Mød forfatteren Maria Lundborg

 

Foto: Michael Svennevig.

"-Jeg er ikke blevet "podcastet" før!", sagde Maria, og så ikke helt tryg ud ved situationen. Men det kan man ikke høre på denne 1. festivalpodcast, der handler om romanen "Gennem en hinde af is" af den debuterende 48-årige forfatter Maria Lundborg.

Lyt til festivalpodcasten med Maria Lundborg optaget forleden på en varm dag i kolonihaven.

Fra anmeldelsen: 

"Maria Lundborgs debutroman GENNEM EN HINDE AF IS handler om svigt og menneskelig uformåen. Moren svigter sin lille søn – og den voksne søn svigter sin mor. Så kort kan bogen beskrives, men bag det rumler det med følelser og svære beslutninger...Romanen er et studie i sårede følelser. Hovedpersonen, Anne, fremstår ikke særlig positivt. Hun er nærmest en forvokset teenager, og det kan godt være hun i sit arbejde har en særlig evne til at trænge ind på folk og få dem til at betro sig til hende og kameraet, men selv virker hun overfladisk og manipulerende. Det er hele tiden projekterne og filmene, der betyder alt for hende. Andre mennesker kommer først i anden række, så det undrer ikke at hendes forbindelser med andre tørrer ud. Samtidig er det et skarpt og på sin vis også nådesløst portræt af hovedpersonen..." 

Læs anmeldelsen i sin helhed på festivalens blog. 

Bagefter sendte Maria mig disse linjer i et forsøg på at kredse noget af det ind som vi taler om på podcasten. Læs det som et supplement til podcastens og glæd dig til at høre mere om romanen på festivalen - eller læs den selv!

"Kære Michael

Som jeg skrev igår, har vores samtale snurret videre på lavt blus, åbenbart også hele natten. Så nu får du lige de tanker med, som den har affødt. Det er ikke nye tanker for mig i forhold til bogen, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke fik det med i samtalen igår - men det var nok noget nervøsitet, der lukkede for en del af tankevirksomheden.Det er naturligvis for sent at få det med i podcasten nu, måske er det heller ikke så vigtigt, men det er jo en mulighed til festivalen.

Noter til vores samtale:

"Min afgrund", hvis man kan sige det sådan, er det punkt, hvor noget overskrides. Det punkt, man ikke kan vende tilbage fra.

Når Thomas siger, de ikke skal have mere med hinanden at gøre - når han har udtalt det, kan Annes og hans liv aldrig mere blive det samme. Også selvom han ikke forsvandt ud ad døren. Var han så blevet, og havde de formået at få en samtale ud af det, havde det måske givet anledning til noget dybere, en forståelse måske, men når han går og lukker døren efter sig, bliver det irreversibelt. Og det punkt, kan være en afgrund - herfra er der frit fald. Anne falder her fra og resten af romanen, og i passager, uden at stritte i mod eller forsøge at holde fast.

Men fordi hun også ryger ind i det fald med en mission - at hun vil finde Thomas, for at forsøge at forstå eller i hvert fald forsones - så opstår der erkendelser, også i forhold til at være menneske i relation til andre, heriblandt hendes forældre. Erkendelserne gør, at livet ikke bliver det samme, hun kan ikke gå tilbage, men hun kan finde et nyt, skrøbeligt, men trods alt, holdepunkt

Så ja, jeg skriver omkring eller ud fra en afgrund - eller jeg skriver for at undgå at falde i afgrunden. For at undersøge, hvordan man kan overleve faldet, eller det irreversible. For at se, hvad der kan lede hen til sådan et punkt, og om det er muligt ikke at opløses, hvis det opstår.

Og ja, Thomas dumper hende, som var hun en kæreste - og i det ligger valget. At forholdet mellem søn og mor, barn og forældre, ikke er gudsgivent i et senmoderne samfund, at man kan vælge, om man vil hinanden. Familien er som alt andet, noget vi vælger, ikke bare hvem vi vil have børn med, også om vi vil beholde vores forbindelse til vores forældre.

Men det er kun på overfladen, mener jeg, for mens vi gennem tid, kan ryste en kæreste af os, et dårligt forhold, så kan vi ikke ryste vores forældre af os. Vi vil altid være bærere af dem, tror jeg, og den frihed, man kunne ønske sig at opnå ved at bryde med dem, er måske en pseudo-frihed? For nogle, tror jeg iøvrigt, at det er nødvendigt, og så må man leve med det på den måde, fordi man ikke kan være i forholdet længere.

