance:
***