Mød Lena Gemzøe - 80-årig akvarelmaler fra Amager

 

Foto: Michael Svennevig. Plakat-vignet: Lise Rønnebæk.

Lena Gemzøe, 80-årig akvarelmaler fra Amager, fortæller om, hvordan man kan komme op ad de dybe huller, man kan faldt ned i undervejs gennem livet. 

-Det første dybe hul faldt jeg ned i for 20 år siden, og jeg havde nogle bestemte strategier for, hvordan jeg kom op igen - det vil jeg gerne fortælle om. Jeg ved ikke, hvor kendte sådanne strategier er. 

Foto: Michael Svennevig. 

-Jeg havde et super godt job, som jeg var rigtig glad for. Jeg arbejdede på en ungdomsskole som ledende skolebibliotekar og jeg havde min egen afdeling som tale & læse pædagog. Foruden at jeg var i gang med tre forskningsprojekter. Det blev for meget for min hjerne. Det hele brød sammen en dag, hvor jeg sad og tudbrølede. Jeg kunne ikke læse fra næse til mund - jeg kunne intet huske. Lige meget, hvad jeg gjorde, nyttede det ikke. Jeg tænkte, at jeg måtte være blevet dement. Jeg blev sendt til en neurolog, der undersøgte mig og konkluderede, at jeg overhovedet ikke var dement. Det var stress! Det havde ingen hørt om på det tidspunkt, og heller ikke jeg. Det var mærkeligt, at det kunne have en så stor indflydelse på hjernen, at den gik i stykker. Det fattede jeg ikke, men alt var kaos hjemme hos mig. 

Lena Gemzøe, akvarel (2020).

Jeg fortsatte på arbejde. Jeg turde simpelthen ikke melde mig syg, Jeg forestillede mig, at jeg aldrig ville komme tilbage på arbejdet, hvis jeg sygemeldte mig. Bjerget ville være for stort at komme over. Så jeg blev ved med at gå på arbejdet og sad der og tudede. Når jeg kom hjem, sad jeg ved mit skrivebord, hvor stablerne hobede sig op. Når de blev så høje, at jeg ikke kunne se hen over dem, lagde jeg dem ned bag ved skrivebordet.  Da de nåede op til skrivebordskanten, var jeg klar over, at den var helt galt. Jeg tog fat i nogle papkasser og smed det ud.  “Hvad gør du nu?” Jeg kunne ikke holde styr på mine ting, Ja, jeg kunne ikke holde styr på noget som helst. 

Lena Gemzøe, akvarel (2020).

Dengang var jeg 60 år. Når jeg ikke kan holde styr på det, så måtte jeg af med tingene. Jeg tog også fat på min garderobe. Havde lige læst noget om, at hvis man tog en kjole, kunne man hænge den op et sted med et mærke på, og hver gang man gik i noget tøj, så kunne man hænge det til højre for mærket, og så kunne man efter et år se, hvad man overhovedet ikke havde gået i, og det kunne man så smide ud.  Okay, tænkte jeg, jeg har ikke et år, så jeg kiggede bare: “Det smider jeg ud. Det smider jeg også ud… og det og det!” Jeg smed ud i sække og solgte på loppemarkeder, men det var jo ikke nok. Hvad med bøgerne? Halvdelen skulle ud. Alle de skønlitterære bøger kan man låne på biblioteket, mens de faglitterære er mere specifikke - det er kunst- og popup-bøger og dem, der er svære at få fat i. Bøgerne røg på loppemarkedet eller jeg gav dem væk, og opfordrede andre til at give dem videre. 

Lena Gemzøe, akvarel. på Arches 300 g med salteffekt, 70x50 cm (2016().

Logo for festivalen ÆG og HÅB i 5 bydele i København (2021).

Det hjalp og gav mere plads. Jeg gik videre med mine køkkenting. Hvad skulle jeg bruge dem til? Jeg gad jo ikke lave noget som helst længere. Jeg levede af ostemadder, så halvdelen af køkkentingene røg på loppemarkedet. Ud med dem! Det blev mere overskueligt af det. Det hjalp. Jeg fandt ud af, at jeg kun skulle omgive mig med smukke ting. Alt hvad jeg havde, skulle være smukke ting. Selv en gaffel skulle være én, der gav mig glæde. Når jeg købte tallerkner hos en keramiker, måtte jeg nøjes med to ad gangen. De var dyre, men med flotte, flotte farver. Tøjet skulle også have flotte farver. Farver var det, der gjorde mig glad. Smukke ting gjorde mig også glad. Sådan gjorde jeg med alting. Jeg købte intet uden at jeg tænkte over, om det gav mig en glæde. 

Lena Gemzøe, akvareller (2018).