Men det giver jo en kompleksitet, de uendelige valg. Og afgrunde, der måske ikke var helt så nærværende i et traditionelt samfund. Hvor sønner og døtre naturligvis også stak af, men ikke i så udbredt grad som i dag?

Og så er der de andres valg. Som jeg ikke er herre over. Anne kan forsøge at samle alt, hvad hun har gjort, og andre har gjort, og den dreng, Thomas var osv. hen mod punktet, hvor han vælger at gå. Især i starten, tror jeg, hun leder efter sådan et kardinalpunkt - havde jeg bare lige i den situation, sagt det eller gjort sådan - men måske var det uafvendeligt? Det er et liv af spor, og det kan både gøre os angste, for at sætte vores fod forkert på daglig basis, men det kan måske også trøste os. Fordi vi ved, at vi sætter mange spor, og i sidste ende må vi have tillid til, at dem, der står os nært, træffer det gode valg, gerne vil os, og ikke forsvinder fra os."

                                                    

Foto: Michael Svennevig.

Mød Maria Lundborg på festivalen

MØD VERDEN.

Om at være der når det gælder,

hvor hun medvirker på
3. dagen i GLOBAL ART GALLERY i Vanløse,
hvor hun fortæller og læser op fra romanen "Gennem en hinde af is".

Festivalen på Facebook og festivalens 3. dag på FB.

Anmeldelse: GENNEM EN HINDE AF IS af Maria Lundborg

MØD VERDEN: 1. festivalopslag:

Maria Lundborgs debutroman GENNEM EN HINDE AF IS handler om svigt og menneskelig uformåen. Moren svigter sin lille søn – og den voksne søn svigter sin mor. Så kort kan bogen beskrives, men bag det rumler det med følelser og svære beslutninger. Hovedpersonen, Anne, er dokumentarfilminstruktør, der gennem livet har vægtet karrieren på bekostning af familien. Sønnen, Thomas, parkerer hun hos forældrene og derved bliver de en slags plejeforældre. Den biologiske far, Jeppe, køres hurtigt ud på et sidespor. Fotografen Noa springer til og påtager sig farrollen, men bliver senere udmanøvreret.

Romanen åbner med en scene, hvor Thomas tager afsked med sin mor. Han siger farvel, giver hånd og er væk. Han ønsker ikke kontakten med moren – og ønsker sig langt væk. Moren sporer ham til Indien og Mysore, og det bliver også en rejse tilbage til dengang, hvor hun var gravid rejsende i Indien. Roman er fint komponeret med krydsklip som var det en dokumentarfilm på skrift. Sproget er enkelt. En anelse nøgternt, men kompositionen er spændende stykket sammen, og giver glød og farve til fortællingen.

Romanen er et studie i sårede følelser. Hovedpersonen, Anne, fremstår ikke særlig positivt. Hun er nærmest en forvokset teenager, og det kan godt være hun i sit arbejde har en særlig evne til at trænge ind på folk og få dem til at betro sig til hende og kameraet, men selv virker hun overfladisk og manipulerende. Det er hele tiden projekterne og filmene, der betyder alt for hende. Andre mennesker kommer først i anden række, så det undrer ikke at hendes forbindelser med andre tørrer ud. Samtidig er det et skarpt og på sin vis også nådesløst portræt af hovedpersonen. Jeg genkender og tænker at mange andre også vil genkende hende. Enten i sig selv eller som mennesker, der er så mange af. Hendes arbejdsmæssige stræben virker vampyragtig, og hun skyr ingen midler for at opnå det hun har sat sig for. Hun er et farligt bekendtskab, for alle menneskelige relationer går i stykker for hende. Hun kan sagtens undskylde, for det betyder ikke noget for hende. Det er kun ord.

Så selv om det lyder som et hårdt bekendtskab med en roman, med en så sølle hovedperson, er der flettet et så nuanceret persongalleri rundt omkring Anne, at det gør læsningen til en fornøjelse. Jeg nærmest rutchede igennem romanen.

