Anmeldelse: DEN AFRIKANSKE ARV af Jim Højberg, roman (2023)

 

”Den, der ikke har tid til at hjælpe en, der er død, har ikke forstand på at leve.” (s. 41)

Jim Højbergs DEN AFRIKANSKE ARV er en slægtshistorie, hvor vi møder Mads Munk, der er i Ghana på en studietur som lærer. Hans far, Jens Christian Munk, har også været i landet, og lidt efter lidt går det op for sønnen, hvor vigtig landet har været for deres familie. Det gentager sig på en ny måde, da Mads´ datter sammen med en veninde får arbejde på et børnehjem. Også i Ghana. Det er tre generationers historie, der sættes op imod hinanden med Ghana som omdrejningspunkt. De tre fortællinger fortælles forskudt. Det kræver, at man som læser skal holde tungen lige i munden for ikke at blive slynget af i farten.

Forfatteren Jim Højberg er børnebibliotekar og har rejst meget i Afrika.  

I ”Den afrikanske arv” handler den ældste del af historien om Jens Christian Munk, der kommer til Ghana sammen med hustruen. Vi møder dem, lige efter at hustruen, Nina, har født sønnen Mads. Men barnepigen, Hannah, er meget bedre til sønnen end den nybagte mor. Hun er vist også bedre til at håndtere Ninas danske mand. I hvert fald bliver hun gravid og flytter væk, og overlader pladsen til sin efterfølger, Cathrin, der bliver som en anden mor for Mads.

I den sideløbende historie er Mads blevet voksen og kommer tilbage til Ghana, hvor han hvirvles ind i en masse, som ender med, at han uretfærdigt bliver beskyldt for et mord, dog lykkes det ham på et hængende hår at få bevist sin uskyld.

I den sidste af de tre parallelle historier møder vi Mads´ datter Stine, der sammen med en seminariemedstuderende, Sofie, er kommet dertil for at arbejde på et børnehjem.

Det er tre forskellige blikke på landet og kulturforskellene. Vi får tre forskellige førstegangsindtryk af Ghana fra henholdsvis 1964, 2009 og 2010. Men det handler også om logik og overtro. Om liv og død og forskellige måder at nærme sig det på. Det er ganske tankevækkende.

Forfatteren har tydeligvis et dybt kendskab til kulturen og fortæller med et glimt i øjet. Det hele spindes sammen til en historie, hvor der ofte fokuseres på forskellene mellem den europæiske/hvide måde og den afrikanske tilgang til mange ting. Det er fortalt kækt. Sproget er godt og melodiøst, men der fortælles så rapt, at teksten egentlig ikke rigtig når at falde til ro. Det er et spændende afrikansk ridt. Vi er hele tiden på farten. Det går over stok og sten. Det handlingsorienterede sker på bekostning af de mere karakterdrevne beskrivelser, men spændende fortalt er det.

 

”Hvordan går det med…”

”Fint”, afbrød hun inden han fik færdiggjort sætningen. ”Hun har det helt fint. Skal vi komme afsted?”

Han nikkede og kastede et blik på Maria. Pludselig stivnede han. Der var noget galt. Hun var bleg på en meget speciel måde.

”Tror du ikke…?”

”Hold fingrene for dig selv”, hvæsede Abinar. ”du passer kørslen, så passer jeg Maria! Okay?”

”Jo, men...”

”Lad os nu komme afsted”, bad hun.

Trods Abinars protester bøjede han sig ned over Maria og mærkede på hendes pande. Hun var helt kold! Han hev hånden til sig.

”Jamen…”

”Vil du ikke bare køre?”

Han forsøgte at finde hendes puls. Der var ingen! Hanså vantro på Abinar. Han mærkede angsten brede sig. Han kørte rundt med en død. Der lå et lig bag i bilen.

”Hvad foregår der. Hun er jo død?»

(side 12-13)

 

Forfatteren Jim Højberg debuterede som forfatter i 1981 med ”Kampen for et frit land”, hvor han beskriver frihedskampen i Guinea-Bissau oplevet fra et barns synsvinkel. Siden har han udgivet over 100 børnebøger, hvoraf flere af er inspireret af hans rejser, heriblandt ”Min farfar er høvding i Ghana”, og ”Hvis livlinen brister” om gadebørn i Portugal.

 

Jim Højberg

DEN AFRIKANSKE ARV

Roman

Brændpunkt, 2023.

  

*

Mød forfatter Jim Højberg  

til festivalafslutningen

søndag den 11. august kl. 13-16

på Christianshavn

i Gårdhaven ved Dansk PEN,

Dronningensgade 14 -

hvis det ikke er udevejr flyttes det til

Dansk Forfatterforening,

Strandgade 6 - et par gader derfra.

*

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

Anmeldelse: KÆRLIGHEDENS SPØGELSER af Stig Dalager, roman (2024)

Omslag: Anne-Lone Krogh Møller.

