onsdag den 22. januar 2020

Anmeldelse: DE HOVEDLØSE på Mungo Park



Fotograf: Jon Kort

REVOLUTION PÅ MUNGO PARK

Dramatikeren Nanna P. Tüchsen har været på fransk research, og det er der kommet en fransk familieskildring ud af. Bernard (Henrik Prip) er den 65-årige alenefar. Han er tidligere bokser, men bor nu i garagen hos sin ældste søn, Pierre (Kasper Dalsgaard), der er politibetjent. Den yngste søn, Marcel (Jonas Munck Hansen) arbejder på Burger King, er fodboldfan ligesom storebroren og søsteren, Manon (Malin Rømer Brolin-Tani), der indfanges af TV og, nærmest mod sin vilje, bliver en af de første der giver De Gule Veste et menneskeligt ansigt. Hun er god til ord, og det giver hende nogle muligheder, som hun aldrig har haft før, da TV efterfølgende følger hende for at have en TV-dagbog over hendes liv og hverdag.



Fotograf: Jon Kort


Men allerførst bydes vi indenfor af Marie-Antoinette (1755-1793), der i 1770 blev gift med den franske kronprins, der senere blev til Ludvig den 16. Hun forsøgte at få kongen til at modarbejde de revolutionære, og det rejste et folkeligt had mod hende, der i sidste ende endte med at både hun og kongen blev guillotineret i 1793. Den historiske optakt fungerer fint som ramme for den franske nutidshistorie.



Fotograf: Jon Kort


Familiemedlemmerne omtaler sig selv i 3. person. Det virker overraskende godt, og giver samtidig en nødvendig humoristisk distance. Sproget er rapt og fyldt med overraskelser – ligesom forestillingen. Scenografien af Frederikke Dalum fungerer dækkende både som historisk og nutidig ramme, der med enkle greb kan forvandles fra fortid til nutid. De to bagvedstående storskærme bringer os tæt på De Gule Vestes forstæder og de senere optrin i Paris´ gader, hvor de to brødre kommer til at stå på hver sin side af konflikten, men da de bygges op som personer, der er let at identificere sig med, kommer det ikke til at virke så skematisk som det lyder, for forestillingen balancerer elegant mellem det fortællende og det revolutionerende uden at det på noget tidspunkt krænger over.


Fotograf: Jon Kort


Efter en maveplasker med teatrets seneste forestilling er Mungo Park tilbage i topform. DE HOVEDLØSE om Frankrigs Gule Veste har både hoved og krop – og fuld førlighed. Det er svært og vovet at skabe teater om noget, der foregår her og nu. Så meget desto større respekt for Mungos vellykkede samtidsforestilling.



Fotograf: Jon Kort


Det er en flot ensembleforestilling, der er godt og tæt instrueret af teatrets nye leder Anna Malzer i samarbejde med Johan Sarauw. Virkeligheden banker på og Mungo Park lukker den ind. Vivaldis ”Fire Årstider” kæmper med virkeligheden på scenen. Hvem der vinder må man selv opleve i den aktuelle forestilling på Mungo Park eller efterfølgende på Teater Republique i København.



*

Citat fra den flotte A3-teateravis, hvor teatrets leder, Anna Malzer, skriver i lederen:

"For et par måneder siden var jeg i radioen og tale om forestillingen, og før jeg havde sagt mere end en enkelt sætning, så ringede en lytter ind og sagde "Hvad rager det mig i Randers?"... det er teatrets og fiktionens fornemmeste opgave at engagere jer gennem historiefortælling. Så hvad rager det jer i Randers, Allerød eller Gladsaxe? Jamen I bebor, ligesom De Gule Veste, vores globale verden og det demokratiske Europa, som de nu stiller spørgsmålstegn ved om bør eksistere! Bryder Europa sammen, vedrører det sgu da os i Danmark. Stopper den fri handel, vedrører det os. For når franskmændene at vælte en præsident, fordi de smadrer shoppingcentrene og stormer regeringsbygningerne, kommer det samme til at ske i Danmark 10 år senere. Sådan har det altid været. De store lande inspirerer de små. Racespørgsmålene og bilafbrændingerne, der hærgede de franske provinser i 90´erne, er overalt i Malmø nu. Lad os komme ind i den globale kamp, for helvede da!"


