Ørkendrømme: Anmeldelse: CRAZY CHRISTMAS CABARET i Glassalen.

mandag den 20. november 2017

Anmeldelse: CRAZY CHRISTMAS CABARET i Glassalen.

Jeg regnede egentlig ikke med at det var noget for mig. For er det ikke for barnagtigt, for pubertært, for grovkornet og for pinligt? Jo, det var det – og jeg var vild med det. For modsat så meget andet, er det ikke andet, end det giver sig ud for at være. Der er ingen fine fornemmelser, men det har charme, talent og er underholdende så det basker. Det er umiddelbart, flabet, kantet – og simpelthen sjovt. Det er showtime, og så er det engelsk humor med livrem og seler – eller rettere helt uden.

Fotograf: Thomas Petri

Selvfølgelig er det for meget. Monty Python har ikke levet forgæves. Det er hele pointet. Tænk bare på ”Ab Fab” eller ”Absolutely Fabulous”. Engelsk humor bevæger sig ud på tyndest mulige is, hvorefter hele produktionen brager gennem isen. Det er selve braget eller vandgangen, der følger efter, der er en vigtig del af det. At genfortælle handlingen vil ikke give nogen mening, så vil jeg hellere i stedet prise den fanden-i-voldske energi, som forestillingen er skabt med og bliver drevet frem af. Det første stort opsatte åbningsnummer er ”Car Wash” – her omdøbt til ”Star Wars”. Sådan er det hele vejen igennem.

Fotograf: Thomas Petri

Der er politiske satire. Angela Merkel, Donald Trump og Emmanuel Macron står alle for skud. Selv om handlingen blæser i vinden, holdes løjerne mere eller mindre på plads af de forbindende sangnumre, de fyndige politikerkarikaturer og ”Star Wars”-referencerne. Sangnumrene swinger så det er en fryd. Scenografien og kostumerne er sprudlende og flotte – og passende til et besøg i Glassalen omgivet af lysene i det vinteroplyste Tivoli. Der er smukt såvel inde som ude.

Fotograf: Thomas Petri

Det er 35. udgave af Crazy Christmas Cabaret, og da Vivienne McKee fra scenen beder alle, der har oplevet tidligere udgave af showet, om at række hænderne i vejret, er der en skov af hænder der rejser sig. Det er som at være med i en klub, hvor alle på forhånd kender forløbet og også nogle af de gennemgående figurer – som fx Bent (igen Vivienne McKee), der taler et vidunderligt kaudervælsk ”danglish”. Det går over stok og sten. ”Fasten your seat belts - yor´re in for a bumpy ride!" Det er faktisk mere begavet end det tager sig ud – og det er befriende. ”All by myself” er et af forestillingens flotteste sangnumre i 2. akt, byggende på et klassisk musikstykke af Chopin, der i sin tid fik hitlistestatus i popudgaven med Eric Carmen. Der er også numre af Jackson 5 og Queen. Det er aldeles ”over the top” – og hvor er det dog befriende.

Fotograf: Thomas Petri

Pressematerialet beskriver, hvordan Vivienne McKee sidste år valgte at gøre “RONALD RUMP” til skurken, Sheriffen af Nottingham, i historien om Robin Hood, og at stykket blev til på et tidspunkt, hvor alt og alle stadig opfattede manden som en joke med en sandsynlig overlevelsesprognose som en bananflue. Ironisk nok vandt manden valget samme aften, som forestillingen havde første forpremiere og blev indsat som ny præsident den dag Crazy X-mas spillede sidste gang i Aarhus. Virkeligheden havde således overgået selv den mest vanvittige satire.

Episode 35 henviser til, at det er 35. Crazy Christmas. Episode 1 spilledes i kælderen under det tidligere Café Teatret i Skindergade for et publikum på ca. 80 forundrede danskere, som skulle lære at råbe “boo” af skurkene. Siden da er publikum blevet vænnet til mangt og meget - og er tydeligvis med på den værste.

Jeg glæder mig allerede til 36. episode... men har lige hørt fra teatret at dette er sidste ombæring.