mandag den 16. september 2019

Anmeldelse: GENERATION KROP i Dansekapellet


Foto: Hilmar Guðjónsson

Forestillingen om kvindelige kropsfornemmelser slutter med opråbet ”Giv plads til en brownie i dit liv”. Det er også betegnende for forestillingens tone og stil. Den bliver (gen)opført i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. 

Foto: Fanny Lindström


Det lød umiddelbart lidt kinky, at det handlede om kvindelige kropsfornemmelser, men skulle opleves i herrernes omklædningsrum, så stor var overraskelsen, da vi blev ført ned til, hvad der mest af alt mindede om et tyrkisk hamam. Vi var på forhånd blevet bedt om at iføre os varmt tøj, da stedet ville være uopvarmet, men siden var varmen åbenbart vendt tilbage, for der var hamam-varmt, og de tre kvinders kropscabaret blev gennemført i kropsvarme omgivelser. Det var simpelthen et rart sted at være. 

Det var meget intimt, og selv om jeg sad på en hård taburet, sad jeg alligevel umådelig bekvemt, velsagtens fordi stemningen var så varm og favnende. Ligesom forestillingen - eller kropscabaretten som det rettere var.

Foto: Fanny Lindström


De tre dygtige skuespillere og sangere: Ann Hølund, Cipa Pape og Christina Bonde, tog os venligt med sig ind i deres intime kropsuniverser. Både jeg og min 21-årige kvindelige ledsager nød at blive ført med ind i de kvindelige universer, der for vore begges vedkommende syntes langt væk, men alligevel var genkendelige. 

Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville se ud, hvis det i stedet havde været mænd, der opførte cabaretten. Eller rettere ville det overhovedet være muligt? Næppe, men hvorfor egentlig ikke? Godt nok har vi ikke samme nedtrådte traditioner for at dyrke vores krops-utilstrækkeligheder, men så er der til gengæld andre steder at hænge hattene. Det kunne fx handle om, hvordan vi positionerer os via kroppen. Om at kroppen også giver os en plads i et kropsligt hierarki som vi er en del af, hvad enten vi vil det eller ej. For vi må jo også falde igennem eller i hvert fald ved siden af lige så meget som kvinderne i forestillingen, men alligevel mangler vi selvfølgelig traditionen for at  udstille vore svagheder - offentligt. Det ville selvsagt være et statustab. Det må være den væsentligste forskel. Men vi har heller ikke sproget til det. Det må opfindes først.  Det ville  føles meget umandigt. Hvor det netop føles meget kvindeligt, når det gælder kvinderne. Det er en sær ubalance, som blotter kønnenes ulighed. For med de tre kvinder på scenen var det en fornøjelse at kigge med på.

Foto: Fanny Lindström


Selve set-uppet, at det skulle opleves i et omklædningsrum, gav fornemmelsen af at være voyeur til noget, der kun kunne hviskes eller opføres i smug. Som om vi blev ført med ind i et hemmeligt intimt rum. Det var et dejligt incitament, der lovede en masse – og det blev overraskende nok fuldt indfriet.

De tre gled ud og ind mellem en masse figurer. Stærkest var det, når de slet ikke sagde noget, for det var det mest sigende. Det kom til udtryk i blikke, i dansen mellem dem og i deres egne modsigelsesfulde fysiske udsagn, der ofte var meget ironiske og smertefulde. Alligevel blev der heller ikke sagt for meget i denne udsigelse af det hele. Det var en slags kropshadets Melodi Grand Prix, der blev sunget sikkert og trygt i land af de tre, hvor det var Cipa Pape, der satte tonen og sang for og holdt det musikalske niveau på et inspirerende højt niveau. Smukt iscenesat af Mille Maria Dalsgaard, der er drivkraften bag Sydhavn Teater, der er et lille storbyteater under Københavns Kommune, der nytænker scenekunsten i samarbejde med dygtige unge instruktører med fokus på stærke nye og klassiske tekster og i form af vilde eksperimenter i byens mange rum. Det er med andre ord et teater uden noget faktisk teaterrum. Et teater, der i lighed med Teatergrad optræder rundt omkring i byen – og gør det med stor iderigdom. Ud over Sydhavn Teater er Kalder på Venus den anden aktør bag forestillingen. Kalder på Venus er en tværkulturel performancegruppe bestående af fire aktører; en musiker, skuespiller, danser og instruktør. Gruppen opstod ud fra en fælles nysgerrighed om at forene de tre kunstformer.

