tirsdag den 15. november 2022

Anmeldelse: SVANEKE på Teater Vestvolden & NÅR MØRKET FALDER PÅ i Hans Egedes Kirke

NÅR MØRKET FALDER PÅ (Foto: Per Morten Abrahamsen) & SVANEKE.

Det er både en styrke og en svaghed, når en forestilling ikke vil falde til ro, men bliver ved med pusle rundt. Som nattesøvn, der aldrig indfinder sig. Det betyder, at der er noget på spil. Noget væsentligt.


Foto: Joar Cirkola. 
 

SVANEKE 

– Om at leve i undtagelsestilstand

på Teater Vestvolden

Monolog af Kevin Doyle

Gæstespil fra Bornholms Teater


Nogle gange er det nødvendigt at trænge igennem en masse ævl og bævl for at hente en perle op af dynget. Det er tilfældet i den amerikanske teatermand Kevin Doyles monolog ”Svaneke”, der er lavet i samarbejde med Bornholms Teater. Det er i udgangspunktet en monolog, men med inddragelse af film og fotos bliver det også et  dokumentarisk og geografisk tidsbillede, der forsøger at fastholde  en periode, hvor hovedpersonen blev holdt fast og fangen, men det kræver en forhistorie. 


Foto: Joar Cirkola. 

Kevin Doyle var egentlig kun på gennemrejse, men strandede på Bornholm, da landet lukkede ned under coronaen, og måtte blive der i næsten et ½ år. Det var en rystende oplevelse for den berejste globetrotter, der er vant til at have store dele af kloden som sin aktionsradius. Pludselig blev det reduceret til vandreture rundt i det corona-nedlukkede Svaneke på Bornholm. Hans registreringer af det ikke-liv, der nu omgav ham, eller rettere alt det bornholmske indeliv, der udspillede sig bag de lukkede vinduer som han var adskilt fra, rystede ham yderligere. Det var faktisk kun de unge drenge, ansat i Dagli´brugsen, der var de eneste han flygtigt kom i kontakt med, når han handlede ind. 

Der er meget, der er ujævnt og kantet i fremstillingen, men hovedmonologen, der skildrer hans møde med det nedlukkede ø-samfund er betagende. Desværre  bliver det forlænget af monologens sideløbende fortællinger, der bevæger sig i for mange retninger, der får det hele til at svulme op og blive alt for langt. Men selve monologen er knugende enkel – og den virker og gør indtryk.


Foto: Joar Cirkola. 

Kevin Doyle går omkring i den affolkede og helt uddøde by, mens corona-smitten stiger. Han beretter om de bornholmske butiksmannequiner, der er de eneste han møder, og noterer sig, hvordan en kvindelig mannequin, vendt ud mod havet, får aftensolen lige ind i ansigtet. Han undres over alle de nips og småfigurer som bornholmerne har stående i vinduerne. Er det udstillinger til glæde for de forbipasserende, eller er det udtryk for noget, der betyder noget særligt for beboerne? Der er lys i alle husenes vinduer, og han kan se at menneskene sidder foran deres skærme. Som en anden marsmand står han udenfor og har lyst til at vinke for bare at opnå en eller anden form for kontakt, men de ser ham ikke. Den omgivende usynlighed er hjerteskærende. Han undrer sig over, at de affolkede butikker har lyset tændt om aftenen efter lukketid, for der er tilsyneladende kun ham til at se det. Andre møder han ikke. 

Som New Yorker bruger han meget tid på at få sig organiseret, så han kan nå at købe ind, før Dagli’ Brugsen lukker kl. 19. Han er vant til at butikkerne har døgnåbent. Der er mange ting, der er nye, og skildringen af det og hans forundring over det, er rørende. 


 
Foto: Joar Cirkola. 

