John Mogensen synger ”Så længe jeg lever” fra bodegaens jukebox. Der er et billardbord midt i rummet omgivet af barstole. To gamle soldaterkammerater mødes igen efter 7 års pause. Den ene har opsøgt den anden, for de er nødt til at mødes og tale om det, der er sket og om, hvordan de hver især har taklet deres krigstraumer. Lassen er sprogofficer, mens Quist er befalingsmanden, der bestemmer og straffer Lassen. Men de var også venner, og havde været det fra de mødtes til sessionen. Udsendelsen sammen til Afghanistan satte en spærring ned mellem dem selv og livet. Det smadrede det for dem begge, på forskellig vis.
Genforeningen mange år
efter er skæbnetung og tynget af skyld og skam, men det varer længe, inden det bliver klart, hvad der egentlig skete. Lige under overfladen myldrer det med undertrykte
følelser. Vi kommer med ned i et altomsluttende mørke, hvor styrkeforholdet mellem
dem er uafklaret til det sidste.
Dramatikeren Magnus Iuel Berg
snurrer behændigt historien omkring sine fingre og får publikum snart hid og did i den
dygtigt orkestrerede tekst. Alting oprulles kun langsomt, altimens de to venner
vædder og spiller billard, men først og fremmest gennemlever de deres venskab
og det liv de delte under krigen. Det er også historien om en krig, der stadigvæk udspiller sig inde i dem, mens omverdenen
synes at have glemt alt om den. De er blevet evigt kæmpende på en slagmark inde i dem selv. De har væsentlig mere
tilfælles end vi først aner (men mere skal ikke røbes her).
Forestillingen er overordentlig
nuancerigt instrueret af Per Scheel-Krüger.
Paw Henriksen og Martin
Hestbæk er uforfærdede i deres udkrængning og afsøgning af sindets mørkeste
sider. På overfladen er de venner. De er evigt forbundne, men også adskilt
af det, de har oplevet. De er venner, men også hinandens bødler.
Min kvindelige ledsager oplevede,
at teksten også illustrerede mænds ofte meget afstumpede forsøg på at blotte
sig, når vi vil berette om, hvad der går os på og hvad vi har svært ved, men det var ikke det, jeg selv tog med mig fra forestillingen.
Det overordnede politiske spil, de som udsendte soldater uvægerligt også blev en del af, er så nuanceret beskrevet at selv historien om Danmarks krigsdeltagelse og den manglende berettigelse
af den, bliver gennem stykkets optik tilført nye aspekter og farver, der gør
begge mænds historier meget mere troværdige og nærværende.
Det handler også om selvmord
og om, hvordan man kommer videre trods alt, hvis det altså lykkes. Ikke at
dø, men at overleve det, der er ved at slide én i stykker.
I STØVET FRA REGNEN blev i 2018 velfortjent belønnet med
en Talent-Reumert til Magnus Iuel Berg for sit manuskript efter idé
af Per Scheel-Krüger. Forestillingen havde urpremiere på Teater GROB.
Så velkommen til mørket, der ikke viger for noget. Det er nådesløst, men også forløsende, selv om verden truer med at gå under. Der er faktisk et håb eller et lille bitte liv, der spirer frem på trods af alt. For i det tætteste mørke lyser selv den mindste gnist op. Selv i støvet fra regnen.
I
STØVET FRA REGNEN
Gæstespil
på Teater V
Fra den
21. – 29. januar 2022
75 minutter uden pause
Medvirkende: Paw
Henriksen, Martin Hestbæk
Dramatiker: Magnus Luel Berg
Idé og Instruktion: Per Scheel-Krüger
Scenograf: Laura Rasmussen
Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung
Lyddesign: Weronika Andersen
Hjemmeside
& billetter:
https://www.teater-v.dk/forestilling/i-stoevet-fra-regnen/
Trailer:
Læs også anmeldelsen af Magnus Luel Bergs HEROIN
*