For mig startede forestillingen allerede da den smukke og meget voluminøse kvindelige billetkontrollør bød velkommen i en stor hvidprikket sort kjole. Det var en dejlig smilende velkomst. Bagefter viste hun os ned til forestillingen. Hendes Rubensagtige skønhed og tilstedeværelse var en sigende kommentar til forestillingens dellejagtende slanketemaer. For verden er sammensat – heldigvis.

Det sluttede med en brownie – i bogstavelig forstand – og bagefter blev vi alle siddende, for det var slet ikke behageligt igen at skulle forlade det varme og trygge rum, som var blevet skabt omkring os i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. Det er faktisk det største kompliment, når publikum bagefter bare bliver siddende. Når publikum slet ikke vil hjem.


Foto: Hilmar Guðjónsson


GENERATION KROP
Sydhavn Teater & Venter på Venus
Dansekapellet
fra den 13.-29. september 2019
65 min.

Medvirkende: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde

Idé: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde, 
Stinne Vilde Vium

Instruktør konsulent: Mille Maria Dalsgaard

Lysdesigner: Katja Andreassen

Producent: Marie Egetoft

Foto: Forestillingsbilleder, pressebilleder, trailer: 
Fanny Lindström.

Pressebillede (med tråde): Hilmar Guðjónsson

Læs mere




Spillested: 
Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV


Forestillingen spiller fra 13. – 29. september

Alder: Fra 12 år

Varighed: 65 minutter 




tirsdag den 3. september 2019

Anmeldelse: VIEW af Tom Sonntag





At lytte til Tom Sonntags cd ”View” (2017) er som at rejse med ham igennem storslåede landskaber. Lydbillederne er store og musikken er meget visionær. Der er en elegant balance mellem de store flydende lydflader og så de konkrete instrumentale indslag.  Det er verdensmusik i den flotteste betydning af ordet. Uden at det bliver folkloristisk af den grund. For stemmer, instrumenter og samplinger flyder ind og blander sig i musikkens strøm. Det er lydligt utroligt smukke overflyvninger. Musikalsk er det en strøm, der på en gang er meget konkret og samtidig flydende. Det er musik, der har et mål og et sigte, uden at det af den grund bliver så luftigt at det forsvinder. Det byder lytteren indenfor med fejende gestus.

Cd´en indledes med et tordenskrald på nummeret ”Alone Two”. Det er ikke højt og voldsomt, men man kan sige at det er med til at fortætte musikken og energien. Toms modersmål er finlands-svensk, og det lader han klinge sammen med en indiansk rammetromme. I det hele taget er der shamanistiske overtoner i musikken, men selv om der også enkelte steder er fuglestemmer og naturlyde, så forsvinder det ikke i sfærisk intethed. Det er på én gang både flyvende og meget jordnært. En smuk – og svær balance, der er en fornøjelse at lytte til. Det bliver aldrig til udvendige lydeffekter. Det hele er bundet sammen af en stærk og løfterig vision - ja, af et fast VIEW.

På nummeret ”Aramic” er der en didgeridoo, der fletter sig ind og blandes med Toms spil på sit Steinway koncert B flygel, der igen flyder sammen med slagstøj og vokalimprovisationer. Poul Poclage spiller akustisk guitar, rør og slagtøj. Samme Poul er leadvokal på det efterfølgende nummer ”Dark love”, hvor en vemodig harmonika anslår stemningen. 
Tom slutter med at recitere: 
“I can see you/
Walking Slowly/
May I carry you home/ 
Through the wild/
Home.”