LESS IS MORE

Som sandt er, fortæller han afvæbnende, så ved han intet om Bornholm og Svaneke, for det han har oplevet stemmer slet ikke overensens med det gængse billede af den forgyldte sommervarme ferieø. Det er noget helt andet han har oplevet. Det er iblandet flere andre fortællinger, der har sværere ved at stå distancen. Det virker prætentiøst. Ligesom åbningsscenen, med en (for) lang monolog om rejsekuffertens manglende rulleben og den afsluttende fortælling, om en døende svane og dens ønsker til fem mennesker på stranden, som jeg helst så synke til bunds i havet ud for Svaneke. Det virker snarere forstyrrende. Tilbage står skildringerne, der kun kan opfattes og skildres af en udefrakommende. Det er nøgne og sårbare skildringer, der udgør forestillingens hjerte, mens alt det øvrige virker som fjernere bølgeslag. Ud over filmede interviews (på dansk) med bornholmere, der fortæller om liv under coronaen, foregår resten på amerikansk. De interviews fungerer godt sammen med monologen. Det er spændende tænkt, mens skildringerne af livet i byen ud fra et filmet bykort, hvor personerne bevæger sig rundt som var de brikker i et Matador-spil, har sværere ved at balancere, ligesom kufferten med det manglende rulleben. Monologen virker, men lige så snart den iblandes alt muligt andet, viger autenciteten og nærheden udebliver. Rent galt går det, da det skal illustreres med en sang. Hvis man ikke kan synge, er det bedre at lade være. Sangen dedikeres til vennen, der dør under nedlukningen i San Francisco. Vennen, Kirk, er også kunstner, men hvad er egentlig deres relation? Vi må nøjes med at gætte, og svaret blæser i vinden. Historierne fra Bornholm fungerer bedst, når de fortælles direkte til publikum. De er som en lille perle - og det var den jeg tog med mig fra forestillingen.

 


SVANEKE

– Om at leve i undtagelsestilstand

Monolog af Kevin Doyle

Gæstespil

70 min.

Medvirkende:
Kevin Doyle

Producent:
Bornholms Teater

Arrangør:

TEATER VESTVOLDEN
Hvidovrevej 241
2650 Hvidovre




Hjemmeside  

Læs mere.

Trailer.

*


Foto: Martin Gundesen.



NÅR MØRKET FALDER PÅ
 i Hans Egedes Kirke
af Teatergrad

Lever vi en blodrus? Vi elsker gyset og er omgivet af true crime-beretninger. Endeløse serier, bøger og film pirrer vores fascination af spændingen og gyset. Det kan ske for hvem som helst. Måske næres det af tanken om, at det ligesom så godt kunne ske for os selv. Teatergrad har i samarbejde med Randers Teater skabt forestillingen NÅR MØRKET FALDER PÅ, der har københavnerpremiere i Hans Egedes Kirke på Østerbro. Efterfølgende opføres forestillingen på Politimuseet. Forestillingen foregår i to akter. Først møder vi parret Jens og Karin i en beretning om partnerdrab. Efter pausen gælder det søskendeparret Patrick og Maja, hvor vi præsenteres for en af de uløste mordsager om datteren, der aldrig kommer hjem, men findes død og afklædt. Regnen har slettet alle spor. Vi ved ikke, hvem gerningsmanden er. Det kunne være hvem som helt. Måske endda én hun kendte i forvejen.


Foto: Martin Gundesen.


På scenen midt i kirken spilles alle personerne og deres pårørende, venner, naboer og behandlere af Julie Riis og Daniel Bevensee, instrueret af Pelle Nordhøj Kann i en tekst af Julie Petrine Glargaard. Det er virkelige historier, der ligger til grund for de to skildrede forløb. Historierne fortælles springende, vi hvirvles ind og ud af historierne. Det er klippet og instrueret som var det en film. Små korte scener fra de to hændelsesforløb fortælles med brudt kronologi. Af og til afbrudt af smukke balletagtige slowmotion-sekvenser. Vi kender historierne, dog ikke detaljeret, men befinder os på gerningsstederne. Der er opstregninger på gulvet, hvor Karin blev dræbt. Den bloddryppende kniv ligger på et oplyst podie, og efter pausen er det Majas gule regnfrakke, der dominerer.


Foto: Martin Gundesen.


Selv om de to fortællinger ikke umiddelbart har andet end gyset og spændingen til fælles, fungerer de godt sammen. De indgår i en organisk glidende fortælling. De mange lys- og lydskift inddeler historien i små korte scener som brikker i et større puslespil. Vi er fuldt fortrolige med dramaturgien (styret af Tine Eibye og Christine Worre Kann). Det er hurtighed frem for inderlighed. Handling frem for indlevelse, og alligevel sniger uhyggen sig ind på os. Det hele er dygtigt instrueret og fungerer efter hensigten.