Så gik der to år, og  jeg blev 62 år og blev smidt ud af arbejdsmarkedet, men jeg kunne jo stadigvæk ikke huske, så der var en periode, der var lidt svær. Det var sådan jeg kom igennem alle tingene. At det var farven og tingene, der gjorde mig glad. Så tænkte jeg over, hvad jeg så skulle lave? Nu har du ikke noget arbejde, men jeg har altid godt kunnet lide at male, og det havde jeg jo tid til nu. Jeg tog på nogle malekurser nord for Göteborg, og malede mere end nogensinde før. Jeg blev YouTuber med min egen kanal som 72 årig. Nu er der over en million, der har set mine videoer og jeg har 45.000 følgere. Folk tror, at jeg er stinkende rig, men det giver ikke én krone.  Jeg bruger jo ikke pensler, men mit Mastercard, for jeg har fundet ud af, at det er den eneste måde man kan lave “masterpieces” på. På videoerne viser jeg, hvordan jeg arbejder med mine akvareller.  

Foto: Michael Svennevig.. 

-Der er også en anden ting, for jeg bliver så vred over alt og alle. Når jeg cykler i byen: “Hvad er det for en idiot på dén cykel, hvorfor kører de helt ude til venstre, i stedet for at køre ind til højre! De skal i hvert fald ikke køre indenom, og hvorfor viser de ikke af!  Hvorfor dit og hvorfor dat! Jeg kunne blive så rasende over alting. Det har jeg også prøvet at arbejde med, men jeg er ikke helt færdig med det endnu.

Lena Gemzøe, akvarel, træer, 2 m høje og på baner á 70 cm. På stenpapir.(2022)..

-Der kommer jo ikke nogen, og laver om på én, hvis man ikke selv laver om på sit verdenssyn og menneskesyn. Så sker der slet ingenting. Jeg har mødt nogle mennesker, der er meget positive og kærlige bl.a. min svigerinde, der nu er kommet på plejehjem sammen med min bror, der har alzheimers - og så sidder hun der og siger: “Livet er skønt!” Det er så vidunderligt. Det er, fordi hun vælger at sige sådan - og hum løfter sig selv på den måde.  Det har jeg også lært at gøre. Jeg ved ikke, om jeg har lært det af de andre, men jeg har i hvert fald lært, at det er noget, der hjælper mig. Jeg løfter mig selv på den måde. 

Foto: Michael Svennevig.

-Jeg har lige været i Barcelona, hvor jeg udstillede et billede, og jeg sagde til mig selv: “Det tør jeg ikke, hvordan skal jeg finde rundt dernede? Det går aldrig, det her!” Det sagde jeg til min bror, og så havde hans datter og svigersøn arrangeret at leje et hus dernede, og ville surporte mig dernede. Så hele familien tog med derned. Jeg havde det som en dronning. Det var vidunderligt. Sådan en gave har jeg aldrig fået i mit liv, og jeg tror at i stedet for at sige: “Sådan en lortetur!” For jeg var jo nervøs for den, så skal man vænne sig til selv at løfte det. 

Lena Gemzøe, akvarel (2021).

-Der er ingen grænse for, hvor højt man kan løfte sig selv. Det er ret vildt. Der var engang én, der sagde til mig for 40 år siden: “Man vælger jo selv sit liv!” Jeg tænkte, hvad pokker bilder han sig ind, sådan en idiot! Hvis man er født i rendestenen, hvordan kommer man så op derfra? Men ved, at man nogle gange gør det mere positivt end det egentlig er, og siger det højt, så hjælper det!

Foto: Michael Svennevig.

Læs reportagen: 

På besøg hos Lena Gemzøe (2022). 

Hør også den to-delte podcast: 

1. Mødet med det nordatlantiske (2018).

 2. Livet på Nokken  (2018).  

Plakat: (cut & paint) Lise Rønnebæk.

Mød Lena Gemzøe på

KULTURDAGE I ISHØJ,

om lørdagen, den 19.9.2026.

Se dagens program

Anmeldelse: DEN TAVSE BYRDE, digtsamling af Qaali Schmidt-Sørensen

 

Foto: Elias Diini. Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

 

”Vi marcherer for forandring med løftet pande,

men spørger, om sandheden nogensinde vil flyve.

For i dette land, hvor friheden kræves,

brænder uretfærdigheden, og vi bærer skylden.”

Disse linjer fra digtet ”Retfærdighedens maske” et godt eksempel på digtenes flertydighed. Vi ”marcherer”, ”spørger” og "kræver", men ”bærer skylden”. Digtet slutter med det tankevækkende spørgsmål: ”Har vi frihed og demokrati?” Når spørgsmålet stilles i denne digteriske sammenhæng og kontekst, er det tydeligt, at svaret langt fra er så enkelt, som det måske umiddelbart kan se ud, for Qaali Schmidt-Sørensen er det tydeligvis langt mere komplekst. For i og med at hun overhovedet spørger, svarer hun selv både ja og nej. Hvad svarer vi?

