SPRÆKKER
”Sprækkerne synliggør den
usynlige side af verden. Som i en kærlighedshistorie må vi nærme os livets
skjulte hemmeligheder.”
Vi bliver ført indenfor i
den store tomme lagerhal og placeret på træstubbe i en halvcirkel og får
udleveret hver sin varme sten. Det er nødvendigt med en varm sten, for det er
koldt både inde og ude. Vi kigger mod hallens midte, hvor store stenblokke
ligger belyst og ligner Stonehenge. Skikkelser danser rundt om som var vi
indbudt til at overvære urgamle ritualer i danseforestillingen SPRÆKKER af kunstnerduoen
Thomas Eisenhardt og Catherine Poher. De har allerede skabt adskillige
forestillinger sammen, hvoraf fem har været Reumertnominerede. De er
alle blevet til under Aaben Dans, der er egnsteater i Musicon i Roskilde. Ved
at følge Rabalderstræde kommer man ned til Lydmuren, hvor Hal9 er stedet, hvor
ritualerne udspiller sig i vores midte.
Thomas Eisenhardt er
grønlandsk/dansk danser og koreograf og til daglig leder af Aaben Dans. Catherine
Poher er fransk iscenesætter.
Gentagne gange kom jeg til
at tænke på min tid som stenaldermand i Sagnlandet Lejre, hvor vi gik i
offerprocessioner ned til den nærliggende mose, for også i SPRÆKKER er vi ude i
en tilbedelse af naturen og dens elementer. Vi bliver placeret i en magisk
virkelighed, hvor mennesker, dans og urelementer smelter sammen. Det er
frydefuldt at bliver placeret uden for tid og rum, for i den time som
forestillingen varer, forsvinder alt andet. Der er kun dette nu som vi
deler. Alle særpræg forsvinder i mørket, og vi er ladt tilbage i en tilstand, hvor alt er flydende. SPRÆKKER hvisker til
os og minder os om det vi er rundet af.
I begyndelsen bliver vi som
publikum inddelt i to grupper, og jeg er alt for optaget og opslugt af det, der
udspiller sig omkring os, til at jeg kan oveskue, hvad den ANDEN gruppe oplever.
Hallen er 90 meter lang, og virker så enorm og så lang, at de sagtens kan
opleve en del af det samme, nærmest spejlvendt – og alligevel overrasker det
gang på gang, når de pludselig træder ind igennem de to endevægge og går i
procession frem mod os med grønne grene og lysende papirlamper. Eller
endnu mere abstrakt, når de kommer gående gennem hallen for at ende på et tæppe
bærende på alskens abstrakte objekter også med lys i. Der står de helt stille,
meget koncentreret og afventende. Ja, de står tæt sammen, mens vi cirkler rundt
om dem. Ikke en eneste af dem flakker i blikket. De står dybt koncentrerede, og
jeg tænker: Er det virkelig anden del af publikum, unge som gamle, der formår
at indleve sig så intenst i oplevelsen? Hvordan kan det lade sig gøre? Bagefter
bliver jeg opmærksom på, at der også medvirker et hav af statister, men i
øjeblikket virker det overvældende, fordi jeg forføres til at tro, at det er de
øvrige publikummer, der lever sig så intenst ind i stemningen.
Teknisk er det en
kompliceret forestilling, men det afvikles så gnidningsløst, at teknikken helt
forsvinder og blot lader oplevelsen stå tilbage, der, lysende i mørket, omgivet
af et brus af lyde og musik.
Danserne er iført tidløse
dragter i afdæmpede jordgrønne nuancer. De kunne være trådt ud af en science
fiction-film, hvor menneskeligheden er reduceret til ansigtsløse arbejdere. Deres
udtryk er nærmest udviskede, og de udviser ingen emotioner. De er så at sige
gået i ét med naturen. Dansen imellem dem centreres omkring naturens elementer,
og de er ikke længere til stede som individer, men mere som
repræsentanter for en uddøende eller måske netop en opblomstrende race. Selv om
deres dans til tider rummer en vis grad af inderlighed, gør dragterne og deres
manglende ansigtsudtryk, at de fremstår som de store stenblokke midt i rummet,
der belyses på forskellig vis. Nogle gange som ren magi i et urgammelt ritual.
Andre gange blodrødt og pulserende. Eller som det sker mod slutningen, med små
omkringvimsende celler, sædceller eller slanger fulde af liv, der breder sig og
snart efter også aftegner sig på gulvet og vimser hid og did i deres søgen
efter at undfange liv.
Vi går derfra med et håb for
artens overlevelse. For vor overlevelse. Der er trods alt stadig håb for os og
vor klode. Og hvornår er der ellers mulighed for at opleve det orkestreret til et
så fuldendt hele, hvor rum, bevægelse, musik og lyd smelter så perfekt sammen?