Kirkerummet er ikke let at gebærde sig i, men forestillingen ånder fint sammen med rummet, og det virker ekstra stærkt, da vi efter pausen får udleveret hvide roser og teksten til ”I østen stiger solen op” som vi synger som afslutning - til begravelsen. Salmenumrene er allerede sat op på væggen.


Foto: Martin Gundesen.


På den flotte moderne og abstrakte altertavle af Liselotte Krodal, der spiller fint sammen med kirkens nye orgel, er der omrids af forgyldte vinger, der omgiver de dramatisk dekorerede felter i midten. Tre røde striber løber hen over billedfladerne. Det røde bliver uvægerligt til blod, og et øjeblik griber jeg mig selv i at tro, at de er tilføjet i forbindelse med forestillingen, hvilket de selvfølgelig ikke er, men sådan virker det, når rummet og historien mødes. Scenografien er af Nikolaj Heiselberg Trap. Lyssætningen er af Viktor Holm Lauridsen og musikken er komponeret af Marie Louise von Bülow.


Foto: Martin Gundesen.

Men hvorfor fortælle historien, når den ikke bliver ført helt igennem? Hvad er ærindet, ud over at få os til at gyse, for det gør vi allerede inden det starter, men hvor skal vi hen med gyset? Det ligger implicit i den sidste uopklarede gerningshistorie, og kunne meget let have været ført helt igennem. En tændt lommelygte fejer hen over os gennem den mørke kirke, da det anklagende fortælles, at det kunne være hvem som helst, der havde begået drabet. Måske endda en af dem hun kendte. Det er netop pointen, at det ikke bare er ukendte drabsmænd, der griber ind NÅR MØRKET FALDER PÅ. Det kunne lige så vel have været en af de tilstedeværende i kirken.  Hvis det havde fået lov til at blive stående, ville vi have haft anklagen hængende over os, og det kunne faktisk have været baggrund nok for at fortælle historien og anklage os som blodtørstigt publikum, men det gribes ikke rigtigt. Det er synd, for det kunne have begrundet hele forestillingen, der i stedet må nøjes med at blive en rapt fortalt, smukt iscenesat og meget effektiv mordhistorie. 

Som altid er det en fornøjelse at drage med Teatergrad ud på eventyr, selv om det denne gang er mere makabert end det plejer. Teatret udmærker sig med at opføre teater i byens rum og lokaler, men aldrig på teatrene. Det har igennem årene skabt en perlerække af oplevelser. Ja, faktisk udmærker deres forestillinger sig ved at være et af byens mest friske teaterbidrag. Det er i hvert fald det teater, som jeg opsøger med størst interesse. Det skal de have tak for.


 

Foto: Per Morten Abrahamsen.


NÅR MØRKET FALDER PÅ

14.-18.11.22: Hans Egedes Kirke

28.11-1.12.22: Politimuseet

90 min.

Medvirkende: Julie Riis og Daniel Bevensee
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Dramaturg: Tine Eibye og Christine Worre Kann
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap
Lysdesign; Viktor Holm Lauridsen
Forestillingsleder Josefine Bitsch


 Hjemmeside  & billetter 


*

Tidligere anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2022:

2021:

2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se  fortegnelsen over de  øvrige 200 teateranmeldelser.

*

 

tirsdag den 27. september 2022

Anmeldelse: KALINKA i Dansekapellet

 

Foto: Kenneth Nguyen.


Når jeg går i teatret, er det ideelt at føle mig hensat til en drømmetilstand, hvor jeg på én gang er langt væk og samtidig smerteligt tæt på mig selv. Jeg er vild med at blive holdt fast i dette gnistrende øjeblik, hvor alt andet forsvinder, hvor det kun er dette øjeblik, som vi oplever og udforsker sammen på scenen. Det er de allerbedste teaterstunder for mig. ”Kalinka”, der er Uppercut Danseteaters 3. del i trilogien ”Plejer er død”, rammer mig midt i maven. Lige der, hvor jeg er blødest og mest sårbar.

Deres nye forestilling vælter mig omkuld, og jeg sidder forestillingen igennem med et stort smil og slår takten, for det er umuligt at lade være. Stephanie Thomasens ide, koncept og instruktion af egen koreografi, kreeret i samskabelse med danserne, efterlader mig helt stakåndet og forsvarsløs.


