Ørkendrømme

fredag den 14. september 2018

Anmeldelse: ALMA MAHLER i Arbejdermuseets Festsal

De to kvinder følger hinanden rundt på scenen som to magneter. Den ene er lille og lys, mens den anden er høj og mørk. Som to temperamenter spejler de sig i hinanden. Katrin Weisser spiller den gennemgående (tale)rolle som Alma Schindler (senere med efternavnet Mahler) og Radmila Rajic synger og agerer alt det øvrige: den kuede søster, omgivelserne og mændene omkring hende. Det er i flæng Gustav Klimt, Alexaner Zemlinsky, Max Bucckhard og senere Franz Werfel, Walter Gropius og Oskar Kokoschka (og mange flere).

Fotograf: Kenneth Kreutzmann

Pianisten, Rikke Sandbergs brilliante spil lyder faktisk som et helt orkester. Enkelte gange er hun med på scenen sammen med de andre og agerer veninde, der tager en selfie. Det er med andre ord en fortælling om Alma Schindler, der både foregår dengang og nu. Som en historie, der er foregået til alle tider og som stadig er aktuel. Det er den lidt slidte fortælling om den evigt opofrende kvinde og hustru, der gennem historien har støttet og tjent mangt en mandlig kunstner. Men mest er det en skildring af, hvad inspiration og talent gør ved et menneske – om det så er en mand eller en kvinde. For Gustav Mahler gjorde det ham overfølsom og diktatorisk. I et kendt (og berygtet!) forlovelsesbrev til Ama beder han hende om at lægge sit eget kunstneriske talent til side, for som han skriver, er der kun plads til én komponist i familien – og det er ham. Alma VED, at det er forkert, men hun elsker ham, og overgiver sig til sit nye hverv som medarbejdende hustru. Også for at slippe væk fra sin egen familie, der smuldrer bag hende.

I det omtalte brev skriver Mahler også, at Alma er forkælet, og at det ikke er det samme som at have en personlighed, og at hun heller ikke bare får det ved at gifte sig med ham. Det er selvfølgelig fornærmende, men heller ikke uden en vis grad af sandhed.

Fotograf: Kenneth Kreutzmann

Scenografen Gøje Rostrup har bagest placeret tre sorte tavler, hvorpå der forestillingen igennem med kridt skrives navne på de berømte mænd, som Alma siden bliver beskyldt for at samle på, men som hun siger i forestillingen, var de ikke hendes trofæer. Det var snarere hende, der var deres. Men hun giver sig ikke hen til noget nemt liv. Selv om hun ægges af suset fra operapublikummet i Wien, første gang hun viser sig i Mahlers loge efter at deres forlovelse er annonceret.

Hele første halvdel af forestillingen handler om tiden inden Mahler, og om tiden op til at de bliver gift, hvorefter anden del handler om det, hun opnåede og især ikke opnåede bagefter.

Fotograf: Kenneth Kreutzmann

Det ægteskabelige liv med Mahler bliver ingen dans på roser. Mahler komponerer ”Kindertotenlieder”, da deres 10-årige datter dør, og det kommer også til at indvarsle det efterfølgende dødfødte barn. Alma duer med andre ord ikke til det, der bliver forventet af hende. Hun overvejer, om hun vil kunne finde tilbage til sig selv og den hellige skaberenergi hun engang følte sig besjælet af, før hun opgav selv at komponere, FØR Mahler. For måske kunne hun begynde at komponere i al hemmelighed, men oplever, at man ikke kan skabe i hemmelighed. Hun kan i hvert fald ikke, hvilket får hende til at reflektere over, at historisk set er mændenes selvtillid altid blevet understøttet og bygget op af kvinderne, der stod tæt rundt om dem, mens kvinderne står alene - altid.

