Naturkræfterne
raser i Christine Tjalves anden og seneste roman ”Fugleflugt”(Brændpunkt, 2020).
Der er ikke meget ro for vinden, der stormer, rusker og raser omkring Røde Hus
i udkanten af Ribe. Thea er kommet tilbage fra USA, hvor midtvesten netop
mindede hende om barndommens landskab, når hun besøgte mormoren i Ribe. Nu er
mormoren død, og Thea overtager huset efter moren, der helst så det helt forsvinde
fra jordens overflade. Thea voksede op i idyl med faren, der tog sig af hende,
og i sin omsorg for datteren lukkede moren ude af deres fællesskab. Thea og
faren var ét. De var modige og eventyrlystne. Moren var styret af sine følelser,
der prellede af på dem. De lod hende ikke komme dem nær. Men nu er faren også
død – og tilbage er Thea, naturelementernes rasen, moren og huset.
”... hun ved slet ikke, om der overhovedet kan blive plads til hende her i virkeligheden.” (side 26)
”For Thea er historien et mudret og tvetydigt sted. Det er først og fremmest den ansigtsløse masse på march op igennem tiden. Det er de store bevægelser, tvivl og tøven, frem og tilbage. Historien er et sammensurium af kollektive strømninger, komplicerede sammenhænge, et utal af tilfældigheder og sammentræf, der gør, at det lige netop gik sådan. Det er et rum, hun kan gå ind og samle kræfter i, så hun kan klare at møde virkeligheden derude.” (side 44M)
Beskrivelserne af Theas færden i og omkring huset er stormomsuste. Hun er selv som en naturkraft, der hverken er til at styre eller til at holde ud. Hun virker mildest talt som et noget belastende bekendtskab, og hun har da heller ikke haft videre held med kæresterne, som hun uden tvivl har behandlet efter bedste forgodtbefindende.
Det er altid svært med en roman, der har en så belastende hovedperson, men jeg gled i min læsning alligevel ind mellem hovedpersonens minder, og der blev jeg siddende i vældig godt selskab til bogen sluttede. Slutningen virker mere forsonlig end den gennemgående bitre tone i den øvrige del af romanen. Det er tætte, ubarmhjertige beskrivelser, der som naturkræfter bliver sluppet løs hen over siderne, men heldigvis er der også en formildende humor, selv om den både er mørk og rå.
Det virker som en hel udrensning, da hovedpersonen midtvejs i romanen stiller sig på en mark og skriger til himlen mod uvejret – også for denne læser, for det er en udløsning, der længe har været under opsejling gennem romanen. På samme måde rummer bogens eneste seksuelle skildring også noget, der kunne rumme kimen til en forløsning, men det bliver hurtigt alt for knudret følelsesmæssigt for hovedpersonen. Det gør det altid for hende. Så det bliver ved skriget, der udfrier os. Eller næsten, for Thea sidder i saksen. Det er den samlede sum af hendes levede liv, der belaster hende. Det er ikke let at være hende. Men skildringerne af hende er skarpe og præcise.
Meget sigende finder hun sig tilsyneladende forholdsvis roligt til rette i mormorens heksehus. Der er ingen tvivl om, at hvis der stadig var hekseprocesser i byen, ville Thea med sin asociale adfærd være den første, der blev smidt på bålet. Det er en modig roman, der sætter mange tanker igang.
”Bare tanken om at hyggesnakke med naboerne, hun vil hellere dø.” (side 119)
Christine
Tjalves roman ”Fugleflugt” udkom på forlaget Brændpunkt i 2020.
194 sider. Omslag: Gitte Skov/Søren Klog. Redaktion: Birgitte Vestergaard Andersen.
Lyt til podcasten om ”Fugleflugt” og mød Christine Tjalve på den kommende festival ÆG & HÅB, hvor hun fortæller om romanen, lørdag den 7. august 2021 kl. 12-21 i HF Prøvestenen på Amager. Festival-FB-event & hjemmeside. Se opslag.