Godt nok er det ikke det
letteste at finde frem via Rabalderstræde og gennem Lydmuren til Musicons Hal
9, men det er det hele værd.
Det sidste jeg hører, strømmende ud fra en højtaler placeret udenfor, er ordene:
”Der er tre fænomener som vi
alle kender, men som videnskaben ikke kan forklare: Tyngdekraften, livet og
bevidstheden.”
SPRÆKKER
HAL9, Musicon,
Roskilde
En danseperformance og
-installation
Af Thomas Eisenhardt og
Catherine Poher
16.-26. november 2021
60 min.
Læs mere om Catherine Poher
Se filmintroduktion til SPRÆKKER (via Facebook)
Husk varmt tøj!
TIL UNGDOMMEN
Linn Skåbers roman ”Til
ungdommen”, der består af autentiske ungdomsstemmer og historier, er bearbejdet
til teater og instrueret af Pelle Koppel på Teater V. Det er dejligt
forfriskende at se nye og unge ansigter på scenen: Lue Støvelbæk, Malaika
Berendt Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide og Thomas Diepeveen, hvoraf de tre er
debutanter. Det er svært ikke at blive forelsket i dem alle fem, for de sigter
med deres historier lige efter hjertet - og rammer rent. Så enkelt kan det
siges. Instruktionen er fortræffelig, ligesom deres spil. Meget er givet på
forhånd, for med deres unge alder bærer de en masse energi og historier med sig,
og som sættes fri på scenen, men det bedste er, at forestillingen formår,
med sine mange stemmer uden nogen sammenkædende historie, at beskrive de mange
forskellige liv og følelser, så det samler sig til en
fællesberetning, der meget sigende har beholdt romanens titel. Det er en
hyldest til den tid, hvor alting er nyt og ukontrolleret. Det er en tid og en
periode, hvor alting prøves af. De enkelte historier er meget rørende, rå og direkte,
men rummer samtidig en blødende blufærdighed, hvor et enkelt ord fra den
elskende, kan få hele verden til at bryde samen. Det er en verden holdt sammen
af kærlighed – eller manglen på samme. Verden bliver hele tiden skabt og brudt
ned på sekunder. Det er både tidens og periodens fortryllelse og
forbandelse.
De fem medvirkende er sammen
eller hver for sig på den ellers tomme scene. På baggrunden opprojiceres fotos
af de lokaliteter, hvor historierne foregår. De vises op mod en fritstående bagvæg,
der lige så godt kunne være et bustop eller muren ved en tunnel. Et sted, hvor man sidder
og venter. Venter på virkeligheden for at kunne
undslippe barndommen og ungdommen. For at give sig i kast med voksenlivet. Det
er det de alle længes efter, men selv om det er en forfærdelig, meget
berigende og krævende periode, ved de endnu ikke
at for mange vil det være den periode som de senere i livet længes
tilbage mod. Det er det jeg hører fra mange. For mig er det nærmest modsat. Jeg
var lykkelig for at lægge barndom og ungdom bag mig. Men det er jo individuelt.
Det er også en forestilling
om drømme. Drømme, der kan blive så store, at de opsluger én helt. Drømme, der knuses og aldrig mere bliver sig selv igen. Allermest banalt og
rørende er det gengivet i den drømmende scene om at være renovationsarbejder. At stå der
bag på skraldebilen i bar overkrop og smile og småsnakke med morgenkækkke piger
i vinduerne. Men sådan skulle det ikke blive, for faren ønsker, at sønnen ”skal
blive til noget”, og han får i stedet et job, hvor han skal have jakkesæt og
slips på. Det lyder ikke af meget, og teksten er også virkelig banal. Men det
lever og ånder der på scenen – ligesom alle de øvrige, og følelsesmæssige meget
mere komplicerede scener. Det hele er skildringer af levet liv, der gløder og ofte også gør ondt –
og minder os om alt det, der ligger bag os. TIL UNGDOMMEN er en uhyre smuk
rejse tilbage til et land, der ligger lige under overfladen hos os alle.
Stort tillykke til de fem skønne unge skuespillere og til Pelle Koppels flotte
orkestrering af ordene og følelserne i TIL UNGDOMMEN. Tak for forelskelsen!
