torsdag den 18. oktober 2018

Anmeldelse: FÆRDIG MED EDDIE på Edison


Fotograf: Catrin Zorn

Det er som at blive slynget rundt i en centrifuge. Der er intet at holde fast i, så man er nødt til at lade sig glide med og viljesløst føre rundt og rundt, hurtigere og hurtigere til det hele forsvinder, sådan er det også for Eddie, der bliver drevet ind mod noget ukendt inde i ham selv, hvor han må give slip, for at få ordentlig fat.
Eddie er ikke som de andre. Han er ”piget” og mest interesseret i tøj – pigetøj – og ligeglad med fodbold. Selvfølgelig bliver han drillet i skolen. To ældre elever tæver og ydmyger ham. Som han forklarer, så tror alle at det bare er ydmygelsen, der gør ondt, men det er lige så meget den fysiske smerte, men det er alligevel intet mod, hvad der sker, da hans mor opdager, hvad han og tre andre drenge foretager sig i et skur efter skoletid. Det er en oplevelse så tabueret og frydefuld, at de gentager den dag efter dag. Indtil moren en dag uforvarende åbner døren til skuret og ser dem sammen - ser den 15-årige fætter have sex med hendes 10-årige søn. Hun stirrer på dem, for det er så utænkeligt og forbudt det de foretager sig. Men for Eddie er det så dejligt, at det sprænger alle rammer. Hvis bare moren ikke havde sagt det videre - til faren. Næste dage ved hele skolen det, og hans plageånder er klar. Mere og mere udspekulerede er de i deres ydmygelser. Der er kun én vej ud af det – og hun hedder Susan. Hvis de kan blive kærester, har han én at dele skammen med. Susan er anderledes end de andre, for hun går moderne og vovet klædt og kommer fra den store by. De andre kalder hende ”luder” – men de bliver kærester, og det utænkelige sker, for hans krop og underliv begynder at reagere, når de står tæt sammen, og han bliver lykkelig, for så er han kureret. Men historien ender ikke der... for så enkelt er det ikke.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 

I sin grænsebrydende ærlighed og med udleveringen af Eddies seksuelle erfaringer har historien en del til fælles med den lige så stærke og kunstnerisk velforløste Reumert-belønnede forestilling ”Boys don´t cry”, instrueret af Anders Lundorph (i samarbejde med Det Kongelige Teaters Eventministerium og Mungo Park Allerød med Christine Albert Børge i hovedrollen). Skildringerne af den umulige kærlighed kryber ind under huden, og i korte lykkelige stunder fuldbyrdes den, men med alvorstunge konsekvenser. I Eddies historie er der lys forude, mens ”Boys don´t cry” ender anderledes uforsonligt. Begge forestillinger skildrer det med en råhed, som det er svært at gardere sig imod. For vi forstår det så godt, ligegyldig hvilken seksuel observans vi selv måtte have, for det skildres nøgent, råt og ligetil. Overordnet handler det om tab af uskyld. Det er den samme historie, vi hver især gennemlever – eller har gennemlevet for at blive til dem vi er. Derfor er mødet med seksualiteten, hvordan den så end ser ud for den enkelte og hvilken form den måtte antage, på én gang både knugende og bizar, og altid besættende på en måde, der også gør den almengyldig. For paradoksalt nok er det mest private ofte også så vældig generelt, i hvert fald når det som her bliver forløst med så stor kunstnerisk dygtighed. Henrik Hee Andersen er alene på scenen i 100 minutter – og det er en bedrift hjulpet godt på vej af en ferm iscenesættelse af Anna Balslev og et stærk visuelt set-up af Frederikke Dalum.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 

