Den atmosfæriske kunstart fik Thulla sat fart i efter et eksotisk møde med en sovjetisk raritet - en theremin (ses også under navnet æterofon). Det vides ikke om rariteten også er på musikantikvariaters røde lister over udryddelsestruede instrumenter.
Grundig google førte Thulla til Frederiksberg, hvor en tidlig model, der angiveligt kun var lidt brugt, kunne købes.
Af luftens musikalske molekyler tryller Thulla insisterende vibrationer ved i besværgende bevægelser og et fast blik overfor instrumentets to antenner at justere henholdsvis volumen og tonehøjden.
Den russiske opfinder Leon Theremin flyttede i 1928 til USA og fik instrumentet patenteret. Og ja, vi kender den besværgende lyd fra Tv-serien ’Barnaby’.
Thulla sluttede sin både æstetiske og æteriske seance af med stykket 'Russisk dans'.
*
Kan man skabe på sorg, skal man?
Ole Bundgaard har rejst de to store eksistentielle spørgsmål.
Der er næppe to mennesker, der kommer igennem sorg på den samme måde. Det væsentlige for processen fra sorg til noget andet er selvsagt, at forandring begynder at indtræde.
Sorgen på følelsernes præmisser alene kan overvælde og nærmest sætte sit sejl over dagene uden udsyn til andet end tab og savn.
Får man derimod held til at transponere sorgens størrelse, som jo også er de minder, man holder af, op fra følelsernes domæne til den del af bevidstheden, der kan skabe ord og musikalske strofer, så sker forandringen. Man får pludselig udtryk for smerten, som man i små bidder kan give fra sig.
Det var, hvad der skete på Michael Svennevigs sidste festivaldag. Til de gamle og de nye venner, som så gerne vil tage imod og give tilbage, spillede og reciterede Ole bidder af sin sorg under overskriften 'Sjov lille melodicyklus til en række haiku'.
Den empatiske fortættethed var nærmest håndgribelig. Et af de øjeblikke hvor empati og sympati ikke kan skilles ad.
Paradokset er, at en festival, hvor livets diversitet eksploderer, også kan være dér, hvor sorg må reagere og lade sig forvandle.
*
Guitar, gedigent og godt
Michael Svennevig er god til at slutte sine festivaldage med lidt musik, der lander tilhørerne efter de mange indtryk, der godt kan udfordre den mentale elasticitet. Ørene skal jo helst vende den rigtige vej, når vi går hjem.
Mikkel Andersen stillede op, og af hjertet tak for det.
Villa Lobos og spansk fingerspil, der tryllede et stykke musik frem, som egentlig ikke rigtig er noget ifølge Mikkel Andersen selv. Det kunne man heldigvis ikke høre på fremførelsen.
*
Med livet i hænderne
Som forberedelse til torsdagens salon med Michael Svennevig, hvor Stig Dalager deltog sammen med Salim Abdali, fik jeg så endelig næsten læst Svennevigs samtalebog baseret på Karen Blixens tese, der tilsiger at ’et menneske bliver først virkeligt, når det fortælles’. Skuespiller Lise Kamp Dahlerup levendegjorde i oplæsning passager fra bogen. Det var i bogstaveligste forstand en oplevelse med livet i hænderne.
Dalager har den alternative teori, at Kierkegaard døde af ulykkelig kærlighed. Selv har jeg i årevis slået mig til tåls, med ’det man vidste fra Kierkegaard selv’, nemlig at filosoffen blev slidt op af Corsaren, skuffelsen over gadedrengene der begyndte at gøre nar og biskoppen med det gejstlige hof, der ikke overraskende var fortørnede over at blive afslørede som søndagsprædikanter.