Foto: Kenneth Nguyen,

De fem dansere: Mark Philip, Lin Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold og Adam Tocuyo er mageløse.

De formår at yde deres yderste på en næsten skødesløs overlegen måde, der giver indtryk af legende lethed og elegance. Det er forførende.


Foto: Kenneth Nguyen,

Musikken, der er skabt og delvist spilles live af Alexander Skjold, der også er danser, svøber sig rundt om dansernes kroppe og lægger sig hen over den imponerende scenografi af Johan Kølkjær, så det næsten klæber kropsnært til hinanden. Det er frydefuldt lyssat af Peter Bodholdt Løkke. Danserne er iført sorte benklæder, sorte trøjer og sorte kropsnære jakker (af Camilla Lind og Johanne Rasmussen). Betina Rex har stået for dramaturgien.

Men hvad er det egentlig, vi møder i forestillingen?

Først og fremmest er det en billedstorm, hvor vi bliver bestormet med rå, vild energi. Det er abstrakt, obskønt, altfavnende og uendelig smukt.

Allerede inden dansen vælter mig omkuld, har scenografien gjort det. Ligesom i forgængeren, LIMBO , bliver vi ført ud på en rejse, før vi når frem til selve danseoplevelsen. Det er et ritual i sig selv. I det hele taget er der noget ceremonielt over Uppercuts tilgang til dansen. Den rå uhæmmede energi leder tankerne hen på ”Le Sacre du Printemps”, der skildrer en dyrisk fortid. Det dyriske fortsætter i KALINKA, hvor grisen, svinet og ornen er sat i højsædet. Der er valgflæsk til alle. Danserne har alle grisehaler. Det er svinehunden, der er på færde. Den indre svinehund huserer og forsøger at trække os til stemmeurnerne. Faktisk kommer vi ind i salen efter at have sat vore kryds på de omdelte stemmesedler. Inden vi går derfra igen, er alle stemmerne talt op, og vinderen er kåret. I den mellemliggende time bliver vi bestormet med frådende poesi og akrobatisk ekvilibrisme. Det er så overvældende og så smukt, at jeg hen mod slutningen føler trang til at græde.


Foto: Kenneth Nguyen,

Dette er en teaterrejse som alle burde unde sig selv.

Slip din indre svinehund løs eller sæt den endelig fast. Om alle omstændigheder er der gris på gaflen, når Uppercut Danseteater giver os både hoved og hale i denne fremtidsvision, der er ved at indhente os. Det er ganske forfærdeligt og umådelig frydefuldt.

 

Foto: Kenneth Nguyen,

 KALINKA

af Uppercut Danseteater

i Dansekapellet

fra den 22. september til 2. oktober 2022

*

Idé, koncept & instruktion: Stephanie Thomasen 

Koreografi: Stephanie Thomasen i samskabelse med danserne 

Dansere: Mark Philip, Linn Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold & Adam Tocuyo 

Komponist & live musik: Alexander Skjold Henriksen 

Scenografi & hale:  Johan Kølkjær 

Dramaturgi: Betina Rex 

Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke 

Kostumier: Camilla Lind & Johanne Rasmussen 

Grafik: Phillip Bjørvig 

Foto: Kenneth Nguyen 

Produktion: Uppercut Danseteater

*


FAKTA OM FORESTILLINGEN:

DATO: Torsdag 22. september til søndag 2. oktober.
 
TID: TORS kl. 19.30, LØR kl. 16, SØN kl. 17, TIRS kl. 11/19.30, ONS kl. 11/19.30, TORS kl. 11/19.30, FRE kl. 19.30, LØR kl. 19.30 & SØN kl. 17.

STED: DANSEKAPELLET. Bispebjerg Torv 1, 2400 København

VARIGHED: ca. 1 time uden pause

ALDER: Fra 14 år


Foto: Monty Freddie

Forestillingen er blevet til med tilskud fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden og Københavns Kommune.

Hjemmeside & Billetter


Læs også de øvrige 229 anmeldelser.
Se oversigten.


*

fredag den 9. september 2022

Anmeldelse: ZAPPA på Teater Vestvolden (repremiere)

 

 

Foto: Søren Meisner.


