tirsdag den 10. november 2015

Salam Ibrahim og "In the Depths of Hell"

Nu er jeg menneske igen - 8
 
“Here I was, in the middle of a true story, its characters of flesh and blood: my wife, my friend and her husband, our comrades lost in the wilderness, entire families with their endless stories. Families sitting around fires tell stories of their long journey to the Turkish borders. I heard unbelievable stories.”
 
Salam Ibrahim: In the Depths of Hell" (USA, 2014)

 
 Still taget fra Uddrag https://youtu.be/aOIYqlJNGFI filmet af Hilal Lamaa (Copenhagen Productions)

Sprog og ord lægger sig nysgerrigt op ad hinanden, når arabisk og engelsk blandes i 3 oplæsninger fra den selvbiografiske flygtningeroman ”In the Depths of Hell”(USA, 2014) af forfatteren Salam Ibrahim (Irak), der læser på arabisk sammen med skuespilleren Sue Hansen-Styles (England), der læser på engelsk. Egentlig skulle Salam på arabisk have læst sin tekst fra bogen sammen med Sue på filmuddraget fra arrangementet, men det arabiske må vi have til gode til selve arrangementet.

Det er en hård bog at læse. Men det er også en nødvendig bog, der bliver stående som vidnesbyrd for det, der er sket. Som et mindesmærke over de lidelser, der har været – og som forfatteren stadig bærer med sig, såvel fysisk som psykisk. Bogen er som et rekviem og er hård som en knytnæve. Det er slet ikke velbehagelig læsning, men hvordan skulle den også kunne være det. Jøderne har Auschwitz som deres smertepunkt. Kurderne har Saddam Husseins giftgasangreb i Anfal som deres. Bogens undertitel  ”A documentary novel about a survivor of chemical warfare in Iraq” siger det hele. Med et næsten ubærligt smerteligt greb om læseren gør den i passager bogen til tindrende litteratur, der tillader at vi ser med hans øjne. Vi ser alt det forfærdelige, men også den bagvedliggende kærlighed, der har båret og drevet forfatteren og beretningen frem.
 
 
 Her to uddrag fra bogen:
 
Om Umm Fuad ved sin mands grav:
“As soon as we finished our meal Umm Fuad asked about her husband´s grave. The faces of those present were confused and we gazed at each other waiting for someone to be brave enough to take the initiative. She asked the question twice more. Our hearts sank to the bottom of our feet and we persisted in silence, turning our eyes away towards the peaks and hills and treetops until we were saved by Bahar, who said, "I will take you to it."”
“I was focusing on her standing there and noticed that she had started to mutter something. There was something dignified and magnificent about her silent mutterings. Then, slowly, her voice started to be heard. Though weak and distorted at first, little by little it became more understandable and clear enough for us standing off to the side to understand. She started telling their love story as if he was standing there, occasionally responding as though they were having a conversation.”
 
 
Det næste uddrag skildrer forfatterens tanker, mens han er i Holland for at vidne ved menneske-rettighedssdomstolen i Haag i sagen mod de ansvarlige for giftgasangrebet ved Anfal, som forfatteren selv blev udsat for.
 
"I could not find the Dutch taxi driver who was supposed to be waiting for me at the airport in Amsterdam. I waited a bit before I made a call to one of my friends living in The Hague who advised me to take the train. I bought a ticket and went down to the railway platform. Night had fallen. I sat in a chair next to the window and relaxed while contemplating the faces of the passengers. I was listening to the Dutch language but could not understand it. Their faces were different than the Danish. There was definitely a larger mixture of races in the workers and travelers at the airport, the people waiting on railway platforms, the tram passengers... For some reason it made me more comfortable. No one was staring at you, or ignoring you after long glance. At best, if wanting to engage in a conversation, the first thing that one said would remind you that you were a foreigner and make you feel like an outsider: "Hvor kommer du fra?" ("Where are you from?")
Despite having gained Danish citizenship, I can still feel the deep gap between myself and some of the native citizens; they have a tendency to put up barriers over the smallest detail during any interaction. This is what happens to foreigners every day in Denmark. Slowly, my mind drifted away again, away from the passengers and the noise of the vehicle…"


Det sidste uddrag skildrer forfatterens flugt lige inden de når frem til den  tyrkiske grænse.
 
