mandag den 18. juni 2018

Anmeldelse: EN GOD FLYGTNING af Vibeke Marx


 

Romanen indledes med skildringen af flygtningene, der går over grænsen til Danmark. Men umiddelbart fremstår romanen som et dobbeltportræt eller måske rettere som et skæbnesammentræf.
Benjamin er en 20-30 årig fyr, der er på Lampedusa. Vi får ikke meget at vide om hans baggrund, i starten. Han er der, fordi han skal være der. For han skal jo være ét eller andet sted, så hvorfor ikke dér? Han flyder og er uden retning i tilværelsen. Nærmest i kontrast til Vahid, der er en flygtning, der driver i land, alene, i bunden af en båd. Det er der Benjamin finder ham. Han er mere død end levende, og Benjamin skønner at hvis han ikke tager sig af ham, så dør han. Han bugserer den fremmede ind i sin bil – og kører afsted med ham. De kører op igennem Europa – til Danmark.
Vahid skildres som Benjamin. De er begge mænd uden fortid – tilsyneladende. Men selvfølgelig har de hver især deres egen forhistorie, der begrunder at de lige præcis befinder sig der, hvor de mødes. Men det er en fortid som de fortier og som ingen af dem kan eller vil vedkende sig.
Vahid siger ikke noget, men om natten drømmer han drabelige drømme og taler i søvne, mens han slår omkring sig for at holde det på afstand, der gør nætterne til overlevelseskampe for ham.
Både Vahid og Benjamin er overlevere. Den ene efter krig. Den anden efter velstands-vanrøgt. Men begge lever de i undtagelsestilstande.
Benjamin er søn af en stor dansk filminstruktør og en af de mange kvindelige skuespillere, der har spillet en hoverolle i en af hans film, og som faren elsker med for at få hende til at blive så god som mulig - og efterfølgende gifter sig med. Farens filmarbejde betyder alt og alt andet underordnes det. Også hustruen og børnene: Clara og Benjamin. Moren opgiver sin skuespillerkarriere og bliver hjemmegående. Hun spiller sin nye rolle til perfektionisme. Oprindelig var hun et balletbarn, der blev vraget, og som bliver samlet op af instruktøren, som 17-årig, der gjorde hende til stjerne og kvindelig hovedrolleindehaver i sine film. Da hun ikke længere er interessant for ham som filmisk materiale, hjælper hun til med manuskripterne ved at snakke om det der ligger bag filmene, men det kan ikke skjules at hun langsomt også er ved at glide ud af den funktion. I stedet begynder hun at drikke. Børnene kommer til at udgøre det nye centrum i hendes liv, men sønnen gør sig stum, og melder sig på den måde ud af familien. Efter en skilsmisse bliver børnene skilt ad. Clara skal bo hos moren, mens Benjamin skal bo hos faren, der installerer ham i en ny tilbygning til huset, hvor huslæreren, Chriss, underviser ham og i det hele taget forsøger at nå ind til ham. Men tager sig meget dyrt betalt for det senere i historien.
Faren tager alt omkring sig og gør det til filmiske værker. Det gælder også sønnens stumhed, da han begynder at lave en film om ham. Moren nægter at den skal vises offentligt, så faren er ikke sen til at gøre det til et projekt, der først skal offentliggøres, når Benjamin bliver 18, og dermed selv kan bestemme.  Men faren har forregnet sig, for sønnen er netop søn af en far som han har set behandle andre så dårligt, at han tager sine forholdsregler - og kræver en million kroner af faren for tilladelsen til offentliggørelsen af filmen, for han ved, hvad faren plejer at betale sin hovedrolleindehaver. Det er med den million i baglommen at han rejser ned igennem Europa og ender på Lampedusa. Han er selv en flygtning, så dermed bliver det den ene flygtning, der tager sig af den anden. Dermed er scenen sat til hvad der efterfølgende sker i Danmark – og det skal ikke afsløres her.


Det er en historie, der på mange måder giver mindelser til Ibsens ”Gengangerne”, hvor familiens skæbnefællesskab også tages under behandling. Noget lignende sker i filmmiljøet, hvor Benjamin vokser op. Det er en fuldstændig bizar historie, der stadigvæk er yderst troværdig, selv om den er overdreven.
Forfatteren tager os med i meget forskellige miljøer, hvor vi hører skråsikre og navlebeskuende påstande om flygtninge – om de andre: DEM, der ikke er OS, der flettes ind med de politiske begivenheder, der foregår samtidigt: terroranslaget mod Charlie Hebdo i Paris, de påståede massevoldtægter i Köln, ildpåsættelserne af asylcentre i Sverige og Tyskland - og de politiske stramninger i Danmark.
Når det kommer til stykket er det måske ikke så væsentlig hvem Vahid er, for han er her måske bare for at VI skal opdage, hvem vi selv er.
Det er en flot, barsk og besk pointe i en roman, der holdt mig fast fra start til slut. Jeg læste den i ét stræk. Det er længe siden at jeg har læst en roman, der på den måde drev mig videre fra kapitel til kapitel. Romanen er både velkomponeret og velskrevet. Sproget er smidigt og levende. Persontegningerne er interessante og flertydige, og fulde af så mange forståelsesmæssige sprækker, at det giver et leben uden lige på siderne. Det er en oprørende fortælling fuld af nuancerede skildringer. Men det er også en frygtelig historie, fordi den netop er så troværdig.


 
 
 
***
 
Læs mere på forfatterens hjemmeside
Roman udkom på forlaget Modtryk, 2017

Hør Vibeke Marx læse op fra romanen og fortælle om den til
åbningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,
lørdag den 10. august 2018 kl. 19-22 i Apostelkirken.
FB
 
***

lørdag den 9. juni 2018

”Det er sjovt så forskellige vi er, selv om vi har samme udgangspunkt”


Samtale med maleren Anne-Mette Nyland

                         Anne-Mette Nyland: ”The Tree and the Sea” - logo for festivalen "Billeder af liv" 

På den første Venligbo-kunstauktion til fordel for de uledsagede flygtninge købte jeg et drømmende s/h-fotografi af Jens Brink af en vestjysk betonbunker i strandkanten under store hvide skyer. Det spejlede sig i sin egen midterakse og lignede mest af alt noget fra en forladt ørken. Jeg havde sparet sammen, inden den næste kunstauktion på Borups Højskole, hvorfra jeg hjemførte fire malerier. Det største var af den norske malerinde Anne-Mette Nyland, fra Århus. I løbet af vinteren havde jeg det over for min seng, og langsomt voksede det sammen med mine planer for den kommende festival: ”Billeder af liv”. Jeg kendte hende ikke forud, men fandt telefonnummeret på nettet og ringede til hende. Jo, jeg måtte gerne bruge hendes maleri, ”The Tree and the Sea”, som blikfang for festivalen. Vi aftalte at mødes næste gang hun kom til København, for vi talte også om muligheden for at hun kunne lave en malerworkshop på festivalen.
 
Anne-Mette Nyland i HF Prøvestenen. Foto: Michael Svennevig


Jeg hentede hende på hotellet på Vesterbro, og sammen fulgtes vi ad ud i min kolonihave. Det var inden sommeren kom buldrende, mens det stadig var lunt i solen, men endnu inden alt var blevet grønt – som man også kan se på de ledsagende fotos.
Vi mødtes for at tale om Anne-Mettes malerier, om ”dialog-bænke” og om at komme fra Nord-Norge til Århus.
Anne-Mette taler en charmerende blanding af norsk og dansk, der næsten er syngende. Eller også taler hun bare dansk på en norsk måde. Hun virker rolig og afbalanceret, og befinder sig tydeligvis godt, dér i min hængesofa i H/F Prøvestenen. Det med naturen og fuglesangen bekommer hende godt – og hjemligt. Fra tid til anden lægger hun hovedet tilbage og ler, mens hun misser med øjnene mod solen. Jeg spørger hende om betydningen af hendes malerier, om forholdet mellem liv og kunst – og om, hvad hun gerne vil have at vi skal få ud af dem?
Anne-Mette Nyland (A-MN): Jeg har beskæftiget mig med kunst hele livet og når jeg kigger tilbage synes jeg både livet og kunsten i overskrift har handlet om relationer, relationer mellem mennesker og relationer til naturen. Som mennesker udvikler vi os gennem relationer. At mødes og undres og lære af hinanden gør at vi kan tage herfra som lidt større mennesker. Så hvad der holder os sammen, har altid interesseret mig.
Michael Svennevig (MS): Hvad er det som knytter os sammen?
A-MN: Jeg tror det er kærlighed, empati og bevidsthed - og lige i dag er empatien udfordret. Vi er jo alle mennesker og det skulle jo knytte os sammen i sig selv, men jeg tror også at dialogen knytter os sammen. Jeg synes vi skal være mere nysgerrige… nysgerrige efter at lære nye mennesker og kulturer at kende.
 
Anne-Mette Nyland i HF Prøvestenen. Foto: Michael Svennevig
 

MS: Er det spirituelle malerier du maler?

A-MN: Jeg bruger både symboler og arketyper som redskaber og prøver at finde et kollektivt sprog, et sprog som taler til noget fælles. Jeg prøver også at tale til noget dybere i os, noget vi må lytte efter, ikke kun en mental forståelse eller oplevelse.
MS: Hvad vil det sige – ”et kollektivt sprog”?
A-MN: Det handler om hvordan jeg kommunikerer med andre gennem billederne. I det maleri som du f.eks. købte, ”The Tree and the Sea”, repræsenterer havet de dybder vi har, og som alle har. Det ubevidste, hvor der ligger en masse gaver til os, og som træernes rødder vokser ned i, og kan bringe det op i lyset.
MS: Hvad symboliserer træet?
A-MN: Træet symboliserer mennesket, som kan række op mod himlen, samtidig med at det har rødderne helt nede i underverdenen. Der er dette spænd mellem lyksaligheden og det dybeste mørke, for rødderne er lige så store som træets krone. Når du har oplevet dyb, dyb smerte, er der også en potentiel åbning for samme sving den modsatte vej.
 
