Anmeldelse: ONDE ÅNDER i Skuespilhuset

”Brødrene Karamazov”, ”Idioten” og ”Raskolnikov” er de tre mest kendte Dostojevskij-romaner. Den fjerde i rækken er ”De Besatte, der siden er nyoversat med titlen ”Onde Ånder””. Enhver tid har sine oversættelser, for sproget skifter, men måske er den ”gamle” titel stadigvæk den mest præcise og mest rammende?

De omfangsrige og vidtforgrenede russiske mesterromaner burde være umulige at omsætte til teater, enten skal man gøre det meget minutiøst og præcist, og det giver dårligt teater, eller også skal man gøre det som det nu kan opleves i Skuespilhuset: frækt og pågående. Langt inde i forestillingen må man som tilskuer stadig spørge sig selv om, hvad det er vi er vidne til? Er dette virkelig Dostojevskij? Det er svært at genkende, men alligevel er det der, farligheden og det snigende. Netop det som romanerne er så gode til, er kongenialt oversat til et dynamisk og fængende teatersprog, der blæser publikum bagover i den 3½ timer lange forestilling.

Selvfølgelig er man udmattet efter forestillingen, for det er voldsomt. Voldsomt spændende. Dostojevskij bliver rigtig farlig, når vi føler at dramaet træder direkte ind fra gaden – og ligeså vel kunne foregå i dag – her. Det er det som den vilde opsætning netop understreger. Forestillingen har masser af kant og brod, mens uhyggen kommer snigende, ganske langsomt.

Endnu en gang glimrer Nicolas Bro i en bærende hovedrolle, denne gang som Piotr. Han præsenteres som konferencier i et øretæveindbydende talkshow, inden han selv træder ind i handlingen. Det handler om politik og forførelse. Folkeforførelse. Nicolas Bro har et særligt talent for at spille disse farlige og morsomt dæmoniske karakterer ligesom han gjorde i Jokum Rohdes ”Manson”, med tråd tilbage til Katrine Wiedemanns opsætning af ”Faust”. Det er samme vilde drive og energi, der præger ”Onde ånder”. Han evner at kombinere det med en slesket sødme, der er uimodståelig. Eller det vil sige... den ældre herre som ved siden af mig, sad nærmest demonstrativt med korslagte hænder og oste langt væk af at dette ikke var den tilbagelænede kongelige skuespilaften som han havde set frem til. Hans kone lod som om hun klappede bagefter, men det var bare på skrømt.

Forestillingen (og romanen) er ikke hyggelig. Det bliver Dostojevskij aldrig. Det er dødsens skræmmende, fordi vi føres helt ind i hjertet af personerne. Der er ingen forstillelse. Vi ler og lider med dem, for vi forstår dem så godt. Det udspiller sig her og nu – især i denne opsætning.

Persongalleriet er stort og vidtforgrenet og man skal holde tungen lige i munden, for at holde styr på personerne. Sådan er det også i romanen, men teatret har sine egne virkemidler og det kommer tordnende imod os. Det er en fornøjelse at blive visuelt blæst bagover. Scenografien af Christian Friedländer imponerer i et veloplagt samspil med lyssætningen af Antonio Rodrigues-Andersen, så det virker som om den gamle verden brister og forsvinder. Om den nye verden er så meget bedre, bliver stående som et åbent spørgsmål. Der spilles scenografisk med musklerne, og ikke nok med at det ser smart og fermt ud, det er samtidig den perfekte løsning på de utallige sceneskift, som den splintrede historie kræver. Instruktionen af Alexander Mørk-Eidem fører alle forestillingens elementer sammen og gør det til en så flot samlet oplevelse.

Kirsten Olesen og Henning Jensen repræsenterer den gamle rige overklasse, der bliver væltet omkuld. De har hver deres søn, og dramaet udspiller sig imellem disse to, hvis venskab bliver en farlig cocktail for omgivelserne – med dødelig udgang for de fleste. Sønnerne spilles af Jakob Cederholm og Nicolas Bro. Den første er skildret som en elegant slyngel, mens den anden er den inkarnerede ondskab selv. Det er måske nok lidt svært at forstå hvorfor stykkets øvrige personer er så fascineret af Cedergrens Stavron selv om han i sceneversionen fremstår som den bedre halvdel af Pjotr. I romanen er det ham, der er hovedpersonen, men i sceneversionen står og falder alting med Pjotr – i Nicolas Bros skikkelse. Og hvilken skikkelse. Han er stor som en vandbøffel og farlig som et krydsermissil, samtidig får han os til at glemme sin volumen, når han i frysende øjeblikket formår at fremstå så ynkværdig at vi næsten kommer til at holde af ham. Fantastisk hvad han formår med sine roller. Både hvad han får ud af rollerne og hvad roller får frem i ham.
Stavron har i de 5 års fravær fra familien giftet sig med en mentalt handicappet kvinde, Maria. Ikke nogen let rolle, men Signe Egholm Olsen spiller rollen yderst dækkende og flot.
Fedka er rendyrket psykopat, og bliver ligeså dækkende spillet af Troels Thorsen, der gør det så grumt godt at Pjotr til sammenligning kommer til at virke helt sympatisk. Men spillemæssigt er det scenerne mellem faren og sønnen, Piotr og Stepan (Nicolas Bro og Henning Jensen), der bagefter står og dirrer, fordi deres samtaler indkapsler hele forestillingens tema. Det er en kamp på verdensbilleder, hvor den gamle alt for godt ved, at han har spillet med lånte kort, og at hans tid ringer ud, for den unge repræsenterer den nye tid. At det gamle verden nødvendigvis må gå under for det nye. En skræmmende ny tid. Det handler om sammenstødet mellem den nye og den gamle verden. Og så handler det om fanatisme. Det går aldrig af mode. Se forestillingen – hvis du tør!

 

 

 

Iscenesættelse: Alexander Mørk-Eidem

Scenografi og kostumer: Christian Friedländer  

Lysdesign: Antonio Rodrigues-Andersen  

Oversættelse: Niels Brunse|

Bearbejdelse: Alexander Mørk-Eidem

Henning Jensen Stepan Trofimovitj Verkhovenskij   Kirsten Olesen Varvara Stavrogin   Nicolas Bro Pjotr Verkhovenskij   Ditte Gråbøl Praskovja Drozdova   Jakob Cedergren Nikolaj Stavrogin   Peder Holm Johansen Kaptajn Lebjadkin   Benjamin Kitter Ljamsjin   Anders Mossling Liputin                                        Helle Fagralid Liza Drozdova   Signe Egholm Olsen Maria Lebjadkin   Nanna Skaarup Voss Irina Sara Cecilie Hjort Ullner Masja Sjatov   Asbjørn Krogh Nissen Kirillov Troels Thorsen Fedka Alexander Clement Mavrikij   Asger Gottlieb Aleksej   Elliot Todd Crosset Sjigaljov   Karin Heinemeier Darja Sjatov   Christian Tafdrup Sjatov

 
Skuespilhuset, Store Scene, 18.10.-19.11. 2013.

Teatrets Hjemmeside:
http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2013-2014/skuespil/onde-ander