2. PRÆSENTATIONSPODCAST
Uddrag fra de kommende 5 festivalpodcasts
Lyt med her.
15. års festivaljubilæum.
Festivalstemmer: Thulla C. Wamberg Kronaie: ”Det, der binder festivalerne sammen er, at de medvirkende har en tilgang fra hjertet.” Alice Maud Guldbrandsen: ”Når jeg tænker tilbage, ser jeg det hele som farveklatter på en stor palet, hvor hver især fortæller sin egen unikke historie. Det er en speciel samhørighed, som festivalerne skaber”. I anledning af jubilæet beretter 8 festivalmedvirkende om, hvad det har betydet for dem at være med gennem årene: Benedicte Riis/Tante Andante, Salim Abdali, Birte Kont, Hanne Karin Garborg/Madame Garborg, Ruben Engelhardt/Rubens Ballade, Thulla C. Wamberg Kronaie, Eva Billesbølle Tworek og Alice Maud Guldbrandsen. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 15. april 2022.
Oscar Vargas Maloney: Brasilien T/R
“Der er både skønheden i sproget og i naturen. For hold da op, sikke et sprog!” 22-årige Oscar Vargas Maloney har lige været i Brasilien, for første gang som voksen, for at besøge sin brasilianske familie: ”Jeg er i et vejkryds. Der er alle mulige veje at gå, hvis jeg skal definere mig selv som person. Det er en kæmpe dybde man får med sig, når man har en dobbelt nationalitet. Der er altid en masse underforståede ting, der glider med ind i ens opvækst, der får betydning for, hvordan man ser verden, hvordan man oplever ting og reagerer”. Oscar fortæller om rejsen, og hvad gensynet har betydet for ham og hans opfattelse af sig selv.
Frode Z. Olsen: ”København – Bagdad”
Hvad laver en dansk politimand i Bagdad? Krigsrøgen havde dårligt lagt sig, da kriminalinspektør og forfatter Frode Z. Olsen kom derned. Frode skriver om det, han har erfaret, men især om det, som aldrig kom med i politirapporterne. ”Jeg blev sendt til Irak i efteråret. På det tidspunkt havde Danmark, sammen med det som man kaldte koalitionen under ledelse af amerikanerne, angrebet Irak og væltet styret. Sadam var drevet på flugt. Der var stadig borgerkrig. Men hvorfor var vi der? Hvad kunne vi gøre? Rent historisk synes jeg, at det er vigtigt, at det er fastholdt på en eller anden måde. Derfor skriver jeg om det.”
Maria-Leonore Christensen: Red Maden
Hver morgen i 10 år har Maria-Leonore Christensen hentet overskudsmad fra Irma, Rema, Aldi og Lagkagehuset, og fordelt det mellem venner og naboer - mod til gengæld at få donationer til tre projekter i Uganda, Kenya og Indien for bl.a. gadebørn og børnehjemspiger. Der er nu indsamlet over en mio. kroner. Det blev for nylig fejret ved en fest med etiopisk mad og bagefter med jazz i haven hjemme hos den 74-årige Maria-Leonore Christensen i Kastrup. Oprindelig uddannet lærer fra Berlin, men har arbejdet på Skt. Petri Skole og Kofoed Skole i København, og siden videreuddannet sig som diakonisse, hvilket bragte Maria-Leonore til Vestre Fængsel: ”Der er altid noget at le ad i Vestre Fængsel.” Det tror man gerne, Maria-Leonore har et stort udsyn og en smittende latter.
Cindy Lynn Brown & Kenneth Krabat: ”HearSay HørtSagt”
- et Flugtkatalog. (Podcast i 2 dele)
”Ljubljana. Tidlig sommer 2016, det er der, at det begynder for os. Otte måneder før vi skriver en fælles projektbeskrivelse til Statens Kunstfond, og fire dage før vi bliver kærester, har vi en dag sammen i Ljubljana mellem to rejser og tager på kunstmuseum, hvor der viser sig at være en særudstilling over håndtegnede flugtruter gennem Europa. Korte, nøgterne sætninger beskriver rejserne med detaljer og fakta om antallet af mennesker bag i varevognen, antallet af druknede på vej over Middelhavet, prisen for at krydse grænsen. Vi bliver i adskillige timer, nærstuderer hver og én af de meterlange plancher, fotograferer dem alle i så store bidder som afstanden til den anden væg tillader. Kortene bliver hos os, da vi går derfra.” 5 år efter resulterer det i ”HearSay HørtSagt”.
Der offentliggøres en ny festivalpodcast
hver weekend frem til august.
Hør også den 1. præsentationspodcast og læs mere.
Alle podcasts er også tilgængelige på YouTube