Anmeldelse: WIT på Bådteatret

 Foto: PanCakeBeavercom

Hvem skulle tro at døden kunne være så morsom? 

Men det er den i Margaret Edsons velskrevne skuespil ”WIT” der spiller på Bådteatret med Sue Hansen-Styles i den altdominerende hovedrolle instrueret af Peter Dupont Weiss. 

At engelsk er så smukt kommer hver gang bag på mig, når jeg ser Why Not Theatre Company´s forestillinger. Det er et sprog der bliver båret frem af teater. Det ligger simpelthen godt i munden. Ikke mindst når det scenisk står så stærkt i Sue Hansen-Styles fremførelse som det er tilfældet i forestillingen. 

Scenerummet er enkelt og består af hvide forhæng der trækkes for og fra, og leder os ind i en hvid og steril verden med en seng og en kørestol. Så enkelt er det scenisk, selv om det er en historie med mange lag. 

 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Hovedpersonen Dr. Vivian Bearing er en frygtet og beundret litteraturprofessor i engelsk renæssancedigtning der er vant til at forelæse om livet og døden. I forestillingen bliver det ikke ved døden på dette abstrakte poetiske plan, for professoren indhentes af en dødelig cancer, der breder sig med ekspresfart gennem kroppen. I prologen siger hun ligefrem at hun har to timer tilbage og vi forstår at forestillingens længde er den faktiske tid hun har tilbage at leve i. At dette er hendes afvikling, hendes møde med døden. Det er skæbnens ironi - og den er der heldigvis meget af i forestillingen - at en af hendes læger netop er en tidligere elev, der har sukket og pustet under hendes regeringstid på universitet, hvor der ingen blødsødenhed blev udvist. Nu er hun til gengæld fuldstændig underlagt ham. Veloplagt spillet af Bennet Thorpe.
Sarkastisk siger hun at hun ville have ønsket at hun havde givet ham en lidt bedre karakter. Han er derimod i topform. Litteraturforelæsningerne, der var langt fra hans medicinstudie, fulgte han kun fordi det pyntede på hans CV. Nu er han på vej med en større research, og hans tidligere litteraturprofessor blevet en del af hans researchmateriale, hendes æggestokcancer er så fremskreden at hun siger ja til hans eksperimenterende behandling, da det er det eneste, der endnu kan gøres. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Der kommer ingen besøgende. Der er sikkert ikke fordi de er uønsket, men der er ingen til at besøge. Det ville normalt virke lidt sølle, men vi får et indtryk af et meget stærkt, meget egenrådigt menneske, der har viet sit liv til litteraturen i en grad så hun næsten er blevet til en bog selv. Hun er frysende klar og ildsprudlende inden for sit forskerområde - næsten ligesom lægen hun nu står overfor. Kun sygeplejersken (spillet af Miriam Yeager) tilfører stykket noget af den menneskelighed som de andre ikke udviser. Jo, de lever og ånder, men gør det for hver deres videnskab. Mødet eller måske snarere konfrontationen mellem dem er særdeles gnistrende på den særlige underspillede måde, der klinger så godt på engelsk. De er for så vidt hinandens værdige modstandere, men kampens resultat er på forhånd givet. Der er en vinder og en taber. Det er taberen vi følger. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Vi møder Vivian Bearing undervejs i sygdomsforløbet. I starten, under prologen, står hun gævt iført hospitalstøj og slynger tirader ud mod publikum. Hun indtager hele salen. Vi er simpelthen i godt selskab med hende, og vi forstår at det samme har hendes studerende været, så længe de har mødt velforberedte til hendes undervisning. Men døden puster hende i nakken, og lidt efter lidt må hun give op, men ikke uden kamp. Spørgsmålet er om hun egentlig giver op, hun kæmper en brav kramp med fuld værdighed. 

Det lykkes at give forestillingen en fin komik, ikke mindst i scenerne hvor hun afgiver noget af sin suverænitet, da hun går fra at være frygtet professor til forsvarsløs patient. 

Disse gradvise ændringer i status spilles rørende og fuldt dækkende. Det er i det hele taget et studie i hvad et menneske er. Det er ikke til at holde ud af se. Det er ikke til at holde ud af møde os selv så nøgne, som det sker på Bådteatret lille scene nede i skroget på et skib opankret i Nyhavn. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Fra tid til anden kan vi høre, hvordan båden slår sig i tøjret og i den ganske stille forestilling indgår disse lyde fra bådens trosser som et fint akkompagnement til den flot instrumenterede og iscenesatte forestilling. Det er praktisk taget en monolog, men de fem øvrige medvirkende er så veloplagte at det bliver til mere end det. Det er en meget nøgen forestilling. Det er smertefuldt at se den. Det gør ondt at møde døden. Også for os, der kigger på. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

 

Men det er ikke for ingenting at Margaret Edsons Pulitzerprisvindende drama har titlen WIT. Forestillingen er fuld af humor. Dødsensfarlig humor. Det er forløsende. Ellers ville det heller ikke have været til at holde ud.

WIT er baseret på dramatikerens egne erfaringer fra et studiejob som sygeplejer for kræft- og AIDS-ramte patienter. WIT er fra 1995, og da den rykkede ind på Broadway i 1998 valgte The New York Times at trykke en del af teksten fra stykket, hvilket gav forestillingen så meget opmærksomhed at det udløste en debat om hvordan patienter behandles og omtales af hospitalsvæsenets læger og plejepersonale.

For publikum der tør udsætte sig for Why Not Theatre Company´s kemobehandling, fint doceret af iscenesætteren Peter Dupont Weiss, er der meget at hente. Alene lyden af det smukt talte engelske sprog burde være en anbefaling i sig selv. Det er så smukt at det gør ondt.

 

Instruktør: Peter Dupont Weiss

Dramatiker: Margaret Edson

Skuespillere:

Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Eira Pryce, Miriam Yeager og Rasmus Knutzen Nielsen

Forestillingen spiller fra den 6.-22. marts 2014 på Bådteatret

Gæstespil af The Why Not Theatre