I det efterfølgende digt, ”Mit fundne land”, der også er citeret på digtsamlingens forflap, får digtet en pudsig dobbeltbetydning. Taget ud af sammenhængen bliver det nærmest rørstrømsk og overvældende positivt. Nærmest FOR glad, sådan at det kommer til at virke animeret og postuleret, men i sammenhængen føjer det sig smukt ind sammen med de øvrige digte. Dette dobbelte blik er digtenes store fortjeneste. Derved får læsere, der ikke deler flygtningebaggrund med Qaali Schmidt-Sørensen mulighed for at se sig selv og ”lykkelandet” på en helt anden og anderledes måde.

Foto: Elias Diini.

Den store fortjeneste ved at læse digtsamlingen ”Den tavse byrde”er alt det, der automatisk følger med, og som vi får oven i læseoplevelsen. Sproget bærer på så meget mere, end vi umiddelbart kan se. Dette dobbeltblik får os til at fundere og gennemtænkte alt det, vi bare tager for givet. For digteren er det ingen selvfølge – og det bliver det dermed heller ikke for læseren. Alene det er det hele værd. Det implicitte taler med og bærer sin egen tavse byrde.  

I det efterfølgende digt, ”Gennem storme”, er der fire linjer, der skiller sig ud:

”Hvert ar en lærestreg, hver tåre en sang,

Midt i kampen hører jeg til.

Verden kan ryste, vejen være usikker,

Men jeg har lært, at overlevelse er at holde ud.”

Der udgår en stærk kraft fra ordene, der også bærer på en stor forbrødring med det, som digteren har været igennem. Det beskrives så enkelt, og er alligevel en meget stor og kompliceret affære, der slet, slet ikke er så ligetil og enkel. Måske kan netop denne slags digtsamling kun skrives efter et langt forløb, der er endt godt. For nogle er det et livslangt projekt at forlige sig med det, som livet har budt én. For andre er det en uopnåelig og uladesiggørlig proces, men for dem, der arbejder metodisk og ihærdigt på at bjerge sin stumpede sjæl i land, er der håb og forbrødring mulig. Det er den bevidsthed, som jeg som læser sidder tilbage med. Det virker næsten overmenneskeligt, at der skulle være muligt, sådan som det fremgår af teksterne. Eller også er sandheden, at det er muligt i stunder og øjeblikke – og at det netop er disse som digtsamlingen samler sammen og lægger frem. Roen og glæden skal der arbejdes med på daglig basis – ingenting er blivende i denne verden. Bortset fra håbet. Fuldstændigt som det også fremgår af digtet, der slutter med ordene:

”Med hver ny daggry rejser jeg mig igen,

For jeg er stormen, og jeg er himlen,

En overlever, der aldrig siger farvel.”

Det smukkeste, men også det mest gådefulde af digtene er ” I tusmørke”. Sådan er tusmørket. Det er ikke til at blive klog på. Det både er der og er der ikke. Det kommer snigende, men det rummer også sin egen poesi - som her:

”I tusmørke, månen så klar og smuk,

hvisker farvel, en stille bøn.

Den forlader min sjæl, driver i natten,

En vandrer i skyggernes lys.

Den svæver over i sølvglans,

Mens jeg er tabt i en rastløs drøm.”

I ”Genfødt” opsummeres hele digtsamlingen med ordene:

”Jeg vil rejse mig fra asken, ren og klar,

kaste min gamle hud og træde ind i lyset.

En sjæl genfødt, uden spor af fortidens anger,

klar til at begynde forfra, for at jagte uopfyldte drømme.”

Håbet er der hele tiden sammen med en utrættelig tro på, at det nok skal gå. Det er meget inspirerende og virker smittende.

I ”Ensomhedens labyrint” skriver digteren:

”Hvem er jeg, når jeg ikke længere kan finde mig selv?

Når jeg mister tråden til min egen historie,

og alting omkring mig bliver til ekkoer af fortiden?”

Efter uvisheden træder håbet og visheden på ny frem. ikke mindst i de to afsluttende digte: ”Genmødte” og ”I en vidunderlig Ierden”-

I ”Genmødt” skildrer digteren en flugthistorie: flugten over havet, opvågningen på en fremmed kyst, ankomsten til asylcentret og bagefter mødet med Danmark – og især naturen, der åbner sig for hovedpersonen med al sin nordiske skønhed. Det er rørende læsning. Det bliver oplevet og sanset, som det kun kan opleves og sanses, når det bliver set med nye øjne – med øjne, der møder det for første gang.

Det er velgørende at møde vores vante verden på en ny måde i ”Den tavse byrde” af Qaali Schmidt-Sørensen.

 

Qaali Schmidt-Sørensen 

DEN TAVSE BYRDE

Digtsamling, mellemgaard, 2026

Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

 

Hør også podcasten 

"Den usynlige krig" (2018). 

Læs mere. 

 

Mød Qaali Schmidt-Sørensen på

KULTURDAGE I ISHØJ,

om lørdagen, den 19.9.2026.

Se dagens program

Plakat: (cut & paint) Lise Rønnebæk. 