Forestillingen giver ikke bare mæle til hendes historie, men også stemme til hendes sange. Ud af forestillingens 13 sange er de 8 komponeret af Alma med tekster af Heine, Falke, Bierbaum, Rilke og Novalis. De resterende 5 sange er af Mahler, hvoraf de 4 er med tekst af Friederich Rückert. 3 fra ”Five Rückert Songs” (1904) og 1 fra "Kindertotenlieder" (1902), mens den 5. er med tekst af Franz Werfel. Alle bliver smukt og tilbageholdt sunget af Radmila Rajic, der fortolker dem med en varm glød. De ligger godt for hendes mezzo-sopran-stemme.

Dramatikeren Eva Sommerstad Holten springer i 2. del af monologen let og lidt vel hurtigt frem til slutningen, hvor Alma ligger på en forhøjning og tænker tilbage på sit liv, mens hun tænker på at ville skrive sine erindringer. Alt imens ordet PERSONLIGHED skrives med store bogstaver på tavlerne bagved, der er enkelt og effektfuld oplyst i Frederik Munck Vinthers lyssætning.

Slutningen står lidt bleg og forløser ikke den fine intensitet og stærke kunstneriske integritet, der ellers præger forestillingen, men det tilgiver man gerne, eftersom det øvrige er så smukt afstemt efter hinanden. Det gælder både teksten og musikken, og ikke mindst det energiske og veltimede spil de to kvinder imellem. De fremstår som hinandens dragende modsætninger, og er betagende at betragte sammen. De er som solen og månen, der kredser om hinanden. Den ene belyser den anden, skaber klangrum for det usagte og giver sangstemme til det, der alligevel bliver sagt – med sang.

Det har tydeligvis været en leg for instruktøren Kenneth Kreutzmann at få mest muligt ud af det, der var. Først og fremmest er det de to spillere, og det er dygtigt og effektivt håndteret. Det store sjæledrama virker fint som et kammerspil. Uden at det dermed bliver reduceret. Heller ikke i Arbejdermuseets forholdsvis store festsal til premieren.

Copenhagen Chamber Performance

i samarbejde med Teater Undergrunden præsenterer

ALMA MAHLER

Ide & koncept: Radmila Rajic

Instruktør: Kenneth Kreutzmann

Tekst: Eva Sommerstad Holten

Scenografi: Gøje Rostrup

Lys: Frederik Munck Vinther

På scenen: Radmila Rajic og Katrin Weisser

Pianist: Rikke Sandberg

Premiere torsdag den 13. 9. 2018:
Arbejdermuseets Festsal

Fredag den 14. 9. 2018:
Teater undergrunden, Galaksen i Værløse

Lørdag den 15. 9. 2018:
Admiral Gjeddes Gaard

*

Læs mere om Alma Mahlers liv:

Hjemmeside og billetter

Tidligere anmeldt forestilling med
Copenhagen Chamber Performance:

Brecht og dødssynderne (2016)

***

tirsdag den 11. september 2018

Dobbeltanmeldelse: HERFRA MIN VERDEN GÅR på Riddersalen og RUSTUREN på Edison

Plakat: Søren Meisner (layout) Annika Nilsson (foto)

Det var en stor og berigende oplevelse at se de to teaterpremierer i sidste uge: ”Herfra min verden går” på Riddersalen og ”Rusturen” på Edison. Den første er en dokumentarisk danseforestilling for de 10-15 årige, og den næste er en ungdoms/voksenforestilling. Det er en god ide at starte med børnene og de unge, for det er dem, der overtager det vi ikke selv kan finde ud af, og som selv skal forsøge at finde vej igennem. ” Herfra min verden går” er en forestilling, der på fornem vis handler om at prøve at sætte sig i andres sted. Og går med de mennesker, der er på flugt, på deres hvileløse vandring fra land til land for at finde (et) hjem, og samtidig bliver vi mindet om, at fra 1840-1915 var der 52 millioner europæere der udvandrede til oversøiske lande. Nu er strømmen bare vendt, så det er de andre, der søger mod Europa.

I ”Rusturen” på Edison er der i og for sig den samme tematik, for det handler også om identitet, og selv om det er grebet an fra et helt andet perspektiv, er det en forestilling, der velfortjent giver os et slag over næsen

HERFRA MIN VERDEN GÅR

Fotograf: Simon Jeppesen

Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det forestillingen ”Herfra min verden går” at give os den følelse.

