”Ingen kan
bygge dig den bro ad hvilken netop du må overskride livets flod. Ingen undtagen
du alene. Ganske vist findes der talløse stier og broer og halvguder, som vil
bære dig over floden, men kun på bekostning af dig selv, du vil da pantsætte og
miste dig selv. Der findes i verden én eneste vej, som ingen undtagen du kan
betræde.”
Citatet er af
Friedrich Nietzsche, og Benthe Ploug gengiver det i bogens fyldige indledning.
Jeg føler umiddelbart en form for spændt forventning til de ventende
vidnesbyrd, som bogen lader til at være fuld af, og ærgrer mig over, at jeg
først skal læse både forord og indledning, før jeg først på side 32 når frem
til en præsentation af de stemmer, der optræder i bogen. Men det er med fuldt
overlæg og det viser sig både at være viist og forstandigt, for de
efterfølgende stemmer har brug for det opbyggede rum som skitseres på de første
sider, men det opdagede jeg først væsentligt senere.
Der er meget
som jeg tager med mig fra læsningen. Blandt andet dette udsagn fra
indledningen: ”Hvis vi bliver 85 år, men vores tanker, adfærd, vaner og
bevidsthed fortsat kredser om de samme emner, som da vi var 40, må vi spørge os
selv og hinanden om værdien i at blive næsten dobbelt så gammel i dag som for
100 år siden. Hvad er det uvurderlige og helt enestående i et langt liv, hvis
det liv primært leves med en repeterende adfærd?”
Bente Ploug
er uddannet psykoterapeut i England. Hun har været praktiserende gennem en
årrække samt undervist på højskoler og været superviser indenfor socialpsykiatrien
og misbrugerområdet. Har studeret ved Esalan Instituttet i USA. Auroville i
Indien og Damanhur i Italien. Gennem mere end 20 år været leder af
Psykoterapeutisk Uddannelses Center i Hillerød. Men vigtigst i denne
bogsammenhæng er, at hun bruger sproget til at formidle sine tanker så enkelt
og præcist som muligt. Der er en fornøjelse at læse. Alt bliver
forklaret, så det fremstår enkelt, men alligevel så inciterende flertydigt, at
det kun giver endnu mere lyst til at dykke videre ned i bogens mange lag.
”Men ældre kan
noget, yngre ikke kan. Ælde kan genkende cyklusser, erindre historierne og
sætte dem i perspektiv, de har rigtig meget, de kan give videre til egne og
andres børn og børnebørn. De kan dele ud af deres liv og deres livshistorier
til gavn og glæde for andre, der så kan få sat deres eget liv i perspektiv. De
kan hjælpe os alle til at finde ind til noget almenmenneskeligt – vi har alle
været børn – og er vi heldige, bliver vi alle gamle.” (indledningen, s. 19).
Citater og stumper af levet liv væves sammen i teksten, sådan som det sker i det næste citat, der skildrer, hvordan forfatteren selv er til stede i det skrevne uden at trænge sig på. Det er en balancegang, der ikke er nem, men det fungerer her:
”William Faulkner, der i 1949 modtog Nobelprisen i litteratur, skriver et sted
at: ”Fortiden dør aldrig, den er end ikke fortid.” Vi bærer vores historie med
os på ondt og godt, ”borte findes ikke”, som min ungdomskæreste sagde og
kyssede mig i nakken, mens jeg for rundt og ledte efter noget, jeg troede var
blevet væk. Intet andet end materielle ting kan blive væk, selv om det ikke
ligger lige fremme foran os.” (s. 21).
Benthe Ploug
spørger fx: ”Hvad nu, hvis det jeg skal stille op er ensbetydende med at være
og ikke at gøre?” (s. 22). Senere skriver hun: ”Vi kan måske ikke få
svar på spørgsmålet om, hvorfor vi lever, men vi kan undersøge og finde
ind til, hvordan vi ønsker at leve.”
Bagefter er
banen kridtet op til de medvirkende, der er en blanding af velkendte stemmer
fra det offentlige rum og af mere anonyme stemmer, der har særligt stærke
historier og levede livserfaringer. De er alle blevet bedt om at besvare samme
spørgsmål:
Hvad er noget
af det væsentligste, du har lært i dit liv?
Hvad er den
største gave, livet har givet dig?
Hvad vil du
give videre til den næste generation?