Peter & Lene Romer Halby

 

”Fotoet er fra 2022, hvor Peter lige har fået diagnosen – og vi er på ferie ved Mosel i Tyskland.

 På de andre billeder er det Rumle, som jeg selv har tegnet.” Lene Romer Halby.

Peter & Lene Romer Halby

Det var et rørende øjeblik i DRs serie om Demenskoret, da Peter (med hatten) til den afsluttende koncert i Koncerthuset sang solo på sangen «Du kom med alt, hvad der var dig”, som han i 2022 blev gift til (for anden gang), med sin Lene til. Ingen vidste på daværende tidspunkt, at Peter skulle blive den første af de medvirkende, der døde. Han nåede lige akkurat at holde sin 80-års fødselsdag. Godt nok var det reelt set kun hans 79-årige fødselsdag, men hvad gør det. De to nåede næsten at være sammen i 40 år. 1½ år efter ringer jeg til hans Lene for at høre mere om, hvordan det siden gik. Demenskoret forsatte efter optagelserne og synger sammen hver tirsdag i De Gamles By, hvor Lene stadig er med.

-Noget af det jeg lærte under Peters sygdomsforløb var, at jeg blev ret god til at navigere i den der demensverden. Der var ingen grund til at skulle fortælle Peter, hvad der var rigtigt og forkert. Det blev lige meget. Jeg tror, at mange af os i vores almindelige liv- hvis vi ved, at vi har ret, så kæmper vi også for at holde på det. Det lærte jeg heldigvis forholdsvis hurtigt at give slip på. Når man lever et demensliv, handler det ikke længere om at have ret. På et tidspunkt opfattede jeg det, som om der eksisterede to virkeligheder i vores hjem. Der var min – og så var der Peters. Jeg havde jo ikke mere patent på sandheden i min verden, end Peter havde i sin. Det Peter oplevede var jo hans virkelighed. Jeg opdagede også, at jeg kunne træde ind i Peters verden, men jeg kunne ikke trække Peter over i min. Det var demensen alligevel for stærk til. Den var stærkest.

-Så man har kun øjeblikket sammen her og nu?

-Ja, og det nyttede ikke blive irriteret over, at han spurgte om det samme igen og igen. Der var mennesker, han rodede sammen. Jeg måtte møde ham med nysgerrighed. Når han pludselig spurgte: -Hvor er vores far? Så skulle jeg ikke fortælle ham, at han var død. For jeg vidste, at det slet ikke var det, han spurgte om. Jeg vidste ikke, hvad han spurgte om, men det var i hvert fald ikke dét. Men jo mere nysgerrig jeg kunne blive og snakke med ham om det, des bedre forstod jeg det. Det viste sig i stedet at være vores søn. Man skal give sig selv lov til at træde ind i den verden. Vores kommunikation ændrede sig – det gør den jo gennem hele livet. Den var jo også anderledes, dengang jeg var 23 og Peter var 40, da vi mødtes. Dengang var jeg en ung, stædig tøs, der troede, at jeg vidste alt i verden. Peter var en halvgammel stædig rad, der også insisterede på at vide alt. Så bølgerne kunne gå højt. Når man er sammen gennem så mange år, ændrer kommunikationen sig. Det gør den gennem hele livet. Bestemt også til sidst, da vi pludselig skulle leve et demensliv gennem de 10 år, hvor Peter var syg. Jeg gjorde det, at jeg meget bevidst skilte demensen og Peter. Jeg har lavet et foredrag, hvor jeg fortæller, at jeg navngav demensen Rumle. At skille demensen fra Peter, og navngive den, betød at jeg i mange situationer, kunne kigge på Peter og sige: -Det er ikke Peter, der siger sådan, det er ikke Peter, der gør eller siger noget, der virker sårende – det er Rumle. Derved kunne jeg lægge min vrede på Rumle. Det kunne jeg også periodevis sammen med Peter. Nogle gange blev han irriteret, og sagde: -Den hedder ikke Rumle. -Nå, nå, men det gør den for mig. Det er en hjælp for mig. -Nå, okay… Det har virkelig været en stor hjælp at kunne skille det ad. Det har betydet, at jeg har kunnet blive ved med at bevare min kærlighed til Peter. Men jeg kunne være rasende på Rumle. Til mine foredrag har jeg illustreret det visuelt. Jeg har tegnet Rumle, sådan som jeg forestillede mig at Rumle så ud. I starten er Rumle en ubuden gæst, der flytter ind i vores hjem. Vi har aldrig inviteret ham ind, men han flyttede alligevel ind og blev boende. Dengang var han lille og Peter fik stadig lov til at fylde meget, og så han jeg tegnet ham, hvor han fyldte stadigt mere. Jo mere Rumle voksede, des mindre plads blev der til Peter. Så på billederne bliver Rumle større og større – og til sidst fylder Rumle næsten det hele, men jeg valgte at Peter aldrig forsvandt for mig. Uanset hvor stor Rumle blev, så blev Peter ved med at være der. Jeg kan ikke genkende, når andre siger, at de forsvinder for øjnene af os. Nej, de forsvinder kun, hvis vi vælger ikke at se dem. Det er min holdning. Det har hjulpet mig. Peter blev ved med at være der – lige til det sidste.