Det er regulært spændende – som en film uden nogen decideret slutning – at vi aldrig finder ud af, hvad sønnen føler og hvorfor han har valgt at gå sine egne veje. Dog har vi en masse flashbacks fra en opvækst, hvor moren aldrig rigtig slog til. Hun forsøgte, men blev skubbet væk af sønnens afvisninger. Hun tænkte at det ville gå over, at det bare var en periode. Men perioden kom til at være hele sønnens opvækst, så da han var gammel nok til at søge væk, var der ikke længere nogen bånd imellem dem. Det havde der aldrig været. Eller også var de gennem årene bliver stadigt tyndere og tyndere for til sidst helt at opløse sig bag en hinde af is...

Forlaget Apuleius´ Æsel (2018). 297 sider

Hør festivalpodcasten
- og læs mere.

Foto: Michael Svennevig

Mød Maria Lundborg på festivalen

MØD VERDEN.

Om at være der når det gælder,

hvor hun medvirker på
3. dagen i GLOBAL ART GALLERY i Vanløse,
hvor hun fortæller og læser op fra romanen "Gennem en hinde af is".  

Festivalen på Facebook og festivalens 3. dag

Podcast-samtale med Maria Lundborg offentliggøres  den 23.5.2019

Anmeldelse: FEJRING AF ET GODT MENNESKE på Mungo Park

                                                                                                          Fotograf: Mikkel Russel

60 års fødselsdag. Susanne står afsides og gør sig klar til sin store entré. Gæsterne er begyndt at ankomme. Hun forestiller sig, hvordan hun vil gå ned ad trappen i bedste Norma Desmond-stil, for at ende i sit store close-up. Smile rundt til alle gæsterne: ”VELKOMMEN!” Hun øver sekvensen om og om igen. ”Velkommen...!” Hun smiler, hun er glad. Eller er hun? Hun taler om, at det jo ikke er hende som skal være i centrum. Festen er en fejring af vennerne, familien og naboerne. Alle dem, der gør hende til den hun er. Og så knækkker hun sammen og hun begynder at tale om Irena Sendler (1910-2008). Ikke Schindler, men Sendler. Epidemi-sygeplejersken, der under 2. verdenskrig i ghettoen i Warszawa bedøvede børnene for at kunne smugle dem ud og væk fra ghettoen – ud i sikkerhed. Hun samler de forældreløse jødiske børn op, der ligger på gaden, sikre på døden der ellers vil indfinde sig om natten, og efterlade dem nøgne, døde og nødtørfstigt dækket af en avis i morgengryet, for at skjule en sidste rest af deres døde værdighed. Hun var oppe imod den tyske okkupation, oppe imod nazismens dødsmaskine. 2.500 jødiske børn smuglede hun ud - og reddede.

                                                                                                                     Fotograf: Mikkel Russel

”Fejring af et godt menneske” er Mathilde Walter Clarks fine dramatikerdebut, men fejringen bliver aldrig det som avisartiklen lægger op til, hvor alle Susannes meritter opremses. Det er mange og artiklen slutter med monologens titel, ”...at det er fejring af et godt menneske”. Igen og igen vender hun tilbage til beretningen om Irena Sendler og til farens sidste ord til Irena: ”Der findes kun to slags mennesker. Gode og dårlige. Ikke jødiske og ariske mennesker, ikke alle de grupperinger som vi hører om. Kun to slags mennesker: de gode og de dårlige.” 
For hver 10.000 mennesker er der kun ét godt menneske. Susanne hælder alle strømperne ud på gulvet og sorterer dem. Først alle dem med de gode intentioner, der så at sige på afstand fejrer deres godhed ved at støtte børn langt væk. Eller i vore dages frelste (politiker)sprog ville det blive omdøbt til: børn i de nærområder, der altid ligger velbehageligt langt væk fra os. Men vi svigter. Næsten alle mennesker svigter. De gode er der kun få af.

                                                                                                             Fotograf: Mikkel Russel

Susanne har gjort karriere inden for stamcelleforskning, og hun er en betydningsfuld forsker, der har drevet det vidt i menneskelighedens navn. Hun glider tilbage i erindringen til forældrenes ostebutik, for det lå ikke i kortene at hun skulle læse videre. Men en lærer erklærer hende ikke bare egnet, men særdeles egnet til gymnasiet. Faren er ligeglad, så længe hun blot assisterer i butikken efter skole og om lørdagen.