"“Let’ s go!”
We were heading down through the risky mountain paths. The sounds of liveliness were coming from the waiting crowds, giving us hope to continue on our way. We were no longer thinking about the two guys who left us there, hopeless, but about the future and what we were to expect. Before we could reach the crowd and blend in with them, the two women changed their Peshmerga clothing and put on the traditional Kurdish attire we had taken. We then blended with the crowd. Everything was shared, from misery to cups of tea to food. The refugees had become like a large family, facing the unknown together, trapped between the Turkish border guards on one side, and the advancing Iraqi army on the other. We joined a family for a meal and they gave us food, water and hot tea for it was very cold and we were in a mountainous region. I don't know how we spent that night surrounded by the light of small fires among the rocks. I was imagining myself living in a novel telling of enduring civil war, deportation, fear and tyranny. Those memories reminded me of John Steinbeck's novel The Grapes of Wrath, and One Hundred Years of Solitude by Marquez."
 
"I stood up from where I was sitting, and my wife asked me, "Where are you going?"
"I'm going for a walk." "I fear losing you."
I replied laughing, "We are all lost!" and added, "Don't worry. I'll be back.""
 
 

Illustration: Bodil Molich


 Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":





Blog-indlæg om arrangementet:


 
 


 
 
 
 

Drømmen om Danmark

Nu er jeg menneske igen - 7
 Drømmen om Danmark

Michael Graversen (58 min.) Denmark, 2015.
 
Den 27.10. var jeg til forpremieren på Michael Graversens ”Drømmen om Danmark”. Filmen er unik og skildrer et univers som få af os kender til eller kan sætte os ind i. Den følger hovedpersonen, Wasiullah, fra han først kommer til Danmark, får ophold i et asylcenter, mens han venter på svar på sin asylansøgning. Da afslaget efter 3 år kommer, flygter han ned gennem Europa og ind i Italien. Her ender han igen i en venteposition og må sove udendørs, selv om det er vinter. For det tager tid at opnå det han håber på: italiensk opholdstilladelse, så han kan komme tilbage til Danmark. Instruktøren følger ham tæt på flugten, og leverer et portræt af, hvad der sker med mennesker - og især med unge når et asylafslag gives. Den skildrer den tragedie og desperation som den enkelte oplever. Det gør filmen på en både fin og sober måde.
Vi får vi besøg af filmens instruktør, Michael Graversen - og skal se et klip fra filmen.

Filmen har i disse dage haft premiere under CPH:DOX, hvor den berettiget har fået en hel del opmærksomhed.
Fra filmens pressemateriale:

”Ankommet til Danmark som 15-årig, smidt ud igen i en alder af 18. En afghansk teenagers liv som flygtning i en stærk og personlig film.  17-årige Wasiullah er en teenager ligesom alle andre. Han hænger ud med vennerne, cracker jokes, tager selfies og flirter med piger. Danmark er blevet hans hjem efter at han har tilbragt tre år i asylcentre efter at være ankommet alene fra Afghanistan. Men da Wasiullah fylder 18 og hans ansøgning om visa bliver afvist er han pludselig tvunget til at forlade landet. Han frygter for sit liv i Afghanistan hos den voldelige familie, han er flygtet fra, og vælger at flygte til Italien i håbet om, at en italiensk opholdstilladelse vil give ham lov til at vende tilbage til Danmark. Instruktør Michael Graversen har fulgt Wasiullah i årevis, og det tætte forhold imellem dem har givet ham en unik adgang til en ung emigrants undergrunds-tilværelse i Europa. For Wasi er drømmen om at vende tilbage til sine venner og til et liv i Danmark det eneste, der holder ham i gang. Graversen følger den unge fyr med den store rygsæk på den lange togrejse til lukkede politistationer og asylcentre og nætter i faldefærdige ruiner, hvor drømmene fører ham tilbage til Danmark. Wasiullah er en af de mellem 300 til 800 uledsagede børn, som hvert år flygter til Danmark.”
*

