lørdag den 23. marts 2024

"MIT HUS I SINAI" af Netka Elisabeth Bach & Michael Svennevig

 

Foto: Netka Elisabeth Bach & Michael Svennevig.


Lige fra barnsben af har jeg altid været vild med fugle. Fuglene er frie og kan flyve, hvorhen de vil. Så dem betragtede jeg meget – og gør jeg stadig. Måske skabte det denne længsel i mig. Jeg blev selv en trækfugl, for min drøm var at bo 6 måneder om året i Sinai, hvor jeg for 22 år siden købte et hus, som jeg stadig har.




Jeg bosatte mig i beduinernes del af byen Dahar på Sinai-halvøen imellem Egypten og Israel. Det var også den fattigste del af byen, men til gengæld har beduinernes varme gæstfrihed altid betaget mig. Alle hilser og vil gerne i kontakt. Det kan tage lang tid bare at gå et lille stykke, for der er så mange at tale med. Det virker så hjerteligt. Jeg tegnede selv mit hus, men det var svært at få de egyptiske mandlige arbejdere til at tage imod ordrer fra mig som kvinde, men det lykkedes.



Jeg er tæt knyttet til en egyptisk familie, som jeg har mødt her. Aldrig har jeg følt så megen kærlighed og omsorg. Det er ganske overvældende. Jeg føler mig hjemme, når jeg besøger dem om fredagen, som er deres helligdag. Det er en omsorgsfuld familie med 4 børn. De har lukket alle ind i deres liv gennem årene, og har hjulpet endnu flere. De har geder og får, der har deres egne navn og som bringer familien megen glæde. Jeg har fulgt med i familiens liv gennem årene og er på en måde også selv blevet en del af den. Jeg har set børnene   vokse op. Den ældste datter er lige blevet gift og er nu i 5. måned.




Egypten er et kontrastfyldt land med store økonomiske problemer. Sinai er et kompliceret sted at leve. Med al sin skønhed og lovløshed er det et eftertragtet sted at få fingre i for andre. Beduinerne og egypterne er meget forskellige. Bare det at købe hus her var et værre virvar. Gennem de sidste 22 år har byen Dahab udviklet sig fra at være et lille beduinsted med rygsækfolket til nu, hvor det er et sted med blinkende lys og musik alle vegne. Der er også kommet flere moskeer, der dagligt kalder 5 gange til bøn. Antallet af mennesker er blevet mangedoblet. Fra beduiner og egyptere til russere og ukrainere, englændere, tyskere, nordkoreanere, japanere og israelere.



Alene de omgivende bjerge... der er både ørken og hav. Bjergene har en mangfoldighed af farver og former. Der er ro og fred, og en særlig harmoni over den betagende natur. Der er oaser af sand og en masse vegetation imellem bjergene. Det er en stor oplevelse at være på ørkenture med beduinerne. At overnatte under åben stjernefyldt himmel er noget, der bliver inde i én. Stilheden… . At være en del af universet. At høre til. Man bliver så lille der i mørket, alene under stjernerne. Om morgenen er der spor i sandet af slanger og skorpioner. Beduinerne bager brød i det glovarme sand. Bålet holdes i live til mad og te. Sinai er krøbet ind under huden på mig. Det er blevet en del af mig. Det er som om tiden står stille her. I hvert fald ude i ørken, hvor det er som om naturen trækker vejret igennem mig. Måske tabte jeg min sjæl til stedet her den første nat i ørknen, for siden har jeg altid haft denne længsel i mig. Måske lige som trækfuglene.



Netkas beretning er lavet til en monolog af Michael Svennevig. Monologen fremføres af skuespilleren Lise Kamp Dahlerup2. festivaldag i Vanløse, tirsdag den 6. august kl. 15-21 i GLOBAL Art Gallery, Skalbakken 8 A. Hør Netka fortælle mere om huset i Sinai på podcasten, ”Netka & tranerne” fra sidste år.  

 

 *



Festivalmaleri: Hanne Svennevig.


VERDEN ER FULD AF VEJE
Festival om drømme og portrætter
3. - 14. august 2024
5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen på hjemmesiden.

*