Til sidst kan moren ikke mere. Det hedder sig, at hun i stedet ville hellige sig hjemmet og børnene. Men det er Susanne, der sørger for at brødrene, tvillingeparret, kommer op, får tøj på og morgenmad før hun følger dem i børnehaven på vej til skolen.  Til sidst er moren bare et hjemmegående spøgelse, som Susanne forgæves forsøger at give strømper på. Det er næsten umuligt, hvis man ikke bøjer fødderne – og samarbejder.

                                                                                                             Fotograf: Mikkel Russel

Susanne klarer sig godt i skolen. Særligt i fysik og kemi. Men ønsker sig kun at komme afsted hjemmefra, og bruger alle sparepengene på flyrejsen, og kommer til at sidde ved siden af the Petersons på flyrejsen, der tilbyder hende at blive deres nye au pair i England. Hustruen er forsker, mens manden er ’moren’ i familien. Susanne ønsker sig frihed, men går i en fælde – og bliver au pair. Men det sætter hende fri, for om natten går hun ind i Petersons bibliotek, og finder Fru Petersons bøger frem og læser i dem. Får lov til at følge hende i laboratoriet, og da hun første gang træder indenfor føler hun sig fri.

Resten indbefatter en datter, der ikke er der længere. En datter, der forsvinder, men som bliver lyslevende på denne 60 års fødselsdag. For hvilken slags mor er hun? Hvilken slags? Hun forsøger at råde bod på sine svigt som mor, og køber en rejse, så de kan rejse afsted sammen, men sådan bliver det ikke. Hun bliver ved med at gå rundt med datterens ubrugte billet i tasken. Den billet som hun ender med at rive i stykker, inden hun slukker lyset og går ned til de ventende gæster.

                                                                                                           Fotograf: Mikkel Russel

Walter Maria Clarks ”Fejringen af et godt menneske” er en klassisk monolog, der på mange måder minder om Kjeld Abells ”Anna Sophie Hedvig” (1939), hvor tiden kaldte på teater, der tog livtag med samtiden. Om en kvinde, der bærer på en hemmelighed. En kvinde, der har mod til at stå frem og fortælle om sin ”forbrydelse” og derved demaskerer borgerskabet omkring hende.

Susannes historie ligner umiddelbart ikke nogen tragedie. Det er en bragende flot præstation af Marianne Mortensen, der er alene på scenen i 1 time og 40 minutter. Hendes karakter vokser langsomt frem for øjnene af os. Det starter i det små, men bygger op og får vinger, før hun flyver afsted med historien og os. Det er meget velspillet og bliver fulgt til dørs i en flot og stilsikker instruktion af Kamilla Bach Mortensen. Marianne Mortensen, der med forestillingen fejrer sit 35 årige skuespillerjubilæum, udfylder hele scenen, selv om scenografien kun dækker den ene side. Vi er på et loftskammer med hendes og mandens tøj. Omgivet af kufferter, kasser og skuffer. Lyset falder ind udefra gennem persiennerne i døren. Der er en enkelt hængende nøgen loftspære. På et tidspunkt hiver hun en kuffert, en overfrakke og et par sko frem og sætter sig på kufferten, som om hun er på vej mod en ny destination. Som om hun alligevel ikke bliver til sin egen fest. Resten af scenerummet er tomt. Ind imellem går hun mørket i møde på den bare scenehalvdel. Den ufuldstændige scenografi af Mie Riis bliver derved til et helt univers, hvor hovedpersonens historie udspiller sig. Det er flot og enkelt tænkt. Nærmest som på et maleri af Poul Anker Bech (1942-2009), hvor dele af en lokalitet står tydeligt frem, mens alt andet forsvinder og efterlader et sugende tomrum.

                                                                                                          Fotograf: Mikkel Russel

Stykket har en fin timing. Det er et opråb til os - de mætte, veltilfredse, velstimulerede og veluddannede gode, danske mennesker, der sidder og ser flygtningene kommer hertil - og intet gør. Det er en behandsket knytnæve midt i pænhedens ansigt. Et slag for humanismen. Det er teatret, der bliver nutidigt ved at iføre sig klassiske klædninger. Teatret er provokation - og nærvær. Det glemmer vi alt for ofte, men det er godt at blive mindet om i en digital verden, hvor vi alle sidder klistret til vore skærme. På vejen op i toget til Allerød sad jeg og kiggede rundt på alle de bøjede nakker, mens mine medrejsendes øjne kiggede ned på deres mobiltelefoner. Ingen kiggede op, ingen havde nærkontakt. Der var ingen udveksling mellem os. Alle sad hver for sig fordybet i hver sin lille verden afskåret og afsondret fra hinanden. Men i teatermørket mødes vi. Vi trækker vejret i takt. Vi fokuserer nærværet mod et lysende punkt på scenen - og det er berusende. ”Fejring af et godt menneske” er noget så sjældent som et moralsk stykke, der taler til alle de mobilkiggende mennesker, og prøver at fange vores opmærksomhed. Det er prisværdigt. Måske er der ikke så meget at fejre i stykket – og for Susanne. Men stykket rummer et håb om at det aldrig er for sent. Selv inden den 60. fødselsdagsfejring er der stadig væk muligheder for at blive et godt menneske. Også for publikum.

Fotograf: Mikkel Russel

FEJRING AF ET GODT MENNESKE

af Mathilde Walter Clark

Premiere fredag den  10. maj 2019

Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen

Medvirkende: Marianne Mortensen

Scenografi: Mie Riis

Lys: Mikkel Givskov

Lyd: Emil Bøll

Instruktørassistent: Tanya Falkenberg Kirk

Rekvisitør: Katrine Tuborgh

Systue: Hanne Mørup

Fotograf: Mikkel Russel

Hjemmeside 

Forestillingstrailer: Ivar Lind Greiner

Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:

Manning er fri, 
Faust, 
Fritz Hansen Folket, 
Uledsaget, 
Nordskoven 
& De Stuerene (Mungo Park Kolding)

Anmeldelse: PÅ MØRKETS BUND på Vordingborg Teater

Fotograf: Per Rasmussen.

På mørkets bund, hvad finder man der? Helt dernede, hvor lyset ikke når ind, og hvor mørket lukker sig omkring én? Det var det, som jeg sammen med en 6. klasse fra en lokal skole i Vordingborg blev inviteret indenfor på Vordingborg Teater i selskab med Cantabile 2 for at udforske. Vi var ikke publikum, men snarere deltagere.

Vi fik udleveret sorte tykke sokker og et bælte, hvor der var plads til en lommelygte og en pose med kridt i. Én for én blev vi ledt gennem scenetæppet ind på den mørklagte scene og placeret foran hver sin sten, oplyst af en lommelygte, og derfra vandrede vi længere og længere ned mod mørkets bund.

Fotograf: Per Rasmussen.

Da jeg først trådte ind og kiggede mig rundt, tænkte jeg lidt skuffet: ”Nå, er der ikke andet - og er det ikke større! Men en time senere, da vi skulle samme vej ud igen, følte jeg mig trist over at skulle forlade det intime og trygge rum, som teatret havde anbragt mig og børnene i. Det ville være synd at fortælle, hvad man oplever undervejs, for det er så afgørende, at det netop sættes frit i den overraskelse, der ligger i mødet med det ukendte. For mødet med mørkets bund er også mødet med det ukendte inde i os selv. Angsten og mørket. Den lukkede kasse, som vi hver især bærer på, blev vi i løbet af forestillingen modige nok til at åbne, fordi angsten og mørket ikke længere var en skjult del af os.

Det er en smuk intention, og det lykkedes. Noget meget uhåndterligt og svært tilgængeligt lykkedes til fulde i den meget fine og bevægende interaktive forestilling, der var en poetisk vandring med børn, så sårbare og åbne som man kan være, når man kun er 13 år.

Inden vi gik ind, var der en lille kvik fyr fra 6.J. med strithår og gul hættetrøje, der kiggede drilsk og undersøgende på mig og spurgte: ”Er du én der skal lære os noget?” Jeg rystede på hovedet og svarede: ”Vil du da gerne lære noget?” Han kiggede tøvende på mig, og det var tydeligt at han havde mest lyst til at svare JA, men alligevel svarede: ”Naej”

Fotograf: Per Rasmussen.