Sjældent er Edisons rå maskinrum kommet så godt til sin ret. Ofte kan det virke som en næsten umulig modstander, men her bliver det en reel medspiller. Scenografien af Dalum er meget enkel og bar, og besnærende lyssat af Christian Alkjær. Der er flotte visuelle skift i teksten som den indledningsvise dans med en stor sort plastiksæk i modvind, der også glimtvist illuderer Marilyn Monroe i ikonografisk positur over vindristen fra "Seven Year Itch", og bagefter bliver til kæmpemæssige vinger, der nærmest får det hele til at lette. Senere fjernes plader i gulvet og bliver en slags lystens hule, som Eddie i sin seksuelle hengivelse opsluges af. En mikrofon i en ledning med loopede stemme-optagelser danner inciterende lydrum (skabt af Asger Kudahl) for flere af de mest pågående scener - og dem er der mange af. Om der er for mange er en smagssag. Mindre kunne have gjort det, for det er meget lidt, der overlades til fantasien, men samtidig er det karakteristisk for monologens kompromisløse stil – og den er yderst konsekvent.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 

Der var stående applaus efter forestillingen, men meget stille under forestillingens intime (sex)scener. Det virker chokerende, fordi det netop så præcist skildrer denne sammensatte følelse af fryd og skam, der slår mod hinanden som kopulerende kroppe. Netop så sammensat som det er, når seksualitetens mere kødelige side viser sig.  Ligesom Eddie bliver vi som publikum efterladt både chokerede, viljesløse og ganske sagesløse.  
Der er nogle kronologiske huller i historiens 2. del, hvor Eddie først er 9-10 år, og senere har en seksuel lystfyldt oplevelse til en koncert med en 30-årig mand flere år efter, og bagefter skal tage stilling til om han skal videre i gymnasiet. Det virker abrupt og lidt rodet, men er bare skønhedspletter ved en forestilling, der ellers forløses på forbilledlig vis. Først og fremmest på grund af det flotte spil af Morten Hee Andersen i rollen som Eddie Bellegueule. Det er lige på og hårdt. Der er ingen fortrydelse, ingen jamren. Intet offer, og alligevel er fortællingen som ét langt offer, men sådan føles det ikke - og det er befriende. Det er bare en fortælling om livet i provinsen, og om angsten for det anderledes, der kan være så stor, at den føles som en fare for det bestående.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 


FÆRDIG MED EDDIE
Premiere den 12. oktober 2018
Spilleperiode: 12.10. - 10.11.2018
Spillested: EDISON - Betty Nansen Teatrets anneksscene
Monolog - 100 min.
*
Medvirkende: Morten Hee Andersen
Instruktør: Anna Balslev
Scenografi & kostumer: Frederikke Dalum
Baseret på romanen: ”En finir avec Eddy Bellegueule” af Éduard Louis (2014)
Romanoversættelse: Agnete Dorph Stjernfelt
Dramatisering: Anne Balslev og Simon Boberg
Dramaturg: Simon Boberg
Lyddesign: Asger Kudahl
Lysdesign: Christian Alkjær
Instruktørassistent: Mathilde Melvang
Lysassistent: Fabian Carvallo
Hår & sminke: Emilie Aabye-Hansen

Pressefotograf: Catrin Zorn
 *
 
 

Bagom FÆRDIG MED EDDIE
 


Fotograf: Catrin Zorn 

**
  
Andre anmeldte forestillinger på Edison:
 
2018:
 
 
 
 
2016:
 
 
 
2015:
 
 
 
2012:
 
ONDT BLOD
 
 
*
 
Se alle øvrige 110 anmeldelser
 
 
*
 
 

fredag den 14. september 2018

Anmeldelse: ALMA MAHLER i Arbejdermuseets Festsal


 

De to kvinder følger hinanden rundt på scenen som to magneter. Den ene er lille og lys, mens den anden er høj og mørk. Som to temperamenter spejler de sig i hinanden. Katrin Weisser spiller den gennemgående (tale)rolle som Alma Schindler (senere med efternavnet Mahler) og Radmila Rajic synger og agerer alt det øvrige: den kuede søster, omgivelserne og mændene omkring hende. Det er i flæng Gustav Klimt, Alexaner Zemlinsky, Max Bucckhard og senere Franz Werfel, Walter Gropius og Oskar Kokoschka (og mange flere).