Dalager har imidlertid valgt at lægge vægt på det nærmest psykologiske narkotikum for Kierkegaard, som møder med ungdommens Regine på spadsereture på Københavns volde, ser ud til at have været. Regine Olsen har trods møderne giftet sig med en mand, der skal være guvernør på De Vestindiske Øer, og nu rejser hun altså i hvert fald i nogle år. Slut er det med 14 års ordløse spadserende træfninger ad stier og stræder. Slut er det med den ’telegraferede mimiske’ kontakt, den dag Regine for første gang i halvanden dekade taler til sin Søren for at ønske ham et godt liv og lade ham vide, at om lidt er hun væk. Et halvt år efter 42 år gammel lader Kierkegaard sig indlægge på Frederiks Hospital for at dø. Dalagers bog, der er en roman og ikke en biografi, tager udgangspunkt i disse begivenheders drama for at udfolde historien om en af Kierkegaards længsler i livet – Regine. Den anden var Gud.
Dalager mener, at Kierkegaards liv væsentligt konstituerer sig gennem indtrykkene af to længsler – en religiøs og en sanselig. Det er plausibelt.
Men hvad ville Søren Kierkegaard nu have sagt til at få ændret litteraturens grundlæggende perspektiv for sit liv og forfatterskab? Han har udtalt sig om dette at vælge det rette ’motto’ til åbningen af et kapitel i en bog således:
’Der hører temmelig megen Smag, en høi Grad af Inderlighed i sin Gjenstand og i Stemningens Temperatur til at vælge et Motto, der bliver lidt mere end et intetsigende Udraabstegn eller en Figur, som den Lægerne pleie at skrive over deres Recepter. (Kilde: En endnu Levendes Papirer, 1838)’.
For Dalager er det altså ’Smagen’, ’en høi Grad af Inderlighed i Gjenstanden’ og ’Stemningens Temperatur’, der er på spil, når vi skal læse eller genlæse ’Øjeblikkets Evighed’. Det er det også, når Salim Abdali skal transponere den danske tekst til arabisk og introducere et arabisk publikum for tankegangen om den sanselige kærligheds betydning i den vanskeligt tilgængelige filosofs liv. Den filosof hvis eksistentialisme har udelukket en del læsere på grund af sin sværhedsgrad.
I Søren Kierkegaards ord, så har Dalager nu givet bolden op til at ’smage’ og ’holde øje med Temperaturen’ og tage stilling til ’Graden af Inderlighed i Gjenstanden’. Men også til at nogle læsere i Kierkegaards ord vil lede efter ’om nogle Smaastene knase under Tænderne’ om for eksempel biografisk genkendelighed. For hvor går grænsen imellem en historisk baseret roman, og kravene til det vi sædvanligvis forstår som en biografi. Det er det genremæssige dilemma Dalager lægger arm med.
De små citater fra bogen på først dansk og så arabisk, som vi i går fik læst højt i salonen, var på nutidsdansk ’teasere’, der lover godt for den samlede læsning af værket. Det er velskrevet.
For Søren Kierkegaard er det med livet i hænderne.
*
Foto: Tina Lindop
The man who sleeps under trees
Tom Sonntag leverede ikke kun sit fornemme udstyr til Michael Svennevigs festival, som blandt andet gjorde duet med Zigola og sang med blomsterne mulig. Han berigede os også med sit udprægede musikalske talent og den smukke vokal.
Tom har kæmpet med meget, men han har beriget endnu mere i kolossal mental styrke.
Jeg måtte se din video fra ’the land behind’ flere gange, skifte sprog, vente på et godt foto fra Tina Lindop (min telefon viste sig ikke helt at være opgaven voksen) og penne nogle helt nye linjer, for at sende dig en hilsen som tak for dit uundværlige bidrag på festivalen:
To the Man from the Land Behind
The man who sleeps under trees
and whispers with the bees.
In tunes of a string or two
he captures the forest hue.
Forest secrets rising from the mist
a flute lets tumble like dew of its gist.
The man who tangles with creation
seeks stages of cessation.
He mingles with powers of nature and mind
to bring forward the visible to the blind.
The man from the land behind who empties the bowl
does so in the calls of an owl.