Fotograf: Jon Kort


DE HOVEDLØSE

Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød
og Teater Republique, Øster Fælled Torv 34 og 37, 2100 København Ø

Spilleperiode: Mungo Park 22. 1.- 4. 2. 2020 og Teater Republique 7. 2.-18. 2. 2020. (indgår derefter i Mungo Parks faste repertoire i Allerød).

Varighed: 90 minutter

Dramatiker: Nanna Tüchsen

Instruktør/co-instruktør: Johan Sarauw & Anna Malzer. 
Instruktørassistent: Tamara Mathiesen

Medvirkende: 
Malin Rømer Brolin-Tani, Kasper Dalsgaard, Jonas Munck Hansen og Henrik Prip

Scenografi & kostumer:  Frederikke Dalum

Syerske: Amanda Mallung

Draperi: Lone Friis & Mathilde Scharz

Rekvisitør: Therese Jensen

Bygger: Theis Witzel

Lyddesign: Nanna Schleimann

Videodesign: Mikkel Givskov & Frederikke Dalum

Lysdesign: Mikkel Givskov 


*

Hjemmeside og billetter 

Trailer (via FB)

*


 Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:



&

(Mungo Park Kolding)



Fotograf: Jon Kort


lørdag den 30. november 2019

Anmeldelse: DRØMME OM NOGET ANDET på Får302


                                                                                     Fotograf: Natascha Thiara Rydvald

Det er noget af det bedste jeg længe har set. 
Man er fortumlet og mærkelig lykkelig efter forestillingen. Al dens sammentrykkede ulykke sætter noget frit i beskueren. Det burde være lige omvendt, men latteren kommer overraskende snigende og frisætter det hele. Alt det forkrampede bliver på forunderligvis løst op. På samme måde som sangene også åbner for en ordløs og dybere forståelse af det at være menneske. 
Det er mesterligt - og helt uforståeligt. 
Det er netop det som teatret kan, når det er allerbedst. Det får os til at forstå det uforståelige. Det gør os klogere – og redder os fra os selv.  Det er ikke noget bedre, end når det hele lykkes, sådan som det gjorde til repremieren i aftes på Teater Hund & Co.s ”Drømme om noget andet” på Teater Får302 i Toldbodgade, bag Nyhavn. 
Forestillingen er i denne genopsætning flyttet fra en meget stor til en meget lille scene. Det kræver selvfølgelig en helt ny scenegang. I den oprindelige opsætning fra 2017 på Rentemestervejens Bibliotek, var der så megen luft og plads omkring spillerne, at ensomheden føltes endnu mere knugende. I genopsætningen udligner det ene det andet, for publikum rykker til gengæld så tæt på, at vi SUGES ind i personernes hverdag og uforvarende bliver en del af deres tragedier.  Det er magisk.

Her er den oprindelige anmeldelse fra 2017.

Fotograf: Agnete Schlichtkrull


Karin Bang Heinemeier modtog i 2017 en Reumert for Bedste Kvindelige Emsemblerolle for hendes præstation i DRØMME OM NOGET ANDET.


*


MEDVIRKENDE 
Mette K. Madsen, Karin Bang Heinemeier & 
Morten Brovn

IDÉ & ISCENESÆTTELSE 
Petrea Søe


MANUSKRIPT 
Julie Maj Jakobsen & Petrea Søe 
– i samarbejde med holdet


SCENOGRAFI & KOSTUMER 

Lisbeth Burian


PIANIST & MUSIKALSK ARRANGØR 

Niels Søren Hansen


LYDDESIGNER 

Emil Assing Høyer


KOSTUMIER 

Camilla Lind


DRAMATURGISK KONSULENT 

Trine Wisbech



PRODUCENT 
Kenneth Gall

*



Hjemmeside og billetter

Trailer (via Facebook)

Spilleperiode: 
30. november til 21. december 2019.