Bo Schiøler
(70 år) beretter om ustabilitet i opvæksten og om at bryde forholdet til en
meget dominerende mor allerede som 15-årig. Om angst og behandling på
Montebello daghospital, og konkluderer: ”Konkret videregiver jeg en hel masse
sange. Jeg har altid vægtet, at når jeg skriver sange, må jeg aldrig lyve, jeg
må aldrig være smart, jeg skal være helt ærlig. Jeg har skrevet over 700 sange,
hvoraf de 200 er rigtig gode, resten er skrevet, fordi der sad nogle børn, der
var lovet nogle sange til på tirsdag!” Det er en stærk menneskelig beretning.
Christian
Andersen (72 år) beretter om, at han i en alder af 21 år, fik en
betændelsestilstand i ryghvirvlen, ”der gav mig mange smerter og gener. Men det
åbnede også min verden op, for jeg begyndte at interessere mig for andre
dimensioner af livet”. Han konkluderer bl.a. ”Vi er som Vorherres strikkepinde,
og vi skal passe på, at vi ikke taber maskerne.”
Særligt
interessant er det at læse, hvad Erik Gyllenkrone-Rystenstenen (85 år) svarer.
Det er typisk de levede liv, der når ud til grænserne og også gerne overskrider
dem, der giver stof til eftertanke. Der er også flere skildringer af kvindeliv,
der blot lever indenfor de afstukne grænser, og de erfaringer bliver i denne
sammenhæng blot affyringsrampen for de mere ekstraordinære livserfaringer, der
brænder igennem med størst lys og lue – og som er fascinerende at læse. Men der
er også beretningen fra Else Olsen (91 år). Den er rørende og virker som en
fredfyldt bølge. Eva Hansen (70 år) efterlader en åndelighed, der også
inspirerer. Gerda Tune Andersen (82 år) beretter: ”Mødet med de fremmede kulturer
og religioner, ikke mindst med buddhismen, satte sig tydelige spor i de værker,
jeg kom til at lave, og har betyder meget for min udvikling.” (s. 85).
Det er
stærkt, når Inge Lise Thorkild-Hansen (81 år) skriver: ”Jeg vidste godt, at jeg
levede mit liv forkert, især fordi jeg levede på andres præmisser, men jeg gad
ikke gøre noget ved det, jeg var åndeligt doven.” I samme beretning skildrer
hun sin mands død: ”En af de sidste dage, han levede, da jeg sad ved hans seng,
bad han mig om at slukke det stærke lys, der brændte ved hans side, og jeg
måtte sige, at hvis han ønskede det lys slukket, måtte han selv gøre det, da
han var den eneste, der kunne gøre det, og så faldt han hen.” Det er en af
bogens mest spændende beretninger. Måske fordi den også er problematisk, da den
rejser det svære spørgsmål, om vi hjælper andre, fordi vi ikke formår at hjælpe
os selv – eller hjælper vi, fordi det samtidig er en måde at hjælpe og heale os
selv på?
Det er det overraskende og tankevækkende, der bliver stående efter endt læsning.
I
afsnittet om Jens Hjorth (76 år) fortæller han om at købe et folkevognsrugbrød,
fordi de ville til Indien. De kørte 38.000 km. Han konkluderer at det er
”vigtigt at huske på, at had binder, det er kun kærligheden, der kan gøre os
frie.”
Karin Aase
Larsen (87 år) fortæller: ”…det gik op for mig, at jeg kun så den virkelighed,
jeg ville se.” På spørgsmålet om, hvad der er den største gave, livet har givet
dig?, svarer hun: ”At få lov til at se og erkende.”
Det er
rørende og smukt, når 91-årige Kirsten Weikop slutter med ordene: ”Glæd dig
over dit liv, og lad dig ikke begrænse, jeg har for eksempel lige købt en
boksmadras med 25 års garanti.”
Det går
igennem flere af bogens tekster, at noget af de vigtigste har været
fællesskabet eller den betydning, som de har haft for andre eller andre har
haft for dem.
Der er flere
i bogen, der siger alt det forventelige. Alt det, der klinger alt for rigtigt
og som dårligt kan anfægtes, for det kan vi alle enes om, men i denne spændende
og alsidige samling vidnesbyrd, kommer det til kort. Det ender som ord og som
filosofisk tågesnak. Det gælder selvfølgelig ikke for dem, der lever efter det.
Enhver er salig i sin tro. Men det løfter sig ikke fra papiret. Man kan omvendt
sige, at nogle af de fremhævede samtaler netop glimter, eftersom de andre også
er med. De tager afsæt i det levede liv og bringer det helt tæt på os. Det er
en nærende oplevelse at læse de 32 bud på, hvad livet har at tilbyde – og hvad
vi kan give tilbage til livet.
Benthe Ploug
”LIVSFORTÆLLINGER.
32 danskere deler ud af deres livsvisdom”.
Erindringer. 206
sider.
