Vi befinder os i et forsøgscenter, der senere viser sig at være et militært anlæg. Vi er der sammen med tre personer, som vi gradvist lærer at kende. I starten er de lige så udefinerede som stedet. Tid, sted og rum er uvist. Det kunne både være før, nu eller ude i fremtiden. De tre personer, som vi er sammen med, har ansøgt om at være med. De har betalt mange penge for det, og i den første indledende scene møder vi Alice, en 60-årig pensioneret arkitekt, spillet af Sue Hansen-Styles. Hun har underskrevet snesevis af dokumenter, der bekræfter at hun er her af egen fri vilje, og at hun ikke kan holde stedet ansvarlig for, hvad der skulle ske hende. Heller ikke, hvis det skulle resultere hendes død. Det er så at sige rammen for fortællingen. Det er en meget spinkel ramme, som den serbiske dramatiker Tanja Mastilo tager afsæt fra. Mastilo er næsten husdramatiker hos Why Not Theatre Company, der efterhånden har opført mange af hendes stykker - og har gjort det med stort held og dygtighed.
Det er et gennemgående træk i Tanja Mastilos dramatik, at vi er lukket inde sammen med personer, der føler sig fastholdt og lukket ude fra det omgivende liv. Hendes dramatik giver mindelser om Jean-Paul Sartres "Lukkede Døre" og August Strindbergs "Et Drømmespil". Det er fabulerende og nådesløst. Det uvisse fungerer godt på en scene. Publikum er ofte lige så uvidende som de medvirkende. Det er et godt dramatisk udgangspunkt, når vi alle bliver holdt fast i samme uvished. Derved bliver det et forsøg på at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Det er meget selvransagende, men også krævende, for hele tiden får vi kun historierne fortalt drypvist. Ofte gør det, at vi bliver holdt frit svævende - ligesom i denne forestilling, hvor vi også præsenteres for Kendall, en 40-årig levemand, spillet af Bennet Thorpe, der er blevet forladt af sin kone. Den tredje person er den unge Simon, spillet af Daniel Neil Ash, der har massive rygsmerter efter seks operationer som følge af, at han har befundet sig inde i et sammenstyrtet hus.
Disse spredte oplysninger om de medvirkende varer det lang tid inden vi får. Længe handler det om, hvordan de positionerer sig i forhold til hinanden. Alice udviser omsorg for Simon, der viser sig at være i hæren og den eneste af de tre, der ikke selv har betalt for at være med. Han kredser meget om løjtnanten, der betyder alt for ham, og som han også har varme følelser for. Det er uvist, om det netop er grunden til, at han er der.
Vi ved det ikke, der er ingenting vi ved med sikkerhed. De tre udsættes for simulationer. Kendall bringes tilbage til et dansested, og vi danser rundt sammen med ham. Stedet leger med hans erindringer og prøver at genopbygge dem kunstigt. På samme måde som Alice bringes til at se sin afdøde søn. Både manden og sønnen omkom i en trafikulykke. Alice er chokeret, rystet og skælder ud over, at hun på den måde bringes tilbage i sine minder. Vi fornemmer, at det er noget af det som hele forsøget går ud på.
Det er ganske udmattende ikke at vide, hvad der sker - og stykket bevæger sig ikke ud af stedet. Det er meningen, at vi skal føle os lukket inde i en kunstig forsøgsverden, hvorfra der ingen vinduer er ud til omverdenen. Undervejs ved jeg ikke, hvor jeg skal gøre af forestillingen. Jeg svæver lige så meget i det uvisse som de tre på scenen, men selv om jeg bagefter forlade teatret forvirret og konfus, er det alligevel et af den slags stykker, der arbejder videre i underbevidstheden. Det er både irriterende og fascinerende.
Faktisk er det noget af det, som teatret er så eminent til. Det planter frø i vore sind, der bagefter spirer videre. Det er ofte den slags oplevelser, der har en væsentlig længere levetid end forestillinger, der umiddelbart virker forløste og færdige. ENTER COPY leger med vores underbevidsthed. Det drillende og udfordrende er hele pointen. Så selv om jeg forlader teatret uforløst, er forestillingen slet ikke færdig med mig.
Jeg er på overarbejde. Mit sind og min krop kæmper for at finde sammenhængen. Det er først på cykelturen hjem, at det slår mig, at det jo netop er et billede på vores moderne liv, hvor vi omgiver os med skærme og derved ophæver den ydre virkelighed omkring os, eftersom det digitale skærmliv langsomt overtager vores fysiske liv. I stigende grad bruger vi tid på at kontakte hinanden gennem skærme på bekostning af den nærhed, som vi dermed fravælger. Vi er blevet helt og aldeles spundet ind i vores digitale omgivende verden. Vi er efterhånden mere til stede i vores mange parallelle universer. Vi går rundt med skyklapper på. Eller i hvert fald med høretelefoner. Jo, vi lytter til musik, til podcasts, til radio og er ikke længere fuldt til stede der, hvor vi er. Vores bevidsthed suges hele tiden andre steder hen. Det er noget af det, forestillingen med rette gør opmærksom på.
Tankevækkende er det! Vores menneskelighed smuldrer, og vi står nøgne tilbage. På den vis er det ikke noget rart menneskesyn, vi er omgiver af. Det er også en vigtig vision for teatret at stille spørgsmål og flytte os hen til steder, hvor vi bliver stillet over for endnu flere spørgsmål - og det må man sige at forestillingen gør. Det er spørgsmål uden svar. Det er de svar, vi selv må bakse med at finde. Det er ikke behageligt, men nødvendigt.
Forestillingen opleves endeløs. Personerne hænger frit sprællende, og det er netop meningen. Det er samme fortællestruktur, der går igennem megen af Tanja Mastilos øvrige dramatik og dermed også gennem Why Not Theatres seneste produktioner. Denne gang er fortællekonstruktioner lige ved at opløse sig selv. Det er ganske skræmmende - og det lover ikke godt for den verden, vi præsenteres for på scenen. Der er ikke meget håb at finde. Det er i det hele taget svært at finde ud og komme væk. Men der er ingen vej uden om COPY ENTER.
COPY ENTER
Gæstespil af
Why Not Theatre Company
på Bådteatret
28. november - 18. december 2024
105 minutter