Den smukke, let sprukne og lidt overjordiske leadvokal af Camilla Sonntag-Backman på nummeret "Child Chill" skal også nævnes. 

Jeg havde lyttet til forskellige optagelser på YouTube med Tom forinden, og det havde mere forvirret end samlet mit indtryk af hans musik, men da jeg for noget tid siden modtog en invitation til at høre hans musik live på Dansepladsen i Fælledparken drog jeg af huse, for at få mig en overvældende flot og helstøbt musikalsk oplevelse udendørs i sensommeren under en skyhimmel, der havde svært ved at bestemme sig til om den skulle smile eller råbe. Af og til klarede det op og blå himmel sejlende hen over musikken – eller rettere blandedes skyerne og musikken sig, for sådan føltes det. Lyden udendørs var lige så flot som da jeg hjemme satte cd´en VIEW i min cd-afspiller.


 
Foto: Sanna Hellman


Igen var det som om at skyerne og musikken blandedes. Sonntag bæres af musikken og lader musikken strømme igennem sig. Hvilket altid er noget særligt, for hvert menneske og kunstner har sit eget udtryk, men måske forstærkes det, når det frembringes af Tom, der ud over at være en så dygtig, talentfuld og visionær kunstner også har nogle rent fysiske begrænsninger, der først skal klares før han overhovedet kan begynde sit kunstneriske arbejde. Tom har muskelsvind og er elkørestolsbruger. Til koncerten i søndags havde han to medhjælpere. Den ene var Shohreh Shahrzad, der selv er kunstner (daf-spillende, dansende og dertil grafisk designer) samt Martin Hagedorn Larsen, der havde designet den anordning, der gjorde det muligt for Tom at optræde, for oven over hans to klaviaturer var der placeret et 2½ meter højt stativ, hvorfra gummisnore hang ned over klaviaturerne og var fæstet til Toms håndled, sådan så han selv kunne betjene og skubbe klaviaturerne frem og tilbage monteret på en skinne. Der var også en mikrofon, der gjorde det muligt for Tom at synge vokalerne. Stemmer fra nær og fjern samplede sig ind igennem musikken. Noget som Tom også styrede samtidig med alt det øvrige.

Musikken er ikke noget særligt, fordi Tom skal overkomme fysiske forhindringer for at kunne skabe den, men jeg tænker at den til gengæld bliver endnu mere koncentreret i sit udtryk, for musikken bliver det medie, hvorigennem Tom genfinder sin førlighed, for i den danser han rundt i en imaginær dans med elementerne, hvor alle grænser ophæves såvel for ham som for os, der lytter. En dans som det ikke er ham forundt at danse i det virkelige liv.

Tom Sonntag er 54 år, født og opvokset i Ingelå, Finland, men har siden 1989 boet i København, hvor han har sit studie.
-Der findes musik overalt, det gælder bare om at lytte, siger Sonntag. Melankoli er et gennemgående tema på den nye cd. I den gemmer sig en mørk kærlighed som skræmmer os, siger Sonntag, men også en ægthed. Han sammenligner det med den finske kultur - i den findes et dyb, et mørke, som vi burde tale om i stedet for vejret. Danskerne er mere udvendige og lettere at forholde sig til, men dybet i stilheden og pausen fascinerer mig. Den finlandske mentalitet har hjulpet Sonntag til at finde dybet i sig selv. Gennem musikken håber han at lytteren også kan opdage noget uventet i sig selv eller udenfor. Han ser mennesker som er ulykkelige og stressede, og giver dem et redskab til bare at være til stede. Udsigt gennem indsigt, siger han og henviser til albummets titel.

Ovennævnte udtalelser er citeret fra Sonntags hjemmeside
(og oversat fra svensk af undertegnede).
Lyt og læs mere på YouTube og Facebook.