TIL UNGDOMMEN
Teater V
16. 11.- 4. 12. 2021
Medvirkende:
Lue Støvelbæk, Malaika Berenth Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide og Thomas Diepeveen
Manuskript: Linn Skåber
Iscenesættelse, oversættelse og bearbejdning:
Pelle Koppel
Producent: Teater V
Foto: Martin Høyer
Varighed: Ca 80 minutter
*
PERMANENT MIDLERTIDIG
11 unge stiller op med deres
flygtningehistorier. De er i alderen fra 15-19 år og kommer fra bl.a. Syrien,
Iran, Irak og Colombia. Tre af dem er i mellemtiden blevet hjemsendt, de resterende
otte fortæller om flugt og tilpasning i det nye land,
Danmark. Ahmad J., Basmalla, Lana, Mohamad, Nadia, Nicole, Sami, Sarah, Shirley
og Wisam fortæller om at høre til og om de drømme, som de har haft med
sig – og også om, hvor svært det er at få drømmene til at gå i opfyldelse.
Fælles for dem alle er, at det må have krævet umådelig styrke at stille op
med deres historier hos C:NTACT, der har til huse på Betty Nansen Teatrets
intimscene Edison på Frederiksberg.
”C:NTACT skaber levende
møder mellem mennesker. I C:NTACTs forestillinger kan du opleve mennesker
fortælle deres historier fra scenekanten. Vi giver stemme til marginaliserede
grupper i samfundet for at opløse fordomme og skabe dialog.”
Forestillingen er instrueret af Babak Vakili og Zaki Youssef. Fortællingerne er bearbejdede
til lydfortællinger. Det er første gang, at jeg har oplevet, at de ikke fortælles live fra scenen, men i stedet på
forhånd er indtalt og klippet sammen, og afspilles som et lydspor, mens personen
selv stiller sig tavst frem på forscenen. Fotos af dem projiceres imens op på
bagvæggen. Under deres fornavne er deres flygtningestatus beskrevet med
ordene: ”Afvist opholdstilladelse”, "Midlertidig opholdstilladelse” eller ”Hjemsendt”.
16-årige Ana fra Iran danser,
og sikke en dans! Det var ganske betagende og også et nødvendigt åndehul mellem
beretningerne. Da hun griber mikrofonen, bliver det hele endnu mere nærværende.
”I mit hoved eksisterer
muligheden for, at vi bliver sendt tilbage til Iran ikke. Jeg har valgt ikke at
tænke på det. Min mor har 94 piskeslag til gode i Iran. Det ved Danmark godt.” (Ana,
16 år)
Fælles for dem er, at de fortæller
med et ungdommeligt gåpåmod, der gør indtryk.
Forestillingen begynder med, at alle otte sidder i én række i hver side af scenen, skrånende ind mod midten,
hvorefter de på skift rejser sig og går ind på midten, mens vi hører deres ord.
De har været i Danmark fra 2-5 år og taler flot dansk. Der står tomme stole,
hvor tre af de medvirkende skulle have siddet, hvis de da ikke i mellemtiden
var blevet hjemsendt.
“Nogle gange det er svært at
være ny her. Men jeg kan gå i skole. Der er sport. Jeg går til boksning med
mine venner. Der er mange muligheder. Mange flere end i Syrien.” (Ahmad A., 15
år)
I filmede klip på
bagvæggen forklarer en jakkesætsklædt beslipset nyhedsoplæser forgæves asylsystemet
i Danmark. Det bliver gjort nøgternt, men det er svært at få det til at lyde
naturligt, for det hænger ikke sammen – og giver ingen mening.
Asylreglerne er det første vi møder. De glider ned over bagvæggen til lyden af en sørgmodig salme. Indtrykket,
der står tilbage er, at det er pinligt, at vi ikke bare lukker dem indenfor i vores
fællesskab, men i stedet lader dem rådne op i afrejsecentre rundt i landet.
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hvordan er det kommet dertil? Vi
kalder det et velfærdssamfund, men det er tydeligt at velfærden ikke gælder alle.
”Jeg så demonstrationer,
tusinder mennesker var samlet. De råber frihed frihed - for dem var frihed
noget fremmed. Men så hørte jeg skud, så hørte jeg skrig. Snart var
der krig” (Mohamad, 16 år)
Der er et stort varmt bifald
efter hver beretning. Vi klapper af deres mod, og klapper også et håb frem, om
at det alligevel skal lykkes for dem, og at de ikke bare skal vedblive med at
være her permanent midlertidigt.
PERMANENT MIDLERTIDIG
Af C:NTACT på Edison
15. – 24. november 2021
70 min.
Medvirkende: Ahmad J.,
Basmalla, Lana, Mohamad, Nadia, Nicole, Sami, Sarah, Shirley og Wisam
Forestillingen er et
samarbejde mellem C:NTACT og Red Barnet Ungdom.
Efter forestillingen er der
en Q&A, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål til de medvirkende.
Hjemmeside & billetbestilling.
Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:
En som dig (2021)
Der skal mod til (2018)
Hooyo! (2016)
En lille båd der gynger (2015)
Ik´ for børn (2015)
Ondt blod (2012)
*
