Efter et forord, der efterlyser en ny vinkel på verden – og gerne en grøn én, tager Mem Alani (født i irakisk Kurdistan) os med til Cuba. Mem Alani skriver godt. Sproget er veloplagt og spændstigt. I Cuba leder han efter glæden og finder den. I det efterfølgende afsnit om ”rettighederne” får vi en familiehistorie, der knytter sig tæt sammen med den kurdiske selvstændighedstanke. Selv om det er alvorligt, beskrives det let og muntert. I det efterfølgende afsnit er vi tilbage i København, efter at hovedpersonen, der er Mem selv, har været ude for en trafikulykke, som han intet erindrer om. Men det er tydeligt, at han har været udsat for noget voldsomt, for han kan ikke længere bevæge sig. Som om det ikke er nok, er bevidstheden om at være glemt af venner og familien knusende. Det står i stærk kontrast til livet, nærheden og glæden i de to foregående afsnit. Da hospitalet ingen behandlingsplan har for ham og også har pladsmangel (han bliver flyttet ud på gangen), beslutter han sig for, at han lige så godt kan være hjemme hos sig selv. Det er ikke uproblematisk at unddrage sig behandlersamfundets lange arme. Men værre endnu er følelsen af at være til overs. Ingen venner og familie kommer på besøg. Jo, kæresten og dennes forældre stiller op og gør en forskel, men hvad med de andre? Bliver man virkelig så hurtigt glemt? Det er tankevækkende og meget beskæmmende at opleve, at verden kun smiler tilbage til dig, når du er glad og rask.
I bogens 4.
afsnit spørger forfatteren: ”Hvilken forskel gør kunsten i vores liv?” og
svarer selv senere: ”Jeg vil bruge kunsten til at finde balancen, for ikke at
miste livets skønhed.” Der følger en beskrivelse af det først besøg i
hovedstaden Bagdad – som 19-årig. Alting er nyt og spændende. De unge mænd går
ind på Sheraton og ”For første gang brugte vi vores engelsk i virkeligheden,
selv om vi havde haft sproget i 8 år i skolen.” Besøget i hovedstaden munder ud
i optagelsesprøven til Kunstakademiet, men det er svære odds for en kurdisk
dreng i Irak. De er en gruppe, der er taget dertil, men kun en af dem kommer
ind på billedkunstafdelingen, for der er ikke de samme politiske krav som på de
andre afdelinger. På den 6 timer lange bustur tilbage er der ingen af dem, der
siger noget. Nederlaget tynger. Afsnittet slutter med sætningen: ”Du skal først
lære hvad kunst er, Alan!”
Bogen består
af kapitler, der umiddelbart forekommer ikke at have forbindelse til hinanden,
men det er brikker til et puslespil, der er en beretning om forfatterens levede
liv. Det er fascinerende. Hvad der godt kunne virke patetisk og sentimentalt,
virker lige modsat, forfatteren taler lige til hjertet, men gør det oprigtigt
og uden større falbelader. Det skærer én i hjertet, når han beretter om de 10
år, han har ofret på at arbejde og tjene penge til sin kurdiske familie, som
det lykkedes ham at få til Danmark, efter farens død i Irak. Men man høster
ikke altid som man sår. Selv om moren og broren kommer til Danmark, bringer de
ikke noget godt med sig, Forfatteren spørger, om det er ham, der har været
naiv, var det noget han skulle have set for længst? Er mennesket virkelig
sådan?
På en
bryllupsrejse til USA tager hovedpersonen hånd om en ung spansktalende pige,
der mister sin billet på turen. En pludselig indskydelse får ham til at forsøge
at samle penge ind på et midlertidigt ophold på en station, hvor pigen ellers
ville blive efterladt. På kort tid er der samlet ind til mere end billetten
koster. Noget lignende gentager sig i andre sammenhænge. Hovedpersonen er måske
nok hjemsøgt af dårligdomme og svigt, men han har en ukuelig vilje og et lyst
og måske lidt naivt sind, og han evner at holde fast i lykken, når han endelig
møder den. Det er glædeligt at læse om i denne historie, hvor bagtæppet ellers er
tungt og ubønhørligt.
Sproget er
farverigt og lyrisk: ”Bjergene havde en sand sjæl. Vi hørte musik i bålets
fantastiske varme, som mættede sjælen i det kolde bjergvejr. Nu gik det op for
mig, at grunden til, at vi kunne overleve de sidste 6.000 år med alle de ulve
omkring os, var bjergene. Der var tre ting, kun tre ting: ilden, naturen og
musikken.” (s, 155) og: ”Op ad mine frysende ben snor den måske sidste
blodforbindelse til mit hjerte sig! Der kravler sjæle igennem min krop og op
til himlen. De sjæle, som har boet i den varme del af mit hjerte i mange år.”
(s. 227)
Hvad romanen og
fortællingen mangler af distance og klarsyn, får den tifold igen af hjertelighed.
Der er en ligefrem poetisk tone, og der er mange causerier over livet og dets
fortrædeligheder, som hovedpersonen oplever mange af - alligevel er det en smittende
fortælling med et bredt vingefang. Det er trættende at læse de mange sætninger
efterfulgt at udråbstegn, der ødelægger noget af den fugleflugt, som romanen
insisterer på. Den er ikke kronologisk fortalt, og det virker godt, selv om
sproget ikke er helt sikkert. Sådan må det være, når man befinder sig mellem
forskellige kulturer. Man låner fra den ene og sætter det sammen med noget fra
den anden. Resultatet, ”Paradiset lugter” er fuld af tanker, ideer og
fugleflugt. Der er en ånd af østens musik over mange af billedannelserne, og
dette møde mellem det fremmede og det velkendte er velgørende.
Mem Alani: "Paradiset lugter" (2023)
Illustreret af Hoshyar Rasheed, Snobar Avani og Rebwar Saed Rashed
hardcover, selvudgivet roman, 272 sider
*
Læs flere festival-anmeldelser