Mail: sonn@sonnmusic.com

VIEW er udgivet på CD og som en dobbelt VINYL-LP.


Maleri af Tom Sonntag. Se flere på hjemmesiden.


*

Oplev Tom Sonntag m.fl., 
lørdag den 7. september kl. 19.30 
i Brønshøj Vandtårn til arrangementet 


torsdag den 29. august 2019

Anmeldelse: FOR COLORED GIRLS af New Nordic Voices/KU.BE



Foto: Zach Khadudu

Ja, de ser jo umiddelbart ikke særligt nordiske ud, sådan som de står der foran os på scenen i det engelsksprogede Tony Ward-norminerede teaterstykke af den New York-baserede afroamerikanske forfatter/digter/dramatiker Ntozake Shange (1948-2018), der i aftes havde premiere på KU.BE på Frederiksberg. Det er 6 farvede piger samt en dansk. Men det er netop sagen, som Michael Omoke forklarer det, han er teatrets stifter og kunstneriske leder. Det handler om at give stemme til kunstnere, der alle bor i det nordiske og som kan tilføre noget nyt. Samtidig med at det omgivende samfund også for dem er nyt, for de kommer fra andre egne af verden. På den måde er det ”nye nordiske stemmer”.


Foto: Anis Dhiman

Stykkets fulde titel er: ”For colored girls who have considered suicide/when the rainbow is enuf" (1975). De 7 kvinder hvirvler rundt på scenen i hver sin farverige kjole. Som farver på et stort maleri blandes farverne rødt, gult, brunt, blåt, grønt til et stort billede af kvindernes liv og færden. Farverne er glade, rasende, syngende eller drømmende. Vi er sammen med: Victoria (Kenya), Rebecca (Zanzibar), Alice (Zimbabwe), Dew (Sydafrika), Pernille (Danmark),  Praachi (Indien) og Ellen (Malawi). De præsenterer sig i begyndelsen og vi ser flagene fra deres hjemlande mødes i et stort billede på bagvæggen, der understreger at det er individuelle fortællinger, men samtidig forskellige sider af det at være kvinde.

Foto: Anis Dhiman
                                                                                                                        
Men som altid, når det kun er kvinder tilstede, bliver det vist hurtigt de fraværende mænd, der tales mest om. Men det handlede også om selvstændighed, om at stå ved sig selv. Om at finde sig selv og være glad for det fundne. Stemmerne tilhørte såvel unge som ældre kvinder. Forfattercitatet ”Where there is a woman there is magic” lokker indenfor til forestillingen. Først syntes jeg at det lød lidt postuleret og overdrevent, men ikke efter at have overværet premieren i aftes på KU.BE på Frederiksberg, var det netop hvad forestillingen på fineste vis bekræftede. 

Foto: Anis Dhiman

Det skråt tilskårne scenerum er nøgent og bliver kun brudt af tre kasser i den ene side, der udgør en forhøjning. Ud over det, er der intet andet end de 7 kvinder, der konstant er på scenen gennem forestillingens knapt 2 timer. Instruktøren Shirley Basefield Dunlap har et sikkert og godt øje for dynamikken og energien kvinderne imellem, og er god til at bruge og udnytte det scenisk. Det er som at være flue på væggen i kvindernes omklædningsrum. Hver af deres historier er som sider af livet i et stort album, der tilhører dem alle. De fortæller deres historier til os, men det er lige så meget en del af deres egen fælles fortælling. Der er energi som er det en polterabend, hvor der skal festes igennem, og hvor den bagvedliggende smerte først træder frem senere. For da den første festglæde har lagt, går forestillingen ned i gear, og træder i karakter med beretningerne om mændene. De mænd, der flyver fra kvinde til kvinde. De mænd, der lover alt og intet holder. De mænd, der både er der og alligevel ikke er der. De mænd, der tilsyneladende får alt, men intet giver. Det kunne hurtigt gå hen og blive ret ensidige monologer uden nogen til at forsvare den mandlige side af det, men det er samtidig tydeligt at det også er mændene, der giver liv til kvinderne, så selv om forestillingen munder ud i en stor syngende hymne, der priser kvindernes evne og vilje til at blive sig selv – og stå ved det, er der stadig plads til mændene, når bare de opfører sig ordentligt. 

