mandag den 6. november 2017

Anmeldelse: STRÆBER på Teater Grob


Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Scenerummets bagvæg og gulv består af orange plader, og forrest på scenen står der fem mikrofonstativer, som de tre spillere, iført gule overtræksdragter, kæmper om. De er hvidsminkede, og bærer hvide tynde elefanthuer, så kun mund, rød næse og sortsminkede øjne er synlige. Skiftevist hiver de elefanthuerne op eller ned, alt efter om de har været hen at trykke på knappen til det store ur, der bestemmer hvornår LØBET går i gang. STRÆBERLØBET. Forestillingen spilles i to sideløbende tempi. Dels i et hasarderet overkill-tempo, hvor det er alles kamp mod alles. Dels i et langsomt og inderligt bekendelsesspor. Modsætningerne passer godt sammen, for rytmen kalder på langsommeligheden og omvendt, og dermed udgør et samlet hele. De fem unge spilles dækkende af Anne Gry Henningsen, Mikkel Reenberg og Marie Mondrup, fermt instrueret af Petra Søe ("Drømme om noget andet") efter manuskript af Julie Maj Jakobsen i samarbejde med instruktør og spillere, baseret på ide af Anne Gry Henningsen, der også er MÆRKVÆRKs leder. Forestillingen er en samproduktion mellem MÆRKVÆRK og Teater Nordkraft i Ålborg.

Foto: Per Morten Abrahamsen


Teatret har holdt workshops med de unge for at finde ud af, hvordan det er at vokse op i en verden af muligheder. Om rusen, når det lykkes, og om skuffelsen, når forventningerne er så høje, at de ikke når i mål. Om stædigt at kæmpe mod alle odds. Om liv, kærlighed og venskab. Deres refleksioner og personlige historier er grundlaget for forestillingen, der er bygget op som et darwinistisk udskilningsløb, men også om, hvad der sker, hvis man slipper og giver fanden i præstationer, valg og mål, sådan som to af dem gør i slutningen. I hvert fald minder de os ved deres exit om, at det måske slet ikke er nødvendigt at være med – og om at give så helt og fuldt slip på sig selv, for at være med i det store fælles stræber-løb. Der er fortsat håb.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Det er svært ikke at blive rørt og grebet af sårbarheden, der træder frem i de scener, hvor det øvrige klovneri helt forsvinder. Det er ikke nogen stor forestilling, og det er det så måske alligevel, for lige bag det meget enkle og tilsyneladende karikerede gemmer der sig et svælg af oplevelser og et dyb af følelser, der suger én ned i et frit fald. For enkelheden giver både rum og mulighed for at historien og karaktererne kan brede sig og få den fylde som de skal have.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Der er noget sært afvæbnende ved børne- og ungdomsforestillinger. De får mig til at sætte mig anderledes til rette på stolen. Måske ligefrem til at sidde lettere. Det sætter noget frit i måden at opleve teater på. Måske fordi det virker så umiddelbart og intuitivt. Jeg er lykkelig, at jeg ikke er ung igen, for jeg hadede det. Det minder forestillingen mig om. Om alt det, som var umuligt at håndtere. Ingenting passer sammen. Livet er enten for småt eller for stort. Selv passer man ikke til den verden, der omgiver én. Præcis sådan som forestillingens unge føler sig. Tiden står stille, intet ændrer sig. Det har aldrig været som det er nu, men det har vi altid sagt. Men passer det? I dag er den omgivende verden meget mere fragmenteret, for det har altid været ubærligt med følsomheden og den smerte og glæde, som er forbundet med den. Det er historien om, hvad der gemmer sig bag avisernes beskrivelser af 12-talspigerne og taberdrengene. Om hvordan det er at stå parat ved startstregen, og om hvor lidt og hvor meget, der adskiller vinderne fra taberne i løbet. STRÆBERLØBET. Forestillingen skildrer så fint ønsket om at ville vælte verden og ende med selv blive væltet omkuld - af et knips. Om venner og kærester, og om det ene øjeblik at føle sig så tæt på hinanden, for i næste at konstatere at man er helt alene. At den udvalgte slet ikke føler det samme. Om at skabe en verden inde i hovedet og føle, at alting smuldrer på et sekund, når virkeligheden alligevel ikke lever op til det.

 


Foto: Per Morten Abrahamsen

STRÆBER

- en samproduktion mellem MÆRKVÆRK og Teater Nordkraft
gæstespil på Teater Grob fra den 6. – 18. november 2017

 
Medvirkende: Maria Mondrup, Mikkel Reenberg og Anne Gry Henningsen
Idé: Anne Gry Henningsen
Manuskript: Julie Maj Jakobsen og Petra Søe i samarbejde med holdet
Instruktør: Petra Søe
Instruktørassistent: Jonas Østergaard Pedersen
Dramaturg: Trine Wisbech
Scenograf: Lisbeth Burian
Rekvisitter: Naja Haugaard Brimer
Lysdesign: Mathias Hersland
Hjemmeside og billetter

Læs mere om MÆRKVÆRK - teater til teenagere
 

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære Michael

Dine ord har altid en særlig poesi, der vidner om en empatisk måde at forstå mennesker på, og som inspirerer til at åbne sindet. Tak for det.

De bedste hilsener
Janne Hovmand Storm
MÆRKVÆRK

Michael Svennevig sagde ...

Tusind tak, Janne. Jeg er både glad for og stolt over din kommentar. Det er dig jeg kan takke for at jeg for 3-4 år siden kom i gang med at anmelde. Hvis ikke du havde opfordret mig til også at skrive om danseteaterforestillinger /performances havde det nok aldrig grebet sådan om sig. Siden er det blevet til snart 100 anmeldelser, hvoraf over 70 er teateranmeldelser. De er samlet her: http://michaelsvennevig.weebly.com/artikler.html
Mange varme hilsner
Michael