onsdag den 17. juli 2024

Anmeldelse: ROSA I AL SLAGS LYS af Per Bloch, roman (2024)

 

Foto: Charlotte Lakits. Omslag: Christian Skovgaard,

Alt det banale bliver væsentligt, og det væsentlige bliver banalt. Humoren bærer det igennem. Den er grum, barsk og overraskende. Det hele ligger indlejret i sproget og tonen som trænger igennem fortællingen. Lukas er forelsket i Rosa. Det er sket mange gange før. Alle han elsker hedder Rosa. Det gør det meget nemmere, når de ikke får nye navne. Man kommer ikke til at fortale sig. Vi hører om deres første møde og bliver ført rundt i deres første forelskelsens rus. Alt er lyserødt i denne bog. Dels de indsatte illustrationer og dels forsiden, hvor en salamanderagtig størrelse er ved at bevæge sig ind og fylder halvdelen af forsiden. Den stikker hovedet op gennem det lyserøde, og det burde måske signalere, at ikke alt er lyserødt, men det er det alligevel længe, indtil det ikke kan blive lykkeligere og bliver uhåndterligt. Ud af det blå – eller måske rettere ud af det lyserøde, slynger hovedpersonen, Lukas, sig ud fra en klippe og suser gennem luftet. I et ekstatisk nu er han fritsvævende, og her er der en overraskende enhed mellem ord og grafik, for sidernes farver skifter fra hvidt til sort og tilbage til lyserødt. Betaget vender jeg side efter side, mens farverne kredser mig ind. Der er flere af disse nulpunkter i værket.

I Per Blochs roman, ROSA I AL SLAGS LYS, griber ord, grafik – dvs. også illustrationer - og lydkompositioner (mere om dem senere) ind i hinanden og knytter sig sammen til en enhed. Men efter de første sider er jeg forundret og har svært ved at greje, hvad der sker med mig. Det er som at bevæge sig ind i en kæmpestor konkylie, hvor der hele tiden er denne dybe klang af hav. Der er ingen havlyde i ROSA I AL SLAGS LYS, men alligevel er det som at træde ind i anelsesfulde rum, hvor alting er vendt på hovedet. Også dialogerne. Det er slet ikke det, der siges, for det er nærmest høflighedsbanaliteter, og alligevel er der denne ekstra lytten, som om der er nogen, der lytter med. Som om det hele er én stor kulisse for noget andet, som endnu ikke er blevet synligt. Det fungerer dobbelt, for på den ene side irriterer det, men samtidig er der også dette inciterende, der inviterer mig stadigt dybere ind i disse (for)underlige rum, som teksten lægger frem for læseren og lytteren.

Per Bloch har en sitrende og pirrelig forfattestemme, alting er meget usikkert og rodet. Som om det hele er udtænkt af en forskruet hjerne, der prøver at overgive kontrollen til sit hjerte, og så alligevel fortryder, og derfor er resultatet blevet som at snige sig hen over den tyndeste is, der hvert øjeblik kan briste under én. Måske er det bare et galt ord, der skal til. Måske endnu mindre…

Det varer ikke længe, inden jeg overgiver mig, selv om det er umuligt at greje, hvor det fører hen. Lige så lyserødt det er i starten, lige så mørkt og trøstesløst bliver det siden. Alt det smukke visner omkring Lukas og Rosa – og især inde i dem.

Pludselig en dag løber Lukas sin vej. Det er lige så overraskende som springet fra klippen, men det er ikke længere i en lykkerus. Lukas ved ikke, hvorfor han løber. Han flytter ind et andet sted, hvor han tilfældigvis ved, hvor ekstranøglen hænger. Lejligheden er tom og forladt. Han går rundt i sin egen fremmedhed. I et eget ingenmandsland, indtil han nogle uger senere tilfældigt møder Rosa, og de igen slår sig sammen. Det er tilsyneladende uproblematisk bortset fra, at Lukas ikke kan forklare, hvad der skete. Men forholdet er på vej ned ad bakke. Det lyserøde er uigenkaldeligt væk og det bliver mørkere og mørkere, forelskelsen er væk. Til sidst går de igen fra hinanden.

Det lykkes at fortælle denne forholdsvise banale historie på en ny og frisk måde. Det hele er også til stede i de indlagte lydværker, der via indscannede QR-koder bringer os endnu tættere på os selv – eller rettere ind på livet selv. Der er 5 værker:

”Rosa i al slags lys”: Vi lytter til hjerteslag, der blandes med regnende knasen, mens spændstige harpestrengeklimpt hæver sig op over det jordiske og lader os skue ud over en meget større verden, indtil hjerteslagene igen bringer os tilbage ind i kroppen.

”Noget nyt og noget lånt”: Grædende cello- og pizzicato-knips, der som en masse myldrende myrer kravler frem fra sprækkerne i væggen bag køleskabet.

”Efter regnen”: Sorgen griber fat. Fuglekvidren gennem regnen fra burfugle. Let trafik trodser vandmasserne, der uophørligt fosser ned. Forbigående barnegråd. Elektriske guitarriffs, der blander sig med gråden og regnen, og slår ekko hen over det hele.