For det er også en forestilling om at give sig hen. Kvinderne er gode til det, så der er ikke noget at sige til at det ikke altid er lige let at mødes i denne hengivelse, men det er såvel dengang som nu en mandlig domineret verden som omgiver forestillingen. Der er sket meget siden forestillingen blev skrevet i 1975, men spørgsmålet er, hvor meget det alligevel har rykket sig? Vi vil gerne tro på og leve med ideen om at verden og vi selv er på en kurs, der hele tiden gør vores forhold til hinanden og verden bedre.

Foto: Anis Dhiman

De to mest rørende historier fortælles af Rebecca og Victoria. Rebecca fortalte om drømmevennen, der sprang ud af hendes ungpigelæsning af voksenbøger. Hun forelskede sig i ham, og slap ham først, da hans navnefælle antog skikkelse af en unge fyr, der blev overordentlig virkelig, da han stillede sig foran hende og blev stående, så hun kunne forelske sig i ham i stedet. Victoria fortalte den forfærdelige historie om de forelskede, der blev hinandens værste fjender. Om manden, der narrede deres fælles børn fra hende og holdt dem ud over balkonen, for at tvinge hende til at gifte sig med ham, og da hun forståeligt nok tøvede, slap han taget i børnene. Forestillingen var spændt ud imellem den første store drøm og de døde børn.

Der er ingen gennemgående historie - eller det er der måske alligevel, for det handler om at være kvinde, om at blive kvinde og om at overleve som kvinde. Det var forelskede kvinders historier. Hævngerrige kvinders historier. Grædende kvinders historier. Det var stemmer fra alle livets cirkler, der træder dansen i denne fine forestilling. Synd at KU.BEs lys er så dårligt, for forestillingen fortjener en langt bedre lyssætning, for det er teater i en rendyrket form, for der er intet andet end det vigtigste. Vi er på scenen sammen med de historier der betyder noget og som er vigtige at få fortalt. Der er god grund til at skynde sig ud og se forestillingen, mens den spilles på KU.BE. Forestillingen havde premiere på kvindernes kampdag i Finland tidligere på året, og skal efter Danmark videre til Sverige og igen tilbage til Finland.

Da jeg skulle hjem stod jeg af ved Nørrebro Station og cyklede tilbage gennem byen. Den farverige forestilling kunne bedst fordøjes ved at køre gennem byens mest blandede bydel, før jeg endte tilbage på Østerbro, der pludselige virkede så farveløst og måske også farveforskrækket. Jeg havde nydt at være omgivet af det blandede publikum i KU.BE, hvor der i øvrigt var en lukket mørk tunnel, der forbandt første sal med stuen, hvor man kunne kure ned, hvis man ellers turde. Men jeg gjorde jeg ikke. Men næste gang gør jeg det...


Foto: Anis Dhiman


FOR COLORED GIRLS
af  Ntozake Shange

Spiller fra den 28.8.-1.9.2019 kl. 19.00
Spillested: KU.BE, Dirch Passers Allé 4, Vanløse

Medvirkende:
Rebecca Langley, Pernille Nordtop, Ellen Gram, 
Wanjiku Victoria Seest, Alice Knuth, Dew Mandonsela 
og Praachi Pratz
Instruktør: Shirley Basefield Dunlap
Lys: Cheryl Williams
Instruktørassistent: Anna Skanborg
Produktionsleder: Zach Khadudu
Forestillingsleder: Aicha Haidara
Kunstnerisk leder:  Michael Omoke
Økonomi: Anders Juhl & Hind Charafi
Grafik: Shasyaa Harsh Vaishnav

Læs mere om Ntozake Shange

KU.BEs hjemmeside

ACT/New Nordic Voices´ hjemmeside



*

Foto: Majka Bjørnager


Her er et foto af Victoria og Rebecca, 
da de opførte et uddrag fra forestillingen 
søndag den 18. august i Dansk Forfatterforening. 