Læs mere om Teater Hund & Co.
der siden er blevet Østerbros nye bydelsteater 
med forestillinger i Krudttønden.

torsdag den 28. november 2019

Anmeldelser: THE SANTALAND DIARIES og CHAPPERS DECEMBERØNSKE


Skæve, men dejlige juleforestillinger uden sne

To charmerende soloforestillinger på Teater Vestvolden med Tomas Lagermand Lundmes ”Chappers decemberønske” og David Sedaris´ ”The Santaland Diaries” i Krudttønden tager begge livtag med julen på utraditionelle måder. ”Chappers Jul” er for de 5 årige og deres forældre, mens ”The Santaland Diaries” er en gay comedy, for de voksne. I den første kommer vi så langt væk fra julen som muligt, mens vi i den anden kommer meget tæt på. Det er flotte præstationer af de to skuespillere, der begge investerer betydelig varme og charme i de to meget forskellige roller, der begge bæres igennem af deres ligefremme nærvær og tilstedeværelse. For vi befinder os i yderzonerne, hvor der ikke umiddelbart er udsigt til nogen hvid jul, men det bliver der måske alligevel. Både i Hvidovre og på Østerbro, hvor historierne gled ned med henholdsvis lagkage og gløgg til de to premierer.




CHAPPERS DECEMBERØNSKE 
på TEATER VESTVOLDEN

Chapper ønsker sig slet ikke noget til jul. Han ønsker sig ingenting. Da han efter flere år alligevel ikke har fået det han ønsker sig, tager han konsekvensen af det og boycotter julen. Hans mor er mere nærværende og tilstede i de evindelige og uendelige samtaler med veninden, end hun formår at være i forholdet til sønnen. I hvert fald har han fornemmelsen af slet ikke at blive set. Han forsøger at tegne sin ønskeseddel for moren, men hun forstår ikke hans tegninger og interesserer sig heller ikke for dem, og vil meget hellere tale i telefonen med veninden. Chapper fantaserer om, hvordan han lader hendes mobiltelefon forsvinde. For grunden til at han ingen ønsker har, er, at han drømmer om selv at føle sig ønsket. Tomas Lagermand Lundme er en god, varm og loyal skildrer af den menneskelige varme, der går som en åre gennem hans værker. Han er god at holde i hånden, for han har hjertet på rette sted – også i Chappers decemberønske.


                                                                                                                  Fotograf: Søren Meisner

Chapper spiller rollen med stort nærvær. Vi er med ham på fodboldbanen, og bagefter da han trækker sig ind i sig selv og opsøger ingentinghuset, hvor han med kridt tegner sig til noget af alt det, han ikke har. Han er nøjsom og stærk i sine fravalg, og fremtryller en forunderlig verden fuld af ingenting i ingentinghuset. Det er en leg med de muligheder som vi stadigvæk har, selv med tomme hænder, for fantasien har vi altid – og den er rigere end alt andet. Det er en sød og charmerende pointe i en juleforestilling, der er befriende fri for sne og jul, og som gør en dyd ud af at fortælle en nødvendig historie om nærvær og fællesskab. Det handler ikke om ønskesedler, men om selv at være ønsket.
Historien udfolder sig i en stemningsfuld scenografi af Annika Nilsson smukt lyssat af Gert Christoffersen. Anders Lundorph har instrueret Chapper og fået det hele til at virke hjemligt og rart – selv i ingentinghuset.

Fotograf: Søren Meisner




Spilleperiode: 24,11-15.12.2019

Spilledage: 
Tir. – fre. kl. 9.30 & 11.30, 
lør. – søn. kl. 10 & 12.

5 år og opefter

45 minutter

MEDVIRKENDE
Chapper
ISCENESÆTTELSE
Anders Lundorph
MANUSKRIPT
Tomas Lagermand Lundme
SCENOGRAF
Annika Nilsson
MUSIK/SANG
Chapper og Pharfar
LYD
Jonas Jørgensen
LYS
Gert Christoffersen
VÆRKSTED/AFVIKLING
Mikkjal Galan
IDÈ, KONCEPT OG PRODUKTION
Teater Vestvolden Hvidovre

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Teater Vestvolden:

