”Forvirring” er den afsluttende historie i bogen. Den siger det hele. Jo., det er forvirrende. Også for hovedpersonen, for hun ringes op af Anna, der fortæller, Frank skal bisættes næste dag. Hovedpersonen aner ikke, hvem de to er, men siger alle de rigtige ting – og går med til bisættelsen, for at få den historie ”på plads” – som der står. Hun går ikke med til den efterfølgende kirkekaffe, men lyver sig undskyldt med et lægebesøg – og skynder sig væk derfra. Da hun vil låse sin cykel op, passer nøglen ikke. Det er alligevel ikke hendes cykel. Hun ved ikke, hvor den er. Hun vil bare væk og ”lægge afstand til den kirke. Til fortiden.”
Camilla
Guldager Troelsøs HVAD ER MENINGEN? Består af en række kortprosastykker. Små
noveller og enkelte digte, der alle kredser om at finde en mening. Eller
genfinde den.
De
skiftende personer er alle nedbøjede og forsømte, forsmåede og tilsidesat. Der
er ikke meget håb at finde der, og så alligevel. For det er her humoren lægger
sig forsonligt og lindrende hen over de strabadser som personerne udsættes for.
Det handler både om store eksistentielle valg i tilværelsen, eller måske
snarere om de valg der ikke bliver taget, men også om små bagateller, der
antager bjergformationer og helt spærrer for udsynet
Der
er megen venten og stilstand i de korte tekster. Smerterne bliver blotlagt med
raske hug. Der bliver ikke skubbet noget under tæppet. Alt lægges frem, og det
virker befriende.
De
burde måske nok blive endnu mere knugende og knudret af det, men det er som om
det understøtter de menneskelige strabadser og dilemma som vi alle lever med.
Sådan så det pinlige og tavsligt personlige med ét bliver til noget generelt
som alle vil kunne spejle sig – i højere eller mindre grad. Ved at opridse
denne gebrækkelige og endeløse række af nederlag, kunne det hele let blive så
ynkværdigt, at det ikke er til at holde ud, men det modsatte sker. For det er
jo noget vi alle er fælles om. Vi har alle prøvet det, men dog sjældent i så
udpræget grad som det er gengivet i historierne. Men vi kender det godt, og
denne form for genkendelses er entrébilletten til at finde meningen. Det er nok
tvivlsom om projektet lykkes for forfatteren, men jeg tror heller ikke at det
er, hvad det egentlig handler m, selv om det navngiver projektet og udgivelsen.
Det
vigtige er ikke så meget spørgsmålet som det er e mange forsøg og tilløb til at
finde plausible forklaringer.
Nogle
af teksterne slår hårdt, mens andre er mere forsonlige. Andre har et
humoristisk skær over sig, så jeg som læser kommer til at le. Men det er en
skyldig latter, og der er ikke noget befriende over latteren. Det er mere
overleverens latter, der gør at man kan holde det ud, for det skrives direkte
på smertepunkterne. Det gør det til en stærk og uforsonlig oplevelse. Man slår
sig let på teksterne. Det er også en fortælling om et liv med flere diagnoser.
Det
er en ganske tynd udgivelse rent sidemæssigt – bare 83 sider, men indholdet
folder sig alligevel ud i al sin bredspektrede gru. Det er gru og latter. Det
gør ondt, men over det hele gjalder latteren, for den virker livgivende og den
bringer lys ind i tekstens mørke. Det er en stærk og hudløs oplevelse, der
hermed være sig anbefalet.
Bogens
illustrationer samt forsideillustrationen er alle kreeret af forfatteren, og de
lægger streger til ordene. Det kommer til at passe rigtig godt sammen.
Camilla Guldager Troelsø:
HVAD ER MENINGEN?
(mellemgaard, 2022)