”Ombygning”: Klirrende metalbøtter, der som xylofoner slår imod hinanden, mens enkelte toner går amok i en ukontrolleret rytme, der til sidst samler sig til en pulserende rytme, der slår imod en indtalt stemme, der taler lige akkurat højt nok til, at den kan høres, men ikke højt nok til, at det er muligt at forstå, hvad der bliver sagt.

”Stranden”: Rytmiske indiske toglyde og buldrende menneskemasser. Vi glider ned igennem menneskemyldret. Måske er vi med på markedet, hvor sangtoner slynges imod os, mens alskens varer bliver højlydt faldbudt. Bilernes båtten glider igennem og tager os med på farten. Til sidst når vi stranden, og i en forløsning af den buldrende lyd drukner vi i brændingen. Endelig er vi fremme, mens løbende tabla-rundgange, ringende klokker og bølgeslag opsluger det hele.

Jo, ord, toner og illustrationer flyder sammen i denne parforholdsroman. Flere gange undervejs sender jeg den norske meget grumme humorist Erland Loes ”Doppler”en tanke, hvor manden på samme måde pludselig går hjemmefra uden at vide hvorfor. Han gør det bare. Han flytter ind i naturen og bliver en anden – eller måske bare sig selv. ”Doppler” er grotesk, vild og uregerlig. ROSA-romanen er ikke helt så vild, eller også er den? Den er på samme måde båret af en ligefrem uforståelighed, der bliver mere og mere udtalt gennem romanen. De sproglige billeder og metaforer står i kø og banker hele tiden på. Det er en desperat roman pakket ind i formildende lyserødt. Alle vil kunne forholde sig til temaet, der handler om drømmen, man lever og drømmer, men også om den hårde landing, når drømmen falder inde i én. Denne roman er både ulidelig og umanerlig spændende.

 

Foto: Charlotte Lakits.

Per Bloch

ROSA I AL SLAGS LYS

Roman med indlagte lydværker og illustrationer

218 sider 

Forlaget Rød Panda, 2024


Omslag: Christian Skovgaard,

Illustrationer: Christian Skovgaard

LydværkerPer Bloch (koncept/konstruktion) 

Gæstesolister: Sandra Sohn (harpe), Peter Morrison (cello), Trine Rosa Bonde (stemme), Angunnguaq Larsen (guitar) og Edris Qasimi (tabla). Producer, mix og mastering: Mikkel Engel Gemzøe. 

Per Blochs lydoptagelser er lavet i Delphi,, Athen, Nuuk, Chennai, Århus og København.

 

*

Mød forfatter og komponist Per Bloch 

til festivalåbningen

lørdag den 3. august kl. 12-20 på Amager

i HF Prøvestenen, Kardinalgangen 3, 2300 Kbh. S.,

 hvor han vil fortælle og afspille lydværker fra romanen.


*


Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)


Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

Miniportræt: Peder Barkholt Ovesen og Cathrine Nordseth


 

Ungdomsvenner

Studiekammerater

Kærester

forældre

uvenner

modsætninger

venner

sjælevenner

i musikken

spillekammerater

” Når alle tænker det samme, tænker ingen”


Et miniportræt af Peder Barkholt Ovesen og Cathrine Nordseth, og tråde om deres veje og vildveje.

 De mødte hinanden i ungdommen, siden da de begge to søgte ind på konservatoriet og sidst efter at være blevet godt voksne. Musikken har været en kær legekammerat for dem hver for sig og sammen.

De spiller til selve åbningen af den 17. festival VERDEN ER FULD AF VEJE.

De synger om kærlighed, forskellighed, protestsange, vuggeviserviser og Jazz på Dansk.

# Vi er alle sammen Forskellige # Bare følg med mig # Alting er lige langt ude # Dit dat dut # # Åh Susanne # En anden fugl i skoven # aftenskumringstid # Hvis ønsker og drømme dur´## Åkandemand # Hen under aften #


Tegning. Cathrine Nordseth.


Peder Barkholt Ovesen (født 1957) har spillet og spiller på rigtig mange instrumenter, fordi han er så nysgerrig og legesyg. Klarinet, cornet, trompet fløjter, guitar og klaver. Peder har spillet i forskellige sammenhænge indenfor jazz og freejazz. Peder skriver sange på dansk og med en mening om alt i livet.


Tegning. Cathrine Nordseth.


Cathrine Nordseth (født 1958), har også spillet på mange instrumenter, af nysgerrighed og legesyge. Guitar, El-bas, banjo, ukulele og kæbeharper (jawharpe) som er et traditionelt norskfolkemusik instrument, samt diverse percussion instrumenter. Cathrine skriver og synger sange på Norsk og Dansk, hun er født i Norge og er fuldblods norsk. 


Mød dem begge til festivalåbningen på Amager

og til festivalens Nachspiel i Husum.

Cathrine spiller også solo 

til festivalopvarmningen på Østerbro.

Hør Cathrines optræden til festivalåbningen sidste år.


Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

Læs mere.