-I tv-serien spørger Puk Peter, om han er bange for fremtiden? Han svarer nej! Det overraskede mig, men det er måske fordi fremtiden slet ikke eksisterede for ham? De fleste ville være bange for fremtiden…

-Det kan jeg slet ikke huske… Det har jeg ikke bidt mærke i. Men han havde i ekstrem grad manglende sygdomsindsigt. Det interesserede ham ikke. Han spurgte mig på et tidspunkt, næsten lige da han fik diagnosen: -Er det noget, jeg skal dø af? Jeg svarede ham: -Ved du hvad, det er lige som cancer. Nogle dør af det, og andre dør med det. Så det kan mam ikke sige noget om. Der er mange, der får demens og så dør de af noget helt andet. -Nå, nå. Så havde han fået et svar på det, og så tror jeg ikke, at han bekymrede sig ret meget mere om det. Men jeg ved, at han også skånede mig, for det har jeg siden fået fortalt af venner og familie. Når jeg ikke var i stuen, kunne han godt sige noget andet. Da en af vore gode venner skulle gå og sagde: -Vi ses, Peter. Svarede han: -Måske, men det kan man jo ikke vide med denne her åndsvage sygdom! Men det var ikke noget, han gav plads til at fylde. Peter var ekstremt god til at sige: -At det vi er i nu, det er det bedste! Han havde et slagord eller en levesætning, der også hænger ude i vores éntre: Det vil vise sig! Det er noget, han havde fra Charles Dickens ”David Copperfield”, hvor der er en Mr. Micawber , der er en værre bandit. Han kommer i gældsfængsel. Han kommer altid ud for noget værre rod. Hans slagord er: Noget vil vise sig!

-På trods af alt!

-Ja, og det er fuldstændig rigtigt. Noget VIL vise sig. Ligegyldigt, hvor surt det ser ud, så vil noget vise sig. Derfor tror jeg simpelthen ikke, at Peter brugte meget krudt på at gå og være bange for fremtiden. Det var også grunden til at vi i sommeren 2025 havde en samtale, hvor hans ord var blevet markant færre og det var sværere for ham at lave lange sætninger. Pludselig en dag sidder han og kigger frem for sig - og siger så: -Hvor er det underligt, at vi har fået døden så tæt på! Jeg ved ikke, om det var vores egen død eller fordi vi lige havde mistet nogle, som vi ikke havde regnet med at miste, men jeg greb det - og spurgte: -Peter, er du bange for at dø? Han svarede: -Nej, jeg er ikke bange for at dø, men jeg har heller ikke lyst til at dø! Jeg vil så gerne have, at vi har meget tid sammen! Vi havde ikke snakket så meget om døden, så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at spørge ham: -Peter, hvad tror du egentlig der sker, når vi dør? Nogle tror, at vi bliver til en stjerne eller at vi kommer op at sidde på en stjerne. Tror du på det? Det troede han ikke. Vi har jo boet 20 år fast på båd fra 1996-2016 hele året. Vi har sejlet meget på Nordøen og også til London. Havet har altid betydet meget for os. Peter var lysdesigner og har lavet store lysskulpturer, hvor han brugte solnedgang og solopgang som inspiration: -Ved du hvad, Peter, jeg har sådan et billede af os. Jeg tror, at vi to skal ud at sejle på det uendelige ocean. Så lyste han op. -Det tror jeg også! -Men, Peter, det fantastiske er, at man derude ser solnedgangen fra den anden side af horisonten - og det betyder, at ligegyldigt hvem, det er der er på den anden side af horisonten, så vil vi begge vide, at det er den samme solnedgang vi ser sammen. –Det tror jeg også! Efter Peters død, har solnedgangen fået en helt særlig betydning for mig – og hver dag tænker jeg ”Noget vil vise sig”.

   

”Fotoet er fra 2022, hvor Peter lige har fået diagnosen – og vi er på ferie ved Mosel i Tyskland.

 På de andre billeder er det Rumle, som jeg selv har tegnet.” Lene Romer Halby.

Samtalen med Lene Romer Halby 

er lavet som opvarmning for 

KULTURDAGE I ISHØJ

den 18. & 19. september 2026.

Læs mere på hjemmesiden 

og se Facebook-begivenheden.

Billetbestilling.

Plakat: (cut & paint) Lise Rønnebæk. 

Anmeldelse: ERASMUS MONTANUS på Grønnegårds Teatret

Foto: Bjarne Stæhr.

Dejlig forestilling, men men men...

De bedste oplevelser er dem, hvor man skal kæmpe for at blive siddende og så alligevel går beriget og charmeret derfra. Sådan er det med Grønnegårds Teatrets ERASMUS MONTANUS.