Anne-Mette Nyland i HF Prøvestenen. Foto: Michael Svennevig


MS: Så jo mere smerte, des mere glæde?
A-MN: Nok snarere, jo mere smerte, des mere indsigt. Jeg tænker nok mere på den store spændvidde og mulighed vi alle har.
MS: På billedet har du malet en rund cirkel og en masse spirer, der går ud derfra, som om det er energistråler. Hvad tænkte du, da du malede dem?
A-MN: Det handler om det samme, jeg finder symboler, der understøtter det jeg ønsker skal være maleriets budskab. I første del af min malerkarriere arbejdede jeg meget med kærligheden som tema og omdrejningspunkt, mens det nu mere handler om bevidsthed. Forskellige måder at knytte sammen på. Bevidstheden forbinder os som mennesker, for uanset hvor udviklet din bevidsthed er, forbinder vi os alle ind i et kollektivt lag, som om vi er en tråd i det store væveri.
MS: Hvad er din arbejdsproces, når du maler?
A-MN: Jeg mediterer inden jeg går i gang og forsøger at holde mig tanketom. Hvis jeg tænker for meget, fungerer det ikke, så kan jeg lige så godt lade være. Men jeg har gjort det gennem så mange år, at jeg er ganske god til at gå ind i processen.
MS: Går du så rundt og venter på inspirationen?
A-MN: Nej, jeg er meget disciplinær i mit arbejde, og arbejder fra kl. 8-16. Der skal være en kontakt til maleriet, som jeg nogen gange skal ’vente’ på.
MS: Men hvis der ikke sker noget, hvad gør du så?
 
Anne-Mette Nyland i HF Prøvestenen. Foto: Michael Svennevig

A-MN: Der er mange små teknikker og tricks man kan gøre brug af, for billedet bliver jo ikke færdigt på én dag, så jeg prøver at bruge alle sanser. Jeg bruger sanserne på den måde, at hvis jeg f.eks. lugter citron vil jeg vælge den gule farve at male med... noget kan også ’føles’ grønt, hvis det giver mening.
MS: Efter at jeg købte dit maleri, gik jeg ind på hjemmesiden og så at billedet adskiller sig fra dine andre malerier
A-MN: Ja, det er fordi jeg arbejder i serier. Jeg dykker ned i et eller andet tema, og så kommer der normalt 20-30 billeder ud af det. På min hjemmeside er der kun malerier fra de to sidste serier jeg har arbejdet med.
MS: Det lyder ret voldsomt, for det må tage dig mindst en måned at male ét enkelt billede?
A-MN: Jo, men et tema varer ofte 2-3 år, og der er jo også mange billeder, der slet ikke kan bruges. De er bare trin på vejen frem mod det jeg forsøger at indfange og fastholde. Nye temaer giver nye landskaber og andre udtryksmuligheder, og det kommer tit fordi jeg er inde i noget og så opdager noget andet, noget nyt, der kunne være spændende at udforske, og det fører mig videre.
MS: Sker det når du laver fejl, og derved opdager, at sådan kunne det også gøre?
A-MN: Ja, fejl er lærerigt værdifulde.  

Anne-Mette Nyland, workshop med spejdere i Australien, 2017
 
MS: Jeg kan gribe mig selv i at jeg planlægger at tage fra det ene til det andet, fordi der sker så meget spændende, som jeg gerne vil opleve. Men det må være det samme i Århus, det er jo også en stor by...
A-MN: Nej, det er provins. Jeg kan tydeligt mærke pulsen er anderledes her i København. Det er ikke noget negativt i det, det er bare forskelligt. Jeg kunne ikke tænke mig at bo i København. Jeg har det fint ude i provinsen, men vil dog heller ikke bo helt ude på landet, så jeg har det fint med at bo midt i Århus C med grønne træer omkring, så jeg dagligt er i kontakt med naturen
MS: Hvad var grunden til at du kom til Danmark?
A-MN: Jeg kommer fra Nord-Norge, men boede i begyndelsen af 80’erne i Bergen, hvor jeg havde en kunsthåndværkerforretning sammen med en kollega. Samtidig søgte jeg ind på kunstakademiet. I påskeferien mødte jeg en dansker, der talte glødende om Århus og kunstakademiet, så da jeg fik afslag i Bergen gik turen til Århus.
MS: - og nu vil du lave dialogbænke?
A-MN: (smiler) Ja!
MS: Hvordan fik du på dén tanke?
A-MN: For flere år siden løste jeg en opgave for Dansk Flygtningehjælp, sammen med den spanske kunstner Oskar S.J. Buetas. Det blev til ”Dialogbænken”. En bænk der var sat sammen af forskellige stole, alle benene på bænken repræsenterede forskellige stilarter og designs. I overført betydning symboliserede de for os alle de forskellige menneskeracer. På bænkehynden var der påtrykt et verdenskort og de 20 små puder havde hver påtrykt ordet dialog på 20 forskellige sprog. Så til festivalen i august skal vi bygge og dekorere (male) bænkene, så de indbyder til dialog. Det glæder jeg mig til.
MS: Så det er grunden til at du ville have os til at samle stole ind til at lave bænke af?
A-MN: Ja, stole, men også gamle bænke, og malingsrester. Jo mere jo bedre, så vi har noget at lege med.
MS: Kan vi lakere det bagefter, så det kan holde, for så kunne det simpelthen blive en tradition at vi hvert år laver noget nyt til brug i haveforeningen.
A-MN: Ja, ja... sagtens.
MS: Din ide ligger meget tæt på mit ønske om at det ville være herligt at have noget varigt EFTER festivalerne, men jeg var endnu ikke kommet på, hvad det skulle være – men den ide er du nu kommet med!
A-MN: Jeg tænker også på at det skulle spille samen med dine dialog-bøger. Jeg kan også godt lide den måde at arbejde med mennesker på, så det hele ikke bliver så ordnet, og det heller ikke bliver for stramt.
MS: Det tror jeg vil passe rigtig godt til lige præcis vores haveforening.
A-MN: Det er vigtigt med forskelligheden, for det er sjovt så forskellige vi er, selv om vi har samme udgangspunkt.
 

