HUS PÅ HUS
af Teater Asterions Hus
på Teaterøen
15.-17. marts 2023
60 minutter
I Ingmar Bergman-filmen "Det syvende segl" (1956) spiller ridderen skak med døden på stranden. De spiller om ridderens liv. Hvis ridderen taber, tager døden ham. I Asterions Hus´ nyeste forestilling HUS PÅ HUS spilles der på samme måde skak om liv og død. Omkring skakspillet udspiller der sig en 7. generationers historie, der bliver spillet og genfortalt af Peter Kirk og Tilde Knudsen. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, har komponeret og indspillet musikken til forestillingen. I teatrets foregående forestilling, MOON, var han med på scenen sammen med Tilde Knudsen. Instrueret af Peter Kirk. Det er et øvet trekløver, der har så megen samlet talentmasse, at det er en svir at opleve. Trekløveret virker hver gang som et firkløver. Også denne gang.
HUS PÅ HUS er knapt så drømmende som MOON, men det er stadig fantasien og det legende, der er i centrum. Der har gennem årene sneget sig en del animations- og objektteater ind i deres forestillinger. Dukketeatret, den lille scene på den store scene, er stadig et format som de sværger til. Det har været indkalkuleret i de fleste af deres forestillinger. Det er teater inde i teatret. Endnu mere i HUS PÅ HUS, hvor 7 generationer af pianisters liv vises i glimt, mens store dukkehuse køres i stilling, for hvert livsforløb udspiller sig i sit eget hus. Det er magisk og fortryllende.
Efter forestillingen inviteres publikum på scenen for selv at teste og mærke magien tæt på - og vel også samtidig sikre sig, at de filmede indslag, der indgår i forestillingen, faktisk bliver optaget live på scenen, for det er så smukt og så mystisk dragende, at det er let at tro, at det er optaget på forhånd. Optagelser fra dukkehusene er så livagtige, at det er svært at tro på, at det hele er lavet i miniature. Men det er det. Der bliver ikke snydt.
Asterions Hus, ledet af Tilde Knudsen, der også privat danner par med Peter Kirk, har en krop og en smidighed, så man gisper. Pludselig hvirvles vi i ind i en dans med et slør, med en kappe eller med et lille klaver, og tiden går i stå, mens Tilde svømmer igennem luften og løfter os, dansen og forestillingen ind i det fortryllede rum, der er dette teaters særkende.
Jeg er altid lidt beklemt, når jeg indfinder mig til teatrets forestillinger, for jeg har oplevet så mange stærke forestillinger i årene løb, at jeg må gribe mig i at blive lidt nervøs for, om den opadstigende kurve stadig kan bevæge sig opad. Men vi er i gode kompetente hænder. Endnu engang.
Og hvad er så dit næste træk? Så længe spillet er i gang, er der liv og muligheder, indtil alle brikker til sidst bliver slået af banen. Og så længe klaveret spiller, er der håb. Også selv om klaverspillet omspændes af flammer. Flammerne tager det hele. Alting går op i røg. Tilbage er rester af rygende ruiner og smadrede drømme. Men drømmen bliver på en måde hængende over det hele. Drømmen hænger let svævende lige foran os - og i forestillingen HUS PÅ HUS.
HUS PÅ HUS
af Teater Asterions Hus
på Teaterøen
15.-17. marts 2023
*
HABIBI
af Opgang 2
på Hippodromen
13. - 18. marts 2023
Teatret er en fantastisk måde at forstå livet på. Også det uforståelige. Noget af det, som bevidstheden ikke kan gribe om, og tage ind, det kan snildt som en mis kastes ind på en scene, hvor vi bare godtager det, for sådan er det bare. Det er et fortrin som teatret har. Det kan besætte med sit magiske øjeblik, så vi taber pusten og næsten mister os selv. Måske er det netop i fortabelsen, at vi genvinder os selv.