Fotograf: Kenneth Kreutzmann
 
Pianisten, Rikke Sandbergs brilliante spil lyder faktisk som et helt orkester. Enkelte gange er hun med på scenen sammen med de andre og agerer veninde, der tager en selfie. Det er med andre ord en fortælling om Alma Schindler, der både foregår dengang og nu. Som en historie, der er foregået til alle tider og som stadig er aktuel. Det er den lidt slidte fortælling om den evigt opofrende kvinde og hustru, der gennem historien har støttet og tjent mangt en mandlig kunstner. Men mest er det en skildring af, hvad inspiration og talent gør ved et menneske – om det så er en mand eller en kvinde. For Gustav Mahler gjorde det ham overfølsom og diktatorisk. I et kendt (og berygtet!) forlovelsesbrev til Ama beder han hende om at lægge sit eget kunstneriske talent til side, for som han skriver, er der kun plads til én komponist i familien – og det er ham. Alma VED, at det er forkert, men hun elsker ham, og overgiver sig til sit nye hverv som medarbejdende hustru. Også for at slippe væk fra sin egen familie, der smuldrer bag hende.
I det omtalte brev skriver Mahler også, at Alma er forkælet, og at det ikke er det samme som at have en personlighed, og at hun heller ikke bare får det ved at gifte sig med ham. Det er selvfølgelig fornærmende, men heller ikke uden en vis grad af sandhed.
 
Fotograf: Kenneth Kreutzmann
 
Scenografen Gøje Rostrup har bagest placeret tre sorte tavler, hvorpå der forestillingen igennem med kridt skrives navne på de berømte mænd, som Alma siden bliver beskyldt for at samle på, men som hun siger i forestillingen, var de ikke hendes trofæer. Det var snarere hende, der var deres. Men hun giver sig ikke hen til noget nemt liv. Selv om hun ægges af suset fra operapublikummet i Wien, første gang hun viser sig i Mahlers loge efter at deres forlovelse er annonceret.
Hele første halvdel af forestillingen handler om tiden inden Mahler, og om tiden op til at de bliver gift, hvorefter anden del handler om det, hun opnåede og især ikke opnåede bagefter.


Fotograf: Kenneth Kreutzmann


Det ægteskabelige liv med Mahler bliver ingen dans på roser. Mahler komponerer ”Kindertotenlieder”, da deres 10-årige datter dør, og det kommer også til at indvarsle det efterfølgende dødfødte barn. Alma duer med andre ord ikke til det, der bliver forventet af hende. Hun overvejer, om hun vil kunne finde tilbage til sig selv og den hellige skaberenergi hun engang følte sig besjælet af, før hun opgav selv at komponere, FØR Mahler. For måske kunne hun begynde at komponere i al hemmelighed, men oplever, at man ikke kan skabe i hemmelighed. Hun kan i hvert fald ikke, hvilket får hende til at reflektere over, at historisk set er mændenes selvtillid altid blevet understøttet og bygget op af kvinderne, der stod tæt rundt om dem, mens kvinderne står alene - altid.

Forestillingen giver ikke bare mæle til hendes historie, men også stemme til hendes sange. Ud af forestillingens 13 sange er de 8 komponeret af Alma med tekster af Heine, Falke, Bierbaum, Rilke og Novalis. De resterende 5 sange er af Mahler, hvoraf de 4 er  med tekst af Friederich Rückert. 3 fra ”Five Rückert Songs” (1904) og 1 fra "Kindertotenlieder" (1902), mens den 5. er med tekst af Franz Werfel. Alle bliver smukt og tilbageholdt sunget af Radmila Rajic, der fortolker dem med en varm glød. De ligger godt for hendes mezzo-sopran-stemme.
Dramatikeren Eva Sommerstad Holten springer i 2. del af monologen let og lidt vel hurtigt frem til slutningen, hvor Alma ligger på en forhøjning og tænker tilbage på sit liv, mens hun tænker på at ville skrive sine erindringer. Alt imens ordet PERSONLIGHED skrives med store bogstaver på tavlerne bagved, der er enkelt og effektfuld oplyst i Frederik Munck Vinthers lyssætning.
Slutningen står lidt bleg og forløser ikke den fine intensitet og stærke kunstneriske integritet, der ellers præger forestillingen, men det tilgiver man gerne, eftersom det øvrige er så smukt afstemt efter hinanden. Det gælder både teksten og musikken, og ikke mindst det energiske og veltimede spil de to kvinder imellem. De fremstår som hinandens dragende modsætninger, og er betagende at betragte sammen. De er som solen og månen, der kredser om hinanden. Den ene belyser den anden, skaber klangrum for det usagte og giver sangstemme til det, der alligevel bliver sagt – med sang.
Det har tydeligvis været en leg for instruktøren Kenneth Kreutzmann at få mest muligt ud af det, der var. Først og fremmest er det de to spillere, og det er dygtigt og effektivt håndteret. Det store sjæledrama virker fint som et kammerspil. Uden at det dermed bliver reduceret. Heller ikke i Arbejdermuseets forholdsvis store festsal til premieren.