 

***
 
Læs om festivalens malerworkshop i HF Prøvestenen, lørdag den 11. 8. kl. 12-18: 
Festivaltrailer med Anne-Mettes maleri ”The Tree and the Sea”:

  
 

Anne-Mette Nyland: "The Tree and the Sea"
 
 
 
***

fredag den 1. juni 2018

Anmeldelse: MÆND DER TROR DE HAR RET af Teater Lux



Indgår i Cph Stage og spiller på Basement, Enghavevej 42 på Vesterbro (ved Vega).

Vi går gennem mørket for at møde ham – manden. Han er selv et mørkemenneske, der manipulerer sig frem gennem verden – og ind mørket.
Vi ledes rundt ad labyrintiske gange og trapper. Det er let at blive væk i mørket, for mørket er totalt – og dermed får historien også den rette ballast og nødvendighed.

Jeg kommer til at tænke på Dostojevskijs ”Kældermennesket”, for vi skal helt derind, hvor det gør ondt. Helt ned i kælderen. Det er et billede af liv, der er ubærligt.
Hvad gør mørket ved os? Giver vi os det i vold – eller viger vi tilbage for det?
Er vi venner med mørket eller er vi ude i fjendtligt terræn?
Det er ikke til at holde ud at være alene med det, for sådan føles det. For alt andet forsvinder. Dem vi bliver ført ind sammen med - de forsvinder også. Ligesom vi selv forsvinder. Vi bliver ædt af mørket i kælderen. Men samtidig bliver det også tydeligere.


Det er flot og spændende tænkt. På én gang let og overskueligt, men samtidig også uendeligt kompliceret. Som livet selv.
Stemmelægningen – i en forestilling, der foregår i mørke – er alt, og her er Martin Ammundsen på hjemmebane. De fineste nuancer skinner igennem forestillingen i et sanseligt, voldsomt sammenspil mellem det akkompagnerende lydspor og hovedpersonens tanker og handlinger.
Det er umiddelbart uhyre genkendeligt, for vi kender ham alle ganske godt – MANDEN. Han er et dumt svin, et ledt bæst, en mand, der udnytter alle omkring sig til det yderste.


Det er en fortælling om mørke – i mørke. Om vores vej igennem mørket og om det mørke, der findes i os. En forestilling om raseri og migræne. En forestilling om at løbe imod en mur, hvor den eneste vej ud er henover andre mennesker.
Hvordan beskrive en forestilling, der kun foregår inde i hovedet på publikum, for alle vores billeder er forskellige? Afhængigt af, hvad vi selv har mødt på vores vej igennem livet. For nogen vil forestillingen være ubærlig, mens den for andre bare vil bekræfte deres mørkeste antagelser.
Hovedpersonen er blottet for empati, hvad der er et særligt kendetegn for psykopater. Men er det så ”bare” en psykopathistorie? Både og. For det er det måske nok, men samtidig virker det forkert at affærdige den så let, for det er også en fortælling om at leve med sit raseri og sin afmagt. For har vi at gøre med en bøddel eller et offer? For er der en morale, skal den nok findes i selve titlen. For mænd der tror de har ret – har det sjældent. Eller i hvert fald yderst sjældent – eller måske netop aldrig?


Det er en forestilling, der på mange måder passer direkte ind i #Metoo-bevægelsens støvletramp, og det gør den kun endnu mere ubærlig. Der er immervæk noget af et tematisk spring fra Teatergruppen Asterions Hus på Teaterøen som Martin Ammundsen har været en fast del af igennem mere end 10 år. Indtil han valgte at gå solo med Teater Lux. Det er en flot debutforestilling, som jeg gerne ville have været foruden, hvis jeg altså ikke var blevet fanget så godt ind af den. Mod min vilje. Det er en frygtelig forestilling, men også en frygtelig god én. Så velkommen til mørket, hvis du tør byde det indenfor!