Foto: Bjarne Stæhr.

Jeg er ikke vild med Ludvig Holbergs stykker, men jeg morer mig alligevel over JEAN DE FRANCE (1722) og ERASMUS MONTANUS (1723). To stykker, der begge handler om, hvor forskruet man kan blive af at stikke hovedet i lærdommens brønd. Langt hen ad vejen virker det reaktionært og bagstræberisk, men Holberg gør noget spændende, for allerbedst som vi ler, trækker han tæppet væk under os, og vi opdager, at det er os selv vi ler af. Det bedste er, hvis man kan forene det nye og det gamle. Hvis man kun lever for videnskaben, sejler hverdagen lige lukt forbi én, men omvendt hvis man ikke befatter sig med noget højere end hverdagen, taber man også noget væsentligt. Det er den pointe, vi som publikum sidder tilbage med i Madeleine Rønn Juuls bearbejdelse og instruktion af ERASMUS MONTANUS.

Foto: Bjarne Stæhr.

Ludvig Holberg (1684-1754) var professor ved Københavns Universitet, hvor "disputationer" var en del af disciplinerne. Det er vandret direkte ned i hans dramatik, hvor personerne i forsøg på logisk argumentation forvilder sig ud i verdensfjerne ordfægteriet iblandet uforståeligt og forvrøvlet latin.

Foto: Bjarne Stæhr.

Holberg var inspireret af den italienske maskekomedie commedia dell´arte, og sådan fungerer hans personer også på scenen. De er alle firskårne og forvrøvlede, men djævelsk veloplagte. For at gøre det levende kræver det en overdreven spillestil, hvor skuespillerne giver alt til publikum hele tiden. Det er folkekært og lidt oppustet, men selv om jeg i starten havde lyst til at løbe væk, har det også sin charme, og som sagt endte jeg med både at blive begejsret og ganske glad for opsætningen.

Foto: Bjarne Stæhr.

Marianne Nilsson har skabt scenografien og kostumerne. Maja Kaagaard Olsen har kreeret koreografien. Scenografi og koreografi fungerer flot sammen, selv om det om noget må være en balancegang for skuespillerne, der skal balancere på den skrå scene og springe op og ned af de skrå flader, men det giver et godt udsyn fra tilskuererpladserne, der alle er bænket direkte på græsset. For jo, vi befinder os under åben himmel i Odd Fellow Palæets Have med indgang fra Bredgade. Det er morsomt, at duer, krager og måger flyver hen over haven og leverer deres egne kurrende, skrappende og skrigende kommentarer til skuespillernes ageren. Det passer faktisk godt ind.

Foto: Bjarne Stæhr.

Nicolai Jørgensen spiller hovedrollen som den forskruede hjemvendte søn, Rasmus Bjerg, der i hovedstaden har omdøbt sig selv til Erasmus Montanus. Han er charmeforladt og forskruet, og det går ham heller ikke godt, men han kæmper bravt for sagen og videnskaben.

Foto: Bjarne Stæhr.

Hans forældre, Jeppe og Nelle Berg, spillet af Jesper Hyldegaard og Laura Bro, får deres sag for. De har ofret alt, for at den ældste søn har kunnet studere i hovedstaden og forventer, at det lønner sig, når han bliver gift med jomfu Lisbed, der er den formuende Jeronimus´ datter. Jeronimus spilles af Steen Stig Lommer, der altid er god. Jomfru Lisbed spilles iltert og lidenskabeligt af Rikke Westi. Endnu mere ilter er moren, spillet af  Christine  Gjerulff, der også har en herlig forklædningsrolle som hvervende løjtnant senere i stykket. Hun er lige så temperamentsfuld som Nelle ikke er det. På samme måde med de to fædre. Jesper Hyldegaard og Steen Stig Lommer er som dag og nat. Jesper Hyldegaard er indbegrebet af Holbergs måde at skabe sine personer på. En ting er, hvad de siger, en anden ting er, hvad man gør. Det gælder ikke mindst Johannes Lilleøres Per Degn, der gnistrer af selvhøjtidelighed. Alle hans falbelader og nervøse spjæt og ryk med kroppen er en fornøjelse at følge. Morten Hauch-Fausbøl er en god modpol til ham. Men det er Lue Støvelbæk, der spiller yngstesønnen Jacob Berg, der løber med al charmen - og den er der hårdt brug for i denne gamle komedie, der nok er tidsløs, men stadigvæk har brug for mange løft og kast for at få smilet frem hos et moderne publikum.

Der er indlagt et par danse i forestillingen. Dels hovedpersonens begejstrede dans og dels en lille fællesdans. Det er vakst og godt fundet på.

Foto: Bjarne Stæhr.