Når ungdomsfilm som Bille Augusts filmatisering af Bjarne B. Reuters ZAPPA slår så hårdt, må det være fordi det bringer os tilbage til en tid, hvor alting stadig lå i dvale og kun lige var ved at vågne. Seksualiteten rørte på sig, og kærligheden og volden lå og slumrede side om side inde i os, og blev den vækket,  skete det vulkansk. Alt var ukendt og fremmed. Det var som sovende drager, der blev vakt til live, og vi var helt uforberedt på det. Det var på en og samme tid både forfærdeligt og frydefuldt. 


Foto: Søren Meisner.


Thomas Markmanns teaterstykke, baseret på filmen ZAPPA, bringer de tre hovedfigurer frem i lyset nok en gang. Vi er både med dem, når de genoplever alle de stærke følelsesmæssige højdepunkter fra filmen (der havde premiere i 1983), men har også mulighed for, her 50 år efter, at følge dem videre gennem livet. Rammen er et besøg tilbage til den tumultariske tid, hvor de tre havde hule sammen og sværgede hinanden evigt troskab.


Foto: Søren Meisner.


Hvordan gik det så de tre?

Jeg havde forestillet mig, at vi skulle overvære de tres voldsomme møde så mange år efter, men Thomas Markmann har valgt et andet fortællergreb, hvor det meste af handlingen fra filmen gentages og genfortælles, men der er også digtet videre på historien.

Det lever måske ikke helt op til mine forventninger. Jeg sad længe uden at være synderligt grebet, og uden at jeg lægge mærke til, hvor ubønhørigt jeg som edderkoppens bytte blev viklet stadigt mere ind i det klæbrige spind - og først da det var for sent, opdagede jeg det.


Foto: Søren Meisner.


Instruktøren Kamilla Back Mortensen har haft travlt. Det er en gennemkoreograferet forestilling, hvor det er et rigt arrangement, der matcher tekstens lynhurtige skift fra før og til nu. Det er yderst virkningsfuldt. Ulver Skuli Abildggaard er Bjørn, mens Jesper Asholdt er Mulle, og Morten Hauch-Fausbøll er Sten.


Foto: Søren Meisner.


I filmversionen var Peter Reichardts Sten isnende kold, men også blot et forsømt barn, der hævner sig på alt og alle for de forældresvigt, han er blevet udsat for. I teaterudgaven er han mildere, og det forrykker stykkets balance. Det gør forestillingen mindre farlig, men mindst lige så dødelig. 

Det er især det tildigtede foto af den unge Sten, der i et uopfyldt ønske om nærhed bare bliver fotograferet, hver gang han rækker hænderne frem mod faren. Han bliver det barn, der aldrig bliver taget op. Det gør, at vi forstår ham. Men alligevel ender jeg med at sidde med hjertet helt oppe i halsen. Det virker helt som det skal.


Foto: Søren Meisner.


Forestillingen er 8 år gammel, og Ulver Skuli Abildgaard er den eneste, der er tilbage fra den oprindelige opsætning, men i anledningen af Teater Vestvoldens genåbning i Kulturhuset Risbjerggaard har forestillingen repremiere. Det er en flot forestilling til et flot nyt kulturhus, hvor Strunge-citater er lagt ned i gulvene, og på den måde løfter stedet op i digteriske højder.

Voldens psykologi er forestillingens tema, men også hvordan længslen efter fællesskab kan ødelægge alting. Sten er det rådne æble i kurven, og han spiller de to andre ud mod hinanden. Han skiftevis opmuntrer og straffer. Terroriserer og belønner. Han er snu og udspekuleret. Det starter i det små, hvor han overskrider deres grænser lidt efter lidt. Bjørn er egentlig hovedpersonen, for han er den, der langsomt korrumperes. Han siger ikke fra. Han er for så vidt medløberen, der bliver den som Sten manipulerer med. Han gør det så fermt, at det bliver Bjørn, som overtaler Mulle til at gøre alt det grove. Det er så at sige Sten, der udtænker det hele og får de to andre til at udføre det, uden at han selv kan klandres for det. Hvad der sker med fisken ZAPPA, husker de fleste fra filmen, men hvordan det videre udvikler sig kan man opleve i forestillingen. Det skal ikke afsløres her.

