søndag den 22. februar 2015

Anmeldelse: TURISTER på Får302



Fotograf: Thomas Cato

Hvor er jeg? Hvem er jeg – og hvad laver jeg her? Måske er jeg her slet ikke? Måske er jeg stadig på arbejde. Det føles som om jeg stadig er på arbejde. Måske er jeg her slet ikke?

De fire personer i Magnus Dahlströms ”Turister” er to par der er taget ud på en ferieø, der er alle steder og ingen steder. Der er ingen lokalbefolkning på øen. Ingen skoler, ingen fødeklinikker. Intet lokalliv. Øen er kun beboet af turisme. Men den er svær at fotografere. Der er altid skidt på linsen eller også er det virkeligheden der er blevet uvirkelig og grim.


Fotograf: Thomas Cato

De fire personer kunne ligeså vel have været med i Sartres ”Lukkede døre”, for tiden er ophørt. De befinder sig i limbo, og hænger og spræller i eksistensens tynde tråd. Kun deres ord holder dem i live. Ordene stiger op til vandoverfladen som iltbobler fra swimmingpoolens dyb. Det gælder om at komme ned i god tid, hvis man vil sikre sig en liggestol omkring poolen. Med deres lyserøde armbånd er de all-inclusive-rejsende, der er ved at glide i eksistensen. ”Turister” er en komedie om dem der lægger sig på håndklæder ved siden af katastrofen 


Fotograf: Thomas Cato

Dahlström viser det sprogligt ved at lade personerne konsekvent tale forbi hinanden. De er sammen og alligevel aldrig sammen. Uden at ænse hinanden borer de sig ind i sig selv. Dahlstrøm er ingen glædesprædikant, og var det heller ikke i de to forrige forestillinger, der har været opført på dansk: ”Jernbyrd” og ”Passage” ”(Mammutteatret 1992 og 1997). Hvor de første var som mentale dødedanse, er "Turister" nærmest en tragisk komedie. Vi har med en dramatiker at gøre som lytter sig ind i sproget og krænger vrangen ud på det – og os. Det gør ondt, for der er ikke meget håb for menneskeligheden. Måske er det når alvoren bliver begsort at humoren indfinder sig som katarsis. For vi ler, selv om der ikke er noget at le af. Det gør ondt at le af figurerne, for de er billeder på os selv og vores egen ubehjælpsomhed. Men der i mørket brillerer dramatikeren med at sende personernes ord ind over publikum som ildfluer, der korvarigt lyser op, før de dør ud. Sproget er så flot, selv om det er uhjælpeligt filtret ind i sig selv, og deraf udspringer humoren. Men hvordan kan det være så morsomt, når det er så tragisk? Under deres ferie høres lyde fra oprørerne, fra bådflygtningene, fra alle dem udenfor, der holdes ude. Det kan være svært at afgøre om de selv er holdt inde og beskyttet eller slet og ret er er holdt fanget. For fanget er de i hvert fald midt i en iscenesat uvirkelighed.


Fotograf: Thomas Cato

Rent fysisk er Charlotte E. Munksgaard den af de fire, der mest fysisk får udtrykt sit ubehag i forhold til den stikkende palme som hun hele tiden forholder sig til, og som hun også ender med at forsøge at fotografere. Men uden at være i stand til at fange den på et fotografi. Motiverne forsvinder, flyder ud, ligesom virkeligheden, der for længst er blevet erstattet af en pseudoverden, hvor alting er all-inclusive og alligevel helt tomt for væsentligt indhold. Ligesom maden er uden særpræg, luften er dårlig og udsigten er grim. Vandet er for koldt til at bade i, og livet er for længst gledet de fire af hænde.

 


 Fotograf: Thomas Cato

Måske er det meget betegnende at en af stykkets mest fængslende scener nærmest er en ikke-scene mellem de to kvinder, mellem Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard. De står og venter og forsøger at konversere hinanden, for at få tiden til at gå, men det bliver bare værre og værre. Det er eminent spillet, og foregår næsten på et ikke-sprogligt plan.


Fotograf: Thomas Cato


 Fotograf: Thomas Cato

 
Teksten tumler rundt inde i kroppen og sætter mange tanker i gang. Den er så overmåde veloplagt spillet af de fire på scenen. Samspillet er fint, selv om det understreger, hvor adskilte og alene de faktisk er. Det er flot spillet af Pauli Ryberg, Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Morten Hauch-Fausbøll. Lydhørt Instrueret af Kamilla Bach Mortensen, der endnu engang har et fast greb om teksten, ligesom hun havde på teatrets opsætninger af ”Sex. vold. blod. snask” og ”Sympati for djævelen” (samt ikke mindst ”Ondt blod” på Edison). Vidunderlig scenografi af Carsten Burke Kristensen i en fin lyssætning og lyddesign af henholdsvis Sonja Lea og Thomas Matyjasik. Men teksten virker uforløst. Ligesom livet er for de fire personer på scenen. Det lille drama i det store går ikke op. Genkendelsen/ikke genkendelsen de to kvinder imellem virker tåget og uklar, og hvor det er en styrke at resten af historien foregår udenfor tid, rum og sted, så går det dramaturgiske  regnestykke ikke op i forhold til den del af fortællingen, der kulminerer og afslutter forestillingen. For hvad er meningen med det? Heller ikke ved et gensyn blev jeg klogere. Til gengæld havde forestillingen i mellemtiden fundet sit publikum, og var gået fra at være tragisk til at blive komisk. Og det er ikke så ringe, så det faktisk endte med at blive en slags komedie. Det er faktisk imponerende. Med den tekst.




Fotograf: Thomas Cato
  

Danmarkspremiere
MEDVIRKENDE:
Morten Hauch-Fausbøll,
Birgitte Prins,
Charlotte E. Munksgaard,
Pauli Ryberg
DRAMATIKER: Magnus Dahlström
INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen
SCENOGRAF: Carsten Burke Kristensen
OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing
LYDDESIGN:Thomas Matyjasik
LYSDESIGN: Sonja Lea
 
Forestillingen spiller 16.2 - 7.3 2015, ma. - fr. kl. 20.00. Lø. kl. 16 & 20.
Varighed: 1 t. og 40 min inkl. pause.

                  Læs mere: http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=422
                                         
Billetbestilling: http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/42830