Madeleine Røn Juul instruede også samme teaters DEN GERRIGE af Molière i 2023, hvor Karen-Lise Mynster var vidunderlig i hovedrollen, som hun også blev Reumert-belønnet for. Molière (1622-1674) er lidt tidligere end Holberg, men også samtidig med ham. Der er mange ligheder imellem de to, i deres udstilling af dårskab og skabagtigheder. Med ERASMUS MONTANUS har vi på Grønnegårds Teatret fået en veloplagt og god gedigen opsætning, hvor det er befriende at kunne le ad sig selv.

Foto: Bjarne Stæhr.

ERASMUS MONTANUS

af Ludvig Holberg

Grønnegårds Teatret

25. juni – 27. august 2026

1 time og 40 minutter

MEDVIRKENDE: 

Nicolai Jørgensen, Johannes Lilleøre, Lue Støvelbæk, Rikke Westi, Laura Bro, Jesper Hyldegaard, Morten Hauch-Fausbøll, Christine Gjerulff og Steen Stig Lommer

INSTRUKTION & BEARBEJDELSE: 

Madeleine Røn Juul

SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN: 

Marianne Nilsson

KOREOGRAFI: 

Maja Kaagaard Olsen

FORESTILLINGSFOTOS: 

Bjarne Stæhr

PLAKATFOTO: 

Per Morten Abrahamsen

SPILLESTED:

Odd Fellow Palæets Have

Bredgade 28, 1260 København K

SPILLEPERIODE:

25. juni – 27. august 2026 (dog spilles der ikke i uge 29, 13. – 19. juli)

Mandag – fredag kl. 19.00, lørdag kl. 17.00

Hjemmeside

*

Se også oversigten 

over de øvrige 264 anmeldelser.

*

Anmeldelse: FORCE OF NATURE med Natalia Osipova på Gamle Scene

BRAVO! Hvor er det flot!

Ballerinaen Natalia Osipova gæstede Gamle Scene i aftes med et blandet balletprogram, hvor nye og gamle værker smøg sig om hinanden, så det var en fryd.

FORCE OF NATURE var den lidt storladne overskrift, men det var der dækning for.

Natalia Osipova er født og voksede op i Moska, hvor hun blev optaget på Bolsjojteatrets corp de ballet. Allerede i første sæson dansede hun helt ekstraordinært otte solistroller. Få år efter blev hun solist og dansede hovedpartierne i det klassiske repertoire: Giselle, Don Quixoto, Svanesøen og La Bayadère. I 2007 under Bolsjojteatrets gæstespil i London fik hun sit internationale gennembrud i Don Quixoto, og siden gæstedansede hun i Paris, Milano, Berlin og New York. I 2012 blev hun Principal Dancer ved American Ballet Theatre i New York,  der er et af USA´s mest prestigefyldte balletkompagnier. I 2013 indgik Osipova en fast kontrakt med The Royal Ballet i London, hvor hun fortsat danser i dag, hvor London er blevet hendes kunstneriske hjem. 

Nogle af de største og mest spændende nye koreografer har kreeret værker direkte til hende: Alexei Ratmansky, Wayne McGregor, Christopher Wheeldon, Akram Khan og Sidi Larbi Cherkaoui. Det er således en af de største ballarinaer, der trådte ind på Gamle Scene i aftes. 

Titlen FORCE OF NATURE stammer fra den britiske instruktør Gerald Fox` dokumentarfilm af samme navn, som giver et sjældent indblik bag kulisserne i Osipovas liv og arbejde, fra prøverne på Medusa fra opførelsen af den klassiske ballet La Bayadère.

I første del blev vi præsenteret for fem uddrag fra større balletter og efter pausen fik vi en ny ballet i sin helhed. Med sig på scenen havde hun blandt andet principal dancers fra The Royal Ballet i London, Queensland Ballet (Australien) og Dutch National Ballet.

Det startede traditionelt med uddrag fra Frederick Ashtons La fille mal gardée med musik af Ferdinand Hérold. Men det var i den efterfølgende Le Corsaire Pas de Deux af Marius Petita, med musik af Adolphe Adam, at Natalia Osipova og Giorgi Potskhinshvili (Dutch National Ballet) standsede tiden. Han iført et barbrystet blåt korsarkostume, mens hun var iført florlette hvide gevanter. De to sværmede om hinanden og  lavede de mest halsbrækkende kast og fald med stor elegance. Det er utroligt, at det kan lade sig gøre. Publikum applauderede spontant, og det var fra da af, at vi vidste, at dette ville blive en uforglemmelig aften.

Aftenens to moderne værker af Jason Kittelberger, danser og koreograf fra Rambert i London, dansede selv sammen med Osipova. Stærkest i Damage Skin, hvor de er alene på scenen, iklædt sandfarvet satin. Fra de foregående klassiske værker trådte vi nu ind i et intimt rum, hvor tyngdepunktet blev flyttet ned i kroppen. Det handlede ikke længere om at springe længst og højest. Vi befandt os milevidt fra korsarer og prinsesser. I stedet mødte vi to mennesker, der smøg sig om hinanden i et moderne formsprog, der gjorde nøjagtig det modsatte af Ashton og Petipa. Vi var trådt ud af den ideelle verden, der stræber efter enhed, højhed og perfektionisme. I stedet gled vi ned til et menneskeligt drama, hvor kroppene selv bliver til  dirrende instrumenter. Kontrasten var overvældende og betagende.

