Som 14-årig, da jeg begyndte i 7. klasse, efter at have skiftet skole, fik jeg en dansklærer, der hed Birgitte Steen. Hun talte direkte til mig. Når hun fortalte, følte jeg, at hun talte direkte ind i min sjæl. Jeg havde aldrig været ude for noget lignende. Jeg spiste af hendes hånd i timerne, mens jeg skrev en masse notater. Hun åbnede døren til ukendte universer. Ting jeg aldrig havde hørt om og derfor ikke anede eksisterede. Til kunst, til teater, film og rejser. Til mødet med verden - og ikke mindst mødet med andre mennesker og ikke mindst kunstnere. Det var som om jeg fik lov at låne hendes blik på verden. At se hele verden med hendes øjne.
Hun var ikke særlig høj, havde en lille opstoppernæse, briller og kort hår. Hun var meget energisk. Ofte løb hun rundt i klasselokalet, vildt gestikulerende. Mine kammerater syntes, hun var for meget og mildest talt irriterende, fordi hun hele tiden vækkede dem. De ville hellere bare sidde uforstyrret, mens de ventede på at det ringede til frikvarter, så de kunne slippe væk igen.
Jeg blev fuldstændig fængslet og betaget af hende. Jeg havde aldrig mødt noget lignende. Det var som om døren til lærdom gik op i mødet med hende. Jeg begyndte at læse, jeg begyndte at lave lektier og blev aktiv i timerne. Hun vækkede mig op af min ungdom og fik mig til at se mig omkring. Jeg fik øje på verden og hendes entusiasme smittede af på mig. Jeg havde hende i 7., 8. og 9. klasse. Det gjorde en verden til forskel for mig. Jeg følte, hun gav mig verden.
Jeg blev ved med at holde kontakt med hende mange år efter, og så hende sidste gang for 5-6 år siden. Hun interesserede sig for Island, og gav mig en bog om landet. Af og til har hun sendt mig en fødselsdagshilsen. Vi er venner på Facebook.
For et par uger siden så jeg så et opslag, der fortalte om en bustur fra Sct. Nikolai Kirke i Holbæk ned til 2 kirker med kalkmalerier, Maribo Domkirke, Fuglsang Kunstmuseum sluttende med Dodekalitten nede på Lolland-Falster ved Guldborgsund. 12 store 7 meter høje stenfigurer med udhuggede ansigter anbragt i en rundkreds. Lidt á la figurerne på Påskeøerne eller stenkredsen ved Stonehenge i England. Og hvor der kom musik fra hver enkelt figur. Det fremgik ikke helt tydeligt, men jeg kunne ud af teksten læse, at det var min gamle dansklærer, der ville vise rundt, så jeg tilmeldte mig og lokkede min søster med. I fredags var vi afsted.
Det, at møde hende 45 år efter, var vildt. Jeg blev på en måde pludselig den 14-årige dreng igen, jeg var dengang. Den der helt unge knøs, der var fuldstændig åben, men også usikker og søgende. Midtvejs på turen kom jeg lidt senere tilbage i bussen end de andre, og hun kiggede strengt på mig og sagde: "Kender du ikke klokken?" Lige pludselig talte hun til den 14-årige dreng igen. Det var på en måde skønt.
Det er utroligt, at hun stadig kan holde dampen oppe. Hun virker alderløs, selv om jeg godt kunne høre, at hendes stemme var blevet dybere. Hun havde meget af samme energi, samme entusiasme og begejstring. Hun holdt hele bussen i ånde i de samfulde 10 timer, turen varede.
Vi spiste frokost i "Landsbyen", som forsamlingshuset i Våbenslev hed, hvor vi fik oksesteg, brun sovs og kartofler med agurkesalat og grønne bønner. Min sidekammerat spurgte, hvilken sammenhæng jeg kom fra og jeg fortalte, at det var på grund af Birgitte. Jeg lænede mig over mod Birgitte, der sad skråt over for mig, og sagde: "Alting startede med dig, Birgitte! Det er sjældent, at man kan sige det om et andet menneske. Alting startede med dig! Men sådan var det for mig!"
De indsatte fotos er mine fra turen i fredags, der gik fra Holbæk til Kippinge Kirke, Brarup Kirke, Maribo Domkirke, Fuglsang Kunstmuseum og sluttede ved Dodekalitten, før vi kørte tilbage igen.