Jeg følte mig beklemt efter at have set filmen. Og selvfølgelig var jeg berørt, emnet taget i betragtning. Som den eneste var det vist mig, der den formiddag kom til at dryppe lidt malmurt i bægeret, for vi var blevet inviteret for at kommentere det vi havde set. Men den ramte mig ikke rent. Men jeg tog fejl, for den sivede kun langsomt ind i mig og haget sig fast i mig i løbet af natten. Det skrev jeg til den presseansvarlige, for det stod mig klart at denne film var vi nødt til også at have en præsentation af den 11.11. For det er en værdifuld film. Både som film og som dokumentation. Derfor er jeg er glad for at byde instruktøren, Michael Gravesen velkommen og vil gerne takke Klassefilm for deres velvilje, således at det har været muligt at få lov til at vise en af filmens mest centrale scener, der netop skildrer den drøm som den 18-årige Wasiullah har om Danmark. Det er den drøm, der holder ham oppe og som gør at han formår at fortsætte sin kamp for at høre til – og få opholdstilladelse.
 
Filmen bliver vist på DR1 den 15. november kl. 21.50.
Her er filmens trailer: https://vimeo.com/139697210

 

Illustration: Bodil Molich

 

Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":




Blog-indlæg om arrangementet:







 

 

Kirsten Thorup og Projekt Paradis

Nu er jeg menneske igen - 6
 
 
For 20 år siden blev forfatteren Kirsten Thorup stillet en ganske særlig opgave udfordring, der blev en kæmpe udfordring og kastede Kirsten Thorup ud i en enorm research blandt tyrkiske piger og deres forældre, blandt iranske politiske flygtninge og blandt bosniske krigsflygtninge, og som resulterede i forestillingen ”Projekt Paradis” på Betty Nansen Teatret i Peter Langdals instruktion i december 1996. Et stykke i tre dele på tilsammen 4 timer, der forgik på 3 scener. Skuespillet udkom i bogform kort efter premieren på forlaget GAD. Men hvad har ændret sig siden dengang? Hvad var det mest overraskende som hun stødte på under sin rearch på et tidspunkt, hvor debatten var så meget anderledes? På et tidspunkt, hvor fronterne slet ikke var trukket op som de er i dag. Hvad er der sket i årene siden, og hvordan ville det tage sig ud, hvis hun i dag skulle skrive stykket igen? Og hvad er det egentlig i hende, der har fået hende til igen og igen at engagere sig og give stemmen til dem som ingen har? Hvor kommer det engagement fra?
Jeg er meget glad for at have mulighed for at spørge Kirsten Thorup om det til arrangementet i overmorgen på Betaniahjemmet.

Her er et uddrag fra manuskriptet til forestillingen ”Projekt Paradis. En triologi” (GAD, 1997).  Det er taget fra den midterste del med titlen: ”Talkshow”.

”22.Træerne.                                                                                                                                                            
Hvis jeg er ligeglad med hvad danskerne tænker, rammes jeg ikke så dybt af al den propaganda imod flygtninge i medierne og fra nogle politiske partier.                          
Jeg var tvunget til at flygte. Jeg er ikke her for at udnytte det danske system. Danskerne glemmer at flygtninge ikke er ofre. Vi er stærke mennesker. Vi har taget store beslutninger. Vi har gjort modstand. Vi er som træerne. Når vi kommer her, har vi kun rødder. Der er ikke noget over jorden.  Så vokser vi op igen. Plantet om i den fremmede jord. Vi mister forbindelsen med vores rødder. Nu er der kun stammen og grenene, de grønne blade. Alt det der er over jorden. Men vi har intet rodnet mere. Vores rødder er kappet af. Sådan nogle træer er lette at vælte.”
 
Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":
2) http://msvennevig.blogspot.dk/2015/11/prolog-nu-er-jeg-menneske-igen.html  




 



 

søndag den 8. november 2015

Jannik Hastrup og Tefik

Nu er jeg menneske igen - 4

  

I 2013-14 lavede filminstruktøren Jannik Hastrup (”Bennys Badekar”, Cirkeline-filmene, ”Samson & Sally” m.fl.) ”Asylbarn”, der bestod af tre animerede beretninger om flygtningebørn i Danmark: Jamila, Solén og Tefik. Det var meningen at han på onsdag skulle have vist starten på filmen om Tefik, berette kort om den og eller fortælle om hvad der i år 2010 fik ham til at blive værge for en 15-årig afghansk dreng, og hvordan det videre gik. Men jeg har fået denne mail fra Jannik forleden:

 ”Hej Michael.
Det ser desværre ud til at Tefik Duljaj - ham den ene film handler om, vil blive smidt ud af landet om et par uger. De er frataget al offentlig støtte. Og da faren ikke har arbejde og moren er syg og Tefik går i skole, så er der vist ikke andet at gøre end at ta tilbage til Kosovo hvor de blev chikaneret og deres hus blev brændt.
Så derfor vil mine 10 min udelukkende komme til at handle om "vores" syge regerings tiltag i deres fremfærd og bekæmpelse af fremmede der ikke bare kommer med kassen.
KH Jannik”


Her er teksten til den 10-minutter lange film, der varmt kan anbefales:

”Jeg hedder Tefik. Jeg kommer fra Kosovo og er 10 år. Jeg øver mig i at lave tricks på min cykel. Nogle gange jeg falder. Min far siger, når du falder du rejser dig op. Min far er god til at lave cykler.  Han skal engang have et værksted med cykler. Jeg bor i Avnstrup. Avnstrup er et center. Det er når nogle mænd, drenge og piger kommer til Danmark fra lande der har problemer. Jeg har boet her i 11 måneder. Vi må ikke gøre noget, så jeg bliver ved med at træne på min cykel. Jeg boede i Kosovo, og så kom vi her til. Vi venter på svar på om vi må blive i Danmark. Du bor her på centret fordi du gerne vil bo i Danmark. Jeg bor her sammen med min mor og min far. Jeg har ingen søskende, der er kun mig. Min mor er syg. Det har hun været længe. Hun kommer aldrig udenfor. Jeg vil gerne bo her og vil ikke tilbage til Kosovo. Jeg kunne ikke sove. Jeg var bange hele tiden. Mig og min far laver mad sammen. Jeg elsker når vi skal lave god mad i køkkenet. Nogle gange har jeg dårlige drømme. I skolen dengang de slog mig, men jeg græd ikke.  Når jeg kom hjem min far spørger mig hvem der har slået mig. Jeg siger det ikke, men det er albanere.  En gang en albaner sagde: ”Sigøjner, sigøjner – fuck sigøjner!” Så sagde min far: ”Ja, jeg er sigøjner” Om morgenen når jeg vågner er der ikke noget. Vi søgte asyl her, fordi vi var bange alle sammen. Jeg vil gerne have at min mor bliver rask. Hun siger: ”Der kommer albanere! Der kommer albanere!” Hun er bange. Albanerne løber efter os med pistoler. BANG BANG – hele tiden. Men her i Danmark kommer ingen onde albanere. Jeg har fået rigtig mange kammerater. En gang kom albanerne så tager de en baby. Det var mig. Min bedstefar har en pistol. Men jeg blev reddet. Når jeg bliver stor vil jeg være politi. Jeg vil gerne gå sammen med en hund og fange mænd. Jeg havde en hund, da jeg var i Kosovo.  Den hedder Bardi. Han sov sammen med mig. Han er ikke med her.  Der kom en mand der sagde ”Vov vov vov – rolig Bardi!” og så sagde han: ”Miaw…” (til hunden) ”Kan du sige ”Miav”?” (Øver tricksmed cyklen) Endelig lykkes det! Vi venter hele tiden. Hvis vi får positivt svar på at bo i Danmark, så bliver jeg glad. Så får far værksted og måske mor bliver rask.”

