torsdag den 5. april 2018

Mød Københavns nye Friby-kunstner: tegneren Khalid Albaih


Khalid Albaih, sudansk tegner, på Friby-ophold i København
”Khalid Albaih er et af de virkelig intelligente indslag i arabisk politisk kritik. Hans bidende karikaturer blev ikoniske under det arabiske forår, hvor aktivister tog dem til sig som en del af protesten. Nu er han i København.”

Efter den officielle velkomst var Khalid Albaih først i samtale med Rasmus Boserup (der har skrevet citatet ovenfor) og bagefter med Charlotte Bagger Brandt, hvorefter Khalid selv præsenterede og kommenterede en række af sine tegninger, hvorefter der var mulighed for at stille spørgsmål. Det hele sluttede med, at Hovedbiblioteket bød på noget at drikke og spise.

Rasmus Boserup (seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier(DIIS) med en Ph.d. i arabisk og en fransk doktorgrad i historie og kulturstudier) indledte med at fortælle om, hvordan han selv første gang stødte på Khalids tegninger på nettet lige efter at han var kommet på Facebook. Det var under det arabiske forår i 2011, og han boede i Cairo med sin familie. Khalids tegninger var ikonografiske for revolutionen, og billederne gik verden rundt. Ganske særligt billedet med hånden bemalet med de arabiske landes flag og med teksten: ”The rest will follow”, der indikerede at dette blot var starten på noget endnu større.
 
 

Rasmus Boserup: ”Hvad var det specielle ved det tidspunkt i 2011, ud over at du selvfølgelig blev verdensberømt for dine tegninger, for det var bl.a. via dem at jeg blev klar over, at noget meget større var på vej, men hvornår opdagede du det, og hvordan oplevede du det selv?”

Khalid Albaih: ”Alting startede mange år før det, der siden blev kendt som det arabiske forår, for vi blev hele tiden holdt uden for politisk indflydelse. Der var ingen steder, hvor vi kunne udtrykke os selv og debattere, hvad der skete. Vi fik altid at vide, at vi ikke vidste nok og heller ikke forstod nogen ting. men internettet gav os en ny platform, hvor vi kunne kommunikere og lære hinanden at kende. Det var på et tidspunkt, hvor jeg forgæves havde forsøgt at få mine tegninger publicerede. Hver gang jeg kontaktede en avis, så blev jeg afvist, fordi mine tegninger var anderledes. De havde ingen tekst, intet sprog, netop fordi jeg ønskede at de skulle være internationale. jeg ønskede at de skulle være forståelige for den anden del af verden, for resten af verden. Det var problemet, for vi var lukket inde og ingen andre vidste, hvad der skete i vores del af verden – og det vidste vi heller ikke selv. Så sprogbarrieren var en stor del af det. Det endte med, at en redaktør bogstavelig talt sparkede mig ud med bemærkningen: ”De er ikke sjove!” og jeg svarede, at det var fordi situationen ikke var sjov. For mig var det et livsomvendende øjeblik, for jeg behøvede faktisk ikke hans 200 læsere, for jeg gik ”on line”. Det var sikkert allerede inden Facebook, og da det så kom lagde jeg tegninger ud der. Først var det bare mine venner, der likede dem og delte dem. Det var i en periode, hvor jeg mødte en masse mennesker, der over hele verden prøvede at gøre det samme, for at omgå og overvinde det, der forhindrede os i at komme til orde. Det var en masse forskellige kunstnere, og vi dannede en slags gruppe, selv om mange af os i dag endnu aldrig har mødtes, og nogle af dem er mine nærmeste venner, og vi kommunikerer dagligt. Så da Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv i Tunesien, var det sådan vi alle følte. Der var en sådan desperation, og ingen vidste, hvad de skulle gøre. Det var en meget vanskelig tid, men vi vidste alle, at hvis det først startede, ville det aldrig ende. Jeg tog et foto af min hånd, hvor den ene finger havde det tunesiske flag, mens de øvrige var det egyptiske, sudanske, algeriske og liberiske flag, for det skete i alle de lande. Nu er det blevet undertrykt i alle landene, så det var kun i Tunesien at det skete, men alle vidste at det ville ske. Da jeg postede det on line tog det fart. Det var utroligt at se, hvor mange, der brugte min tegning. Selv om jeg knapt nok kendte nogen tunesere, så følte vi os så forbundne. Alle følte sig forbundne. Alle var på twitter og facebook. Det var et tidspunkt, hvor vi alle arbejdede sammen.”
 
