Jeg er vild med den nysgerrighed og den åbenlyse spørgelyst, der ligger bag en forestilling som IMPERIETS TROPPER. Det er ikke tomme retoriske spørgsmål, som Tue Biering og Fix&Foxy stiller. Det er teater der spørger, men svarene skal vi selv finde.
De tre kinesere på scenen: Zenghao Yang, Yik-Sau Chung og Robin Khor Yong Kuan er ikke imperiets tropper - eller er de?
Spillerne vandrer ind og ud af deres figurer, så vi når aldrig at falde hen. Vi bliver hele tiden holdt i ånde.
Rammen er den gamle sci-fi horror film fra 1956 "Invation Of The Body Snatchers", der blev genindspillet i 1978. Selv om jeg ikke har set den, så kender jeg den alligevel. Den findes allerede i mig. Eller måske har jeg alligevel set den. Jeg har i hvert fald set scener fra den. Den indgår på en måde i en fælles fortælling. Den er blevet et begreb. En ide. Noget, der har taget bolig i os og i vor kultur. Da den i sin tid blev skabt, var den også tænkt som en illustration af, hvad kommunisme gør ved folk. I dag er det måske kineserne vi frygter.
Zenghao Yang træder ud fra scenen og går lige hen til en på forreste række, rækker hånden frem og spørger om vedkommende er bange - for ham?
De ser så tilforladelige ud, de tre på scenen. Det er svært at blive bange for dem. I starten virker de fremmede, men som forestillingen skrider frem, vænner øjet sig til dem, og deres fremmedhed forsvinder. Er det virkelig så enkelt? Er det alt, hvad der skal til?
De har plantet et lille frø i os, der måske vil brede sig og blive til en masse godt. Men vi er ikke trådt indenfor til en feelgood-forestilling. Det er en horrorfilm, som forestillingen lægger sig i sporet af - og sådan bliver det også forløst. Men hele tiden er det med denne tilsyneladende skødesløse facon, hvor publikum inddrages, og hvor vi bruges i forestillingen. Denne leg med teatrets virkelighed og især med hele tide at bryde den, kræver et særligt greb. Det skal have en meget tæt konstruktion for at holde til spillernes gentagne vandring ind og ud af deres roller. Men vi vandrer gladeligt med dem.
Sproget er engelsk iblandet kinesisk og tysk. Det kinesiske bliver oversat i et løbende tekstspor øverst på bagvæggen. Det fungerer fint.
Jeg har tidligere set Tue Biering-opsætningen af Charlie Chaplins "Guldfeber" og er betaget af denne leg med illusionerne, men også irriteret over, at der ikke er nødvendighed nok. Når det blev for megen sjov og ballade og manerer, og for lidt hjerteblod og alvor. For det er en teaterform, der kræver virkelighedens nærvær, sådan som det sker i IMPERIETS TROPPER. For det er klogt og viist at tage afsæt i en fælles ide om, at kineserne kommer. Det er ovre med os, vi bliver bare løbet over ende. Men som forestillingen også så fint dvæler ved, ER løbet allerede kørt, vi er for længst blevet erobret og udnyttet. De multinationale selskaber har allerede købt os. De ejer vore data, vor tid og vore tanker. Vi er selv blevet et produkt. IKEA, der bare er ét ud af mange firmaer, har allerede besat os. Findes friheden overhovedet længere? Og hvor efterlader det os, når virkeligheden stikker af med os? Og hvad med os, der sidder og kigger på forestillingen? Hvad skal der blive af os? Er vi bare umælende købelystne får?
Noget kunne tyde på det, sådan som det lykkedes for de tre på scenen at skabe alle disse nye virkeligheder omkring os i løbet af de 100 minutter, forestillingen varer. Vi er for længst både købt, solgt og betalt. I forestillingen er det blomsterfrø, der sætter sig fast inde i os. De spirer og overtager os. De smukkeste blomster overtager vores liv. De æder sig ind på os og overtager os. De laver kopier af os. Følelsesløse kopier, der overtager vore liv.
De små frø spirer videre i os efter endt forestilling. Vi tænker det som noget positivt, men er også det? Er vi allerede ved at blive til blomster. Er vi allerede blevet erobret? Der er hele tiden denne dobbelthed, hvor vi bliver i tvivl. Er det godt eller skidt?
Det er i denne sprække mellem tvivl og usikkerhed, at frøet begynder at spire og ikke vil lade os i fred. Usikkerheden tager vi med os, når vi igen forlader teatersalen. Hvad er der at være bange for? Er det noget udefrakommende, eller bærer vi det allerede med os?
Det nøgne rum, der udgør scenografien, med enkelte IKEA-møbler og grønne planter, er skabt af Johan Kølkjær. De tre legemsstore vinduer i rummets bagvæg fungerer som skærme, hvorpå de optagne nærbilleder af det, der sker, opprojiceres. Det er både billederne fra de medvirkendes mobiltelefoner og fra det kamera, der på et tidspunkt kører ind. Det minder os om, at vi befinder os i en illusion. En blandt mange. Lysdesignet er af Balder Nørskov. Lydteknikken er af Jes Theede. Lyddesignet skabt af Daniel Fogh.
*
Vi kommer ude fra sol og sommer og træder indenfor i mørket. Også i overført betydning.
"Følg rebet!"