 


Copenhagen Chamber Performance
i samarbejde med Teater Undergrunden præsenterer
ALMA MAHLER
Ide & koncept: Radmila Rajic
Instruktør: Kenneth Kreutzmann
Tekst: Eva Sommerstad Holten
Scenografi: Gøje Rostrup
Lys: Frederik Munck Vinther
På scenen: Radmila Rajic og Katrin Weisser
Pianist: Rikke Sandberg
*
 
Premiere torsdag den 13. 9. 2018:
Arbejdermuseets Festsal
 
Fredag den 14. 9. 2018:
Teater undergrunden, Galaksen i Værløse
 
Lørdag den 15. 9. 2018:
Admiral Gjeddes Gaard


*
Læs mere om Alma Mahlers liv:
 
 
*
 
Tidligere anmeldt forestilling med
Copenhagen Chamber Performance:
***

 

 

tirsdag den 11. september 2018

Dobbeltanmeldelse: HERFRA MIN VERDEN GÅR på Riddersalen og RUSTUREN på Edison

 
Plakat: Søren Meisner (layout) Annika Nilsson (foto)
 

Det var en stor og berigende oplevelse at se de to teaterpremierer i sidste uge: ”Herfra min verden går” på Riddersalen og ”Rusturen” på Edison. Den første er en dokumentarisk danseforestilling for de 10-15 årige, og den næste er en ungdoms/voksenforestilling. Det er en god ide at starte med børnene og de unge, for det er dem, der overtager det vi ikke selv kan finde ud af, og som selv skal forsøge at finde vej igennem. ” Herfra min verden går” er en forestilling, der på fornem vis handler om at prøve at sætte sig i andres sted. Og går med de mennesker, der er på flugt, på deres hvileløse vandring fra land til land for at finde (et) hjem, og samtidig bliver vi mindet om, at fra 1840-1915 var der 52 millioner europæere der udvandrede til oversøiske lande. Nu er strømmen bare vendt, så det er de andre, der søger mod Europa.
I ”Rusturen” på Edison er der i og for sig den samme tematik, for det handler også om identitet, og selv om det er grebet an fra et helt andet perspektiv, er det en forestilling, der velfortjent giver os et slag over næsen