 

 

Foto: Søren Meisner.

 

 ZAPPA

på Teater Vestvolden i  Kulturhuset Risbjerggaard

9. september - 8.oktober 2022

MEDVIRKENDE

Morten Hauch-Fausbøll

Ulver Skuli Abildgaard

Jesper Asholt

DRAMATIKER

Thomas Markmann

SCENOGRAF

Sir Grand Lear v/Ingvild Grande

INSTRUKTION

Kamilla Back Mortensen

LYD

Jonas Jørgensen

LYS

Nils Kragh

SCENEBYGGER/TEKNIK

Gert Christoffersen og Nils Kragh

KOSTUMER

Inger Mikkelsen

PRODUCENT/FORESTILLINGSIDÉ

Stephan Pollner

CO-PRODUKTION

Forestillingen blev til og co-produceret i et samarbejde mellem Teater Masken i Nykøbing Falster og Teater Vestvolden i sæson 2014/15 med genopsætning i sæson 16/17 og sæson 22/23.

 

Hjemmeside og billetter

 

lørdag den 27. august 2022

Anmeldelse: 24 MULIGE AFGRUNDE i Østre Kapel & BERGHAIN i Bøssehuset

Grafik/lay-out: Malik Grosos (24 Mulige afgrunde) & Dina Rosenmeier  (Berghain)


Hvad er det, der giver os denne lyst til at give slip og lade os falde? Hvad er det i os, der higer efter tilintetgørelsen - og mødet med det ultimative? Hvorfor vil vi hænge ud over afgrunden? 

To aktuelle teaterforestillinger tager os med helt derud, hvor der ingen vej er tilbage. Velkommen til 24 MULIGE AFGRUNDE i Østre Kapel under Sydhavn Teater og BERGHAIN i Bøssehuset på Christiania.


Grafik/layout: Malik Grosos.

24 MULIGE AFGRUNDE

MEMENTO MORI - Husk, at du skal dø!

Vi ved det godt! 

I 24 MULIGE AFGRUNDE bliver vi mindet om det igen og igen. Det er en rasende billedstorm udsat for 4 stemmer, der kommer med hver sin afgrund, fra hver sit faglige felt. Bodil Øland er klassisk sopran. Nikolaj Nørlund er musiker, Martin Gæbe er danser og Maria Carmen Lindegaard er skuespiller. Instruktøren Lene  Skytt har sat dem i scene. Inden premieren siger hun til mig: "Hvis du spørger mig om, hvilken genre det er, så aner jeg det ikke." Så det undlader jeg at gøre. 




"For det niende: Liv. Levende væsner. Bevidsthed. En sten, kan ikke tænke. En messingkrone kan ikke tænke. Krystaller tænker ikke. Ikke som bjørne. Ikke som ulve. Ikke som hvaler og fugle og aber og børn. Min hunds sørgmodige øjne. Det hvide lys fra min computer."
 
Uddrag fra Peter-Clement Woetmanns tekst til 24 MULIGE AFGRUNDE.

Det hvide kapelrum er i sig selv et råt, hårdt rum, der har sin egen stemme og smukhed med en lidt forfalden storhed. Det er her Sydhavn Teater holder til og spiller flere af deres forestillinger. Jeg er blevet skreget ad i FJER//MAJINSKI (2018) en frysende kold vinterdag, hvor der intet formildende var at finde i rummet, men hvor taget kunstnerisk løftede sig. I DITTE MENNESKEBARN (2021) sprang den sociale indignation direkte på mig og jeg blev slået til pindebrænde. I 24 MULIGE AFGRUNDE har scenografen Allan Frausing skabt 15 ophængte kobberplader i forskellige størrelser, der står som en visuel ramme om de 24 dødshymner, der musikalsk er komponeret af Adi Zukanovic. Der kan slås på pladerne, og de kan aktiveres usynligt uden at de direkte anslås, og bruges i forestillingen som en stor percussion-opstilling. Et slag lyder som ét slag, men det er miket op, så der ræsonnerer i kroppen på os. Når slag følger på slag, så rammer det os som mange slag. Og når slagene falder i stadigt hurtigere rytme, bliver de pludselig til skud.