Spørgsmålet er, om man kan lære børn noget? Men hvis man kan gøre dem så trygge, som det lykkedes med Cantabile 2’s ”På mørkets bund”, en interaktiv forestilling med to skuespillere i et mørklagt rum belyst magisk og manende, så er meget nået. For det handler selvfølgelig om at turde. Turde gå ind i mørket og tage imod det, tage bolig i det. Ikke for at forsvinde, men for derimod at overtage det. Det eneste jeg vil røbe om selve handlingen er, at på et tidspunkt befandt vi os inde i en hule, og i ly af mørket gik en sten fra hånd til hånd, og når man fik stenen i hånden, kunne man fortælle, hvad der  gemmer sig i mørket - og røbe, hvad vi hver især er misundelige over.  Det var påfaldende, hvor mange af børnene, der talte om, at de var misundelige på dem, hvis forældre ikke var skilt. En pige fortalte, at hun var misundelig på dem, der stadig havde en far. En dreng sagde, at han var misundelig på dem, der kunne stave. Én sagde, at han var misundelig på dem, der kunne holde rigtigt på blyanten. En journalist fra den lokale avis røbede, at han var misundelig på dem, der kunne skrive bedre end ham. Selv sagde jeg, at jeg var misundelig på dem, der er dygtigere end jeg er. Jeg tror, at alle gik klogere derfra. Tak til Cantabile 2 for det mod de udviser, når de vælger at lave en så poetisk og udfordrende forestilling, der var smukt og indfølende instrueret af Sandra Yi Sencindiver (Teatergrad). Det var overordentligt vellykket og modigt teater i Vordingborg.

Fotograf: Per Rasmussen.

PÅ MØRKETS BUND

- en performance om at møde dybden i sig selv

for de 10-14 årige.

60 minutter for max. 30 deltagere

af og med Cantabile 2 og Sanseværk (inddragende scenekunst for børn) 

Spillested: Vordingborg Teater.

Idé, koncept og performere: 

Karolina Pietrzykowska og Siri Facchini Haff

Instruktør: 

Sandra Yi Sencindiver

Konsulent og produktionschef: Nullo Facchini

Konsulent på scenografi: Mie Riis Christiansen

Instruktørassistent: Katrine Laursen

Konsulent på lys: Pernille Plantener Holst

Komponist: Marc Facchini

Rekvisittør: Sanne Mejse Ystrøm

Scenebygger: John Nyby

*

Læs mere om Cantabile 2 

og forestillingen

– se trailer 

Forestillingen kan opleves på den kommende børneteaterfestival i Hjørring i næste måned samt 26 gange i løbet af efteråret for kommunens børn på Vordingborg Teater, hvoraf flere forestillinger er åbne.

*

Fra den 25.-31. august 2019 står Cantabile 2 

for den store internationale teaterfestival WAVES 

*

”Tiggeroperaen” om traficking, instrueret af teatrets leder, Nullo Facchini, var den første af Cantabile 2’s forestillinger som jeg så for 10 år siden, i 2009, i Kanonhallen på Østerbro. Det var en forestilling, der forundrede og forstyrrede mig. Selv 10 år efter ved jeg ikke, hvad det var jeg oplevede dengang. Marilyn Mazur spillede på et bilskrog, der langsomt blev skilt ad. Det var både vredt og poetisk.

*

Tidligere anmeldte Cantabile 2-forestillinger:

Skjult nummer – i samarbejde med Teatergrad

(Reumert for bedste performance 2018)

  

Anmeldelse: BEATROOTS i Osramhuset

Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Ikke for ingenting har Teatergrads seneste tre forestillinger begejstret mig. Det har været radikale tidsbevidste bud på aktuelt og politisk teater, der placerer teatret midt i vor samtid. Det ser folkeligt ud, men har en skarp stemme, stor humanisme og er djævelsk godt skruet sammen og bliver spillet med en vildt smittende energi og et stort engagement.

”Udvandrerne” i efteråret 2018 var for mig den hidtil flotteste af Teatergrads forestillinger. En flugthistorie med så mange nuancer at jeg gik beriget derfra.

”Dødsdansen3.0”, vinteren 2019, var en sprudlende stram, vild og fandenivoldsk folkelig udgave af Strindbergs nihilistiske stykke af samme navn 

- og nu "BeatRoots”. 