En roman om Franz Kafka, Bind I

På omslaget af 1. bind af Stig Dalagers flerbindsværk med titlen, KÆRLIGHEDENS SPØGELSER, kigger Franz Kafka ud på beskueren. Det er et næsten hypnotisk foto, hvor han er en ganske indtagende ung mand. Hans hvide skjortekrave og slips indikerer, at han måske er ældre, end man først ville tippe ham til. Der er et lille smil i mundvigene, men det er øjnene, der har denne næsten hypnotiske virkning. På én gang både et naivt, infantilt blik, men også øjnene på et gammelklogt barn, der har set det hele. Det gør næsten ondt at holde hans blik fangen. Det virker forpligtende. Det virker, som om man kan se lige ind i sjælen på ham. Og det kan man måske også.

I romanens første bind griber Stig Dalager fat i Franz Kafka (1883-1924) og fastholder blikket. Fortællingen er inddelt i korte 1-2-3 siders afsnit, hvor der hele tiden springes i tid. Hans første erindringer blandes med, hvad der formodentlig er nogle af de sidste, for han blev kun 40 år. Det udspiller sig før og efter forrige århundredeskifte. En tid, hvor verden var i opbrud, og hvor den nye og gamle verden tørnede sammen, frem mod 1. verdenskrig videre frem mod det, der senere kulminerede med 2. verdenskrig.

I starten virker det overvældende så hurtigt og voldsomt at blive slynget ind i hans liv, men det er skrevet, så han som menneske og kunstner står tydeligt for os. Centralt skildres kampen for at nærme sig kunsten, der bliver det gennemgående for Kafka, der følte sig spændt ud mellem sit kontorarbejde som jurist i dagtimerne og hans arbejde som forfatter bagefter. Det var svært for ham at få de to sider af tilværelsen til at smelte sammen. Ikke mindst eftersom han var en så langsom og omhyggelig forfatter. Tilmed var han umådelig selvkritisk, og havde det ikke været for vennen Max Brod, der gemte hans udkast og historier, havde vi antagelig slet ikke haft hans forfatterskab i dag.

I dag befinder Kafka sig blandt de forreste på det litterære parnas, men det var ganske anderledes i samtiden. Det forstår vi tydeligt, alt som hans familiære og skolemæssige baggrund rulles op for os. Let har det ikke været, og alligevel tegner romanen nye sider af Kafka, så vi har mulighed for at møde en Kafka, der trods sin enspændernatur stadig rækker ud efter os, hvilket står i kontrast til det næsten stereotype billede af ham vi har i dag. For alting ved ham var ikke ”Kafkask”.

”Han er en fabelagtig blindeskriftslæser. Jeg skylder ham meget. Han ved alt om det at forvandle sig til noget andet end det som omgivelserne forventer af en, og samtidig holde fast på sig selv, selvom man må betale en pris.” (side 38)

”Hans egen grimhed forvandler selv en skræddersyet jakke til en las, også af hensyn til det fine tøj, som en skrædder måske har brugt al sin flid og dygtighed på at sy og fabrikere, nægter han nu at tage nyt tøj på for i stedet at iklæde sig sit sædvanlige lurvede tøj, der går i et med hans utiltalende udseende.” (side 64)

”Spændetrøjen har han følt sig tvunget til at vælge efter at have gjort op med sig selv, at jurastudiet er det studium, der bedst korresponderer med den ligegyldighed over for et valg af profession, som han lige siden barndommen har haft en forudanelse om. På dette område er han fortabt og forventer sig ingen redning, blot at hans forfængelighed ikke bliver alt for såret.” (side148)

Det nære og meget varme venskab med Max Brod står centralt i beretningen. Det virker stærkt og ubrydeligt, indgået tidligt og ungdommeligt forstærket, mens de begge står på spring, mens voksenlivet tårner sig op foran én – og venskaber kan have en særlig tendens til at tegne og rumme alt. Det er det eneste, der er at holde fast i, eftersom alt andet er så svært at gribe om. Mødet mellem dem er rørende beskrevet. Som den første bestøvning. Den første kontakt med en ven, en forbundsfælle i livet. Desuden er det Max Brods skyld, at vi over hovedet beskæftiger os med Kafka i dag. Uden hans brud på Kafkas ønske om at alt skulle destrueres, når han døde, ville vi ikke have værkerne. Men dette er at foregribe begivenhedernes gang, for så langt strækker første bind sig slet ikke.
Personligt interesserer jeg mig ikke for diskussionerne om zionisme kontra socialisme, der indgående drøftes, men til gengæld er jeg glødende interesserer i portrættet, som Dalager formår at give af den sammensatte hovedperson.