*


THE SANTALAND DIARIES af HIT i KRUDTTØNDEN

Der er kun én ting, der er værre end at blive ansat som fulltime alf i stormagasinet Macy, og det er ikke at blive det. For som voksen at skulle være klædt ud som alf er ydmygende. Forestillingen falder i to dele, for først kommer vi med til den skarpe udvælgelse af de kommende julemænd og alfer, der skal igennem flere interviews og en drugtest, før de ”heldige” kommer i juletræning som julemænd og alfer. David Barrett er rørende både i sit normale tøj, men endnu mere i sit alfe-outfit. Hans overdrevne gestik passer fint til caféforestillingen, hvor han i højt tempo bevæger sig rundt foran scenen, mens han beskriver sin transformation fra arbejdsløs kunstner til alf.  Hans imitationer af de øvrige ansøgere er umådelig morsomme. Selv er han tillidsvækkende og opnår hurtig en fin kontakt til publikum, der bærer monologen igennem.  I anden del bliver scenetæppet trukket fra, og vi befinder os sammen med ham i Santaland i stormagasinet Macy, hvor ydmygelserne ikke bliver mindre.
Det er et forfærdeligt sted, hvor det vrimler med plastikjul, julemænd og alfer. Det er enhver julehaders mareridt. Samtidig er det den perfekte måde at udstille menneskeligt armod på. Teksten er skrevet af David Sedaris ud fra egne alfe-supermarkedserfaringer, og scenisk bearbejdet af Joe Mantello. Det er gribende beretninger om julekunder, udklædninger og skingre børn, der føles som om det er ydmygelsernes yderste holdeplads for de fastansatte alfer og julemænd, men alt som fortællingen skrider frem, bliver det tydeligt, at der ingen grænser er for ydmygelserne.  De er uendelige – og uhyrlig morsomme.
David Barrett tager både børnene og publikum ved hånden og fører os gennem juleræset med afvæbnende charme og højt tempo.  At det bliver iblandet struttende hormoner de mandlige alfer og julemænd imellem gør det kun endnu mere festligt. Det balancerer på kanten uden at tippe over. Det er dygtigt og godt instrueret af Jeremy M. Thomas, der sørger for at historien eller rettere den menneskelige deroute formidles ligetil og rørende, for vi befinder os i en menneskelig yderzone, eftersom de ansatte alle er arbejdsløse kunstnere og drop-outs med drømme om det store kunstneriske gennembrud, selv om de dagligt må kæmpe sig gennem deres egne menneskelige nederlag frem mod julen, alt mens de hærges af hektiske børn med udslidte fotograferende forældre. Det gør de, mens strømmen af børn og forældre bliver stadig større, mere intens, skinger og hektisk alt som julen nærmer sig. Det MÅ ende galt...
Ofte undervejs tænkte jeg på den vidunderlige anti-julefilm BAD SANTA (2003) med Billy Bob Thornton, der også er ansat som julemand i et stormagasin. BAD SANTA 2 (2016) skulle eftersigende være mindst lige så god – og grovkornet. God Jul!




Spilleperiode: 28.11.-1.12.2019

Spilledage: Fredag kl. 20, lørdag kl 12 (ekstra forestiling) & kl. 20, søndag kl. 17.

15 år og opefter
Engelsksproget forestilling af HIT, House of International Theatre
80 minutter

David Barrett as Crumpet



Karl Heding on guitar

Lakeisha Salto on vocals

Directed by: Jeremy Thomas-Poulsen

Playwright: David Sedaris, adapted by Joe Mantello

Produced by: HIT

Co-producer: Down the Rabbit Hole Theatre


*


 Tidligere anmeldte HIT-forestillinger:
The Lover (2019)

 *


torsdag den 21. november 2019

Anmeldelser: FØRSTE PARKET, LOVEU2ND og KVINDELIG


Første Parket. Foto: Carla Gianetti.

Fest på scenen og i privaten

Der er feststemning over ugens tre store forestillinger, hvor vi inviteres indenfor i privaten på Jægersborg Allé, når Kunstkollektivet FAMILIEN byder på et møde med overklassen på FØRSTE PARKET. Festen fortsætter i Gunilla Lind Danseteaters LOVEU2ND i Dansekapellet, og slutter med nytårsshow af WunderVerk på Teaterøen med forestillingen KvindeLIG.
Alle tre steder inviteres vi ind i fremmede verdener, for at møde os selv og hinanden. For at blive konfronteret med vore egne fordomme og spejlbilleder. Men det er meget forskelligt, hvad vi ser inde i spejlet. Hvad der ved første øjekast virker rart og gemytligt på Jægersborg Allé er måske en sandhed med ikke så få modifikationer. For selv om vi hygger os, er vi måske bare til en "hygge-parade"? Hvad der virker lækkert og umiddelbart betagende i Dansekapellet bliver langsomt til en skræmmende fremtidsvision, hvor al menneskelighed hurtig forsvinder. Så måske er Teaterøens meget forvrængede og forvredne kvindeunivers af et nytårsshow alligevel den mest reelle af de tre festinvitationer, selv om det mildest talt både er underligt, men samtidig også fascinerende og uforglemmeligt. Måske er de bedste fester dem, som vi ikke forstår. Dem, som bliver liggende oppe i baghovedet, fordi vi ikke kan blive af med dem. De sætter sig på tværs, og vil ikke lade én i fred, for de bliver ved – og ender aldrig.
Her er en gennemgang af de tre fester:

