Fotograf: Thomas Cato
Hvor er jeg? Hvem er jeg – og hvad laver jeg her? Måske er jeg her slet ikke? Måske er jeg stadig på arbejde. Det føles som om jeg stadig er på arbejde. Måske er jeg her slet ikke?
De fire personer i Magnus Dahlströms ”Turister” er to par der er
taget ud på en ferieø, der er alle steder og ingen steder. Der er ingen
lokalbefolkning på øen. Ingen skoler, ingen fødeklinikker. Intet lokalliv. Øen
er kun beboet af turisme. Men den er svær at fotografere. Der er altid skidt på
linsen eller også er det virkeligheden der er blevet uvirkelig og grim.
Fotograf: Thomas Cato
De fire personer kunne ligeså vel have været med i Sartres
”Lukkede døre”, for tiden er ophørt. De befinder sig i limbo, og hænger og
spræller i eksistensens tynde tråd. Kun deres ord holder dem i live. Ordene
stiger op til vandoverfladen som iltbobler fra swimmingpoolens dyb. Det gælder
om at komme ned i god tid, hvis man vil sikre sig en liggestol omkring poolen.
Med deres lyserøde armbånd er de all-inclusive-rejsende, der er ved at glide i
eksistensen. ”Turister” er en komedie om dem der lægger sig på håndklæder ved
siden af katastrofen
Fotograf: Thomas Cato
Dahlström viser det sprogligt ved at lade personerne konsekvent
tale forbi hinanden. De er sammen og alligevel aldrig sammen. Uden at ænse
hinanden borer de sig ind i sig selv. Dahlstrøm er ingen glædesprædikant, og
var det heller ikke i de to forrige forestillinger, der har været opført på
dansk: ”Jernbyrd” og ”Passage” ”(Mammutteatret 1992 og 1997). Hvor de første var som mentale dødedanse, er
"Turister" nærmest en tragisk komedie. Vi har med en dramatiker
at gøre som lytter sig ind i sproget og krænger vrangen ud på det – og os. Det
gør ondt, for der er ikke meget håb for menneskeligheden. Måske er det når
alvoren bliver begsort at humoren indfinder sig som katarsis. For vi ler, selv
om der ikke er noget at le af. Det gør ondt at le af figurerne, for de er
billeder på os selv og vores egen ubehjælpsomhed. Men der i mørket brillerer
dramatikeren med at sende personernes ord ind over publikum som ildfluer, der
korvarigt lyser op, før de dør ud. Sproget er så flot, selv om det er
uhjælpeligt filtret ind i sig selv, og deraf udspringer humoren. Men hvordan
kan det være så morsomt, når det er så tragisk? Under deres ferie høres lyde
fra oprørerne, fra bådflygtningene, fra alle dem udenfor, der holdes ude. Det
kan være svært at afgøre om de selv er holdt inde og beskyttet eller slet og
ret er er holdt fanget. For fanget er de i hvert fald midt i en iscenesat
uvirkelighed.
Fotograf: Thomas Cato
Rent fysisk er
Charlotte E. Munksgaard den af de fire, der mest fysisk får udtrykt sit ubehag
i forhold til den stikkende palme som hun hele tiden forholder sig til, og som
hun også ender med at forsøge at fotografere. Men uden at være i stand til at
fange den på et fotografi. Motiverne forsvinder, flyder ud, ligesom
virkeligheden, der for længst er blevet erstattet af en pseudoverden, hvor
alting er all-inclusive og alligevel helt tomt for væsentligt indhold. Ligesom
maden er uden særpræg, luften er dårlig og udsigten er grim. Vandet er for
koldt til at bade i, og livet er for længst gledet de fire af hænde.
Måske er det meget betegnende at en af stykkets mest fængslende scener nærmest er en ikke-scene mellem de to kvinder, mellem Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard. De står og venter og forsøger at konversere hinanden, for at få tiden til at gå, men det bliver bare værre og værre. Det er eminent spillet, og foregår næsten på et ikke-sprogligt plan.
Fotograf: Thomas Cato
Fotograf: Thomas Cato
Fotograf: Thomas Cato
Danmarkspremiere
MEDVIRKENDE:
MEDVIRKENDE:
Birgitte Prins,
Charlotte E. Munksgaard,
Pauli Ryberg
SCENOGRAF: Carsten Burke Kristensen
LYSDESIGN: Sonja Lea
Forestillingen
spiller 16.2 - 7.3 2015, ma. - fr. kl. 20.00. Lø. kl. 16 & 20.
Varighed: 1 t. og 40 min inkl. pause.
Billetbestilling: http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/42830
