Hanne Apter Demsitz (født 1946) maler meget farveglade og umiddelbart varme malerier, men hvis man kigger nærmere på titlerne, er der også en anden og mere voldsom historie bag. ”Jeg er Holocaust-efterkommer” præsenterer Hanne sig med. Det sætter tilhørerne til vægs, og Hanne er også opdraget med at gå ”til hovedet”. Hun går direkte til dem, der bestemmer, hvis der er noget hun gerne vil have ændret – og det har der været flere gange i hendes liv.
Efter
festivalen sidste år tilbød Hanne at fortælle sin historie i år.
”Mange jøder
er trådt frem med deres historie, men det har jeg aldrig gjort – før nu!!
Under mit besøg hos Hanne i Charlottenlund har hun lagt en mappe på bordet mellem os. Der er et bryllupsbillede af forældrene på omslaget. Under billedet har hun skrevet forældrenes fangenumre fra Theresienstadt. De overlevede og kom tilbage til Danmark efter krigen i Bernadottes hvide busser, men krigen fulgte med. Også selv om det blev fortiet.
Veninden Birte Kont har i romanen ”En by i Rusland” (Gyldendal, 2016) beskrevet, hvordan det er at leve omgivet af hemmeligheder, for man mente, at det var bedre at lade være med at tale om det. Det samme har Alice Maud Guldbrandsen beskrevet i bogen ”Tavshed blev min sang”(Documentas, 2005) - Hanne kender det alt for godt, og når hun tilbyder at fortælle sin historie er det vigtigt at gøre, som hun siger, ”før det er for sent”.
Guitarspillet på podcasten er af Rubens Ballade - komponeret af Ruben Engelhardt. Rubens Ballade kan også opleves på 2. festivaldag i Vanløse, tirsdag den 8. august 2023. Her er et link til sangen "Den dybe længsel" kreeret til festivalen, og som var med på den opvarmende podcast.
Hanne har
denne tilføjelse til podcasten:
”Der er ting jeg
har glemt, min fars ene søster ville ikke forlade Tyskland, hun blev deporteret til Polen, hvorefter hun blev
skudt og smidt i en massegrav.
Da de kom hjem, var der ingen
offentlig hjælp at få pga. min far var statsløs. Min
mors søster, som var gift og boede i Sverige, gav mine
forældre 500 kr. Min far lejede et lokale ved Nørreport. Der åbnede han sit værksted som skomager, men han
havde ikke penge til maskiner, men kommer i snak med en dame, der bor i ejendommen og fortæller sin historie, hvorefter hun låner ham penge til maskiner på hans glatte ansigt. Hun blev en del
af hele vores familie. Der var
gode mennesker til.”
på 2. festivaldag
*