HERFRA MIN VERDEN GÅR
 
Fotograf: Simon Jeppesen

Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det forestillingen ”Herfra min verden går” at give os den følelse.
Det skete på næsten legende vis, for vi blev inviteret indenfor på Riddersalen - på bare tæer - og blev placeret rundt om scenen, hvor der var lagt en masse puder og tæpper, og får at vide at forrest er det Nord- og Sydamerika, bagved Asien, Indien, Afrika, Australien, Rusland og Sibirien – og Europa. Alle jordens kontinenter er fordelt på de puder og tæpper, der er lagt frem på scenegulvet. ”Men hvor føler du, at du hører hjemme? Hvor har du rod? For det er jo ikke nødvendigvis dér, hvor du er født?”
Vi satte os på hver vores pude – på hver vort kontinent. Derfra bliv vi så gennet bort igen. Ét sted var der en naturkatastrofe, men det er slet ikke nedfældet som en gyldig grund til at flygte i flygtningekonventionen, og er derfor ikke omfattet af den. Én blev forelsket i én fra et andet land på en rejse og ville have kæresten med hjem, men det var ikke muligt, så derfor rejste de videre til et andet sted sammen. Én havde en mor, der oprindelig stammede fra et andet land, og da hun ikke kunne få opholdstilladelse, flygtede hun til et tredje land – og tog familien med. En havde udtalt sig kritisk om den siddende diktator, og blev smidt ud – og familien rejste med i sympati.
Til sidst var alle flygtet fra der, hvor de oprindelig havde sat sig på deres pude – nu var vi på flugt og havde taget puderne med og stod nu rundt om scenen ventende, mens vi kiggede ind mod den tomme scene, hvor de to spillere kunne berette den autentiske historie om pigen, der var født i Las Palmas, Spanien. Mens forældre oprindelig kom fra Tahiti. Da de ikke kunne bo i Spanien, flygtede de til Danmark, og da de heller ikke kunne bo der, flygtede de til Kiruna i Nordsverige. Da de ikke kunne bo i Sverige, flygtede de tilbage til Danmark – og i 9 år havde de nu været i Danmark som flygtninge. Pigen var teenager – 14 år og ligesom alle andre teenagere. Hun drømte om at blive tøjdesigner eller make-up-artist. Hun holdt fast i sine drømme og drømte om at rejse verden rundt, men det kunne hun ikke så længe hun stadig var flygtning.  Vi hørte hendes egen beretning på den lydoptagelse, der blev afspillet gennem forestillingen. Hun fortalte om sine drømme og om sit liv. Hun havde valgt ikke at tænke over, hvad der ville kunne ske, hvis hun ikke fik opholdstilladelse - og skulle være nødt til at rejse videre. Også selv om alt hvad hun kendte til og kunne huske, var dansk. Hun måtte leve dag for dage – og udskyde at tænke på det andet og prøve at holde fast i, at hun havde et normaltliv – og insistere på at leve det så længe, hun overhovedet kunne. Men hun havde været bekymret for, hvordan skoleveninden ville reagere, når hun fik det at vide. At hun havde en flygtning – som veninde. Om hun ville se ned på hende, og måske blive sur over, at hun ikke tidligere havde fortalt det. Men veninden blev bare ulykkelig over, at hendes bedste veninde – på 9. år stadig ikke var sikker på, at hun kunne blive. 
Det var først langt inde i forestillingen, at de to skuespillere/dansere: Ingrid Tranum Velasquéz og Anette Asp Christensen  brød ud i dans. Men pludselig gjorde de. Gennem dansen skildrede de tilknytning, løsrivelse, fortvivlelse, glæde og desperation – alt det, der kan udtrykkes så meget bedre UDEN ord. Musikalsk blev de ledsaget af den mest forførende, inciterende sang af Alexandra Hallén, der sammen med cellospillet løftede forestillingen og gjorde den nærmest overjordisk. Det blev på én gang så skærende smukt, at det ikke var til at holde ud, fordi det samtidigt var så tragisk og bundulykkeligt, at jeg gik derfra med følelsen af at sådan måtte det føles – at være på flugt.

----------------------------
RUSTUREN
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
 
6 unge er på rustur. Tre brune og tre hvide, og på ingen tid kommer det til at handle om forskelle og ligheder, men det er forskellene, som de spiller ud mod hinanden i det, der starter som en leg – og ender med at blive en kamp om overlevelse. ”Men det er jo bare for sjov!” På mange måder er det en forestilling, der handler om grænser og smertepunkter inde i os og imellem os. Dem, som vi støder os på, når vi søger hinanden, for det er let at komme til kort i teatertekstens labyrintiske blindgyder.
Rammen med de 6 unges rustur er perfekt, for i den ligger det implicit, at det er jo bare en leg, som en af de medvirkende gentager flere gange: ”Det er jo bare en leg. Slap af!” Men det bliver en dødelig leg. For hvem overlever psykisk? Hvem har privilegier og benytter sig af dem?
Som typer var de 6 personer både stærke og kraftfulde, og først og fremmest fuldt troværdige.
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson


Samir (Lior Foighel) er den første, der bliver præsenteret i en af de 6 monologer, som forestillingen også rummer. Han er Avedøre-drengen, der flytter til Østerbro. Han føler sig hjemme, der hvor han kommer fra, men ikke der, hvor han kommer hen, og alligevel klarer han sig igennem på sine gadedrenge-manerer. Han kan i og for sig spille og tale alle sprog, men har tabt sig selv på den sociale opstigen. For selv om at han får alle til at tro, at han er frisk på en slåskamp, og i hvert fald ikke går af vejen for en, så har han ikke været ude for at slås siden han var 12 år. Når han er tilbage i barndomskvarteret, nikker han måske nok til barndomsvennerne, men han er ikke mere en del af det fællesskab, der tidligere gav ham hans sikkerhed og tryghed. Nu er han hjemløs. Det er de andre 5 personer som udgangspunkt ikke. Eller måske er de alligevel?

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
 
 
Emad (Wahid Sui Mahmoud) er muslim af arabisk herkomst. Han går måske lidt for langt med på de andre drenges narrestreger for ikke selv at stikke for meget ud. Rigtig interessant bliver det, når han går op imod stykkets arabiske pige, Aliyah (Amina Tornak), for er hun dansker eller araber? Selv siger hun, at hun er dansker OG araber. Men kan man være begge dele - og så trække det mest fordelagtige frem, alt efter den sammenhæng man befinder sig i? Det er et godt spørgsmål, som teksten efterlader os med.
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
 
Michael (Nicklas Søderberg Lundstrøm) er mand, hetero, lyshåret og dermed særligt privilegeret, og det er da også ham, der styrer løjerne sammen med Aliyah. De er en slags vejledere på turen, selv om de også er med på samme vilkår som de andre. Det er de to, der for så vidt sætter spillereglerne. Men de andre har en pointe, når de peger Michael ud og siger, at han egentlig aldrig siger, hvad han selv mener. Han slår det altid hen og tilbage på dem, der spørger. Men hvad mener han selv?
Så er der Sarah (Molly Egelind), der måske/måske ikke bliver voldtaget til rusfesten. Ville hun eller ville hun ikke? Var hun for fuld til at sanse noget. Hvad var det egentlig, der skete?

Klara (Julie Jeziorski) er uden for fællesskabet og ønsker heller ikke at være en del af det. Ikke for enhver pris. Hun havde håbet, at eftersom de alle læser statskundskab ville niveauet være højere, også på rusturen, så det ikke bare ville handle om pik og patter. Hun er lesbisk eller er i hvert fald draget af det. For så vidt er hun stykkets syndebuk. Til gengæld tager hun til genmæle i stykkets epilog, hvor hun gør op med sin egen tekst og rolle.
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
 
Det er en fantastisk tekst, der er stramt instrueret af Kamilla Bach Mortensen. Efter forestillingen var der stående applaus. Jeg ved ikke, hvorfor de andre klappede, men jeg gjorde det pga. den geniale tekst udsat for 6 personer, der hver især ydede en flot præstation, men allerbedst var deres sammenspil. Sproget hidsede, bed og gnavede helt ind til knoglen, og nogle gange bed den sig så fast, at knoglerne brast. Det er en fornøjelse, når sproget er så tæt, at de mindste nuancer svirpede ud over scenekanten, og rammer publikum lige i panden – for der blev det siddende, det sved, sådan som det gør, når der virkelig er noget på spil – og i spil, når dramatikerne Zaki Youssef og Babak Vakili selv har noget i klemme, og spiller hårdt ud med det. Ikke mindst i den afsluttende epilog, der ikke skal røbes her, men som står bankende flot og pulserer – og svier, når forestillingen er ovre, og vi forlader vore pladser i teatret og går ud til vort liv. Måske troede vi, at forestillingen bare var en pause fra vore egne problemer. Men vi skulle blive klogere og opdage, at det, der var pausen, viste sig at være det essentielle. At det var dér at vi med vores medliden i det der skete på scenen ramte det centrale i vore liv, dér hvor det gør ondt, fordi vi selv er i tvivl om, hvor vi selv er, og hvor grænsen går.
Det er en inciterende rustur vi er inviteret med på. Alkoholen og rusen får problemerne op til overfladen. Scenen mellem den frigjorte danske pige og den snerpede arabiske pige er måske stykkets stærkeste scene, fordi det langsomt bliver tydeligt, at de hver især spiller op mod den, de TROR den anden er – og det er måske, det som teksten og forestillingen først og fremmest kredser om. Den viser os billeder af hinanden og det, vi tror om hinanden. For vi tror så meget, og ved så lidt. Det er en værdifuld pointe.
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
 