På mig har det altid virket forstemmende, når nye og gamle balletværker præsenteres side om side, hvor deres forskellighed brager mod hinanden i et ønske om at gøre alle tilfredse. Men denne aften lykkedes sammenstillingen, og det ene voksede organisk videre i det andet. I Damage Skin er kroppene ikke længere idealiserede og forførende drømmende. Som titlen antyder, befinder vi os i et forbrændt univers, hvor livet myldrer imod os i al sin pågående frygtelige, men også fascinerende fysikalitet. Fire arme og fire ben glider sammen og skilles, så det tager vejret fra mig. Vi befinder os i en underverden, hvor kroppene mylder frem og tilbage i en konstant gensidig tiltrækning og afstødning. Det er både frydefuldt og svært at  tage ind. Alle kropslige linjer bliver udblødt, når kroppene bølger mod hinanden. Det er svært at forstå, at det er Osipovas krop, der i de forrige balletuddrag trippede på tåspidser hen over scenen i skape klassiske positioner. Men her fungerer sammenstillingen - og det ene vokser organisk ud af det andet. 

Personligt var jeg skuffet over uddraget fra Isadora af Kenneth MacMillan (1929-1992), som Osipova dansede alene, som det sidste værk før pausen. MacMillan har kreeret så mange fantastiske værker som Mayerling (1978), Romeo & Julie (1965) og Manon (1974) , men i Isadora (1981), der er en hyldest til barfodsdanserinden Isadora Duncan (1877-1927), danser Osipova barfodet rundt med et stort tørklæde, og når man ved, at hun i virkeligheden led en makaber død ved at blive kvalt i et blaffrende langt tørklæde, der vikledes ind i hjulet på hendes bil, får det en anderleds mørk tone. MacMillan har valgt at give Isadora en masse faste og lidt låste attituder, der virker karikerede, som om han på en måde peger fingre af den store barfodsdanserinde. I hvert fald holder han hende ud i strakt arm og tager hende ikke rigtig alvorligt. Hun er med sin gestik gestaltet som en gammel stumfilmstjerne, der geråder i lutter attituder og falbelader. Det bliver aldrig rigtig menneskeligt.

Det er derfor en lettesteles efter pausen igen at synke ned i  Jason Kittelbergers Ashes, der er aftenens nyeste værk - og skabt til netop denne turné. Musikken er af violinisten Nigel Kennedy & the Kroke Band med Jerzy Bawoł (akkordion), Tomasz Kukurba (viola) og Tomasz Lato (kontrabas). Musikken er passioneret. Den emmer af tangoinspirerede brudte rytmer. Violin, akkordion, viola og kontrabas er smægtende instrumenter, der går lige til hjertet.  Det er passioneret og vemodig musik, der danner melodisk baggrund for Ashes. Det når ikke det fantastiske niveau fra Damage Skin, men mindre kan også gøre det. 

På den mørke scene, hvor de to mænd er klædt i mørkt, mens de to kvinder er klædt i lyst, kommer danserne på et tidspunkt selv bærende ind på de rekvisitter, som de skal bruge til at fortælle deres jordbundne historie med. Et gulvtæppe bæres ind og ender med at indrulle en af danserne. Elegant er det ikke, men det behøver det heller ikke at være. Det kunstrneriske niveau er højt, og jeg er vild med den måde som Jason Kittelberger formår at ryste kropene ud af deres vante former.  Koreografisk bløder han dansernes fysik op, og gør dem til svajende siv i musikken. Han ryster dem løs af sig selv, så de bliver til dansende toner, der indgår i et pulserende partitur. Jeg bliver ved med at se for mig, hvordan han opløser kroppens normale linjer og gør danserne (hvoraf han jo selv er en af dem) til udflydende størrelser, hvor linjer og former udviskes og vristes løs fra sig selv. 

De samme bløde linjer forekom også i Le Corsaire Pas de Deux, men i Ashes får de helt deres eget univers og træder dansen ret imod. De så at sige træder ud imod os, og jeg bliver slået af beundring for den utrolige fysikalitet, der ligger bag, når kroppene opløses og bliver til noget helt andet. Måske til en drøm. 

 FORCE OF NATURE

med Natalia Osipova & friends

 Søndag den 24. maj 2026

Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Varighed: 2 timer inkl. en pause

Forestillingen præsenteres af: 

Winstag Production

Medvirkende dansere:

Natalia Osipova

Jason Kittelberger

Giorgi Potskhishvili

Anna Tsygankova

Patricio Revé

Francisco Serrano

Patricia Torres

Læs mere.

*

Se også oversigten 

over de øvrige 263 anmeldelser.

*