Foto: Carla Gianetti

FØRSTE PARKET af Kunstkollektivet FAMILIEN
Vi bliver budt indenfor i velhavervillaen af værtsparret Lis & Ole. Faktisk bliver vi budt velkommen hele tre gange for Lis & Ole findes i tre udgaver, ens påklædte, for hvert par tager sig af sin gruppe, da vi efter velkomstdrikken og velkomsten i forstuen, deles op og guides videre rundt i huset.  Allerede ved ankomsten pointeres det, at parret i huset godt kan lide spøg og leg. Men selv om det klinger hult, er der lagt op til fest. I ”Quiz med Lis” skal vi gætte os til villaens oprindelige salgspris tilbage i 1994, om hvilken selvstændig virksomhed værtsparret arbejder med, og hvor mange af deres tre børn, der i dag er beskæftiget i firmaet. Vi får chokoladeguldmønter i præmie. På kontoret/herreværelset ovenpå beretter Ole om at være chefen for det hele. Et ansvar som han påtager sig med glæde, selv om det er sværere for ham at huske de ansattes navne.
”Jeg er bare et almindelige menneske” fortæller Lis ude på badeværelset. Vi sidder på kanten af det fyldte badekar, mens hun lægger ansigtsmaske. Efter en lur og en tur på toilettet inviteres vi på hummer og hvidvin i køkkenet og samles afslutningsvist omkring den oplyste swimmingpool i haven.
I ”Første Parket” bliver vi taget med på businessclass, men jeg bliver ikke fløjet mod nogen større mellemmenneskelig forståelse. Vi bliver snarere holdende på landingsbanen, mens vi drømmer om de ferier, der ikke er os forundt, hvad enten det gælder sommerhuset på Mallorca eller skiferien i Aspen. Pengene adskiller os.  
Hvordan er det at være rig – og hvilke tanker gør man sig om det? Tanker om at høre til – eller at være udenfor? Om at være en del af en social klasse, om at være sig klassebevidst, om at gamle penge er bedre end nye penge. Om måske at føle skyld over de medfødte privilegier. Tanken om at pengene placerer én et sted, hvor man på den ene side er urørlig, mens man måske på den anden side stadig føler sig udsat og sårbar.
Forestillingen er tænkt i forlængelse af Kunstkollektivet FAMILIENs populære og meget vellykkede site-specific-forestilling ”En landsby på højkant” (2016), hvor deltagerne/publikum på samme vis blev inddelt i mindre grupper og blev ført rundt i højhuset og bedt om at ringe på fremmedes døre, for derefter at blive budt indenfor for at høre fortællingerne om beboernes liv, fremført af dem selv.
Sceneinstruktøren Lene Skytt og Kunstkollektivet FAMILIEN er gode til at give stemme til mange af de uforløste historier, der omgiver os. Senest dykkede de tilbage i historien til Danmarks problematiske koloniseringshistorie og lavede et vellykket samarbejde med Teater Faar302 med forestillingen "Hvid uskyld" (2018).
Huset på Jægersborg Allé fortæller sin egen historie. Teksten er baseret på interviews. Vi kommer ind bag den store omgivende hæk. Vi sidder i deres sofaer, ligger i deres senge, spiser i deres køkken og går rundt om deres swimmingpool. Men lærer vi dem bedre at kende? I stedet for at tale om følelser, bliver der talt om besiddelser.  Det var den gyldne indramning, som vi blev præsenteret for, mens selve billedet blev ved med at være ude af fokus. Det blev aldrig rigtig tydeligt på ”Første Parket”, men måske var det netop pointen. Men sikke en iscenesættelse – og sikke en fest, det var!