 
 
Læs mere om TeaterLux

Forestillingen spillede fra den 16.-20. december 2017 på Bådteatret
- og kan opleves i disse dage under Cph Stage på Basement.


Af og med Martin Ammundsen
Forestillingen spilles  i to versioner - på engelsk og dansk.
Varighed: 60 min.


***

Mød manden i mørket: Martin Ammundsen
på festivalen "Billeder af liv" til august,
hvor han fortæller om arbejdet med forestillingen
den 19.8. til festivalafslutningen.

***

mandag den 23. april 2018

Om at anmelde

Foto: Louise Windfeldt
 
100! Tallet ét hundrede er et meget rundt tal. Dobbelt-anmeldelsen jeg publicerede i går, af to meget stærke og aktuelle teaterbud på den københavnske teaterscene, var min anmeldelse nr. 100 – og tilmed den mest læste. 4.000 har været inde og læse om Mammutteatret og Sydhavn Teater.
På trods af at google fortæller mig, at min blog slet ikke er mobil-venlig. Hvad ved jeg om det? Jeg har ikke mobil, men et eller andet må jeg vel foretage mig, eller også skal jeg bare spille ”cool” og tænke, at det alligevel ikke har forhindret rekord mange i at besøge siden de to sidste dage.
Men hvorfor egentlig anmelde?
Jeg er forfatter og dramatiker, så hvorfor skriver jeg ikke bare selv nogle bøger og noget dramatik?
Men det gør jeg også, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at skrive om det, når jeg ser noget godt.
De første gange sendte jeg det nærmest for sjovt til det pågældende teater, hvor den presseansvarlige straks greb fat i mig og spurgte, om jeg ikke også ville skrive om nogle danseteaterforestillinger, som hun kørte presse på ude i byen – bl.a. i Dansehallerne. Jeg svarede som det er, at jeg intet aner om dans og derfor ikke kunne skrive om det. Hun skrev, at hun fornemmede at det ville ligge godt for mig (eller noget i den retning), og jeg tog en dyb indånding og svarede, at det kunne vi jo lade komme an på en prøve, hvis hun sendte mig et par billetter. Men betingede mig (og det gør jeg altid!) at jeg kun ville skrive, hvis jeg simpelthen ikke kunne lade være. At jeg ikke ville bruge tid på at skrive om noget, der ikke sagde mig noget. Den var hun med på.  Det blev starten på et smukt venskab... (Som Bogey siger i ”Casablanca”) ...og nu er det 100 anmeldelser siden.
Det at skrive om teateroplevelser holder mit sprog ved lige. Jeg betragter det som øvelser, som en ny måde at trænge ned i sproget på.  Jeg forsøger ikke at sætte mig til doms over andres arbejde (i hvert fald ikke primært), men forsøger snarere at forstå, hvad det er som teaterfolkene forsøger at fortælle, og ud fra det giver jeg så mit bud på, om det de har sat sig for også trænger igennem til mig som tilskuer.
Jeg er inspireret af Ebbe Iversen på Berlingske Tidende, der havde en særlig evne til at sætte sig ind i og forstå det, som han blev præsenteret for. Hans måde at gå til opgaven på var meget imødekommende.
Anne Middelboe Christensen  er en af vore bedste kritikere.
Men ellers har jeg lært meget af at læse New York Times anmelder af klassisk musik: Anthony Tommasini. Jeg er så heldig, at en i familien videresender mange af hans anmeldelser (i øvrigt koster et digitalt abonnement kun 30 kr. månedligt!). Det er alt for ofte anmeldelser af Wagner-opsætninger, og det interesserer mig overhovedet ikke. Men jeg læser dem alligevel ofte. For det kan han få mig til. Tommasinis viden, interesse og glødende entusiasme er så smittende. Så ud med alle de mavesure og ind med de andre, der giver det uforståelige en chance - og måske os andre en nøgle til bedre at forstå det.
 
*

Jeg har samlet alle mine anmeldelser på hjemmesiden, så den kan du dykke ned i, hvis du skulle være interesseret.
Her er et link til en af Antony Tommasinis anmeldelser i New York Times (som kan læses uden abonnement)
- og her en artikel af Anne Middelboe Christensen (en artikel, der kom til at betyde meget for mig).

*
 
 

søndag den 22. april 2018

Dobbeltanmeldelse: HÅBET ER LYSEGRØNT på Edison - og FJER//MAJINSKI i Østre Kapel


Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Der løber hunde og ulve igennem de to forestillinger af henholdsvis Mammutteatret og Sydhavn Teater. Mennesker bliver til hunde og ulve, og fortærer sig selv og hinanden. De firebenede kræ er tegn på at dyret har taget bolig i os. Vi er ikke længere hævet over dyrene. Faktisk er dyrene lettere at tage bestik af end os, for de er i det mindste rene i deres motiver, der er ingen tøven i deres handlinger, de er driftstyrede – og dødelige.
 