Det er noget vi hele tiden taler om, og alligevel får vi aldrig rigtig fat. Som om vi med vores almindelige talesprog ikke kan gribe og holde fast i det. Det smutter hele tiden fra os. Vi er for kluntede, for bange og for svage. Det kræver simpelthen noget andet værktøj. Og der kan vi f.eks. gå i teatret og nogle gange blive rusket og mindet om, at verden og livet har mange flere facetter af noget, vi troede vi for længst havde debatteret til døde. Det er som om sproget giver op og synker dødt til bunds i det floskelfyldte politikersprog fyldt med lette og hurtige slagord, der tilflyder os i en lind strøm i jagten på stemmer til det kommende folketingsvalg. Det er sørgeligt, at vore liv ligger i hænderne på politikere, der har så dårligt fat og greb om det vigtige. De burde gå mere i teatret. For ved at traske af de almindelige og udtrådte diskussionsstier kommer vi ingen vegne, der skal simpelthen banes helt nye stier og veje for at få den nødvendige indsigt, der kan løfte debatten.
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 
-----------------------------------------------------
HERFRA MIN VERDEN GÅR
Varighed: 40 min. uden pause
Koreografi, iscenesætttelse og koncept:
Ingrid Tranum Velásquez,
Anette Asp Christensen,
Alexandra Hallén,
Annika Nilsson
Medvirkende:
Ingrid Tranum Velasquéz,
Anette Asp Christensen
Alexandra Hallén
Producent: NextDoor Project
Komponist: Alexandra Hallén
Scenograf: Annika Nilsson
Interviews og lydoptagelser:
Maj Horn & Eduardo Abrantes
Idé og kunstnerisk ledelse:
Ingrid Tranum Velásquez
Støttet af:
Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, Åbne Scene, Århus Kulturudviklingspuljen, BUPL.
Om NextDoor Project:
”NextDoor Project skaber scenekunst i krydsfeltet mellem iscenesættelse og virkelighed. I mødet mellem dokumentar og fiktion skabes et rum hvor vi kan indleve os i virkeligheden fra perspektiver anderledes end vores egne. NextDoor Project faciliterer gennem sceniske begivenheder møder med og mellem sine omgivelser - lokalt såvel som globalt. Koreograf Ingrid Tranum Velásquez er kunstnerisk leder.”
 
 
RUSTUREN
Dramatikere: Zaki Youssef og Babak Vakili
Instruktør: Kamilla Bach Mortensen
 
Medvirkende:
Nicklas Søderberg Lundstrøm, 

Wahid Sui Mahmoud, 
Molly Blixt Egelind, 
Julie Jeziorski,
Amina Tornak
Lior Foighel
 
Instruktørassistent & forestillingsleder:
Jovana Zoric
Scenografi: Benjamin la Cour
Komponist: Troels Kampmann Kjær
Producent: C:NTACT
Spiller indtil den 14.9. 2018 på Edison
 
*
Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:
 
HOOYO! (2016)
Ondt blod (2012)
Tidligere anmeldte forestillinger af
Kamilla Bach Mortensen:
 
Ondt blod (2012)
Turister (2015)
***