Louise Issi Nyrup Jensen fortæller om,
hvordan en sorg gennem flere år har hindret hende
i at synge, men nu er hun ved at gøre klar til en kommende cd-indspilning og afrunder festivalåbningen i Apostelkirken med at synge Leonard Cohens hymne ”Halleluja” á capella.
Louise har lavet en blog med titlen "Hej mor",
hvor hun for en uge siden delte denne tekst:
Tag dig sammen, Louise!
Åh der er intet jeg hellere vil! Tro mig.
Jeg har tit hørt folk der direkte eller indirekte referere til min sorg, og min angst som noget man kommer over, og som noget man kan styre.. Det er altså ret forkert, min mor forlod kloden for 1 år og 5 måneder siden, og min angst har boet i min krop i snart 3 år. De to ting, både sammenlagt og hver for sig er udfordrende for at sige det mildt.
Og når folk henstiller en lille kommentar om at "Det er også længe siden nu var Louise" så bliver jeg med et både ked af det, vred og komplet magtesløs. Fordi hvordan skal jeg have et comeback klar til en kommentar af den kaliber? Jeg syntes ikke det er længe siden, jeg syntes faktisk det stadig er så tæt på at jeg mærke alt indeni mig slå knuder når nogle nævner hendes navn, eller jeg ser et billede af hende. Og det betyder ikke jeg ikke har lyst til at tale om det, tværtimod betyder det at der bliver snakket for lidt om det. Og at alt det der slår knuder er vigtigt.
Jeg har hørt folk sige jeg skal komme mere ud, drikke mig fuld, eller danse hele natten. At jeg skal få et barn og komme videre og at min far skal have noget at leve for så jeg skal få det bedre.
Men jeg skal ingenting. Jeg skal være mig, uden undskyldninger eller dårlig samvittighed. Jeg skal sige NEJ til aftaler når jeg ikke kan slæbe mig selv ud af sengen, og jeg skal lytte til min krop.
Fordi den fortæller den rigtige historie, om hvor meget jeg IKKE skal tage mig sammen. Min krop reagere stadig ved både at kaste op, få migræne, angst anfald og sove i 18 timer i streg. Og sådan skal det være.
Når man er i sorg så bruger hjernen 70% af sin kapacitet på dagligdags ting. Så som at børste tænder, gå i bad og lave lidt frokost. Så forestil dig i et kort øjeblik at have så lidt hjernekapacitet tilbage at lege med at de 30% måske bliver brug på at smile på arbejdet, være tålmodig overfor din partner eller lave en aftale med en veninde. Jeg siger det bare.. Det er ikke skide nemt.
Så hvor meget jeg end gerne ville tage mig sammen. Så bliver det ikke lige nu. Det bliver faktisk aldrig.
Så nu er jeg som jeg er, med de ting jeg har med mig i min rygsæk, og måske er mit barometer lidt mere sensitivt men lets just roll with it.
Om ikke andet så ved jeg da i hvertfald st jeg aldrig bliver mere ægte end hvad jeg er. Mere rå og mere ødelagt.
Men jeg ved du kigger med deroppe og forhåbentlig er du stolt!
Jeg savner dig hver dag
Læs mere på Louises blog "Hej mor":
Og lyt til Louises sange her - og til åbningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,
hvor hun afslutter aften med Leonard Cohens "Halleluja"
- og fortæller om, hvordan hun arbejder med at komme igennem sorgen - og nå tilbage til sin sang.