Fotograf: Lars Grunwald

I Mammutteatret seneste forestilling HÅBET ER LYSEGRØNT er det ikke længere til at skelne dyr fra mennesker. I Henrik Grimbäck & Claus Flygares iscenesættelse af Casper Kollings & Claus Flygares stærke og groteske tekst er der en glidende overgang fra menneske til ulv. Det er mennesket der er de uudgrundelige. Hvad er deres motiver og hvorfor gør de som de gør? Det må jo ende galt med de valg vi tager. Det synes at være tekstens bagvedliggende misantropi. En tekst om livet som det udfolder sig lige nu. Det er – som det også står i programmet – halsløs gerning at forsøge at fastholde dette nu, for lige så snart vi gør det, flytter det sig længere væk. Ikke desto mindre er det kunstens store fortjeneste at den netop evner det umulige. Det er Mammuttens særkende at den har gjort det umulige i 35 år – og stadig formår at gøre det. Mammutteatret er dansk teaters Cadillac - stadigvæk. Teatrets kunstneriske ledelse består af Claus Flygare, Tina Gylling-Mortensen og Nicolas Bro. Hos dem er det er drøm at blive spist af en ulv.

Fotograf: Henrik Grimbäck

I MACINSU/FJER i Østre Kapel er det hundene, der minder os om at vi stadig er mennesker. Gustav Scavenius, Kasper Ørum og Rakel Valdimarsdottirde slipper et sådant raseri løs, så jeg som tilskuer rykker tilbage i stolen. Det er rasende godt og bliver akkompagneret af Malik Grosos på theremin – et luftbølgeinstrument, hvor enhver fysisk rystelse markerer et skift i musikken. De samme rystelser forplanter sig til spillerne i det nøgne scenerum i Østre Kapel i Sydhavnen. Teksten er på én gangbåde poetisk og barsk. Den er baseret på Ursula Scavenius´ prisvindende debutroman ”Fjer – tre fortællinger”. Teaterleder og instruktør Mille Maria Dalsgaard har bearbejdet teksten til teater – og hvilken bearbejdelse! Store dele af forestillingen foregår i en næsten rasende spillestil. Det er en både frydefuld og frygtelig oplevelse. Instruktøren, der også er teaterleder, er selv en frygtløs skuespiller, der har en ekspressiv og performativ spillestil præget af sine år i tysk teater og det er samme sceniske og performative direkte tilstedeværelse og spillespil som hun afkræver sine spillere. Det er teater, der bliver til meget mere end teater. Det bliver til stormende civilisationsbilleder. Spillet tager afsæt i "Majinski", der er den første af de tre fortællinger i den postapokalyptiske roman ”Fjer”. Det er samtidig navnet på en genial opfinder, der har bosat sig i et trøstesløst byggeri. Hans datter strejfer rundt. Han beskriver det som om hun bevæger sig rundt i hans underbevidsthed. Da datteren Lucia møder Alexander, en ung digter og skuespiller, er det faderens største ønske at de gifter sig. Aleksander overværer at konen bliver påkørt og køber en kørestol til hende. Faren bliver langsomt ædt op indefra af et lurende krigstraume. Det er stort teater, der hæver sig over tid og sted – og giver publikum en gysende flot og frydefuld teateroplevelse, mens hundene langsomt kredser os ind.

Fotograf: Sofie Diemer

Der er eminent ensemblespil i begge forestillinger. Det er betagende at opleve to så vidt forskellige bud på signalementer af vores tid. Der er ingen glad optimisme, det er snarere dystopier. Forestillingerne efterlader os fyldt med advarsler om hvor galt det går, hvis vi ikke passer på. På Edison fører Tina Gylling-Mortensen, Andrea Vagn Jensen, Josephine Park og  Anne Sofie Wanstrup an. Det er stærk spil over hele linjen. Andrea Vagn Jensen er bankkunden, der vil optage et banklån i Danske Bank, skønt bankrådgiveren spillet af Tina Gylling-Mortensen, forsøger at få hende fra det. For lånet skal bruges til at købe en ulv. Det går da også som bankrådgiveren har forudsagt, for ulven spise hende. Det er en rigt fabulerende tekst, der tager afsæt og springer lige i struben på én. Den cirkusagtige musik i mellem scenerne forsøger at kaste et formildende skær over gruen. Historien udspalter sig i to dele, dels historien om bankrådgiveren Preben Harris (navnet vækker latter fra publikum, for Tina Gylling-Mortensen er transformeret til ukendelighed i sit bank-look og ligner til forveksling Preben Harris!), og dels historien om, hvad der sker med den ulv som bankkunden ønsker et lån til at købe. Siden fletter de to historier sig sammen og indgår i en meget større fortælling, for det viser sig at bankrådgiveren har en digter i maven, der debuterer med sit eget miserable liv omsat til digte, der er så overdrevne i deres digteriske sandhed at andre mennesker omkring hende bukker under for det hun skriver, for hendes debut er mest af alt en personlig vendetta. Oplagstallet er det samme som Yahya Hassan opnåede med sin digtsamling. Oplæsningerne fra digtsamlingen er ubetalelige. Måden de bliver læst op på er et helt studie i komik. Det er forestillingens fortjeneste at den spilles komisk, mens alvoret slår os i nakken, når vi ler. Hvis vi ellers tør... for der er intet komisk over den civilisationskritik som forestillingen rejser. Visuelt er det en fornøjelse. Ida Grarup Nielsens kontorscenografi kan det hele i et svært teaterrum.
 
