lørdag den 23. februar 2013

Anmeldelse: VILDANDEN i Skuespilhuset



Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Forestillingen indledes med et skud og slutter med et. Det er historien om en vildand. Om at ofre sig for det man har kært, men også om, hvad der sker, når man ofrer sig forgæves. Teksten er god. Det er en klassiker, der handler om livsløgne og om ”den ideelle fordring”. Om idealer og livsløgne. Gregers Werle, rigmandssønnen, og hans gamle skolekammerat Hjalmar Ekdal, hvis far er gået i hundene, mødes igen efter mange år. Tidligere var de to sønners fædre kompagnoner, men den ene kom i fængsel og den anden blev frifundet. Den ene fik sig snoet udenom på grund af manglende beviser, mens den anden blev fængslet, for noget som de vist begge havde været lige gode om. Rigmandssønnen har det godt på fornemmelsen, og for at råde bod på det, gør han det til sin livsopgave at åbenbare hele sandheden for sin gamle skolekammerat.

Sønnernes roller er fra Ibsens hånd slet ikke så lette at gå til, for hvis de spilles for entydige, bliver stykket uinteressant, så det står og falder med skuespillerne i sønnernes roller. I Thomas Bendixens lydefri iscenesættelse spilles de fuldt dækkende af Morten Suurballe og Kristian Halken. Det er et godt greb at lade Surballes rigmandssøn fremstå nervesvækket og manieret, for det gør hele hans forsæt med ”at ville gøre en forskel” endnu mere skingert. Især i mødet med Kristians Halkens elskelige familiefar.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Halken spiller så afvæbnende menneskeligt, at vi føler med ham, selv om han er påfaldende svag og ude af trit med omgivelserne og sig selv. Hans hængende skuldre og sjokkende gangart. Vi genkender hans sårbarhed, hans glæde og forladthed. Hans lykke er så lille og så skrøbelig, at den er dømt til at gå under, og det er det, der sker i mødet med rigmandssønnen Gregers.

Selv ikke datterens rolle, Hedvig (Neel Rønholt), der på papiret virker gammeldags og ude af trit med en ung pige af i dag, falder igennem, når den bliver spillet så begavet og hengivent som det sker her.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen

Bodil Jørgensen, der spiller hans kone, Gina, slår ikke ud efter ham, for hun ved alt for godt at han vil styrte ved den mindste modgang. I stedet støtter hun ham, og hjælper ham ind i det lykkeland han søger mod, indtil det hele ramler sammen. Bodil Jørgen er noget ganske særligt, for ingen kan som hun være sitrende. At sætte hende op mod Werle-familiens stålsatte nye husbestyrerinde i skikkelse af Camilla Bendix er en fornøjelse at iagttage. Det er kun en ganske lille scene de to har i 4. akt, men den svier helt ind i sjælen. Rollebesætningen er mere end fin. Den er kongelig.
Foto: Per Morten Abrahamsen


Det er svært at skabe intimitet på Skuespilhusets kæmpestor scene. Opsætningen er stor og spektakulær, men det er stadigvæk et kammerdrama, der ville kunne spilles lige så godt, hvis ikke bedre på en ganske lille scene og næsten uden rekvisitter. For vi ser aldrig vildanden. Det hele ligger lige under overfladen og bobler. Ibsen formår at hage sig fast i de sprækker, der er i de menneskelige forsvarsværker. Han ridser og kradser, indtil den første mursten løsner sig. Så nok én og én til. Til sidst er det hele væk.

Hvis Ibsen har en morale, er det at vi skal vogte os for ”den ideelle fordring”. I stykket viser han os hvorfor. Der er mange, der vil tale vores sager - på vores vegne. Det er de farligste.

Dog gør strygninger i tekstens begyndelse, hvor 3 mindre roller er skåret væk, at Gregers Werles slutbemærkning om ”at være den 13. til bords” delvist falder til jorden. De strøgne passager i starten, relaterer sig til det. Det fjerner noget af det ildevarslende, der foregriber slutreplikkens pointe. Historien er så fint orkestreret fra Ibsens hånd, at det griber forstyrrende ind, når man forkorter og derved ændrer, for det er i starten at der bygger op til slutreplikken. Udeladelsen gør at Gregers kommer til at fremstå dæmonisk, som om han med vilje har villet være ond, men det er netop Ibsens pointe, at hans ærinde er det modsatte. Han vil det gode og det ideelle, selv om det kun er det onde han opnår.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen

Iscenesættelse:  Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Mads Nielsen