Foto: Carla Gianetti

 Spilleperiode: 8.- 30. november 2019

Idé: Kunstkollektivet FAMILIEN


Kunstneriske ledere: Gry Guldager & Lene Skytt Pustelnik

Kunstnerisk sparringspartner: Rosa Sand

Performere: Gry Guldager, Lene Skytt Pustelnik, Gry Raaby, 
Azadeh Ghavamrad, Rasmus Månsson

TekstGry Guldager, Lene Skytt Pustelnik, Gry Raaby, 
Azadeh Ghavamrad

Dramaturg: Tanja Diers

Komponist: Nils Foss

Instuktør assistent: Azadeh Ghavamrad

Scenograf: Allan Frausing

Kostumier: Camilla Lind

Produktionsleder: Gry Raaby

Bygger & teknisk afvikler: Rasmus Månsson

PR, Presseansvarlig og Foto: Carla Gianetti

Administration: Teater Får302

Støttet af: Statens Kunstfond, 
Foreningen af Danske Sceneinstruktører
Hvor: Jægersborg Allé 108, 2920 Charlottenlund


Hvornår: 8. nov. – 30. nov. 2019. 
Tirsdag, onsdag og fredag kl. 20, lørdag kl. 17

Varighed: ca. 1 time og 30 minutter


------

Foto: Kasper Nybo

LOVEU2ND af Gunilla Lind Danseteater i Dansekapellet

Vi er inviteret til galla-modeshow, koreograferet af Gunilla Lind. Siddepladserne, på hver side af den store og lange catwalk i midten, afsluttes med en trappe, der samtidig fungerer som siddeplads, sådan så der er publikum på tre sider. I modsatte side sluttes catwalken med forhæng, hvor modellerne toner frem. Musikken er fra begyndelsen monumental og massiv. Den presser os op mod catwalken og spænder vores forventninger. De fire mannequiner bevæger sig parvist langsomt fra hver sin side af catwalken frem mod hinanden. De er ens klædte og bevæger sig i glidende, nærmest drømmende, langsomme bevægelser. Spændingen øges som de nærmer sig hinanden, snart vil de mødes, men kun for ubemærket at passere hinanden. Men senere glider de parvist sammen til væsener med to hoveder, fire arme og fire ben. De imponerende dragter af Kirsten Victoria Lind fremhæver det fremmede og umenneskelige. Det er robotter, der langsomt vækkes til live. Øverst på trappen for enden af catwalken ifører de hinanden nye beklædningsdele. Det sker nærmest ceremonielt.
Vi er tilskuere til et militært, totalitært, fascistoidt modeshow. Mannequinernes store plateaustøvler kunne lige så godt have været militærstøvler. Det hele afvikles som en parade af replikkanter fra ”Bladerunner”-filmene, for de er lækre. De kropsklæbende plastikbenklæder sidder som støbt på de medvirkende. Kvindekroppene er flotte og spændstige, men samtidig bevæger de sig som forprogrammerede udtryksløse, døde maskiner. Æstetikken er i top. Det er lækkert at se på, men fuldstændig tomt. De er flået for indhold. Tomme skaller. Det er forbandet smukt – og meget skræmmende. 
Men modeshowet opløser sig. For øjnene af os transformeres det til noget, der kulminerer i et kæmpe lys- og lydorgie, hvor modellerne bades og indsvøbes i et hav af guldkonfetti, der ejakulerer ud over dem som i  en orgastisk ekstase, hvor alt bliver til guld på catwalken. Det bliver til dansen om guldkalven eller til civilisationens endeligt. Det bliver til en verden, der æder sig selv. Det bliver til ”Dødens Triumf”, hvor verden går til og går under. Det bliver til et orgastisk møde med døden. Alting hidses op og eksponeres. Som om verden er ved at føde sig selv, men før det sker, må den gå under. Det bliver til et stort civilisationsspil. Intellektuelt er der ikke meget at hente. Men det er billedskabende, om noget er.
Koreografi, kostumer, lyd og lys fungerer upåklageligt. Det er en stor smurt maskine, der får danserne til at funkle, selv om det udgør en meget skræmmende fremtidsvision. Det er en  dødsparade. Et dødeligt og superlækkert modeshow, der eksploderer og efterlader tilskuererne klæbet ind i guldkonfetti og med smadrede sanser. Det er rasende flot – og ganske forfærdeligt.  