Det har selvsagt være en udfordring for Stig Dalager at skulle gribe om Kafkas liv og værk, for Dalager er den store humanist, det har han bevist gennem et langt og mangefacetteret litterært liv, hvor håbet om noget bedre er gennemgående, hvad enten det handler om romaner, essays, digte eller drama eller mere dagsaktuelle kronikker. Mens Kafka var meget mere dyster, men samtidig også en rendyrket drømmer, og det er drømmen som begge forfattere har til fælles. Men det er netop også noget af det spændende og dragende ved første del af flerbindsværket, for i romanen brydes temperamenterne, og det er tydeligt at Dalager går langt for at møde Kafka, der har efterladt sig mange dagbøger, der inkorporeres i teksten ligesom Kafkas andre værker. Det hele centrifugeres og ud af dette kommer der dette dragende første bind af KÆRLIGHEDENS SPØGELSER.

 

Omslag: Anne-Lone Krogh Møller.

Stig Dalager

KÆRLIGHEDENS SPØGELSE

Roman om Franz Kafka, Bind I, 366 s.

EC Edition, 2024

Redaktion: Birgitte Møller Balladone

Omslag: Anne-Lone Krogh Møller

Grafisk tilrettelæggelse: Per H. Jacobsen

*

Mød forfatter Stig Dalager  

på 3. festivaldag

torsdag den 8. august kl. 19-21

i Salonen, Østerbrogade 222

 på Østerbro

*

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

Anmeldelse: SPEJLTRÆET af Hans Henrik Rasmussen, roman (2023)

 

Foto: Anders Rye Skjoldjensen. Omslag: Simon Lilholt/Imperiet 

”…da jeg var yngre, løb jeg næsten hele tiden. Nogle gange sammen med min far, som også løb meget, men som regel alene og altid ude i skoven.”

Sådan starter en af historierne i Hans Henrik Rasmussens debutroman SPEJLTRÆET, indtil det slutter brat, da en knagerække knuser en nerve ved øjet. Løb bliver til læsning og en helt enorm læseappetit. Arturo er 19 og kæreste med brugtvognsforhandlerens datter, Maria, og de har et frodigt seksuelt samliv. Maria er den tredje han er sammen med, men hans første store forelskelse.

”Og som du kun ved alt for godt, kommer den følelse kun én gang. Eller også kommer den flere gange, men det er kun første gang, den får lov til at stå så alene, så rent og klart som et råb i natten, uden at blive forstyrret af alle de ting, som vi kalder erfaring, og som på en måde er meningen med livet, men som kommer med en pris. En høj pris, kunne man sige, måske endda for høj. Man risikerer med andre ord at få mindre, end man har betalt for.” (side 13)

Sproget er friskt og frejdigt. Det er lidt som at kigge op imod lyset gennem et prisme. Der er fine beskrivelser og sansninger. Bogen har et broget og farverigt persongalleri. Historien er drevet frem af en glæde ved verden og en tristhed over, at glæden ikke varer ved. Ilden i faklen er ungdommelig. Romanen er båret af en intens søgen efter mening, men også en stor desillusion over, at det er så svært at finde lykken. Det lykkes faktisk for bogens mange personer – på en måde. Mere skal ikke afsløres her, men der er mange fællestræk mellem de parallelle historier. Arturo møder Sabina på slagteriet, og senere igen hos bageren. Arturos far har efterladt en roman til ham, da han pludselig dør, og sønnen tager det som et tegn. Der er mange tegn og varsler i romanen, der gnistrer af fortælleglæde, men igen denne dobbelthed. Lidt som børn, der kan kigge på én med et så klogt og vidende blik, at man helt forstummer.

Personernes livsbaner vikler sig ind og ud af hinanden. En filmparrallel kunne være Robert Altmanns «Short Cuts» eller Paul Thomas Andersons «Magnolia». Det er gjort med charme, og er bundet godt og grundigt sammen.

Gennem læsningen får jeg en smag på tungen af dybt, varm solskin sidst på sommeren. Det kan have en overvældende, insisterende melankoli over sig. Vi ved godt, at det lakker mod mørkere tider, men bliver alligevel siddende på bænken lidt endnu, for når vi går, går vi vinteren i møde. Romanen kaster mig ind i den billedmetafor, for der kæmpes hele vejen igennem med at aftvinge livet en betydning. Som om livet er noget vi kan anråbe, og hvis vi kalder længe og højt nok, får vi svar. Det insisterer romanen på, og så er det op til læseren at beslutte sig for at blive siddende på bænken i det sidste solskin, eller at gå videre – og måske gå vinteren i møde.

Romanen beskriver en evig venten. En slags afventende utålmodighed efter at give sig livet i vold og at træde ud i det. Efter at blive ét med det og endelig finde en form, et mål og en tone i livets enorme symfoni.

 

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. 

Hans Henrik Rasmussen

SPEJLTRÆET

Roman, 376 s.

Grønningen 1, 2023

 

*

Mød forfatter Hans Henrik Rasmussen

til festivalafslutningen

søndag den 11. august kl. 13-16

på Christianshavn

i Gårdhaven ved Dansk PEN,

Dronningensgade 14 -

hvis det ikke er udevejr flyttes det til

Dansk Forfatterforening,

Strandgade 6 - et par gader derfra.

*

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.