Lys og lyd af henholdsvis Rasmus Månsson og Maria Pi er frydefuldt samstemt med lyden fra kobberpladerne og de fire medvirkendes stemmer. Det er simpelthen lavet så æstetisk lækkert, at det er en fryd at opleve. Som det så ofte sker, er de største kunstneriske dommedagsprofetier overfødighedshorn af livskraftige og livsduelige manifestationer, der står i direkte kontrast til tekstens dødslængsel, der er formuleret som stærke uafviselige sangtekster af Peter-Clement Woetmann.




Ordet "sangtekster" lyder muntert, det er det ikke, men til gengæld er det en timelang tour de force, hvor intentionen holdes oppe nonstop af den gradvise nedtælling fra 0 til 24. Det er mesterligt gjort. Det lyder fantastisk. Visuelt er det overdådigt - og det er en kraftpræstation af alle involverede. Det hele kædes sammen af denne længsel efter at give slip, efter at tage springet, efter at lade sig falde ud over kanten. Der er intet, der holder os tilbage. Der er intet tilbage. Der er kun undergangen. Ja, det lyder mørkt, hårdt, uforsonligt og dystopisk, hvilket det også er, men sjældent har oplevelsen af det været så kunstnerisk stærkt og uafviseligt. Det er en sand fryd.



Tillykke med denne skønne ensembleforestilling. 

Teatret længe leve!


*


Grafik/layout: Malik Grosos.

24 MULIGE AFGRUNDE

Co-produktion mellem Lene Skytt og Sydhavn Teater

27. august - 24. september 2022

60 minutter

Instruktør: Lene Skytt 
Dramatiker: Peter-Clement Woetmann
Performere: 
Nikolaj Nørlund, Maria Carmen Lindegaard, Martin Gæbe og Bodil Øland
Komponist: Adi Zukanovic
Komponistassistent: William Gerdes
Scenograf: Allan Frausing
Kostumierer: Camilla Lind og Johanne Rasmussen
Koreograf: Karina Dichov Lund
Produktionsleder: Nicole Johansen
Lysdesigner: Maria Pi
Lydtekniker/Afvikler: Ramus Månsson
Instruktørassistent: Rikke Stächer Christensen
Byg & Konstruktion: John Nyby



-----------------------------------------------

Grafik/layout: Dina Rosenmeier.


BERGHAIN

Vi træder ind i Christianias Bøssehus, hvor lyset er slukket, så det kun er farvede lysstriber der glitrer gennem rummet fra den ophængte diskokugle i midten. Vi får at vide, at vi kan være over det hele, inden forestillingen starter, men at vi skal trække ind på midten senere, for spillerne kører på rollerskates rundt om dansegulvet i midten, og det er der vi skal være. Om vi er tilskuere eller gæster på natklubben BERGHAIN i Berlin, er svært at afgøre, vi er i realiteten begge dele. De fem hurtigtkørende spillere er alle miket up, så vi kan høre deres tale, selv om forestillingen lydmæssigt er tætstyret og tungt orkestreret af de to musikere/disjokeys, der står på et forhøjet plateau yderst. Bag dem er der en skærm, hvor computergenereret grafik pumper ud over os lige som ravenattens pulserende rytme. Vi er til ravenight på natklubben BERGGHAIN, Am Wriezener Bahnhof, i Berlin.


Foto: Laura Ioana V.


Den unge fyr, Daniel Neil Ash, med de modebevidst hullede og flåede jeans forsøger at komme indenfor i den eftertragtede natklub, men det er ikke let. Par, grupper og turister er på forhånd diskvalificeret. Han får hjælp af den åleslanke, danske Christian Vincent, i stramme sorte tights med en plastikoverdel og iført en kasket med museører. Skægget, det sorte outfit og museørene fuldender illusionen. Han er musen, fristeren – og den, der fører indenfor. Han er djævelsk forførende og sætter  scenen og fører os og den unge fyr gennem den sorte nat og ind i det kropsvridende univers med dark room og toiletter, hvor der sker lidt af hvert. Noget af det udsættes hovedpersonen for. og andet ser han kun. Omkring de to sværmer den indsmigrende Theresa Mangara, amerikanske Kristen Flanagan og islandske Jon G. Vopnfjörð. De spiller alle med overskud og i fin samklang med hinanden, alt imens de dygtigt navigerer rundt på rollerskates.