 

Rasmus Boserup: ”Da jeg sagde, at jeg ikke så det komme, mente jeg, at jeg selvfølgelig så protesten der var på vej, men var ikke klar over, at det ville blive SÅ stort. På det tidspunkt havde jeg boet i Cairo i 3 år, og det var tydeligt at det kogte. Ingen ønskede systemet mere, og det var sikkert det samme i alle landene. Så det du gjorde med det billede var, at du gav ild til den protest, der var. Faktisk var jeg dengang skeptisk, for lige bag protesten var der et dybt skræmmende system. Jeg kendte det fra Algeriet og Egypten, og havde set dele af det i Syrien. Ja, alle steder jeg havde været i den arabiske verden de sidste 15 år. Det skræmte mig virkelig, og jeg tænkte at de aldrig ville lade det ske, men det skete... Men hvordan opfatter du situationen i dag, for selv om det er slået ned, koger det stadig under overfladen. Hvordan forholder du dig til det i dag?”

Khalid Albaih: ”Dengang vidste ingen af os, hvad der skete, men vi vidste, at det her var noget som vi måtte gøre. Ordet ”aktivister” kunne vi ikke forholde os til. Det var bare noget vi gjorde, men vi vidste også, at de aldrig nogensinde ville ophøre med at forsøge at stoppe det, fordi magten er baseret på det. Det er ikke kun det enkelte land som det involverer, men hele verden. Det var ikke bare de enkelte regeringer, men hele verden, der var bekymret for, hvad der skulle ske. Det var tydeligt at omverdenen var bekymret. Vi var nogle folk, der blev inviteret til Italien, hvor en professor spurgte os: ”Hvad tror I at der vil ske?” Det anede vi ikke. Vi var bare glade for at vi ikke var blevet fængslet. Professoren sagde: ”Det er godt for jer, men det er ikke godt for os! For før var der kontrol med, hvad der skete, men ikke længere! Vi ved godt, at det var skidt for jer, men det var godt for os.” Så vi ved godt at der er internationale interesser i, at dette område skal forblive aflukket og kontrolleret."
 
 

Rasmus Boserup: ”I dag er der massiv kritik af omverdenens manglende støtte, for dengang var der stor støtte, men i dag er den forsvundet. Det i hvert fald den kritik som jeg hører nu.”

Khalid Albaih: ”I dag kan vi ingenting gøre. Modrevolutionen er meget, meget stærk. Landenes ledere siger det ligeud: ”Vil I have os – eller Syrien?” Det er trist. I dag kan jeg ikke engang tage hjem til Sudan.”
 
 
 
Charlotte Bagger Brandt er kurator og kunstrådgiver, uddannet i idé- og kunsthistorie, og har startet ”Råderum” - et mobilt kontor for samtidskunst, der har til formål at udvide, udfordre og sprænge de konventionelle rammer for kunst.

Charlotte Bagger Brandt: ”På spørgsmålet om, hvor du kommer fra, har du udtalt: ´Jeg kommer fra internettet.´ Hvad mener du med det?”

Khalid Albaih: ”Tidligere var internettet det sted, hvor du følte dig mest hjemme, følte dig velkommen og tryg. Der var, sådan det var og sådan vi følte det. Det var et sted, hvor man kunne kommunikere frit. Det var en fantastisk følelse for mange af os, for det var første gang at vi fik mulighed for at blive hørt. Jeg er født i Rumænien, voksede op i Sudan, studerede i Emiraterne og har undervist her og der og alle vegne. Så jeg ER fra internettet, og alle steder forstår folk hvad jeg mener, når jeg siger det. Det er en så globaliseret verden, og alle trends går i de samme retninger. Det er de samme i Sudan som i Maine i USA. Der er en masse, der er forbundent. Det er det smukke, det er det grænseløse. Der er ikke fysiske grænser, selv om vi altid havde problemer med selv at rejse, for det kunne vi ikke. Vi kunne ikke se verden, og verden kunne heller ikke se os. For os var internettet et sted, hvor du ikke behøvede noget visum. Et sted hvor vi kunne kommunikere med mennesker fra steder, som vi end aldrig havde hørt om. Internettet var frit, men desværre er det de samme folk som vi dengang bekæmpede, der i dag ejer internettet.”
 
 

Charlotte Bagger Brandt: ”Men jeg ved, at det igen har ført til, at du nu arbejder på andre niveauer og andre platforme i et forsøg på at tilbageerobre noget af den tabte frihed, der tidligere var på internettet. Vil du fortælle om det?”




Det ville Khalid gerne, for han arbejder på flere interessante projekter og en bogudgivelse. Der er heldigvis mulighed for at møde ham ved mange andre lejligheder, mens han er i København på Friby-ophold. Næste gang er på den kommende festival

hvor han fortæller om sine satiretegninger.
Særligt ét af arrangementerne er helliget Afrika
og har derfor overskriften "Afrikanske billeder af liv"
og foregår i Salonen på Østerbro,
torsdag den 16.8.2018 kl. 19-21
- og er i samarbejde med Dansk PEN.
 