Det skete på næsten legende vis, for vi blev inviteret indenfor på Riddersalen - på bare tæer - og blev placeret rundt om scenen, hvor der var lagt en masse puder og tæpper, og får at vide at forrest er det Nord- og Sydamerika, bagved Asien, Indien, Afrika, Australien, Rusland og Sibirien – og Europa. Alle jordens kontinenter er fordelt på de puder og tæpper, der er lagt frem på scenegulvet. ”Men hvor føler du, at du hører hjemme? Hvor har du rod? For det er jo ikke nødvendigvis dér, hvor du er født?”

Vi satte os på hver vores pude – på hver vort kontinent. Derfra bliv vi så gennet bort igen. Ét sted var der en naturkatastrofe, men det er slet ikke nedfældet som en gyldig grund til at flygte i flygtningekonventionen, og er derfor ikke omfattet af den. Én blev forelsket i én fra et andet land på en rejse og ville have kæresten med hjem, men det var ikke muligt, så derfor rejste de videre til et andet sted sammen. Én havde en mor, der oprindelig stammede fra et andet land, og da hun ikke kunne få opholdstilladelse, flygtede hun til et tredje land – og tog familien med. En havde udtalt sig kritisk om den siddende diktator, og blev smidt ud – og familien rejste med i sympati.

Til sidst var alle flygtet fra der, hvor de oprindelig havde sat sig på deres pude – nu var vi på flugt og havde taget puderne med og stod nu rundt om scenen ventende, mens vi kiggede ind mod den tomme scene, hvor de to spillere kunne berette den autentiske historie om pigen, der var født i Las Palmas, Spanien. Mens forældre oprindelig kom fra Tahiti. Da de ikke kunne bo i Spanien, flygtede de til Danmark, og da de heller ikke kunne bo der, flygtede de til Kiruna i Nordsverige. Da de ikke kunne bo i Sverige, flygtede de tilbage til Danmark – og i 9 år havde de nu været i Danmark som flygtninge. Pigen var teenager – 14 år og ligesom alle andre teenagere. Hun drømte om at blive tøjdesigner eller make-up-artist. Hun holdt fast i sine drømme og drømte om at rejse verden rundt, men det kunne hun ikke så længe hun stadig var flygtning. Vi hørte hendes egen beretning på den lydoptagelse, der blev afspillet gennem forestillingen. Hun fortalte om sine drømme og om sit liv. Hun havde valgt ikke at tænke over, hvad der ville kunne ske, hvis hun ikke fik opholdstilladelse - og skulle være nødt til at rejse videre. Også selv om alt hvad hun kendte til og kunne huske, var dansk. Hun måtte leve dag for dage – og udskyde at tænke på det andet og prøve at holde fast i, at hun havde et normaltliv – og insistere på at leve det så længe, hun overhovedet kunne. Men hun havde været bekymret for, hvordan skoleveninden ville reagere, når hun fik det at vide. At hun havde en flygtning – som veninde. Om hun ville se ned på hende, og måske blive sur over, at hun ikke tidligere havde fortalt det. Men veninden blev bare ulykkelig over, at hendes bedste veninde – på 9. år stadig ikke var sikker på, at hun kunne blive.

Det var først langt inde i forestillingen, at de to skuespillere/dansere: Ingrid Tranum Velasquéz og Anette Asp Christensen brød ud i dans. Men pludselig gjorde de. Gennem dansen skildrede de tilknytning, løsrivelse, fortvivlelse, glæde og desperation – alt det, der kan udtrykkes så meget bedre UDEN ord. Musikalsk blev de ledsaget af den mest forførende, inciterende sang af Alexandra Hallén, der sammen med cellospillet løftede forestillingen og gjorde den nærmest overjordisk. Det blev på én gang så skærende smukt, at det ikke var til at holde ud, fordi det samtidigt var så tragisk og bundulykkeligt, at jeg gik derfra med følelsen af at sådan måtte det føles – at være på flugt.

----------------------------

RUSTUREN