Foto: Laura Ioana V.


I Matrix-filmenes indledende del kan Neo vælge, om han vil følge den lille kanin og tage den farvede pille. Det er et valg, for vil du ud og hjem igen, og lade som om intet af dette er virkeligt, så er det bare afsted. Alternativt kan man vælge at synke ned i hullet - ”Down The Rabbit Hole” er teatrets navn, og her bliver det flertydigt, for vi befinder os i Bøssehuset. Et sted, hvor alt kan ske.

Det er forførende og overrumplende at blive kørt rundt i ring i Magnus Iuel Bergs engelsksprogede BERGHAIN. Det hele ligger i den dygtige iscenesættelse af Jeremy M. Thomas. Eller det er måske rigtigere at sige, at det ligger i koreografien, for alting er i bevægelse. Ud og ind, rundt og about. Som tilskuer og dansende på dansegulvet vender man sig hele tiden efter de forbirullende og cirkulerende skuespillere, der snor sig ind og ud mellem hinanden, mens de kører i ring.


Foto: Laura Ioana V.


Repetitionen burde aflive dramaet, men det er så dygtigt forførende lavet, at de slanke medvirkende passer perfekt til den slanke tekst, for det er selvfølgelig begrænset, hvor meget dybde og klangbund, der kan lægges ind i en tekst der udsiges, mens der køres på fuld fart på rollerskates, så stykket må nødvendigt køres hjem på andre hjul og energier.

Jeg lod mig lokke til af dramatikeren bag, Magnus Iuel Berg, der tidligere har skrevet den mesterlige HEROIN (2021)  og voldsomme I Støvet fra regnen (2022). To kammerspil for to mandlige spillere. De første to bevæger sig sammen ud på kærlighedens slagmark, mens de to andre drog ud i den virkelige krig. Ingen af de fire slap uskadt fra det, men teatret sejrede, og det var to skønne oplevelser, som jeg gik rystet fra. Rystet og befriet. Det er sådan noget, teater kan.

Det har Jeremy Thomas også bevist, at han evner. Måske i knap så udbredt grad, men han er en dygtig instruktør, der af og til har leveret perler som Venus in Fur (2017) og  Old Times (2021)  samt The Shy Manifesto (2022).


Foto: Laura Ioana V.


Den unge fyr spilles af Daniel Neil Ash, der bar monologen The Shy Manifesto, der spillede samme sted med samme instruktør for 2 år siden. Det var en djævelsk morsom fortælling om den mislykkede Cullum, der var en bogorm, ude af trit med sine omgivelser, ude af trit med livet. 15 år efter møder vi ham igen, hvor han går og samlet skidt op på Bournemouth beach. En stærk tekst spillet med charme og stålsat vilje. I BERGHAIN er vi inde i et helt andet univers. Det indadvendte er blevet iført rollerskates, og vi er på vej ned i et hul, der som "Alice i Eventyrland" fører direkte ned i en omvendt verden. Måske lander vi i et eventyr, eller også lander vi midt i den store fortabelse. Det er en udfordring af os selv – et fald ud over afgrunden. Vi er til rave-party i 1990´erne. Musikken er komponeret og styres live af Simon Muschinsky, fra det tidligere “When Saints Go Machine”.

Jeg var helt fortumlet, da jeg kom ud derfra. Det var en stærk sanselig oplevelse. Eller i hvert fald et forsøg på forførelse. Nogle gange er det en fornøjelse at slippe fodfæstet og lade sig flyve – eller falde. Det er nok ikke det sundeste, klogeste eller mest vise, men måske skal man slippe kontrollen, for netop at genvinde den. Det hele kan lade sig gøre i BERGHAIN.



BERGHAIN
Bøssehuset på Christiania
25. august - 10. september 2022
70 minutter


Director: Jeremy Thomas-Poulsen

Dramatiker: Magnus Iuel Berg

Composer/Musician: Simon Muschinsky

Cast: Daniel Niel Ash, Kristen Flanagan, Jon G. Vopnfjörð, Theresa Mangara, Chris Vincent

Producer: Down The Rabbit Hole

Press photography: Laura Ioana V

Spilleperiode: 25. august – 10. september 2022

Spillested: Bøssehuset, Mælkevejen 69D, 1440 Kbh. K.



*