Det
tog to-tre dage før jeg var parat til at skrive om MÆRKVÆRKs seneste forestilling
UNDER HUDEN, der handler om døden. Døden er svær at lave teater om. Den er i
det hele taget svær at tale om. Døden er også svær at anmelde.
De
er tre på scenen, selv om de faktisk er fire venner, men Freja mangler, for hendes mor, Trine, er lige død. De skulle have lavet en dans sammen, alle fire. Men nu er de kun tre.
Frejas
mor har været syg igennem et stykke tid, men Freja har ikke sagt noget om det. Det er først,
da Frejas far møder Albertes mor og fortæller det, at Alberte og de andre, Nicoline og Jon får
det at vide. Da Albertes storebror døde nogle år tidligere, kom Freja straks
hen til hende. Godt nok lukkede Alberte hende ikke ind, men Freja var der.
Derfor mener hendes forældre også, at Alberte selvklart vil være der for Freja.
Men Alberte tøver, og tænker ikke på det med storebroren. Alberte synes ikke, at de er så tæt mere.
I skolen fortæller læreren det til de andre i klassen. Men forinden beder han Alberte om at gå ud og sidde sammen med Freja, og så kan de bare komme ind, når Freja er parat og de to har talt om det. Det er kun modvilligt, at Alberte går ud til hende, for så gode venner er de da heller ikke... Alle tror, at de har talt om det ude på gangen, men senere viser det sig, at de bare har siddet tavse ved siden af hinanden i en ½ time, før Freja går hjem. De tre venner får ikke rigtig talt med Freja. For hvad skal man sige? Det aner de ikke, og tænker at det gør de voksne nok. For de må da vide, hvad man skal sige...
Tiden
går, og det ofte begynder Freja at græde i
klassen. Da der er gået et år, og det er blevet nytår – igen, slår det revner i
venskabet imellem dem. Det er kun Jon, der har mod på at mødes med hende
– netop dén dag. De to veninder prøver at undgå det, men det er først da Jon insisterer, at der sker noget inde i de andre. Nicoline går sin vej, mens Alberte bagefter følges med Jon hen til Freja.
Jon flyttede på et tidspunkt ind hos Freja. Moren, Trine, købte en gæsteseng til ham og lod ham blive en del af familien. Jon havde problemer hjemme, for familien var ved at falde fra hinanden, og der var ikke plads til ham. Han kunne ikke sove. Vågnede tidligt om morgenen. Frejas mor kom ned i køkkenet til ham. Hun lærte ham at drikke kaffe. Så sad de og talte sammen, mens de andre sov. Det var de tidligere morgener med Frejas mor, der løste knuderne op indeni.
Forestillingen
slutter med, at vennerne igen mødes, og de undskylder sig med: ”Undskyld, vi vidste ikke hvad vi skulle sige!”, og Freja svarer: ”Det
vidste jeg da heller ikke!”
På
forestillingens plakat er der påklistret et lille rødt mærkat, hvor der står: ”Du
skal aldrig være bange for at gøre din ven ked af det, ved at spørge, hvordan
han har det.”
Det
er svært ikke at fælde en tåre i slutningen, men det var faktisk en fordel at skulle
have mundbind på bagefter, så det på en måde forlængede stemningen fra forestillingen,
da lyset blev tændt.
Under
flere af scenerne var der fuldstændig stille, det var så genkendeligt, alle kender på en eller anden måde følelsen af at miste. Alle har mistet. Alle
har vi mere eller mindre ondt lige dér. I savnet.
Det
er modigt at lave en ungdomsforestilling om et emne, der er svært at tale om,
for hvad er det, der sker? Hvad er det, der knudrer sig sammen inde i os, og
hvad skal der til for at løse det op? Nogle gange kan det synes så uløseligt.
Ligegyldigt hvad man gør, så er det ikke forkert. Når bare man gør noget. Bare et eller andet.
Julie Petrine Glargaard & holdet har skrevet den mundrette tekst, der er dygtigt instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. På scenen bliver de mange roller skiftende og dækkende spillet af Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og Connie Tronbjerg. Scenografien af Mona Møller Schmidt med spejlblanke flader med gardiner for og effektfulde masker understøtter historien. Musikken af Klaus Risager giver det hele en fremaddrivende puls og rytme, og fungerer som et tilstedeværende åndedrag. Forestillingen er produceret i samarbejde med Teatret Møllen og skal efterfølgende på turné rundt i landet.
Det
er MÆRKVÆRKs tredje forestilling som jeg har set. STRÆBER handlede om
konkurrencesamfundet som de unge er en del af, hvad enten de vil det eller ej, og
var bygget op som én stor konkurrence, hvor man konkurrerede mod alt og alle –
og ikke mindst sig selv. Det var en både festlig og flabet forestilling, der
visuelt var grotesk og tegneserieagtig. Det var underholdende og der var fuld
fart på. I den efterfølgende FRONTLØBERNE handlede det om klimakatastrofen som truer vor eksistens. Også selv om vi ikke vil være
en del af det. Det var endnu en nødvendig forestilling, ligesom UNDER HUDEN er.
Det er blevet til tre uundgåelige forestillinger. Tre måder at forstå og berøre
verden på – men også tre måder for os at overleve og forstå den omgivende verden
på. Det er en prægtig indsats. Temaerne er nødvendige og svære at komme
udenom. Tak til teatret for at give håb i en tid med mange brydninger. Tak for
en forestilling som det tog 2-3 dage at skrive om, fordi stemningerne skulle
have tid til at bundfælde sig. Det er tegn på forestillingen har virket efter
hensigten. Det er teater, der går med de unge ind i sorgen i et forsøg på
at sætte ord på det svære og unævnelige. Det lykkes med forestillingen at komme helt ind under huden.
UNDER HUDEN
af MÆRKVÆRK – teater til teenagere
Medvirkende: Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og
Connie Tronbjerg
Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard & holdet
Scenograf: Mona Møller Schmidt
Instruktør- og scenografassistent: Signe Regitze Berg
Komponist & lyddesigner: Klaus Risager
Lys & teknik: Martin Danielsen
Bygger: Søren Romer
Fotograf Per Morten Abrahamsen Grafiker Robin Neil
Hart Producent Karoline Michelsen
Idé & koncept: MÆRKVÆRK
Produceret af MÆRKVÆRK i samarbejde med Teatret Møllen
HVOR & HVORNÅR: 4.-6. november, Teaterøen
9.-26. november 2020 + 8.-22. januar 2021,
Danmarksturné
+ Efterår 2021, Danmarksturné
Rosa fortæller om forestillingens vigtighed:
»Jeg mistede min bror, da han var 19 år gammel. Han
var
kronisk syg og holdt op med at tage sin medicin. Han ville have
kontrol over sin krop men opnåede det modsatte. Det var faktisk
en stor lettelse for mig, da han døde. Forud var der gået måneder,
hvor jeg havde forsøgt at overtale ham til at leve.«
Anne Gry Henningsen,
skuespiller
Tidligere anmeldte MÆRKVÆRK-forestillinger:
2020:
2017:
*
Se listen over de
*