                                                                                                                                                                                                   Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Aftenen inden så jeg en musikalsk københavnsk forestilling, der også handlede om fællesskab og ikke mindst smuldrende  fællesskab, men måtte gå i pausen (hvilket jeg ellers kun sjældent gør), for jeg kunne ikke holde det ud - hvor var entusiasmen, spilleglæden og den stærke instruktørkraft, der formåede at få det til at leve på scenen? I hvert fald ikke dér. Til gengæld var Line Mørkebys ”BeatRoots” en oplevelse. Smukt og dynamisk instrueret af Pelle Nordhøj Kann (der også instruerede "Dødsdansen3.0", "Forført" og "Husker du"). Teatergrad, der udmærker sig ved ikke at have eget spillested, men i stedet vagabonderer rundt på steder, hvor der normalt ikke er teater, tilfører forestillingerne deres egen magi. Det har en afsmittende virkning på publikum, for vi forbavses over at skulle se teater så usædvanlige steder. Det holder os vågne og pirrer vore sanser, og det lader til også at animere teatret til en strøm af spændende forestillinger. Men ”BeatRoots" er ingen traditionel teaterforestilling. Det er en smittende countrykomedie, der hvirvler afsted til farvede blinkende lys (lysdesigner Martin Danielsen Barnung) og fejende rytmer (lækkert arrangeret af Marie Louise von Bülow og lyddesigner Janus Jensen) og virker overvældende afvæbnende. Ja, næsten harmløs, men det skal man ikke lade sig narre af. For der er både bid og nerve bag det glitrende sceniske ydre (kreeret af sceografen Sir Grand Lear). Ikke mindst rev energien os med, så vi sang og dansede linedance og slog os løs til Dolly Partons ”9 to 5”. Det var massiv forførelse.

                                                                                                                                                                                                    Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Det, der ved første blik lignede en folkelig hyldest til westernmusikken i Line Mørkebys dramatiske tilsnit, viste sig at favne meget bredere - og have mange paralleller til Mørkebys ”En ung blond pige” på Bådteatret, der også brugte musikken til at forstærke tematikken. Spillet de fire skuespillere imellem var så overbevisende, at det var ingen sag at tro på, at de to fyre faktisk var brødre, og at de også var gift med deres to musikalske partnere på scenen. Det hele blev forløst med fyrrige fortolkninger af numre som den indledende ”Take me home, Country Roads”, ”Stand by your man”, "The Gambler" og "Me and Bobby McGee". Flere numre blev brudt af slowmotion-sekvenser, hvor vi hørte de fires indre tanker afspillet på bånd. Der var mange bolde i luften i det enkle set-up, dertil kom scener, hvor et opbrud i bandet blev til en allegori om længslen efter den stærke leder, der forstår at fremstille det komplicerede så enkelt, at vi gladeligt følger efter på udkik efter nemme slogans og forenklede letkøbte løsninger, der hindrer os i selv at reflekterer over, hvad der egentlig sker omkring os. Om det spil som den stærke leder drevent driver med vor frygt og indeklemthed. En leder, der udnytter vore svagheder. Mørkeby stod meget apropos også bag den isnende kolde ”hyldest” til Dansk Folkeparti og dets stifter i forestillingen ”De Stuerene” på Mungo Park Kolding.  

Musikalsk er ”BeatRoots” en stor fornøjelse, arrangeret af Marie Louise von Bülow, der selv er på scenen og leverer nogle af de flotteste vokale præstationer, men som bliver smukt sekunderet af Jacob Teglgaard og Rolf Hansen som de to brødre (og endelig en god rolle til Rolf Hansen, der også var stærk i teatrets forestilling ”Husker du”). Christine Worre Kann og Marie Louise von Bülow danner en god dynamisk kontrast til brødrene. Dog virkede det parodisk at høre om brødrenes afdøde mor, der tilsyneladende fyldte det hele med sit fravær, og som skulle have været omdrejningspunktet for bandet. Det virkede postuleret, men var bare en skønhedsplet i den ellers så gribende og festlige teaterkoncert. Vi gik derfra i højt humør. Det var en fornøjelse at blive løftet op i Teatergrads country &western-himmel.  

                                                                                                                                                                                                    Fotograf: Per Morten Abrahamsen

BEATROOTS

Spilleperiode:

13. marts til 12. april 2019

Spillesteder:

Bl.a. Operaen på Christiania, Osramhuset og forsamlingshuse rundt i landet 

Dramatiker: Line Mørkeby

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Skuespillere: Jacob Teglgaard, Rolf Hansen, Christine Worre Kann 

og Marie Louise von Bülow

Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung

Scenograf: Sir Grand Lear

Lyddesigner: Janus Jensen

Komponist & arrangør: Marie Louise von Bülow

*

Hjemmeside  og billetter

Trailer

*

Andre anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2019:

Dødsdansen3.0

2018:

Udvandrerne

2017: 

Skjult Nummer (sammen med Cantabile 2)

2016:

Forført

En landsby på højkant (sammen med Kunstkollektivet)

2015:

Husker du

*