Læs festivalopslag 
og hør festivalpodcast med Michael Omoke.

Læs også om den seneste 
New York-opsætning af "For Colored Girls".


mandag den 19. august 2019

MØD VERDEN - MØD KAFKA


Foto: Helene Hernflo.

Birte Kont har givet tilladelse til at hendes oplæg om Franz Kafka fra festivalafslutningen kan offentliggøres her på bloggen. Det er et smukt 10 minutters essay, der fortjener at nå videre ud, så her er det:

Birte Kont:

MØD KAFKA i ”Mød verden” den 18. august 2019

Selvom man ikke har læst en linje af Kafka, kender enhver udtrykket kafkask.
Franz Kafka tilhørte det assimilerede, jødiske tysktalende mindretal i Prag, skrev i en antisemitisk tid og har aldrig kendt andet end fjendtlighed over for jøder.
Hvordan er Kafka universel? Og hvad kan det kafkaske fortælle os (om) i dag?
 
Kafkas personlige historie, hans livslange misforhold til faderen og nogle kulturhistoriske forhold på Kafkas tid – først og fremmest hvad det indebar at være jøde i Prags antisemitiske atmosfære – er den grund, som hele Kafkas forfatterskab voksede frem af. Det, han skrev om, kunne i virkeligheden foregå hvor som helst, men er med til at betinge det universelle og det, vi forstår som det kafkaske, og kan stadig i dag fortælle os noget væsentligt om at være fremmed i verden: En tilstand, der er om noget blevet Kafkas vandmærke.

Kafka taler til mennesker overalt på kloden, ordet kafkask er på mere end 100 sprog gået ind i dagligsproget som en tilstand af absurd eksistentiel og universel ufremkommelighed. Kafkas værk er blevet fortolket i utallige kontekster, og der bliver ved med at komme nye. I 2018 udgav Benjamin Balint Kafka’s Last Trial – The Case of A Literary Legacy, der i lyset af en række retssager om Kafkas efterladte manuskripter fortæller om Kafka og hans betydning gennem tiden. Det nye her er opdagelsen af, i hvor høj grad Kafka skriver om identitet.

Kafka blev født i 1883. Bortset fra kortere rejser i Europa, bl.a. til Marielyst på Falster, levede Kafka det meste af sit liv i fødebyen Prag. Først i efteråret 1923, flyttede Kafka til Berlin sammen med Dora Diamant, der var af hasidisk afstamning. Trods fattigdom og svækket af sygdom lykkedes det, som Kafka livslangt havde kæmpet for, nemlig at nå frem til en slags harmoni mellem liv og skrivning. Men glæden – eller snarere det at befinde sig på tærsklen til glæde, som han har skrevet et sted – blev kort. Kafka døde i juni 1924.

Kafka bad sin nærmeste ven, forfatteren og kritikeren Max Brod, der også var hans litterære agent, om at brænde alt, hvad han efterlod sig af ufuldstændige manuskripter. Men da Brod i 1939 flygtede fra det tyskbesatte Prag til det daværende Palæstina, havde han proppet Kafkas håndskrevne manuskripter ned i sin kuffert. Og det er takket være Brod, at verden har fået kendskab til bl.a. Kafkas tre store romaner, Amerika, Processen og Slottet, et større antal fortællinger, Kafkas dagbøger og hans brev til sin far, Kære far, forstå mig ret … Brods forræderi kan skyldes, at han var den første, der hørte Kafka læse højt af sine tekster, og at han (modsat Kafka selv) opfattede Kafka som et geni, Kafka er vor tids største forfatter har Brod noteret i sin dagbog.   