Frit efter Tefiks historie som han fortalte den i august 2011

”Efter et år i Avnstrup fik jeg ophold og flyttede til Holbæk, hvor jeg går i 5. klasse. Jeg har fået mange nye venner og nogle af dem er albanere”.

 

*

 

In three animated short films, Solén, Jamila and Tefik talk about their lives as refugees at camps in Denmark. They describe the waiting, their friendships, their yearnings, dreams and hopes. They want to be kids instead of asylum kids. We get their take on their situation in a new country. They describe major and minor events from their everyday lives as they see them: what it’s like when mum is ill, having to wait for papers, missing relatives and friends and trying to be accepted by classmates and teachers at school.




 
Virkelighedens Tefik og PRESSEN:


Afslag på opholdstilladelse i april 2015
Tefik Dulaj har opholdt sig i Danmark i 4 år og 5 måneder.
Udlændingenævnet begrunder bl.a. afslaget på opholdstilladelse med at:
"Efter Udlændingenævnets praksis vil der som udgangspunkt først kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark."


Læs mere om arrangementet:

Film med uddrag fra det kommende arrangement den 11.11.2015
Artikel på Nudem.dk 


 

 

lørdag den 7. november 2015

PIA RAUG: Fugleflugt og protest

Nu er jeg menneske igen - 4
 
”Min længsel efter ”ét eller andet” blev den drivkraft, som sendte mig afsted. Men mange har været rejsekammerater og har løftet mig skridt for skridt. Uden dem ville jeg aldrig være nået hjem igen."             Pia Raug

 
Sangeren Pia Raug fortæller om dengang og nu:
 
Så synger de sange om folkenes lykke/
Så synger de sange om folkenes sorg/
Så blæser de alle partier et stykke/
og vælter den sidste papirtigers borg.

Pia Raug satte musik til Inger Christensens digt ”Chile” i 1980, og var med sine sange og musik med til at give tiden en stemme, men hvad gør vi i dag og hvordan kommer nye protestsange til orde - hvis de findes? 
 
Pia Raug siger selv: "Til gengæld bliver jeg nødt til at sige, at jeg aldrig har kunnet prale med at være ”protestsanger”. Jeg var ikke med i den bølge. Jeg var for ung, eller måske bare for langsom. Jeg har bare skrevet og sunget de sange, jeg måtte skrive og synge – om de forhold og emner, jeg havde brug for at forstå og danne mig en holdning til - så jeg både kunne stå inde for det, leve med det og se mig selv i øjnene."
 
 
Jeg havde skrevet til hende: ”Kunne du have lyst til at være med, Pia? På en eller anden måde. Måske med et blik tilbage. For der var jo også en gang, hvor du spillede Chilesangen - var det på Rådhuspladsen? Jeg så engang det rørende klip på YouTube. Er det måske det samme vi oplever nu - igen. Denne bølge. Var det noget, der kunne spindes en ende over? Har du lyst - og ville det give mening for dig? Om nogen er du jo en kunstner, der bærer en tid med sig. En tid og epoke som vi måske kunne lære af og lade os blive inspireret af i dag... Tænk over det!”
 