Foto: Kasper Nybo

Spilleperiode: 13.-16. november 2019
Gæstespil af Gunilla Lind Danseteater
Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV
Medvirkende: Iris Thomsen, Josefine Ibsen, Katrina Holm, Shuli Nordbek Azoulay
Koreograf: Gunilla Lind
Dramaturg: Betina Rex
Scenograf: Kirsten Victoria Lind
Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke
Komponist: Kristoffer J. Rosing-Schow
Producent: Gunilla Lind Danseteater
Varighed: 50 minutter
------------

Foto: Henning Sjøstrøm

KvindeLIG af WunderVerk på Teaterøen

Festen fortsætter på Teaterøen, hvor KvindeLIG præsenteres som ”årets nytårsshow”. De to maskebærende kvinder står parate på scener og tager imod os, da vi kommer ind. Iført lyserøde badekåber. Den ene er tynd og anæmisk. Masken er bleg og udtrykket er undrende og udsultet. Den anden har mere fyldige former. Masken er rundere, og munden er malet rød. Der står et vippespejl yderst i den ene side, en badekabine står i midten, og i den anden side står der et stativ, hvorpå der er hængt tøj, kropsafstøbninger på bøjle og polstrede skumfyldte strømpebukser trukket i mærkelige former og faconer. Det ligner reservedele til en vældigt kropsgarderobe.
”Den gamle” skyder showet i gang. Hun bærer en hvidpudret maske med en lang grå paryk og er iført en lang, skinnende, hvid affældig morgenkåbe. Hun går foroverbøjet, tysser på publikum og har manerer som en gammel udtjent monark. Forsøget på at holde nytårstale bliver ikke til meget andet end højtidelig tågetale. Bagefter byder hun velkommen til de fem kvinder, hun præsenterer til nytårsshowet. Det er bl.a. Anni Knudsen, niecen, Miss Midnight og Amanda.
Inde i badekabinen har den første gæst gjort sig parat... Vi befinder os i en surrealistisk verden, som sprunget ud af maleren Michael Kviums makabre billedvunivers. Personerne har ofte for mange lemmer. Fødderne vender den ene vej, mens hovedet vender den anden. Sådan er det med Anni Knudsens niece, der nok er forestillingens mest (for)underlige og fascinerende kvindefigur. Det er på én gang smukt og bizart. Det er én person, der bærer rundt på en anden, skjult under en stor kjole, så det ser ud som om de forskellige kropsdele vender hver sin vej. 
De præsenterede kvinder er udstafferet og polstret med alt godt fra kropsgarderoben, så de fremstår forvrængede og forvanskede. 
Ide og scenesættelse er af Anette Asp Christensen, der selv spiller "Den Gamle". Med på scenen er Stine Q. Pagh og Ingrid Tranum Velasques. Maskerne er kreeret af de tre i fællesskab. Anette Asp Christensen og Ingrid Tranum Velasques har bl.a. tidligere samarbejdet om det meget flotte interaktive flygtningedrama "Herfra min verden går", der gæstespillede på Riddersalen sidste år.
”KvindeLIG” er en god titel, der spiller på den fremhævede dobbeltbetydning. Det handler om LIG. Lig i lasten – og på scenen. Om døde rollemodeller. Men det hele er skabt og præsenteret med et vældigt overskud. Selv om det skildrede bliver mere og mere fortegnet og mørkt, er det alligevel skabt med en smittende skaberglæde, så intentionerne med det og den iver som det er skabt med, står i skærende og meget frugtbar modsætning til hinanden. Musikken og de indlagte reklameindslag - begge dygtigt kreeret af Rune Søchting - fungerede meget fint.
Da forestillingen er færdig, sidder min ellers ordglade ledsager tavs, men siger så: ”Jeg er helt blank... jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige!” Det er netop forestillingens styrke. Det er en billedstorm, der overmander én, for vi er med den trådt ned i en surrealistisk underverden, hvor ordene slipper os af hænde, og dem der er smuldrer væk, og efterlader os forundrede og fortumlede. Det er passende og velvalgt for en forestilling med titlen ”KvindeLIG”.


Foto: Henning Sjøstrøm

Spilleperiode: 20.-23. november 2019

Medvirkende: Stine Q. Pagh, Ingrid Tranum Velasquez & Anette Asp Christensen
Idé og iscenesættelse: Anette Asp Christensen
Dukker: De medvirkende
Musik: Rune Søchting
Producent: WunderVerk   
Varighed: 45 minutter.