Fotograf: Henrik Grimbäck

På begge scener er der en renfærdighed og et så direkte spil, at det er umuligt ikke at blive revet med. Begge tekster er vilde. Hunde- og ulve-vilde. Så tag din indre hund og ulv med i teatret, der er alt at hente i Østre Kapel og på Edison.
 
*

HÅBET ER LYSEGRØNT
af Mammutteatret på Edison
Spilleperiode: 16.4.-5.5.2018
Medvirkende:
Tina Gylling Mortensen, Josephine Park, Andrea Vagn Jensen og Anne Sofie Wanstrup
samt statisterne Nana Lind, Mette Povlsen, Cosima Frammer Nielsen, Anne Giver Pedersen og Crisse Vallentin
Manuskript: Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare
Instruktion: Henrik Grimbäck / Claus Flygare
Scenografi: Ida Grarup Nielsen
Forestillingen varer 70 min, og spiller uden pause.

Anmeldelser af teatrets andre forestillinger:
Catering (2015)
 Sidst på dagen er vi alle mennesker (2016)
 De danser alene (2017) 
 
*
FJER//MAJINSKI
 
af Sydhavn Teater i Østre Kapel
 
Spilleperiode: 21.4.-11.5.2018
 
Hjemmeside & billetter


Forfatter: Ursula Scavenius
Medvirkende:
Gustav Scavenius, Kasper Ørum, Rakel Valdimarsdottir
Instruktør: Mille Maria Dalsgaard
Lyd & lys: Brian Larsen
Afvikler & pub guide: Malik Grosos
Instruktørassistent: Julie Hultberg
Forhus: Julie Hultberg, Sofie Diemer

Anmeldelser af teatrets andre forestillinger:
D´ARC (2016)
Marienborg - nej tak! (2017) 
 
*

lørdag den 14. april 2018

Anmeldelse: HVID USKYLD på Teater Får302


Fotograf: Søren Meisner

”Nå, det gik da meget godt!”
Bemærkningen falder off-stage efter det afsluttende black-out. Det er typisk noget man siger for at overbevise sig selv om, at det forhåbentlig er gået bedre, end man har turdet håbe på. Det siges også én gang tidligere i forestillingen, hvor det falder efter et statement, der heller ikke rigtig holder vand.
”Man har løjet for os!” er et andet statement fra forestillingen.
HVID USKYLD er rent visuelt en nydelse. Der er strøet hvid sukker ud på scenen, så det også agerer strandsand. Flere gange undervejs drysser der sukker ned over de medvirkende. Det er som om der kommer sukker ud af alle kropsåbninger.



Fotograf: Thomas Cato
Den sjoveste scene er også den mest nøgne. De to veninder er taget til Dansk Vestindien eller De Amerikanske Jomfruøer, som det hedder nu, hvor vi ikke længere ejer dem, men har videresolgt dem til USA. De sidder på stranden, og der er ingen som Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins, der bare kan sidde og sidde. Det har de gjort i utallige forestillinger – og det bliver det kun bedre af. Deres timing er utrolig. De kan trække den, så det næsten ikke kan mere, og så hugger de til. De er som typer trådt lige ud af Nikoline Werdelins tegneserie ”Homo Metropolis”. Når de er på scenen sammen med Mikkel Trier Rygård virket det, som om de lige er trådt ud af Michael Kviums malerier. På én gang helt afklædte, urkomiske og tragiske. Der er ingen tvivl om, at enhver fornyelse i hvert fald ikke kommer fra dem. Ikke som de scenepersoner de spiller.
Der er sukker allevegne. De bogstavelig talt vader i sukker.
 
Fotograf: Thomas Cato

Mikkel Trier Rygård er Ernst Schimmelmann, der var den første der på kongens befaling sejlede til det, der blev til Dansk Vestindien. Men der kommer ingen undskyldning fra ham. Heller ikke da vores nuværende statsminister senere besøger øerne i forbindelse med "fejringen" af 100 års dagen for det danske salg af øerne til USA. I stedet for bliver det til noget sludder om at han gerne – som privatperson – ville undskylde, mens han som statsminister må nøjes med at ”beklage”.

Fotograf: Thomas Cato
Det er utroligt som teatrets intime scenerum forestilling efter forestilling udnyttes på de mest opfindsomme måder. Nærmest som om begrænsningerne udvider grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Men sjældent så raffineret som denne gang – med scenografi af Siggi Óli Pálmason og kostumer af Amalie Aunsbjerg Jørgensen. Samtidig er der en betagende enkelhed over det sceniske udtryk, der går igen i teksten, der er skabt i fællesskab af holdet med Rose Sand som medforfatter og med Tine Byrdal som dramaturg. Det hele er holdt stramt i tømme af Lene Skytt som instruktør, der har evnet at tilføre det hele en ro, der får nuancerne til at træde klarere frem.
 