Vi træder ind i en jernkonstruktion, hvor et reb leder os videre gennem mørket. Rundt og rundt til vi når ind i salen, hvor der lige akkurat er lys nok til, at vi kan finde på plads, men heller ikke mere. Jeg kan ikke se, hvem jeg sidder ved siden af, men kan mærke åndedraget fra personen, der sætter sig ved siden af. Da mine øjne har vænnet sig til mørket, kan jeg fornemme sceneopbygningen et par skridt fra mig. Musikken er sfærisk. Guitarriffs bølger blødt gennem mørket. Da alle er på plads, kommer der lys på guitaristen yderst i kongesiden. Han, Rune Riaager, er belyst oppefra, så vi ser ham, og vi ser ham ikke. Han er iført et sort skindsæt, der får ham til at ligne en mørk Prins Valiant eller en japansk Manga-figur. Højhalset lang ærmeløs kofte. Han spiller på en isblå elektrisk guitar. Det blå og det sorte blandes. En kvinde midt i scenografien belyses også oppefra. Hendes stemme og guitaren flænser gennem rummet. Hun, Nina Sveistrup Clausen, er ligeledes klædt i sort. Lyden kastes imod os i bølger. Svend E. Kristensen træder ind. Han ringes op fra hospitalet. Faren er lige død. Han var bogbinder, og har efterladt en læderindbundet bog til sønnen. Han rækker den frem mod os, så vi kan beundre farens bogbinderhåndværk. Lader fingrene løbe hen over læderindbindingen og langs sidernes forgyldning. Han inviterer os med på et ritual, og med på et eventyr af HC Andersen: "Rejsekammeraten", men først læser han det brev op, som han har fået fra en historiker, der sabler eventyret ned og kalder det en plat efterligning af Brødrene Grimm. Han krøller papiret sammen..., og vi træder ind i eventyret. I damesiden belyses trolden, Jac Fabian, der sidder og ordner, hvad der senere viser sig at være reb. I eventyret dør Johannes´ far. Svend fører den menneskestore dukke med hans egne ansigtstræk. Det er betagende at se de to sammen. Som en dans gennem mørket. En dans, der ender med døden, og dermed føres vi et skridt videre ned i mørket.
Så langt så godt. Vi er da kommet halvvejs gennem mørket. Den forheksede prinsesse er fløjet ud til trolden, mens Johannes har pisket hendes ryg, så hun tror at det er hagl og torden, der har været efter hende. Det er virkningsfuldt iscenesat og yderst dramatisk, men det er ikke nok. Vi skal længere ned i mørket, Jo, jeg husker eventyret. Det er ikke for sarte sjæle. Den forheksede prinsesses sjæl er sort som kul. Hun er i en have omgivet af kødblomster og afrevne menneskelemmer. For at bryde forhekselsen dyppes prinsessen tre gange i et vandkar, men det er Svend, der dypper sig og også ham, der bliver langsomt bundet ind og hejst op af trolden, der er kinbaku-rigger, og det er på dét sted, at forestillingen skrider af skinnerne. Resten af forestillingen sidder vi som insekter i mørket og kigger på, at trolden binder, snører og hejser Johannes/Svend op, som var han del af et sakralt ritual. Mørket kredser det ind. Det er en meget frivol tolkning af eventyret. Det er vitterlig for voksne. Personen ved siden af mig læner sig interesseret frem, mens jeg nærmest trykker mig tilbage i sædet. Musikken (også af Rune Risager) bliver ved og ved. Af og til skiftes der til en rød guitar. De farvede guitarer er de eneste farver i mørket. Resten er sort skind, læder og menneskehud.
Forestillingen er af Sew Flunk Fury Wit, der beskriver deres forestillinger som "musikdramatiske i en hybrid-genre af poetisk performance, menneskestørrelse neo-puppetry og originalkomponeret opera i forførende lyduniverser". Forestillingen er en del af K:Select, der er "et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø." Det gode og det onde vendes på vrangen, lys og skygge mødes, når HC Andersens fortælling bliver flået fra hinanden i et orgie af lys, lyd og sansemørk mystik.
Nuvel, vi trækkes ned i et kunstnerisk kinky mørke, men hvilke indsigter bringer det os? Hvad bruges det til? Hvor bringer det os hen? Og vigtigst, hvad skal vi bruge det til?
Vi forhekses, men forhekselsen bliver aldrig brudt, heller ikke for den stakkels Johannes/Svend. Han ender så indbundet og opstrammet, at han må modtage applaus liggende på gulvet. Jeg føler med ham. Det er ikke noget sjovt eventyr at være inde i. Det behøver det heller ikke at være, men så skal det give os noget andet i stedet. En indsigt. En kunstnerisk oplevelse eller en magisk grum billedmagi, som jeg kan tage med mig hjem.
Teatret sammenfatter det som: En musikdramatisk forestilling om liv og død, H.C. Andersen, japansk bondage og længslen efter at transcendere. Men forløsningen udeblev. Jeg endte lige så ophængt og indesnørret som Johannes i Nina Kareis Livingstones instruktion efter oplæg af Jesper Pedersen og Svend E. Kristensen. Sidstnævnte er kunstnerisk leder af Sew Flunk Fury Wit. Scenografi af Kristian Knudsen. Katrine Krohn havde designet kostumerne, der var syet af Fredericke Kellberg. Lysdesignet er af Andreas Buhl.
Efter applaussen skynder jeg mig ud. Udenfor er solen ved at gå ned. Det er lyset og mørket, der mødes på ny. Det første mørke kunne jeg godt have undværet. Det sidste mørke trækker mig videre ud til sommeren. Jeg ærgrer mig over at have været forhekset af mørket på Lille Scene i Skuespilhuset. Det startede så godt, men jeg for vild i mørket. Det er altid farligt at udfordre mørket, især hvis det tager magten fra én - ligesom i HC Andersens "Rejsekammeraten".
"Det kan også blive for meget med alt det gode." er en af sætningerne, der bliver hængende efter forestillingen. Så vil jeg snarere sige: "Det kan også blive for meget med alt det onde."
Se oversigten over de