Pia Raug svarede:  Youtube-klippet er fra ”Rock for Afrika” 21. september 1985. Der var 60.000 mennesker i Idrætsparken, som alle kunne synge med på Chile-sangen. Det var stort, men det er faktisk først efter alle disse mange år, at jeg selv kan nyde klippet og synes, at jeg gjorde det ok. Den gang var det alene oplevelsen af de mange mennesker, som kunne synge Chile-sangen, som rørte mig – selv syntes jeg ikke rigtigt, jeg slog til i selskab med hele rock-virvaret.”
Hun har en sangstemme, der smyger sig omkring alt det svære i livet. I ”Paradisets børn” skildrer hun en ung mands endeligt. Hun bruger udtrykket ”livets salt”. Hvad ER livets salt? Måske er drømmene livets salt? Sangen er både så smuk og grum at den giver ekko langt inde i sjælen. For den berørte hun med sin sang. Efter år med svær materialisme, og den er vel siden kommet tilbage igen, var der brug for en stemme, der kunne synge imod det. Og skabe andre verdensbilleder. I det kor af mennesker, der forsøgte at finde andre veje, blev hun en væsentlig stemme.
På LP-pladerne er hun fastholdt som et tidsbillede fra en svunden tid. Selv om jeg elsker musikken, er der også noget der gør mig lidt beklemt. Det må være svælget mellem det vi søgte og det vi opnåede. Hvor blev alle drømmene af? Hvor svandt de hen? Holdt de drømmefangerne oppe eller endte de med at tyngde dem ned? For tiden fór hen over os. LP-formatet forsvandt og drømmene fik ny lyd og nye farver af den næste generation. Men hvad skete der med drømmene? Hvor er de i dag?

Den 20. november udgiver Exlibris en samlet boksset med alle Pia Raugs sange. I de indledende covernoter ser hun tilbage på de sidste 40 år:
 
Jorden er ingen stjerne” – ”Gid Jorden aldrig går under”

 
Disse to sætninger kom til at indramme mit samlede værk, som nu for første gang er tilgængeligt i sin helhed. Mellem dem blev jeg sangskriver og sanger. Det blev en lang, lærerig rejse over fire årtier fra ung, håbefuld nybegynder til noget klogere veteran med forsonende indsigt i egne styrker og svagheder. Fra fredsbevægelses-sangeren med egen, famlende guitar – over samarbejder med nogle af Danmarks og andre fineste - til den gode, foreløbige landing i hænderne på professionelle militærmusikere i fuldt format.
Jeg bevarede min egen måde at spille, tænke og tælle musik på uden samtidig at begrænse de andres bevægelsesfrihed. Min længsel efter ”ét eller andet” blev den drivkraft, som sendte mig afsted.
Undervejs blev mit liv i musikken et helt andet end det, jeg oprindeligt rakte ud efter. Som barn havde jeg undret mig over, hvor underlægningsmusikken til livet blev af. Så fandt jeg ud af, at den kun findes, hvis man leverer den selv.
Undervejs blev den kærlighed, som hver gang så let lod sig forveksle med forelskelse, forvandlet til musik. At folde musik ud sammen minder meget om at være forelsket, og jeg synes nu, jeg kan høre den sang synge sig ud og ind igennem værket på den rejse, som indtil nu har varet 40 år.

 
”Jorden er ingen stjerne” -
”Gid Jorden aldrig går under”  
Pia Raug, Vesterbro, August 2015"
 
 
 
Pia Raug slutter sin mail med at skrive: ”Jeg er simpelthen så glad – glæder mig vildt til at se den ”i levende live”. Så blev mit ”værk” samlet for eftertiden, og vi nåede det lige akkurat, inden cd-formatet (eller jeg!) helt uddøde – det gør altså en forskel at kunne eksistere ud i fremtiden i den analoge verden og ikke kun i den flygtige digitale.”


Illustration: Bodil Molich
 
Læs mere om "Nu er jeg menneske igen"
 
 
 
 
 
Radioindslag (se under "Nyheder")