Så store og svimlende er tankerne efter at have oplevet Pia Marcussens HABIBI på Hippodromen. I 2017 modtog Pia Marcussen Danske Dramatikeres Manuskriptpris for Børne- og Ungdomsteater for manuskriptet til HABIBI, og det er ikke grebet ud af luften. Det er måske snarere grebet i luften. Man skal lede længe efter et så velskrevet stykke, der tør tage fat, hvor andre viger bort.
HABIBI er en musikalsk ungdomsforestilling om identitet, forskelle og frygt. Det er en forestilling for alle danskere - både gammeldanskere og nydanskere. Præmissen er enkel, men vild. En dag vågner Sara op - og kan kun tale arabisk. Hun er en ganske almindelig, hvid dansk pige med forældre, der kerer sig om hende og glæder sig over, at deres datter skal synge solo til korets næste koncert, hvor de har inviteret det lokale flygtningecenter med. Samtidig er der længere ned af villavejen en havehæk, der breder sig helt ud over fortovet. I huset bor en hjemvendt soldat, "der har tager krigen med hjem". Han kan ikke finde sig til rette tilbage i det almindelig liv. Han har giver slip og ladet sig falde bagover ned i minderne fra krigen. Han er stadig under beskydning. Det er et angreb, der aldrig hører op.
Pigen og soldaten finder sammen. Eller rettere så hører soldaten Sara synge og føler at noget træffer ham lige i hjertet. Ikke et projektil, men kærlighed. Han tænker, at Sara er en engel. I hvert fald er hun for ham. Hvad der videre sker, skal man selv se og opleve, men som publikum bliver man nødt til at flyde med for at forstå det uforståelige. Nogle gange er livet bizart og forstanden forstår ingenting, mens andre gange kan der opstå små øer af håb og kærlighed, så der alligevel rejser sig en vej ud af det uforståelige.
Manuskriptet er stærkt og meget visuelt. Bolette Engstrøm Bjerre og Ashok Peter Pramanik er henholdsvis Sara og soldaten, men også alle de øvrige personer i stykket. Musikalsk er det hele lagt i hænderne på Mads Horsbøl, der spiller live til forestillingen og som også påtager sig sin del af skuespillet - det klarer de alle tre forrygende. Opsætningen, instrueret af Martin Geertz, balancerer på en knivsæg. Det er en farlig balancegang, for vi forstår ingenting - og måske forstår vi alligevel det hele på en måde, der unddrager sig forstanden.
Det handler om radikalisering, om terror og krig, men mest handler det om kærlighed og forsoning. Der er ingen nemme løsninger i virkelighedens verden. Men sammenholdt med fx, Fair Plays opsætning af "Kun en dråbe blod" (baseret på historien om Kundbypigen), der er en "virkelig" beretning i forholdet 1:1, selvfølgelig altid med de forbehold som et dramatisk værk må have for at kunne fungere på sine egne præmisser, der ikke altid er virkelighedens, er HABIBI meget mere raffineret. Det er begge knugende forestillinger, der tager livtag med virkeligheden, men gør det på to diametralt forskellige måder. Den første prøver at fange virkeligheden ind, hvor HABIBI netop sætter virkeligheden fri og tager os et helt andet sted hen, der er meget mere raffineret og frisættende. Man kan sige, at den giver os virkeligheden tilbage. Tak for det!
Det var tydelig, at den fulde sal med teenagere tog forestillingen til sig. Hvad de fik ud af det, aner jeg ikke, men de var fanget ind - og bare det, er første skridt til at forstå det uforståelige - eller i hvert fald at kunne leve videre med det. Det i sig selv er fornemt. Min ledsager, der var godt forbi teenageralderen, var fuldstændig kvæstet bagefter. Det bliver man, når kunsten besætter én og viser vej til verdener man aldrig har mødt før. Sådan som det sker i HABIBI.
HABIBI
på Hippodromen
13.-18. marts 2023
Dansk nyskrevet dramatik
60 min.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar