Der er vrede og vold i de to forestillinger KEND DIG SELV i Koncertkirken og A CLOCKWORK ORANGE på Teater V. Det er forskellige former for aktionsteater, der begge vil protestere. KEND DIG SELV er intenst personligt drama med en stærk baggrundshistorie, hvor volden primært er psykisk. Det er det lille nære drama, med en stor baghistorie i modsætning til det stort opsatte udstyrsstykke A CLOCKWORK ORANGE, der ligger meget tæt op ad det filmiske forlæg, og er meget mere eksplicit i beskrivelsen af volden. I begge forestillinger bliver der slået ud efter publikum.
KEND DIG SELV
Mohamed Ali Osman er alene på scenen i hans egen og Boaz Barkans forestilling i Koncertkirken, instrueret af sidstnævnte. Mohamad Ali Osman er meget indtagende og charmerer publikum med sin afvæbnende og ligefremme facon, men det er også nødvendigt for at få de barske historier til at glide ned. Det er beskrivelser af virkeligheden set med brune øjne. Det er et opgør med den form på integration, der mere er assimilering, hvor den tilrejsende bare makker ret og indpasser sig. Der er ikke tale om nogen form for gensidighed. Den udefrakommende skal afføre sig egne skikke, klæder og religion og i stedet omfavne de danske værdier, skikke og normer. Det er beskrivelser af overgreb og tvang. Der argumenteres overbevisende med et indledende filmklip, der demonstrerer Dukketeorien, hvor børn af blandet etnisk herkomst bliver præsenteret for to dukker: en hvid og en brun, og bliver bedt om at udpege den, de bedst kan lide og helst vil lege med. Bagefter skal de sige, hvilken af dukkerne de selv minder mest om. Bagefter bygges der ovenpå med publikumsinddragende små spil og monologer. Det plejer at virke frygtelig anmassende, men publikum legede godt med til premieren, så formen virker og passer til historien.
Det hele anslås sarkastisk med en absurd overdrevet historie om en utrolig velmenende kvindelig skolelærer, der vil alt det bedste, men på sine egne betingelser, der faktisk gør mere skade end gavn. Også selv om det er med de bedste intentioner. Det er rablende grotesk, men samtidig så overdrevet, at det får os til at le, for det rammer og berører os. Mohamad formår at spille det ud i det ekstreme og så pludselig slå over i det sygelige og skræmmende, for et øjeblik efter at krybe tilbage i skjul bag humoren. Han bevæger sig helt ud på det yderste af vippen, hvor han står og lader os komme i tvivl, om han og vi selv kan komme tørskoet i land. Det er meget skræmmende i al sin sammenblanding af galskab og vild humor.
Men det er selvfølgelig en forestilling, der afhænger meget af øjnene der ser, og der var ingen tvivl om, at der var stor genkendelse blandt det blandede publikum i Koncertkirken på Blågårds Plads.
Jeg har med vilje gemt forestillingens overskrift til sidst i anmeldelsen, for disse begreber har det med at blive til ord, der mere slår på tæven, ligesom forestillingen gør, selv om der følelsesmæssigt er fuld dækning for det hele, men når det kommer forbi hjernen, har ordene en tendens til at snuble over sig selv, sådan som det let sker med slagord. Forestillingens overskrift er: – En forestilling om internaliseret racisme og islamofobi.
Formentlig var det også grunden til, at forestillingen indledtes med en formaning om kun at tænke på, hvad forestilling gjorde ved os selv. Glem de andre. KEND DIG SELV - og koncentrer dig om, hvad det sagte betyder for dig - og kun dig! Det giver al for god mening, for er vi først på vej ned i de meningsmæssige skyttegrave, er intet vundet. Så lad os hellere holde dialogen kørende. Eller forestillingen postulerer, at vi først nu skal til at begynde dén dialog. Jeg forstår godt, at det må opfattes sådan set med brune øjne, men med hvide øjne har vi allerede været i gang længe, men måske skal vi til at bevæge os væk fra de sikre og skråsikre positioner. Forestillingen er en udstrakt hånd, der skiftevist knyttes og giver håndtryk. Jeg synes, at vi skal tage imod den hånd!
KEND DIG SELV
I koncertkirken på Blågårds Plads
Af & med Mohamed Ali Osman &Boaz Barkan
2.-5. marts 2023.
A CLOCKWORK ORANGE
Det er et ganske overvældende scenerum, der møder publikum, inden forestillingen begynder. Der er en stemning af undergrund og dommedag. Væggene er hele vejen rundt beklædt med graffiti-agtige forsølvede inskriptioner og symboler. Vi befinder os i et rum uden for tid og rum.
De tre skuespillere: Emil Prenter, Sofia Nolsøe og Lasse Steen samt 6 sangere fra Aarhus Teaters Kor synger og spiller sig gennem denne teatraliserede udgave af Stanley Kubricks kultfilmklassiker fra 1971. I filmen var det Malcolm McDowell, der spillede rollen som jokeren Alex. På scenen er det Emil Prenter, der giver liv og voldelighed til den 15-17 årige hovedperson, der er omgivet af voldskammeraterne Bum og Kim.
Lasse Steen har i samarbejde med Sofia Nolsøe og Emil Prenter stået for de musikalske kompositioner, der er arrangeret af Mads Horsbøl med lyddesign af Kim Engelbredt.
Selv om Ludwig van Beethovens 9. symfoni stadig er central i sceneudgaven, er det Carl Orffs Carmina Burana, der lydmæssigt fungerer bedst i nogle af stykkets mest lyriske passager.
Korsangerne fra Århus Teater er alle maskeret som klovne og opholder sig mest på et højt stillads i baggrunden. Det kunne have været dejligt at have dem meget mere med i forestillingen.
Der knyttes mange næver, og der slås igennem til både højre og venstre, men historien er 50 år gammel, og man kan selvfølgelig sige, at volden aldrig bliver umoderne, men tekstmæssigt er Bjørn Rasmussens bearbejdelse af teksten ikke særlig mundret. Den virker antikveret. Det er ikke friskt. Tekstmæssigt virker det klumpet og er en del af grunden til, at den gamle filmklassiker som teater ikke rigtig løfter sig. Jo, visuelt er den forrygende, og lydmæssigt er den også imponerende. Det er Nathalie Melbye, der både har iscenesat, lavet scenografi og designet kostumerne. Det er stort og vildt, men teksten, der gerne skulle ligge til grund for det hele, er skindød fra start til slut, selv om skuespillerne hiver og slider i den. Den er simpelthen svær at holde i live. Men alt det øvrige er betagende og meget grumt.
Men hvorfor skal vi se dette voldsorgie, hvad er det som teksten her 50 år efter skal med os? Tilsyneladende ikke rigtig noget - og alligevel fik opsætningen stående klapsalver. Men det er også en dynamisk og piskende effektiv iscenesættelse, men hvad vil den - og hvorfor skal vi i det hele taget se den? Det er ikke nok at gemme sig bag en kultfilm. Der skal en nyfortolkning til, hvis den stadig skal kunne chokere os i dag. Det er ikke svært, der er meget, der kan chokere os, men verden ser anderledes ud i dag. Det er for let af bruge samme skabelon som Kubricks gjorde i 1971. Men det er en flot teaterrejse. Der bliver spillet helt ud til kanten.
Alligevel er det fx. voldscenen i 2. akt, hvor vi ikke ser, hvad der sker, der er meget mere skræmmende end den udpenslede vold i 1. akt. Det vi ikke ser, men selv forestiller os, er altid meget værre end det vi ser.
Se oversigten over de
