Anmeldelse: SAMTALE FØR DØDEN på Edison

FORFØRT AF GUDER... Foto: Ulrik Jantzen

 Edison, Betty Nansen Teatrets aneksscene, er svær at have med at gøre. Der er enormt højt til loftet, og publikum kommer let til at sidde meget langt væk. Men i SAMTALE MED DØDEN, der løb over scenen for sidste gang i går, var det løst optimalt med at indsætte en skrånende loft, der nærmest hvælvede sig ud mod publikum, og da det samtidig skulle illudere fængselscelle var det visuelt flot udtænkt af scenografen Karin Betz, som om det hvert øjeblik, som en fælde, kunne klappe sammen om stykkets hovedperson: den anklagede og dømte naziforbryder, der var hovedarkitekt bag Det 3. Riges systematiske jødeudslettelse. Den mest berygtede af dem alle: Adolf Eichmann (Olaf Johannessen), der efter en 4 måneder lang skueret i Jerusalem blev dømt til døden ved hængning i 1962. Inden dommen eksekveres opsøges han i cellen af dommeren (Thomas Gabrielsson). Eichmann indvilliger i denne sidste samtale, men nu er rollerne byttet om. Under retssagen var det dommeren og retsvæsenet, der styrede forløbet, men under denne sidste samtale før døden er det Eichmann selv, der bestemmer og styrer samtalen. Så godt han nu er i stand til det, for han er ikke alene. Hans kone (Cecilia Zwick Nash) er der også, i tankerne. Hun blander sig og taler med. Giver os det fulde billede af sin mand, om hvordan de mødtes, om hvordan Eichmann blev til Eichmann.

                                                         Foto: Ulrik Jantzen

Vi kender udgangen, men som Hannah Arendt efter retssagen skrev, så var mødet med Eichmann ikke mødet med ondskaben. Han var ikke den inkarnerede ondskab. Jo, det var han måske nok på et overordnet plan, men ikke personligt. Han var mere end det. Han var som os andre. Han var et menneske som os. Dermed ville hun ikke frikende ham – slet ikke. Men hun ville sikre sig at vi andre ikke frikendte os selv. For ved at opdele verden og sagen i dem og os, i sandhed og løgn, hvidt og sort, i ven og fjende, så overså vi noget vigtigt: at ondskaben er i os alle. At den ikke findes, den helt hvide sejrsskjorte. Den vil altid være blodplettet.

                                                     Foto: Ulrik Jantzen

Det er samme ærinde som Adam Price går i den fine, præcise og meget tætte teatertekst. Teaterstykket, der slet ikke ville kunne laves på film eller tv, når langt ned i menneskepsyken, og sætter sig fysisk på én. Tungt og insisterende. Der er ingen mulighed for at undslippe. Vi er sammen om det – og ingen slipper fri.

Instruktøren Peter Langdal kan udrette mirakler med den rette tekst. Især når han holder det stramt Det er simpelthen flot og præcist, ligesom teksten. Resultatet er ærefrygtindgydende.

Temaet er uudholdeligt, for det frikender ingen. For hvor går grænset for det personlige ansvar og hvornår handler man ”bare” efter ordrer? Alvoren følger med emnet, men det er ikke noget der nødvendigvis er garant for en god teaterforestilling. Snarere tværtimod, for det forpligter i meget høj grad. Det gør det også at overvære forestillingen.

 

                                                       Foto: Ulrik Jantzen

Olaf Johannesen, som Eichmann, er fantastisk. Han fylder scenen med sit nærvær. Han er dirrende og frysende på én gang. For han er ikke bare frysende kold. Snarere pligtopfyldende og forfærdelig karrierebevidst. Han er afmålt og doseret. Han står der lige foran os, men der er alligevel sprækker,. Ingen er i stand til helt at gardere sig. Der er udsivninger af menneskelighed som da han i kælderen til villaen i Wannsee, hvor hele jødeudslettelsen blev besluttet og planlagt, møder den jødiske pige (Thea Kastberg), som han senere igen redder. Han har brug for hende for han er presset, og bliver nærmest forbløffet over at hun kan være bange for ham. I mødereferatet kalder han planen for ”evakueringen” af jøderne. Det er det samme som han fastholder over for sin kone, da hun begynder at stille spørgsmål. Han er den perfekte embedsmand. Systemets tro tjener. Selv siger han at han blev forført af guder. Af nazistiske guder. Det er det længste han går.
 

Foto: Ulrik Jantzen

For at spille en rolle som Eichmann er man nødt til at forstå ham, forsvare ham og gøre ham menneskelig. Det er imponerende som det det lykkedes for Olaf Johanessen. Identifikationen er frysende, og alligevel formår han også at vise os skrøbeligheden. Der minder os om at ondskaben ikke bare er noget som de andre er bærere af. Det ville klart være det letteste og mest bekvemme, for så kunne vi vaske hænder. Men det var netop det som Hannah Arendt efter krigen gjorde opmærksom på, ved at insistere på menneskeligheden som en måde at forstå det uforståelige og grufulde på. For ikke bare at afskrive det som noget de andre udførte – dem som ikke er os. Nej, de andre, de onde, nazisterne. For de andre er de forkerte, de dårlige, mens vi selv spiller på vinderfløjen. Det er godt at blive mindet om at det er meget mere nuanceret end som så. Det er så let at blive énøjet. Forestillinger som denne minder os om at det koster at være menneske. At ingen går ram forbi. Vi skal tage ansvar – og sige fra, når det gælder. Det er vigtigt at blive minde om, at det at være menneske ikke bare er noget man er, men noget man skal blive ved med at gøre sig bedre til at være.

 

Instruktion: Peter Langdal

Manuskript: Adam Price

Scenograf/kostumier: Karin Betz

Medvirkende
Olaf Johannessen
Thomas Gabrielsson
Christian Mosbæk
Thea Kastberg
Cecilia Zwick Nash
Troels Oxholm Thomsen

http://www.bettynansen.dk/samtale-foer-doeden.html

Spilleperiode
4. okt. - 9. nov. 2014