Her i sommer hørte jeg et foredrag med Moritz Schramm, der er lektor på Syddansk Universitet og har skrevet PhD om Kafka. Han konstaterede, at selv om der er utallige fortolkninger af Kafkas værk, er der ingen fortolkning, der kan udtømme det til bunds, og kom med sit bud på, hvorfor man hos Kafka kan blive ved med at finde ny betydning: Kafka skriver konkret, men hans absurde tekster peger ud mod og stiller spørgsmål til eksistensens store universelle temaer som f.eks. magt og retfærdighed.

Den 21. juni 1913 skrev Kafka i sin dagbog: Den uhyre verden, jeg har i mit hoved. Men hvorledes befri mig selv og befri den, uden at gå i stykker. Og tusind gange hellere gå i stykker end at holde den tilbage og begrave den i mig. Det er jo det, jeg er her for. Det står mig helt klart.

Kafka begyndte at skrive dagbog i 1909, og i dagbogen kan man følge, hvordan han arbejdede, for der er adskillige enslydende begyndelser, der stopper midt i en sætning, og så begyndte han forfra. Det har at gøre med, at når Kafka begyndte at skrive, søgte han ind i en skrive-rus og skrev intuitivt. Men Kafka kunne ikke samle alt det, han havde fået skrevet frem, og opfattede selv sine romaner som ufuldstændige.

Processen åbner med ordene: En eller anden måtte have aflagt falsk vidnesbyrd mod Josef K., for en morgen blev han pludselig arresteret uden at have gjort noget ondt. Josef K. fremmedgøres og mister sine rettigheder i sit eget hjem, og da han ikke kender sin brøde, erklærer han sig uskyldig. Herefter, med en absurd logik og en sort kafkask komik, jages Josef K. igennem et labyrintisk bureaukrati, der med en lang række vildledende personer og en overjordisk domstol vrider og forvrænger Lovbegrebet og det juridiske system og stiller med dette spørgsmål til, om der findes en højere guddommelig retfærdighed? I Processens slutning bliver Josef K stukket med en kniv i hjertet og dør med ordene: Som en hund, sagde han, og det var som skammen skulle overleve ham.

Da jeg i 1990’erne læste litteraturvidenskab på KUA, sagde min unge underviser om den ovennævnte skam: Det er arvesynden. Efter undervisningen gik jeg op til ham og sagde, at Kafka var jøde, og at man inden for jødedommen ikke opererer med arvesynd. Jeg ved ikke spor om det jødiske, sagde den unge underviser, så her fik jeg mit specialeemne forærende, en fortolkning af Kafkas værk ud fra en jødisk vinkel. Bortset fra min specialevejleder, nu afdøde Uffe Hansen, har den hjemlige litteraturforskning ikke (som den internationale), interesseret sig for Kafkas jødiske herkomst. Men i 1999 udgav Uffe Hansen Aforismer og andre efterladte skrifter med et noteapparat, der viser, at der i Kafkas aforismer kan findes idéstukturer, som bl.a. peger direkte mod tænkningen i hasidismen i den jødiske mystik, f.eks. Den, der søger, finder ikke, den, der ikke søger, bliver fundet. Aforismen refererer til en hasidisk idé og handler om at gøre det negative, som der desværre ikke er tid til at gå dybere ind i her. Kort kan jeg sige, at hvis man ikke tillægger Kafkas jødiske baggrund betydning for hans værk, kan man let overse, i hvor høj grad hans verdensengagement kanaliseres via den jødiske identitet.