----
 

Der var især ét spørgsmål fra salen, der fortjener særlig opmærksomhed, og som til fulde beviste, at det ikke er hvem som helst vi har fået på besøg de næste 2 år.
Først spørgsmålet (her betydeligt forkortet): ”Profettegningerne... selv i Danmark kan man være forfulgt og have brug for politibeskyttelse. Hvad tænker du om det?”



Khalid Albaih: ”Jeg arbejder på en helt anden måde og i en helt anden del af verden. Jeg og min generation af satiretegnere forsøger så meget som vi nu kan, at nå folk, også selv om de ikke er fra vores land eller vores religion. Det er en tid, hvor vi føler at det er nødvendigt at protestere, så for mig er det at pege fingre og lave vittigheder ikke noget vi gør. Jeg er ikke enig i, hvad de gør, men de har friheden til at gøre det. Ingen skal dræbes for det. Men det skal de forvente! Virkelig! Jeg kender mange mennesker, der er blevet fængslet, torteret og dræbt for meget mindre end det. Op gennem historien er der en masse manuskripter fra mange forskellige lande – også fra Afrika, hvor profeten er tegnet og gengivet. Så det handler egentlig ikke om at tegne profeten. Det er slet ikke emnet, og det har det aldrig været. Det vigtige er HVEM, der tegner og HVORFOR, de gør det? Det har altid været mit spørgsmål. Du kan gøre det. Det kan du da. Det er fint, men HVORFOR gør du det? Hvad er det som du forsøger at sige? Er du modig? Hvordan modig? Hvad kæmper du for? Du kæmper mod folk, der i forvejen slår andre ihjel. Jeg ved ikke, hvad du forsøger at opnå med det? Så min mission, hvis jeg skulle forsøge at tegne noget om det, ville være at forsøge at starte en dialog med disse mennesker om det, og vise dem at der er en masse andre måder... Hele glorificeringen af den, der tegnede profeten, og det at gøre vedkommende til en helt, ligegyldigt hvad tegningen ellers udtrykte, forstår jeg ikke. Udfordringen er at gøre det, og slet ikke HVORFOR han gjorde det? For hvad betyder det – og hvordan vil det hjælpe andre? Alle tilstedeværende her kan tegne profeten og poste det on line, og i morgen vil de have et interview med The Times. Men hvad betyder det? Hvad er det som du forsøger at gøre? I Frankrig har der været optøjer om det længe inden dette her skete. Der er intet nyt i det. Det er en anspændt situation og et anspændt tidspunkt. For alle kunstnere og journalister er det egoistisk at tænke, at det her er det, jeg vil gøre, uanset omkostningerne.  For man sætter ikke bare sig selv på spil, men også alle andre. De dræbte satiretegnere er blevet kendt fordi de er hvide, de er franske – og fordi de tegnede profeten. Mens der samtidig blev slået en masse ihjel, fordi de kæmpede for friheden i deres lande, men det er der ingen, der hører om eller kerer sig om.”

Samtalerne er oversat fra engelsk af undertegnede.
 
 
 
---------------------------
 

Pernille Bærendtsen, der var moderator på det vellykkede velkomstarrangement, har skrevet denne fine artikel på bibliotekets hjemmeside, hvor Khalid Albaih bl.a. siger:

’Jeg er ikke vant til biblioteker. I den arabiske verden og i det meste af det globale Syd ser vi på det at gå i skole, som noget der ikke handler om at tænke selv, men om at lære udenad og at repetere. Jeg blev glad for få at vide, at jeg skulle have base på Københavns Hovedbibliotek, men det var først da jeg begyndte at komme her regelmæssigt, at jeg så hvordan systemet er vævet sammen med resten af samfundet. Biblioteket er et meget åbent rum, hvor der tilbydes fri viden, som kan hjælpe dig med at undersøge ting. Det er rart at sidde her og bare iagttage mennesker’, forklarer Khalid.

Khalid holder tit til i Hovedbibliotekets café ved hovedindgangen, hvor man kan finde ham med en stak kunstbøger og sin computer i gang med at tegne:

’Som tegner er det det, du gør - du observerer for at finde ud af, hvad der er det mest specielle ved en person, så du kan fremhæve den ting; Hvis du har stort hår, giver jeg dig større hår, hvis du er en idiot, gør jeg dig til en større idiot.’dittenesdammadsen@gmail.comjah, Germany, Boston, Amsterdam, New Delhi and many other places. Albaih also founded @DohaFashionFridays and co-founded Khartoum Design Center.

FØLG KHALIDS ALBAIHS ARBEJDE HER:
 
 
Mød Khalid Albaih på den kommende festival BILLEDER AF LIV,
hvor han fortæller om sine satiretegninger. Særligt ét af arrangementerne er helliget Afrika
og har derfor overskriften "Afrikanske billeder af liv"
og foregår i Salonen på Østerbro, torsdag den 16.8.2018 kl. 19-21
- og er i samarbejde med Dansk PEN.
Læs mere om festivalen:
Festivaltrailer:
 
---------