Fotograf: Thomas Cato
 
To forestillinger trænger sig på. Lucas Svenssons ”Et hus på sand og håb” skrev i sidste sæson teatrets 30 års jubilæumsforestilling om huset, der huser Teater Får302. Det var ligesom ”Hvid Uskyld” et tværrids ned igennem historien, der går 100 år tilbage. Nu fortsætter de historieundervisningen med ”Hvid Uskyld”. Den anden forestilling er Kunstkollektivet Familiens doku-drama ”En landsby på højkant”, hvor kollektivet rykkede ind i et nedrivningsmodent højhus på Amager, og lykkedes med at få beboerne til selv at fortælle deres individuelle historier. Det var et gribende og meget personligt møde. ”Hvid Uskyld” er et lykkeligt og inspireret samarbejde mellem Familien og Får203. Jeg havde inden forestillingen svært ved at forestille mig, hvordan et sådant samarbejde ville kunne spænde af og hvilken form det ville tage, så forskellige som de to parter er. Men forskelligheden har tydeligvis animeret og beriget samarbejdet. For det er blevet historieundervisning på et højt og velkvalificeret niveau. For de har ganske ret, når de antager at danskerne er gået smånynnende igennem dette historiske efterspil. Peter von Scholten husker vi (ikke mindst pga. nyligt afdøde filminstruktør Palle Kjærulff–Schmidts film af samme navn, fra 1987), men Ernst Schimmelmann?
Tak for en både oplysende, men ikke mindst en enkelt og raffineret fortalt historie om os alle og de skygger, vi drager med os videre.
 
Fotograf: Emma Sejersen

 

På vejen til og fra teatret passerer jeg den syv meter høje statue ”I am Queen Mary” af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle opstillet påskelørdag uden for Vestindisk Pakhus. Kvinden sidder og spejder over mod rensningsanlægget Lynetten og tænker måske, at der er meget i debatten, der trænger til at blive renset op. Teater Får302 og Kollektivet Familien har i hvert fald gjort deres med den vellykkede forestilling ”Hvid Uskyld”.



Fotograf: Søren Meisner

HVID USKYLD
En humoristisk selvransagende forestilling om danskernes historiske selvforståelse
af Teater Får302 og Kunstkollektivet Familien

Spilleperiode:
12.4.-12.5, på Får302, Toldbodgade 6, 1253 Kbh. K.
75 min.

På scenen:
Birgitte Prins, Mikkel Trier Rygård og Charlotte Elizabeth Munksgaard

Instruktør: Lene Skytt
Tekst: Holdet
Dramaturg: Tine Byrdal
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Koreografi: Maria Saaby Noer
Co-forfatter og kunstnerisk sparring: Rose Sand
Kostumer: Amalie Aunsbjerg Jørgensen
Lysdesigner: Maria Pi
Lyddesigner: Emil Sebastian Bøll
Instruktørassistent: Isa Justesen



Fotograf: Thomas Cato


Iben Hendel Philipsen (skuespiller, instruktør og cand. mag. i engelsk litteratur med speciale i postkolonial repræsentation) skriver afslutningsvis i forestillingens rammende præcise programtekst:
”Men det burde ikke handle om skyld og uskyld. Post-kolonialisme, afkolonisering og hvad man ellers kan finde af utilstrækkelige akademiske udtryk, handler ikke om – som nogen fejlagtigt tror – at skælde ud og grave grøfter. Faktisk er dette et solidaritetsprojekt. Det handler om at ville forstå fortiden og ikke mindst dens konsekvenser, således at vi ikke blindt gentager fortidens mangler, men i stedet bliver i stand til at agere mere hensigtsmæssigt i nutiden. For verden er lille og bliver ”mindre og mindre” og dermed mere og mere kompleks.
Det kræver, at der både er plads til de undertryktes vrede – for den skal ud – og til samtale og dialog, så vi sammen kan finde en vej videre. Jø før vi accepterer, at Det Globale Nords privilegerede dage er forbi, jo før kan vi begynde at samarbejde om de løsninger, der skal til, for at vi alle sammen kan være her. Verden har aldrig været rigere – og der er nok til os alle sammen.
I sidste ende er det nutiden, der afgør fortidens relevans. Nutiden bygger på fortidens systematiske magtstrukturer, og om vi vil det eller ej, er vi alle sammen produkter og medopretholdere af disse strukturer. Så uanset om man helst ser en bibeholdelse af status quo, eller om man søger de store forandringer er udgangspunktet det samme. Forskellen ligger i, om vi har lyst til at lukke eller åbne øjnene for den besværlige viden, vi finder i vores fortid, vores fælles globale historie.
I 2018 er der ikke megen koloni-snak tilbage i det offentlige rum, og holdningen synes at være: Så, nu har vi gjort det dér kolonihalløj! Men vi er kun lige begyndt.”
 
Fotograf: Thomas Cato


*
 
Artist talk: INGEN UNDSKYLDNING
– den 17.4. efter forestillingen
*