I Kafkas dagbog kan man følge, hvordan hans gryende jødiske bevidsthed fører til øget skrivning. I 1910 i Prag hørte Kafka et foredrag med Martin Buber, der var en af den zionistiske bevægelses førende skikkelser i Berlin. I vinteren 1911, da en jødisk teatertrup fra Galicien optrådte Prag, så Kafka og Brod mere end 20 forestillinger, og Kafka blev ven med truppens ledende skuespiller, Jitzhak Löwy. Og i dagbogen mellem erindringer og drømme, refleksioner over sproget og referencer til bl.a. Goethe, Dostojevskij og Strindberg, dukkede nu også en jødisk verden frem. Mere end 100 sider i dagbogen er kommentarer til det jødiske teater og den øst-jødisk-europæiske kultur. Der er refleksioner over vest-jødens stilling i samfundet og den jødiske religions praksis i vest og i øst; der er referencer til jødiske forfattere og til Torah (Loven, De fem Mosebøger) og Talmud (Studium, Samlingen af diskussioner af Loven) og til den hasidiske teksttradition. I denne første store inspirationsbølge skrev Kafka bl.a. to af de mest kendte fortællinger Dommen og Forvandlingen i 1912 og 1913.

I Dommen fortæller Georg sin far om sin forestående forlovelse. Faren reagerer giftigt og ironisk på Georgs frigørelsesforsøg, der giver anledning til et absurd magtspil mellem faren og Georg og ender med, at faren dømmer sønnen til druknedøden, hvorefter han løber ud af huset, ud på Cechbroen, griber om gelænderet som en sulten griber efter føde og kaster sig i floden. Kafka skrev Dommen i én lang skrive-rus, der varede hele natten, og anså den selv for sit egentlige gennembrud.

I Forvandlingen vågner Gregor Samsa, en pligtopfyldende, ung handelsrejsende en morgen efter urolige drømme og opdager, at han i nattens løb er blevet forvandlet til en kæmpebille. Kafka bruger ordet Ungeziefer, og det er tankevækkende, at netop Ungeziefer sidenhen i Hitlers racistiske propaganda, blev brugt som benævnelsen for en jøde. I den forbindelse vil jeg nævne, at Kafkas tre søstre og adskillige af hans venner og kolleger endte livet i en kz-lejr. I brevet til faren kalder Kafka far-søn-konflikten for ein Kampf des Ungeziefers og erindrer også, at faren kaldte kunstnervennen Jitzhak Löwy for Ungeziefer. Der er desværre ikke tid til at gå dybere ind i teksten, men i Forvandlingen handler det ikke længere kun om at være en fremmed i nye omgivelser, men en fremmed i sin egen krop. Også det må siges at være aktuelt for vor tid.

Den amerikanske succesforfatter Nicole Krauss har i sin seneste store roman Mørke dybe skove ladet Kafka overleve den lungetuberkulose, han døde af, og rejse til Palæstina, en tanke han havde flirtet med. Så ud over at blive udgivet og anerkendt mod sin vilje har Kafka fået et efterliv, som han ville have hadet. Eller ville han? Måske sidder han på en himmelsk tærskel og kigger ned på vores absurde verden – og ler.


Læs mere om Birte Kont
forfatteren til dette 10 minutters lyn-oplæg 
søndag den 18. august 2019
i Dansk Forfatterforening.







I kølvandet på festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening

Foto: Majka Bjørnager.

Til festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening var der
i går mulighed for at høre stemmer fra nær og fjern.

Måske nåede du ikke at være med 


- eller også vil du måske bare gerne læse eller høre mere.

Det har du mulighed for via disse festival-links:


Bent Melchior:
1. del:
2. del: 



Iben Hasselbalch:




Michael Omoke & New Nordic Voices:




Martin Paludan:




Linne Windfeldt Valling Rasmussen:




Birte Kont:




Vokalgruppen Syng Med Hjertet:
Anja Gram:




Jon Høyer:




Jannik Hastrup:




Helene Johanne Christensen:




Dominique Auxila Frugaard:




Ingrid Tranum Velásquez:


Festivalafslutningens overraskelse:

Anne Hansen:


----


Læs mere om festivalen MØD VERDEN 
- og festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening i går.